3. Den enevældige magt og forvaltningen

Den danske enevælde blev indført gennem en aftale mellem kongen og stænderne, men den religiøse legitimering af dens politiske magt og formål var stærk. Det aftog dog gradvist gennem 1700-tallet og gav plads for en enevælde, hvor kongens legitimitet grundede sig på, at han regerede på vegne af folket, i overensstemmelse med dets vilje og oplysningstidens idealer – også kaldet oplyst enevælde.

Enevældens stadfæstelse

Den enevældige magt blev overdraget Frederik 3. ved stændermødet i oktober 1660. Her blev rigsrådet ophævet, kongens håndfæstning kasseret, og de tre stænder aflagde mundtlig ed til kongen. I januar 1661 blev den mundtlige ed bekræftet med Enevoldsarveregeringsakten, der med stændernes underskrift stadfæstede arvekongedømmet og kongens enevældige magt. Samtidig lovede kongen, at ældste ægtefødte søn skulle arve retten til tronen. Havde regenten ingen ægtefødte sønner, gik tronen over til hans yngre brødre og derefter til farbroderens sønner osv. Kongen garanterede gennem førstefødselsretten landets udelelighed og sikrede på den måde riget mod splittelse som følge af arvedelinger blandt kongefamiliens medlemmer.

I 1665 blev det juridiske grundlag for enevældens magt udvidet med Kongeloven, der var enevældens grundlov eller forfatning. Kongeloven fastsatte arverækkefølgen, sikrede kongen uindskrænket magt gennem en beskrivelse af kongens myndighed som lovgiver, hans ret til at indsætte og afskedige alle embedsmænd, til at have en hær, til at føre krig og til at føre sin egen udenrigspolitik samt udskrive skatter. Også i de kirkelige spørgsmål blev kongens øverste myndighed slået fast. Kongens politiske magt blev desuden sikret ved et krav om, at hans underskrift skulle være på alle breve og love, der udgik fra regeringen.

Majestætens private eksemplar af Kongeloven med Frederik 3.s underskrift på sidste side. Loven fra 1665 blev Europas eneste nedskrevne enevældige forfatning, der principielt fungerede, til den blev afløst af Grundloven i 1849. Religionen stod centralt i loven, hvor den første paragraf forpligtede kongen på at overholde Den Augsburgske Bekendelse, der var det centrale bekendelsesskrift i den evangelisk-lutherske kirke. Monarken blev derved forpligtet på én bestemt trosretning. I årene lige efter 1665 var lovens indhold ukendt for den brede befolkning, og den blev først udgivet på tryk i 1709. Foto: Kongernes Samling  

Adelen under enevælden

Adelen stod som den store taber ved enevældens indførelse. Før havde den delt magt og ære med kongen gennem rigsrådet og som stand haft eneret til embeder og det at eje jord og gods. Nu måtte den se sig degraderet til laget af undersåtter på lige fod med andre (i hvert fald principielt). De tidligere standsprivilegier fulgte nu med godsejendom og var derfor principielt opnåelige for alle, der havde råd. Samtidig blev stillinger som embedsmænd og officerer, der tidligere havde været forbeholdt adelen, en mulighed for folk af borgerlig herkomst. Adelens tab af standsmæssige privilegier og status blev understreget i Christian 5.s rangforordning af 25. maj 1671. Den etablerede et socialt hierarki, der først og fremmest byggede på kongetjeneste frem for slægt og adelig fødsel. En bestemt rang var betegnelsen for en officielt fastlagt status og værdighed, og den definerede fx også, i hvilken rækkefølge folk skulle gå og sidde ved officielle lejligheder.

