1. Enevældens indførelse og konsolidering

Med indførelsen af enevælden i 1660 blev al magt i princippet centreret hos monarken og lå dermed i én persons hænder. Den danske enevælde fik Europas eneste nedskrevne enevoldsgrundlov, Kongeloven, som blev givet i 1665. Den satte rammerne for den mest uindskrænkede form for absolutisme. Hverken adel, borgerskab eller gejstlighed fik del i magten i repræsentative fora, som man så det andre steder. Umiddelbart efter enevældens stadfæstelse blev der iværksat en stor og vedvarende indsats for at konsolidere de oldenborgske arvekongers monopolisering af statsmagten. Kongerigets territorium var kort før 1660 blevet reduceret ved tabet af Skåne, Halland og Blekinge, og for de første enevældige konger var ønsket om at tilbageerobre områderne fra Sverige et afgørende politisk mål. I årene efter 1660 blev skattetrykket derfor også forøget drastisk for at kunne finansiere udbygningen af hæren og flåden, og landet blev oprustet militært i en sådan grad, at det kunne matche Sverige.

Den evangelisk-lutherske kirke, som efter reformationen i 1536 var blevet en del af staten, spillede fortsat en afgørende rolle for både statsstyret og samfundet. De enevældige konger stod i spidsen for den lutheranske statskirke, og både kongerne og kirken så det som en af deres væsentligste opgaver at gøre befolkningen til gode kristne og lydige undersåtter. Den religiøse oplæring og ensretning af befolkningen, som var igangsat efter reformationen, fortsatte med styrket kraft under enevælden, og der blev skabt et grundlag for en i europæisk sammenhæng usædvanlig stærk og centraliseret stat.

Som enevældige monarker stod de danske konger i spidsen for et sammensat rige, der i løbet af 1600-tallet blev en af Europas kolonibesiddende magter. Besiddelser i Indien, Afrika og Caribien dannede grundlag for, at Danmark kunne få del i den favorable handel og produktion i koloniområderne.

Gradvist fik styret etableret en betragtelig statskapacitet, som blev synlig gennem lovgivning og reformer samt inden for retsvæsenet med en fortsat udvikling mod et retssamfund. Frem til slutningen af 1700-tallet fungerede godsejerne som mellemled mellem stat og bønder i skatte- og soldaterudskrivningen, men derefter overgik opgaverne helt til staten. Hvor enevælden i 1660 blev opfattet som legitimeret af Gud, var det godt 100 år senere forældet statsteori, og idealet blev i stedet, at styret skulle lytte til den offentlige mening og til en vis grad lade befolkningen komme til orde. Styreformen ændrede dermed karakter fra at være autoritær i retning mod en oplyst og opinionsstyret enevælde efter midten af 1700-tallet.

I lighed med andre europæiske lande førte den danske stat i 1600- og 1700-tallet en merkantilistisk økonomisk politik for at udvikle pengeøkonomien og forbedre forholdene for handel og håndværk. Målet var at forbedre handelsbalancen gennem øget eksport og begrænsning af importen i forsøget på at styrke landets skatteindtægter. Til formålet blev der oprettet store håndværksvirksomheder, manufakturer, der primært producerede tekstilvarer og havde militæret som hovedaftager, og der blev i stor stil handlet med landets egne kolonier. Til trods for at enevælde var styreformen fra 1660 og frem til indførelsen af det konstitutionelle monarki med Grundloven af 1849, slutter dette kapitel i 1814 med afståelsen af Norge ved Freden i Kiel. Året 1814 betød afslutningen på dobbeltmonarkiet Danmark-Norge og markerede i et større perspektiv endegyldigt afslutningen på Danmarks rolle som en nordisk stormagt. Tilbage var kun Kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg samt kolonierne. Samtidig var landet i noget nær økonomisk ruin efter deltagelsen i Napoleonskrigene 1807-1814, og enevældens position var udfordret.

