4. Udenrigspolitikken
De danske nederlag til arvefjenden Sverige i Karl Gustav-krigene 1657-1660 og ønsket om revanche kom til at spille en afgørende rolle for landets udenrigspolitik i de følgende ca. 60 år. Dertil kom et andet væsentligt mål: at søge hertugdømmerne arve- og statsretligt bundet til Danmark. Den gottorpske hertug besad oprindeligt halvdelen af Slesvig og Holsten og var under svenskekrigene gået ind i stridighederne på svensk side. I de følgende årtier skabte det og de komplicerede statsretlige forhold i hertugdømmerne en række konflikter, og ønsket om at fordrive Gottorperne fra Slesvig fik høj prioritet i udenrigspolitikken.
Ønsket om revanche
De første enevældige konger havde store ambitioner om at tilbageerobre de tabte territorier og reducere truslen fra Sverige. Ikke blot udenrigspolitisk spillede det en væsentlig rolle, men det fik også stor betydning for etableringen af en stærk og effektiv statsadministration. Administrationen skulle nemlig i første række opkræve skatter fra befolkningen til brug for finansieringen af et solidt militærapparat. En lignende udvikling fandt sted i Sverige, så de to nordiske monarkier var, i begyndelsen af 1700-tallet og formentlig allerede fra engang i slutningen af 1600-tallet, de mest gennemmilitariserede stater i Europa. Magtkampen mellem Danmark og Sverige foregik ikke alene i Skandinavien, men også i de nordtyske områder, hvor begge havde besiddelser.
Østersøområdet spillede fortsat en stor rolle for den nordeuropæiske søfart og handel. Fra både Polen og Preussen blev der via netop Østersøen sejlet store mængder korn til det tætbefolkede Vesteuropa foruden materialer til bygning af skibe i form af fx træ og tjære. Det gav Danmarks beliggenhed ved Øresund og bælterne en væsentlig strategisk betydning i forhold til de vestlige sømagter som England, Frankrig og Nederlandene. For de danske konger var Øresundstolden, der blev opkrævet i Helsingør, en vigtig indtægtskilde, og politisk gav kontrollen over Sundet prestige og udenrigspolitisk styrke. I forhold til ønsket om at generobre de tabte skånske landsdele var de vestlige stormagters strategiske interesser i området dog ikke fremmende for projektet. De ønskede nemlig ikke, at Danmark genvandt herredømmet over begge sider af Øresund og Kattegat. Omvendt ønskede de heller ikke, at Sverige satte sig på det hele, og derfor bidrog de til at fastholde status quo i den dansk-svenske magtbalance, hvor grænsen gik ved Øresund.
Skånske Krig 1675-1679
I årene umiddelbart efter 1660 manglede der penge til at forfølge de danske ambitioner om at genvinde de tabte landsdele. Landet var forarmet efter at være blevet hærget og plyndret af fremmede tropper, men der blev fra statens side sat store kræfter ind på at opkræve skatter til finansiering af en militær oprustning, og samtidig blev en god del af krongodset solgt. Ved midten af 1670'erne var kronens finansielle forudsætninger derfor forbedret væsentligt, og det blev igen muligt at efterstræbe de udenrigspolitiske mål. Danmark havde efter enevældens indførelse i første omgang forsøgt at holde sig ude af stormagternes væbnede konflikter med en forsigtig og tilbageholdende alliancebaseret neutralitet. I 1672 angreb Frankrig imidlertid Nederlandene, og der udviklede sig i løbet af de følgende tre år en europæisk storkrig med Frankrig, England og Sverige på den ene front. Danmark blev tvunget til at vælge side i konflikten og indgik alliance med Sveriges fjender: Nederlandene, Spanien, Østrig og Brandenburg. Som en del af denne alliance valgte Christian 5. i 1675 sammen med Brandenburg, der var en af Nordeuropas stærkeste stater, at indlede Den Skånske Krig ved at angribe de svenske tropper i Nordtyskland.
Den Skånske Krig blev den mest intensive krig, landet indtil da havde ført, og et af de største og blodigste hærslag stod ved Lund den 4. december 1676. Over halvdelen af de deltagende soldater mistede livet, hvilket svarede til 6000 soldater, og heraf var hovedparten danske. Derudover blev et par tusind mand såret, og den svenske hær tog ca. 1500 danske krigsfanger.