Forordningen om grevers og friherrers privilegier, der udkom samme dag som rangforordningen, etablerede en ny titeladel, der blev indplaceret højt på rangstigen. Et grevskab krævede 2500 tønder hartkort eller 120.000 rigsdaler, og et baroni 1000 tønder hartkorn eller 50.000 rigsdaler. Begge dele krævede et kongeligt privilegium for at blive oprettet. Med et grevskab eller et baroni fulgte privilegier i form af skattefrihed, men omvendt også pligten til tage ansvar for den lokale sigt- og sagefaldsret, patronatsret og birkeret. Privilegierne lignede i høj grad dem, fødselsadelen havde haft frem til enevældens indførelse, men de blev nu givet til de mest formuende og på kongelig nåde. Sammen med rangforordningen var den nye titeladel med til at sætte den gamle adel ud af spillet politisk og at sikre en kongetro adel. Den gamle adel stod stadig godt rustet til at opnå status og magt i det nye system, men nu skete det kun på kongens nåde, hvor de tidligere havde haft en given position.

Regenterne og den enevældige magt

Før enevælden havde kongen delt magt, ansvar og forvaltning med rigsrådet og derigennem adelen som stand. Efter enevældens indførelse var magten og opgaverne alene kongens. Det var dog ikke menneskeligt muligt at regere enevældigt i den forstand, at den enkelte konge selv udførte alle opgaver. Hoffet og embedsmændene kom til at spille en ny og central rolle som en del af det politiske spil. Embedsmændene var ikke kun embedsmænd i moderne forstand, men i høj grad politikere med mulighed for stor personlig indflydelse. Den enevældige konges reelle magt afhang derfor i høj grad af, i hvilket omfang han forstod at kontrollere sine embedsmænd og balancere magtinteresserne ved hoffet.


Christian 5.s salving i Frederiksborg Slotskirke den 7. juni 1671. Sjællands biskop forestod den storslåede ceremoni med salvingen af majestæten. Hvor kongerne før enevældens indførelse var blevet kronet, blev Christian 5. som den første monark salvet. Selve tronskiftet havde fundet sted forinden, idet Christian 5. var blevet enevældig arvekonge fra det øjeblik, hans far døde. Ved ceremonien satte kongen selv kronen på sit hoved og lod sig efterfølgende salve for at modtage Guds velsignelse. Maleri af Michael van Haven (1625-1679). Fra: Kongernes Samling, Rosenborg 

Den personlige enevælde

Allerede Frederik 3. havde i Kongeloven søgt at begrænse embedsmændenes indflydelse ved at kræve kongelig underskrift på alle breve og dokumenter, der udgik fra regeringen. Frederik 3. selv holdt styr på embedsmændene og det politiske spil gennem en privilegeret embedsmand, der havde kongens fortrolighed.

Christian 5. forsøgte sig i første omgang med samme politik, men udviklede i højere grad en del og hersk-politik, hvor ingen betroet embedsmand fik afgørende magt. I stedet blev en gruppe af særlige favoritter, topembedsmænd og rådgivere, holdt i konstant konkurrence om kongens gunst og tillid, hvilket betød, at kongen bevarede magten, men politikken blev mere svingende. Den berømteste af favoritterne var Peder Schumacher, adlet under navnet Griffenfeld, som havde været politisk rådgiver for Frederik 3. og bl.a. været pennefører på Kongeloven. Griffenfeld omsatte den unge Christian 5.s ideer til politik, men faldt i unåde, fordi han støttede en mildere kurs mod Frankrig og Sverige end kongen. I 1676 blev han anklaget for embedsmisbrug, korruption og landsforræderi og dødsdømt, men siden benådet til livsvarigt fængsel. Efter Griffenfeld undgik Christian 5. at få en premierminister med så stort politisk talent og magt.

Frederik 4. havde de administrative evner, interessen og viljen til faktisk at udøve enevældig magt og styrede store dele af statsadministrationen selv uden privilegerede topembedsmænd. Denne konges styre betragtes som det tætteste, Danmark kom på den personlige enevælde. Han udviste generelt ikke tillid til sine omgivelser og traf beslutninger uden at lade sig rådgive, eller højst gennem sit personlige ekspeditionskontor, kabinettet, hvorved kabinettets medarbejdere kom til at spille en mere politisk rolle end sædvanligt.