De oldenborgske kongers riger og lande

I år 1660 bestod Frederik 3.s riger og lande af tvillingeriget Danmark-Norge samt Færøerne og Island i Nordatlanten. Dertil kom Grønland, hvortil kontakten dog først for alvor blev knyttet fra 1720'erne, og som i de foregående perioder desuden hertugdømmerne Slesvig og Holsten, der var opdelt i både kongelige og hertugelige dele, og hvor en række komplicerede statsretlige forhold gjorde sig gældende. I Slesvig var kongen både hertug og efter 1721 også lensmand under den danske krone, det vil sige lensmand med sig selv som lensherre, mens han i Holsten var lensmand under den tyske kejser, idet Holsten var en del af Det Tysk-romerske Rige. Det nordligste af hertugdømmerne, Slesvig, strakte sig fra Kongeåen til Ejderen og indbefattede øerne Als, Ærø og Femern, mens Holsten lå placeret mellem Ejderen i nord og Elben i syd og inkluderede områderne Stormarn og Ditmarsken. Dette sammensatte rige rummede mange folkeslag med forskellige kulturer og sprog, men var dynastisk knyttet sammen af de oldenborgske monarker, der regerede riget fra hovedstaden og centraladministrationens kontorer på Slotsholmen i København.

De præcise tal for befolkningens størrelse i anden halvdel af 1600-tallet kendes ikke, idet det først var godt 100 år senere, at de første egentlige folketællinger blev gennemført. Skønsmæssige beregninger anslår, at kongerigets befolkning omkring år 1660 og dermed efter afståelsen af Skånelandene var på omkring 600.000, at der i Norge levede ca. 450.000 mennesker, og i hertugdømmerne Slesvig og Holsten ca. 500.000. Hertil kom en befolkning på omkring 20.000 i Nordatlanten, hvilket samlet giver et befolkningstal på ca. 1,5 mio.

I løbet af 1600- og 1700-tallet erhvervede monarkiet desuden tropekolonier i form af mindre besiddelser i både Indien, Afrika og Caribien. I Tranquebar i det sydøstlige Indien var en mindre handelskoloni blevet grundlagt i 1620, og en række handelsforter blev etableret fra 1659 på Guldkysten på Afrikas vestkyst. I Caribien – eller Vestindien, som området blev kaldt – var der desuden i henholdsvis 1672, 1718 og 1733 etableret kolonier på øerne Skt. Thomas, Skt. Jan og Skt. Croix. Danmark blev derved en kolonimagt, som blandt andet deltog i den transatlantiske slavehandel. Til trods for afståelsen af Skånelandene kort før enevældens indførelse var det oldenborgske monarki i perioden fra 1660 til 1814 på linje med Sverige – der frem til 1809 også omfattede Finland – fortsat en mellemstor magt i europæisk sammenhæng og en betydelig magt i Nordeuropa.

Danske tropekolonier, nordatlantiske monopolhandelsområder og sejlruter mellem Danmark og tropekolonierne i 1700- og 1800-tallet. I løbet af 1600-tallet blev Danmark en kolonimagt med handelsstationen Tranquebar på den indiske østkyst fra 1620 og et dansk fort på Guldkysten i det nuværende Ghana i Vestafrika fra 1659. Dertil kom i årene 1672, 1718 og 1733 de tre Vestindiske Øer i Caribien samt et dansk handelskontor i Serampore fra 1755. I Nordatlanten hørte også Færøerne, Island, Finmarken og Grønland under den dansk-norske krone. © danmarkshistorien.dk  

Den danske stats eksistens havde været truet i årene umiddelbart inden 1660, og en ny trussel mod staten blev en kendsgerning med Napoleonskrigene 1807-1814. Den danske statsledelse var gået ind i storkrigen på den franske kejser Napoleons side – og havde derved sat sig op imod Storbritannien. Udviklingen i de internationale krigskonjunkturer var imidlertid mildt sagt ikke i dansk favør, og kun ved stormagternes mellemkomst blev en amputeret dansk stat reddet. Ved Freden i Kiel 14. januar 1814 måtte Frederik 6. nødtvungent afstå hele Norge til den svenske konge. Den danske stat blev derved en af Napoleonskrigenes arealmæssigt største tabere, og landet blev at regne for en småstat. For Norges vedkommende blev det enevældige styre afløst af et konstitutionelt monarki med en norsk grundlov i form af Eidsvollforfatningen, vedtaget den 17. maj 1814, efterfulgt af en personalunion med Sverige, som varede frem til 1905. Det hele betød afslutningen på statsfællesskabet mellem Danmark og Norge, der ellers havde varet i over 400 år. Den danske konges riger blev ved afståelsen af Norge reduceret fra et areal på ca. 380.000 km2 til ca. 60.000 km2.