Til trods for dette svidende nederlag lykkedes en god del af den danske strategi overordnet set i krigens første to år, men derefter vendte situationen til svenskernes fordel. Stormagten på det europæiske kontinent, Frankrig, intervenerede i krigen som svenskernes allierede og gik ind i Tyskland og Oldenburg, hvor de kom Sverige til undsætning. I sensommeren 1679 blev en fredsslutning i Fontainebleau dikteret af den franske konge, Ludvig 14. Det var en fred, som hverken Christian 5. eller den svenske konge havde andet valg end at acceptere. Vilkårene i fredsaftalen bestod i, at Danmark måtte tilbagelevere de militære territoriale gevinster og vende tilbage til status quo og grænserne fra før krigen. De hårdtslående erfaringer fra krigen var for begge de nordiske monarkier, at deres udenrigspolitiske manøvrerum og muligheder for at opfylde militære mål helt og holdent afhang af stormagterne.
For befolkningen i Skåne havde de vedvarende dansk-svenske stridigheder store konsekvenser. Da danske tropper i 1676 landede i Skåne, opfordrede Christian 5. de tidligere danske undersåtter i den skånske befolkning til at gå ind i kampen på dansk side. En bevægelse af friskytter, de såkaldte snaphaner, tog fat på modstanden mod svenskerne med likvideringer og overfald. Svenskerne slog hårdt ned på snaphanernes sabotage og svarede igen med afbrændinger af hele landsbyer. Fra svensk side satte man efter Den Skånske Krig ind med en aktiv forsvenskningspolitik. Forbindelsesvejene for handel over Øresund blev forsøgt afskåret, befolkningen blev pålagt høje skatter og indkaldt til den svenske hær.
Den svenske og danske flåde mødtes den 1. juli 1677 i søslaget ved Køge Bugt. Under ledelse af den danske admiral Niels Juel blev den svenske flåde nedkæmpet. Danmark vandt en overlegen sejr i søslaget, hvilket gjorde Niels Juel kendt som en af Danmarks største søhelte. Maleri af Anton Melbye (1818-1875) fra 1855. Fra: Statens Museum for Kunst
Store Nordiske Krig 1700, 1709-1720
Til trods for resultatet af Den Skånske Krig stod det danske ønske om revanche og generhvervelse af de tabte landsdele fortsat centralt i udenrigspolitikken. Kombineret hermed var det overordnede sikkerhedspolitiske mål at forsøge at undgå en svensk ekspansion, der kunne true den danske stats eksistens. Alliancesystemerne var i opbrud og skiftende, og Danmark forsøgte uden det store held at holde sig på god fod med stormagterne. I perioden fra 1700 til 1721 blev Store Nordiske Krig udkæmpet mellem Sverige og en god del af de nordeuropæiske stater. Danmark deltog i to omgange – i år 1700 og igen 1709-1720. I en alliance med Polen og Rusland indledte Danmark i år 1700 endnu et opgør med arvefjenden med et angreb på de svenske besiddelser i Nordvesttyskland. Svenskerne angreb efterfølgende selv fra syd. De vestlige sømagter blev stærkt alarmerede over situationen i hertugdømmerne, og en engelsk-nederlandsk orlogsflåde blev sendt af sted til de danske farvande i forsøget på at få det danske styre til at stoppe fjendtlighederne. I juli 1700 blev svenske tropper sat i land i Nordsjælland, hvor de ikke mødte den store modstand og hurtigt fik tilstrækkeligt fodfæste til at omringe København. Under de omstændigheder blev der på stormagternes foranledning indgået en fred i den holstenske by Travental den 18. august 1700, der endnu en gang bragte situationen tilbage til udgangspunktet før krigen.
Krigens hovedfront stod mellem Rusland og Sverige, og efter at den svenske konge, Karl 12., i 1709 led et afgørende nederlag til russerne, så den danske Frederik 4. det som en chance til at få de tabte landområder igen. Efter at have indgået en alliance med Sveriges fjender Sachsen og Rusland, gik en dansk hær i land i Skåne. Til trods for at hæren måtte trækkes tilbage året efter, bølgede krigen gennem flere år frem og tilbage uden den helt afgørende fremgang for nogen af parterne. Som det havde været tilfældet under Den Skånske Krig, var danskerne stærkest til søs, mens svenskerne var bedst på landjorden.