Religiøse og alkoholiserede konger

Christian 6.s regeringsstil lignede Frederik 4.s. Han var samvittighedsfuld og særdeles flittig i sit engagement i regeringssager og skilte sig af med flere højtstående ministre, når disse blev for selvbevidste. Christian 6. var stærkt religiøs og præget af pietismen, hvilket både førte til forordninger om konfirmation og skole, men også til forbud mod teater og en indskrænkelse af det selskabelige hofliv. Frederik 5.s regering havde en helt anden karakter end faderens strengt religiøse hofliv.

Frederik 5. var en svag regent, både mangelfuldt uddannet og drikfældig. Stabiliteten og den økonomiske fremgang, der prægede landet i hans regeringsperiode, skyldtes i høj grad den tillid, han havde til sine betroede embedsmænd. Udenrigsminister J.H.E. Bernstorff og overhofmarskal A.G. Moltke stod som de reelle ledere af landet i Frederik 5.s regeringsperiode. Politisk indflydelse var generelt afhængig af adgangen til kongen, hvilket gjorde hoffet til en central arena for den politiske magt.

Christian 7. og Struensee

Christian 7. overtog tronen som 16-årig i 1766. Han led af en sindssygdom, formentlig skizofreni, og var derfor endnu mere uegnet til at regere end sin far. Da Kongeloven ikke tog højde for, hvad der skulle ske, hvis en regent var uegnet til at regere, opretholdt man under hele Christian 7.s lange regeringstid stort set illusionen om, at han regerede normalt. Kongens ustabile mentale tilstand gav imidlertid frit løb for alle magtkampe og intriger ved hoffet, og hans regeringstid var præget af spektakulære kampe om magten.

Relativt hurtigt efter Christian 7.s overtagelse af regeringsansvaret ansatte han en tysk livlæge, Johann F. Struensee. Struensee fik efterhånden kongens tillid og dermed den fulde magt. Han regerede gennem kabinetsordrer og undgik på den måde embedsmændene og statsrådet. I 1770 afskaffede Struensee statsrådet og gjorde sig selv til ’maître des requêtes’, dvs. den embedsmand, der skulle forelægge alle embedsskrivelser for kongen. Han fik fuldmagt til at udstede befalinger, der havde samme gyldighed, som hvis kongen havde underskrevet dem. Struensees magt varede i halvandet år, og i den periode udstedte han næsten 2000 kabinetsordrer. Samtidig indledte han et forhold til den unge dronning, Caroline Mathilde. Affæren med dronningen og reformernes omfang skabte modstand i kongefamilien og i dele af adelen, og i januar 1772 blev han afsat efter et maskebal på Christiansborg Slot. Han blev tiltalt for at have krænket kongens person og dømt til døden og offentlig udstilling på hjul og stejle.

Bag kuppet mod Struensee stod enkedronningen (enke efter Frederik 5.) og hendes søn, arveprins Frederik. De blev indtil videre de nye magthavere sammen med kronprinsens lærer, Ove Høgh-Guldberg. Statsrådet blev genoprettet og de fleste af Struensees reformer afskaffet. Arveprinsens og Høegh-Guldbergs styre varede i 12 år, indtil kronprins Frederik (søn af Christian 7. og Caroline Mathilde) blev konfirmeret og som 16-årig deltog i sit første statsrådsmøde i 1784. Her foretog han et kup ved at få Christian 7. til at underskrive en ordre om, at alle kongelige ordrer også skulle bære kronprinsens underskrift. Kronprins Frederik regerede som kronprins fra 1784 frem til Christian 7.s død i 1808 og derefter som Frederik 6. Da han blev konge regerede han, trods tidens idealer om oplyst og opinionsstyret enevælde, ofte egenhændigt og uden at inddrage sine rådgivere.

Magtens rumlige iscenesættelse

Ved enevældens indførelse var Københavns Slot hovedresidens for den danske enevælde. Det var et gammelt middelalderslot, som kun dårligt repræsenterede den enevældige kongemagt. Frederik 4. gennemførte derfor en omfattende ombygning og modernisering. Samtidig opførte han i forbindelse med slottet en ny arkivbygning og den såkaldte Røde Bygning, der rummede en del af centraladministrationen.

Christian 6. derimod rev Københavns Slot ned og lod i stedet Christiansborg Slot opføre. Slottet blev taget i brug i 1740, men stod først helt færdigbygget og udsmykket en snes år senere. Det rummede både kongens og dronningens private gemakker, men også værelser til alle hoffolk, fordelt efter stand og rang, og nærmede sig dermed de internationale forbilleder. Slottet afspejlede forholdet mellem stat og konge gennem nærheden mellem kongens gemakker, administrationens kontorer og hoffets gemakker til selskabelighed. Da Christiansborg Slot var færdigt, boede her mere end 800 mennesker. Samtidig havde yderligere omkring 300 mennesker med tilknytning til hoffet bopæl i Prinsens Palæ (det nuværende Nationalmuseum) eller ude i byen. Allerede i 1794 brændte hovedparten af slottet, men det blev genopført og stod færdigt i 1828.

I mellemtiden havde Frederik 5. manifesteret sig gennem anlæggelsen af en hel bydel, Frederiksstaden. Central i bydelen med de brede lige gader og store adelspalæer var en ottekantet plads (Amalienborg Slotsplads) med den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Salys rytterstatue af Frederik 5. Pladsen var og er den dag i dag omkranset af fire palæer, som blev opført ved bydelens grundlæggelse i 1748. De fire palæer var bygget af fire forskellige adelsmænd, som har givet palæerne deres navne, men da Christiansborg Slot brændte i 1794, blev to af de fire palæer kongefamiliens residens. Amalienborgs status som først midlertidig og siden permanent residens for de danske konger betød en splittelse af kongens private residens og statens administration, som er blevet opretholdt lige siden.

Hoffets betydning

Hoffet var et sted for uofficiel magt og indflydelse ved siden af det officielle politiske system. De to fora var sjældent skilt skarpt ad, og det var den enkelte konge, der bestemte, hvor der skulle ligge mest magt. For at opnå indflydelse gennem hoffet skulle man kunne begå sig i hoffets intriger og magtspil, men også føre sig frem med den rette kropsholdning, de rigtige gebærder og komplimenter. Anstandslitteraturen, med vejledning i, hvordan man færdedes ved hoffet og blandt de magtfulde, var derfor omfattende.

Det sociale liv ved hoffet antog mange former. Der var begivenheder som kortspil, skak og terninger, hvor det sociale aspekt var det vigtigste. Det var afgørende for gunst og indflydelse, hvem der blev inviteret til at spille ved de kongeliges bord. Der var ugentlige aftenselskaber (assembleer) og sjældnere baller af forskellig art. Ved særlige lejligheder arrangerede kongehuset storslåede tafler, hvor de øverste rangklasser var inviteret og placeret netop efter rang, så samfundets hierarki blev afspejlet. Maskeraderne, hvor rangen for en stund formelt blev suspenderet og afløst af forklædning, men hvor de sociale koder alligevel krævede en bestemt opførsel, var også en del af hoflivet, og de var populære.

Selskabeligheden omkring kongen

Kongens personlighed formede den selskabelighed, der blev praktiseret ved de forskellige kongers hof. Under den pietistiske Christian 6. blev maskerader og andre former for ’ugudelig’ underholdning, som aftenselskaber og baller, indstillet. Gudstjenester og andagter blev dominerende. Frederik 4. havde derimod haft en fransk teatertrup på 12 personer knyttet fast til hoffet, og maskeraderne blomstrede som social omgangsform under Christian 7. Ved Frederik 5.s tronbestigelse åbnede hoffet sig igen efter det alvorlige hofliv under Christian 6., og der blev holdt selskab ved hoffet hver tirsdag og torsdag, ligesom teater og opera blev en del af hoflivet. I Christian 7.s senere regeringsår slog en mere borgerlig kultur igennem, en form, der fortsatte under Frederik 6., hvor kongefamilien, som skildret på malerier, kunne ses spadsere i Frederiksberg Have om søndagen, ligesom den roede på kanalerne. Selskabeligheden ved hoffet var, uanset hvilken form den antog, udtryk for nødvendigheden af, at kongen agerede som en offentlig person, der var tilgængelig og iscenesatte sin magt under festlige former tilpasset tidens ideologi.