Stormagterne ønskede dog fortsat ikke at svække den svenske hær afgørende eller skabe et for stærkt Danmark-Norge, og det blev grundlaget for den fred, som Danmark og Sverige indgik på Frederiksborg Slot den 3. juni 1720. Året efter indgik også Sverige og Rusland en fredsaftale, der blev afslutningen på både Store Nordiske Krig og Sveriges stormagtsstilling. Den dansk-svenske fredsslutning resulterede i, at det oprindelige styrkeforhold mellem de to monarkier blev bevaret, og Danmark opnåede ikke de territoriale gevinster i de skånske provinser som håbet. Derimod tildeltes den danske konge de besiddelser i hertugdømmet Slesvig, som de gottorpske hertuger hidtil havde haft og havde udnyttet i alliance med Sverige. Ifølge Frederiksborgfreden måtte svenskerne aldrig i fremtiden yde Gottorp hjælp til skade for Danmark, og Sverige fik samtidig frataget sin toldfrihed ved Øresundstolden.
Udenrigspolitikken efter 1720 og det gottorpske spørgsmål
Ved afslutningen på Store Nordiske Krig lagde de danske regenter forsøgene på at genvinde de i 1658 tabte territorier til side, om end de stadig drømte om det, og de fastholdt da også en høj grad af militarisering. Det foregående århundredes mange krige mellem de to nabolande endte dermed og blev erstattet af en periode på 80 år, hvor der stort set var fred. Forholdet til Sverige og det gottorpske spørgsmål skabte stadig uro ved enkelte lejligheder, men det kom ikke til egentlige krige mellem parterne. Gennem resten af 1700-tallet var udenrigspolitikken lagt an på at fastholde freden ved at forholde sig neutralt og indordne sig i de europæiske alliancesystemer.
Målet var desuden at sikre en langsigtet løsning på det såkaldte gottorpske spørgsmål, som efter 1720 fortsat var uløst. I hertugdømmerne Slesvig og Holsten havde de magtfulde hertuger af Gottorp siden 1657 stået på svensk side i krigene. Selvom den gottorpske del af Slesvig var blevet inkorporeret under den danske krone ved fredsslutningen i 1720, regerede de gottorpske hertuger stadig over dele af Holsten og stod stærkt, efter at de var blevet gift ind i de svenske og russiske fyrstehuse. Både i 1743 og igen i 1762, da den gottorpske hertug Karl Peter Ulrich var blevet udnævnt til zar i Rusland under navnet Peter 3., kom det tæt på militære konfrontationer. Det gottorpske spørgsmål opnåede først sin endelige storpolitiske løsning ved et mageskifte i 1773, der kom til at udgøre et skel i den danske udenrigspolitiske historie. Ifølge Mageskiftetraktaten blev der aftalt en deling, hvor den russiske zar gav afkald på alle sine rettigheder i Slesvig mod til gengæld at få grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst. Det gottorpske dynasti opgav dermed endeligt sin andel af Slesvig og afstod sin del af Holsten til den danske konge, hvorved kongen blev enehertug i hertugdømmerne. Derved blev 'helstaten' en realitet som betegnelse for den del af det oldenborgske monarki, der omfattede Kongeriget Danmark-Norge samt Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Fra væbnet neutralitetsforbund til Slaget på Reden i 1801
Længe lykkedes det for den danske stat at holde sig neutral og ude af de mange væbnede konflikter mellem de øvrige europæiske magter. Neutraliteten blev i væsentlig grad benyttet til at etablere en betydelig oversøisk handel, idet de danske skibe kunne sejle varer for de forskellige stridende parter. Handelsflådens sejlads under neutralt flag bidrog i høj grad til at skabe en kraftig økonomisk vækst i takt med en ekspanderende og blomstrende handel, hvorfor perioden fra 1770'erne også kaldes for 'den florissante handelsperiode'.
Sidst i 1790'erne gik Danmark over til en offensiv neutralitetspolitik, hvor danske handelsskibe blev ledsaget af flådefartøjer i forsøget på at undgå, at de krigsførende magter, som Danmark fortsat profiterede af at fragte varer for, kunne inspicere handelsskibene. Konflikterne blev i høj grad udkæmpet mellem de store kolonimagter England og Frankrig, og Danmark havde udnyttet sin lukrative neutralitet til at sejle varer for Frankrig til Englands fjender. Det var en torn i øjet på briterne, der kom til at betragte den danske handelsflåde som fjendtlig. Efter pres fra Rusland tilsluttede Danmark sig i 1801 det væbnede neutralitetsforbund med Sverige, Preussen og Rusland. Neutralitetsforbundet var en militær forsvarsalliance vendt imod Storbritannien, og den franske Napoleon 1. og zar Paul 1. havde forinden også indgået en aftale om at blokere de europæiske havne for englænderne. Englænderne svarede igen ved at kræve, at Danmark trak sig ud af det væbnede neutralitetsforbund. Da det ikke blev tilfældet, sendte de en stor flådestyrke mod den danske hovedstad.