Adelige og borgerlige politiske fora

Eliten af adelige og borgerlige mødtes og diskuterede tidens tanker. I de aristokratiske saloner, der opstod efter europæisk forbillede i 1700-tallets anden halvdel, diskuterede adelige, finansmænd, embedsmænd, diplomater og kunstnere kunst og kultur, men også politik, forretning og nye samfundsmæssige strømninger. Salonerne var udtryk for en udvisket grænse mellem det offentlige og det private, som åbnede op for kvinders deltagelse også i politiske samtaler. Efterhånden som borgerskabets politiske indflydelse voksede mod slutningen af 1700-tallet, blev skellet mellem kønnene og mellem det private og det offentlige skarpere. Politik blev i højere grad begrænset til det offentlige rum.

Nye fora gjorde i anden halvdel af 1700-tallet politisk debat og indflydelse mulig for bredere kredse af den mandlige del af samfundet. I København og de større provinsbyer i Danmark udviklede klubkulturen sig fra 1780’erne. Det begyndte med etableringen af lærde selskaber. I Danmark blev Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab stiftet i 1742, knyttet særligt til Københavns Universitet. Mod slutningen af 1700-tallet bredte foreningsdannelsen sig ud til flere samfundslag i form af patriotiske selskaber, der var rettet mod det fælles bedste i oplysningstidens ånd.

Opinionsstyret og begyndende national enevælde

Klubberne, der voksede frem i slutningen af 1700-tallet, gav deres medlemmer adgang til aviser, tidsskrifter og bøger samt uformelle arrangementer, hvor aktuelle emner kunne diskuteres. Klubberne havde ofte sociale og kulturelle formål, men åbnede samtidig et rum for samtale om politiske og samfundsmæssige spørgsmål. Især efter Den Franske Revolution var de medvirkende til en politisering af borgerskabet, en gryende modstand mod enevælden og spirende national identitet. De politiske diskussioner, der udspandt sig i klubberne og blev videreført i tidsskrifter og aviser, gjorde, at perioden frem mod slutningen af 1700-tallet er blevet kaldt den 'opinionsstyrede enevælde'. En del af inspirationen til meningsdannelsen kom fra oplysningstidens idealer om fornuft og videnskab frem for troen på en samfundsorden styret af Gud. Diskussionerne bidrog til, at kongemagten ændrede sig fra at være en gudgiven størrelse til at være en magt, der var overdraget af folket og burde udøves i overensstemmelse med folkets ønske. Parallelt med enevældedebatten voksede en diskussion frem om, hvem folket var. Den fik bl.a. et håndfast udtryk i forordningen om indfødsret fra 1776, hvor det blev bestemt, at kongelige embedsmænd skulle være født i det danske monarki.

De kongelige embedsmænd og statsforvaltningen

De enevældige konger var helt afhængige af en velfungerende forvaltning. Den øgede statsmagt nødvendiggjorde en styrket administration, og den kongelige forvaltning blev reorganiseret efter 1660. Opbygningen af et centraliseret embedshierarki med monarken placeret i toppen af hierarkiet blev påbegyndt samtidig med en gradvis professionalisering af embedsstanden. De første enevældige konger var i høj grad opmærksomme på at ændre sammensætningen af embedskorpset for at etablere en loyal embedsstand, der kunne understøtte og styrke den voksende statsmagt. Til det formål rekrutterede de helt bevidst embedsmænd af borgerlig herkomst frem for adelige, der tidligere havde haft monopol på en god del af embederne i statsforvaltningen. De nye embedsmænd havde dertil forskellig baggrund, nogle havde læst teologi på Københavns Universitet, andre studeret på udenlandske universiteter eller fået en praktisk oplæring hos en anden embedsmand.

I 1736 blev der på Københavns Universitet oprettet en juridisk embedseksamen, og formelle juridiske kvalifikationer blev et krav for at opnå en række af de kongelige embeder. De juridiske kandidater fra universitetet kom lidt efter lidt til at besætte embederne i først central- og senere også lokaladministrationen. Dertil blev det muligt at tage en mindre juridisk eksamen som exam.jur., også kendt som dansk jurist. Der blev samtidig stillet nye krav til embedsmændenes kendskab til gældende lov, og fra omkring begyndelsen af 1800-tallet var hovedparten af embederne i både central- og lokaladministrationen besat af mænd med formelle juridiske kvalifikationer. Det forhindrede dog ikke helt, at der løbende dukkede sager om korruption og embedsmisbrug op.

Hvor embedsmændene i den tidlige enevælde meget direkte var kongens tjenere, blev de mod slutningen af 1700-tallet i stigende grad ansvarlige over for statens og samfundets interesser, og en god del af embedsmændene støttede varmt op om udviklingen hen mod den opinionsstyrede enevælde.

Central-, regional- og lokaladministrationen

Centraladministrationen var placeret i hovedstaden og opdelt i en militær og en ikke-militær forvaltning. De fire centrale institutioner var: 1) Danske Kancelli, som stod for administrationen af retsvæsenet, kirken og undervisningen, 2) Tyske Kancelli, der stod for sagsområderne i Slesvig-Holsten og udenrigspolitikken, 3) Rentekammeret med forvaltningen af statsfinanserne og 4) Krigskollegiet, der administrerede hæren og flåden.

På det regionale niveau blev lenene i 1662 afløst af amter, og lensmændene blev erstattet af kongeligt udnævnte amt- og stiftamtmænd. De nyetablerede amter havde lokalt ansvaret for bl.a. retsvæsenet, sager under kirken, opsyn med de lokale embedsmænd samt tilsyn med veje, broer og mange andre ting. I amterne sad også amtsforvalterne, som stod for opkrævningen af skatter og indtægterne fra godserne. I den gejstlige del af forvaltningen var sognepræsterne gennem hele perioden en central del af den lokale administration. I købstæderne arbejdede de sammen med de kongeligt udnævnte byfogeder og borgmestre, der stod for den offentlige administration, og på landet var herredsfogeder i spidsen for forvaltningen. Herredsfogeden fungerede både som politimyndighed, anklager og dommer i samarbejde med herredsskriveren, der førte tingbogen og udfærdigede dokumenter som skøder og testamenter.

Retsforvaltningen i byerne og på landet

Inden for retsvæsenet var den vigtigste nydannelse efter indførelsen af det enevældige styre oprettelsen af Højesteret i 1661. Denne ret trådte i stedet for Kongens Retterting som rigets øverste retsinstans. Formelt var det kongen, der personligt stod i spidsen for Højesteret, mens dommere alene var stedfortrædere, når regenten ikke kunne være til stede. Fra slutningen af 1600-tallet deltog kongerne i praksis ikke personligt under retsmøderne, og den dømmende magt lå dermed reelt hos dommerkollegiet i Højesteret. Ved de lavere retsinstanser fungerede underretterne i byerne og på landet med landstingene som andeninstansdomstole – under Højesteret. Det var i købstæderne bytinget og rådstueretten, hvor den kongeligt udnævnte byfoged både var dommer og politimyndighed, og i landdistrikterne herredstinget med herredsfogeden i spidsen som dommer, anklager, politi og leder af retsprocessen. På landet kom dertil birkeretten for fæstebønderne under de godser, hvor herremanden havde fået kongelig bevilling til at stå i spidsen for retsudøvelsen i kraft af retten til at udnævne den lokale birkedommer. Fra byting, rådstueret og herredsting var der appelmulighed til landstinget og derfra til Højesteret. Fra birkeretten var der appel direkte til Højesteret. Ud over de tre formelle niveauer ved domstolene fungerede desuden en række ad hoc-kommissionsdomstole samt særdomstole som fx Tamperretten, en delvis gejstlig domstol, der indtil 1797 dømte i ægteskabssager. Ved de forskellige domstole blev der taget referater fra retshandlingerne, der blev nedskrevet i tingbøger og senere justitsprotokoller. Retsprotokollerne findes i dag i stort omfang i danske arkiver og muliggør et indblik i de retlige instansers store arbejdsområde.