Det resulterede i den første Englandskrig i Slaget på Reden den 2. april 1801. Med den engelske viceadmiral og søhelt Lord Nelson i spidsen for en større flåde vandt englænderne søslaget ved Københavns Red, en ankerplads ud for hovedstaden. Under den fem timer lange kamp nåede meddelelsen om, at den russiske zar var død en uge forinden, frem til den danske kronprins Frederik (6.). Statsledelsens vurdering blev derfor, at den russiske udenrigspolitik ville ændre sig, og at Danmark kunne træde ud af det væbnede neutralitetsforbund uden at ende i en krig med sine allierede. Englands krav blev accepteret, og det, der reelt var et militært nederlag, kunne af det danske styre markedsføres som et uafgjort resultat, så landets ære officielt forblev nogenlunde i behold.
Englandskrige, flådens ran og Freden i Kiel 1814
Konflikten med England stoppede for en tid, og Danmark gik tilbage til en defensiv neutralitetspolitik i forsøget på at undgå en ny konflikt med stormagterne. I 1807 holdt den strategi – og dermed også den lukrative neutralitetsudnyttelse af den florissante udenrigshandel – imidlertid ikke længere. Situationen var den, at den franske kejser Napoleon havde vundet store sejre og beherskede det meste af Europa. Frankrig var i krig med skiftende koalitioner af de øvrige stormagter, men i sommeren 1807 sluttede Frankrig og Rusland fred og krævede, at neutrale lande som Danmark tilsluttede sig en økonomisk blokade, kontinentalspærringen, der forbød handel med Storbritannien. Den danske stat blev af Storbritannien stillet over for et ultimatum om enten at indgå i en britisk alliance eller betingelsesløst udlevere den danske flåde, som de frygtede ville blive overtaget af franskmændene.
I midten af august 1807 sendte Storbritannien 50 skibe til de danske farvande nord for København. Soldater blev sat i land på Sjælland og omringede efterfølgende hovedstaden. Danmark blev dermed tvunget til at vælge side i krigen mellem Frankrig og Storbritannien. Landets egentlige regent, kronprins Frederik (6.), valgte at afvise de britiske krav og sluttede sig i stedet til Napoleon. Da det britiske krav om overgivelse eller udlevering af flåden fortsat ikke blev efterkommet, iværksatte englænderne et voldsomt bombardement af København i døgnene mellem den 2. og den 5. september. Det efterlod byen sønderbombet, brandhærget og med adskillige hundrede omkomne og sårede. Københavns kommandant måtte nødtvungent undertegne kapitulationen, og briterne beslaglagde og sejlede af sted med noget nær hele den danske flåde. Tabet af flåden var alvorligt og betød en væsentlig forringelse af landets militære position. En afgørende del af neutralitetsforsvaret var væk, og landet var i krig med England.
Københavns bombardement om natten mellem den 4. og 5. september 1807. Maleren C.W. Eckersberg (1783-1853) opholdt sig i hovedstaden under det britiske angreb fra den 2. til den 5. september. Han malede efterfølgende nogle af de dramatiske begivenheder, hvor omkring 6000 granater og brandraketter ramte byen. På billedet ses kvinder, børn og sårede flygte ud af det brændende København over Langebro til Christianshavn. Her et koloreret kobberstik udført af G.L. Lahde (1765-1833) efter forlæg af Eckersbergs maleri fra 1807. Fra: Det Kgl. Bibliotek
Efter Københavns bombardement og det, der i samtiden blev kendt som flådens ran, indgik Frankrig og Danmark et forsvarsforbund, idet kronprinsen og hans rådgivere frygtede, at Napoleon ellers ville invadere Slesvig-Holsten og Jylland, og at Sverige kunne angribe Sjælland. Alliancen med Frankrig kom til at koste dyrt, da krigslykken vendte for Napoleon. Som et led i fredsforhandlingerne efter Napoleonskrigene måtte Danmark i januar 1814 afstå Norge til Sverige ved Freden i Kiel.