Maleriet viser Christian 5. præsiderende i Højesteret, ca. 1697. Kongen sidder i midten, mens højesteretsdommerne er bænket ved to langborde. Efter at Højesteret var blevet etableret i 1661, havde landets øverste domstol til huse på først Københavns Slot og fra 1740'erne på det nyopførte Christiansborg Slot. Da slottet brændte i 1794, flyttede Højesteret til Prinsens Palæ, som i dag er en del af Nationalmuseet. Ukendt kunstner. Fra: Kongernes Samling 

Ensartet retsgrundlag

For at skabe et ensartet retsgrundlag blev de tidligere landskabslove for Kongeriget Danmarks vedkommende erstattet af Danske Lov fra 1683 og for Norge af Norske Lov i 1687. Lovkomplekserne blev siden suppleret løbende ved udsendelse af lovgivning i form af anordninger, forordninger, plakater og reskripter, som bidrog til, at der i stigende grad kunne administreres med baggrund i retsstatslige principper.

I dansk retshistorie udgør samlingen af lovgivningen i Christian 5.s Danske Lov fra 1683 en milepæl, idet alle landets undersåtter principielt blev lige for loven og reglerne for retshåndhævelsen fastlagt. Danske Lov var en samlet og offentligt tilgængelig lovbog, som understøttede enevældens magtudøvelse, men den indførte samtidig en vis humanisering af retsplejen med mildere straffebestemmelser. I loven blev der stillet etiske krav til dommerne i forsøget på at sikre en stand af dommere, der var loyale over for den kongelige lovgivning samt var ubestikkelige og uvildige.

Etablering af ensartede standarder

De nye nationale lovbøger skrev sig ind i 1680'ernes statslige ensretning og centralisering. I 1683 blev der gennemført en standardisering af mål og vægt i hele landet, der fjernede tidligere tiders uoverskuelige mængde af lokale målesystemer. En stor del af skatterne blev betalt i naturalier som korn og andre fødevarer, og måleenhederne var derfor af stor betydning for en effektivisering og central kontrol i forhold til beskatningen. De nye ensartede måleenheder var udarbejdet af videnskabsmanden Ole Rømer, der af Christian 5. var blevet bedt om praktisk bistand til løsning af en række af tidens udfordringer som fx gadebelysning, vandforsyning, kloakering og opmålingen af vejnettet. I løbet af 1680'erne blev også kongerigets opdyrkede jorder, enge og skove (undtagen Bornholms) opmålt og vurderet, så styret derved fik et detaljeret overblik over, hvem der ejede og dyrkede jorden, samt de enkelte landbrugs skatteevne. Jorden blev vurderet efter bonitet – det vil sige kvalitet og ydeevne – frem for areal. Det blev nedskrevet i Den Store Matrikel fra 1688, der skabte et nyt og ensartet grundlag for udskrivningen af jordskatter og muligheden for en mere effektiv beskatning. Vurderingerne fra matriklen udgjorde et administrativt enkelt beskatningsgrundlag i Danmark frem til udarbejdelsen af den næste matrikel i 1844, og den var en enorm bedrift for det tidlige enevældige styre.

Den enevældige magt og forvaltning ændrede sig afgørende mellem 1660 og 1814. Bestræbelserne på at samle magten på kongens hænder blev underbygget af en centralisering og professionalisering af administrationen, der også betød ensretning af fx lokalforvaltning, retsgrundlag og beskatning.

Den enevældige stat

Se filmen, hvor Nina Javette Koefoed fortæller om den enevældige stat. Filmen varer godt ni minutter. Klik på 'CC' og vælg 'dansk', hvis du vil se filmen med undertekster.