3. Samfundet og dets grupper

Mænd og kvinder i højmiddelalderens vækstsamfund delte sig i grupper, der gradvist kom til at blive defineret via kongelige privilegier og love. Som en særlig gruppe, hævet over andre, stod aristokratiet klarere og klarere frem, både det verdslige og det gejstlige. Byboerne kom til som en helt ny del af samfundet, men også på landet ændrede de sociale forhold sig, da trællene forsvandt, og landboer, som betalte afgift til aristokratiet for besiddelse af deres gårde, blev almindelige. Her følger en beskrivelse af de enkelte samfundsgrupper efterfulgt af en karakteristik af de love, der holdt dem sammen. 

Den sociale bund og top på landet

Allerede ved år 1050 var samfundet ret stratificeret. I bunden fandt man en stor gruppe af trælle og herover gruppen af såkaldte bønder, der var meget lagdelt. Bonde betød nemlig blot en mand med fulde rettigheder og pligter, dvs. overhoved for en husstand. Så bønder var faktisk alle andre mænd end trællene, og først lidt efter lidt i løbet af 12-1300-tallet kom betegnelsen til udelukkende at betyde en jordbruger. I toppen af samfundet var mægtige aristokrater, mænd og kvinder. De betegnedes endnu som bønder, men de fik afgifter fra undergivne landbrugere og havde gerne en krigerskare omkring sig og var ofte delagtige i landets styre. De afgifter, som aristokraterne fik fra landbrugere, var endnu omkring 1100 ikke formaliserede og blev ofte kaldt for 'gaver'. Aristokraterne havde selv meget store gårde, som de drev med trælle, nogle gange under deres personlige ledelse, andre gange ved hjælp af en såkaldt bryde, en forvalter, der aflagde regnskab for gårdens drift og afleverede dele af gårdens overskud til ejeren.

Op imod år 1200 udviklede der sig endnu klarere skel i samfundet, som blev delt mellem på den ene side samfundets mægtige, nemlig kongemagten, det verdslige og det nyopståede gejstlige aristokrati, og på den anden side almindelige jordbrugere. Det var nu kun disse almindelige gennemsnitsjordbrugere, der ejede deres egen jord, som blev betegnet bønder. Trællene forsvandt efterhånden. I lovene omtales frigivelse og frikøb af trælle, og vi ser, at kongen sidst i 1100-tallet var aktiv for at forhindre, at frie mænd og kvinder blev gjort til trælle. Samfundets mægtige kunne dog stadig drive store gårde ved hjælp af 'bryder'. Arbejdskraft fik brydegårdene imidlertid ikke længere fra trælle, men fra meget små 'gårdsædestavne' og mindre 'landbogårde'. Gårdsæderne var folk, som kun ejede lidt jord eller slet ingen, og de måtte derfor skaffe sig mere at leve af ved mod kontant betaling at søge arbejde på storgårdene. Mange storgårde blev dog i løbet af middelalderens første del splittet op i mindre. I nogle tilfælde var det en følge af middelalderens nye arvelove, der tillod kvinder at arve, i andre var det en driftsmæssig strategi fra de aristokratiske jordejere at dele nogle af deres egne storgårde, så de fik ret til afgifter fra brugerne af de mindre gårde. Hertil kom, at aristokraterne købte jord af fattigere landbrugere.

Landskabslovene fra 1200-tallet nævner, at en bonde kunne blive så fattig, at han var tvunget til at sælge sin jord og blive ”landbo”, dvs. jordlejer. Måtte en almindelig jordbruger sælge sin jord til en større jordejer, kunne han ofte blive på gården, men som landbo. Fra det sene 1100-tal fik landboen brugsret til en gård af jordejeren og lovede ham til gengæld en årlig betaling, den såkaldte landgilde. Lejemålet blev indgået ved håndslag i vidners nærværelse. Landboen kan siges at være fæstebondens forløber. Med landboforholdets etablering var aristokratiets indtægter bundet, ikke til undergivne personer og udefinerede afgifter, men derimod til bestemte landbogårde og faste beløb. Endnu var der dog mange bønder med egen jord.    

Aristokraternes skare

Omkring 1200 bestod landets styrende elitegruppe af aristokratiet, dvs. verdslige stormænd og gejstlige ledere som bisper og abbeder, i samarbejde med kongemagten. Et tættere og tættere samarbejde blev på rigsplan etableret inden for denne elitegruppe. Fra 1100-tallets slutning traf man i det verdslige aristokrati betydningsfulde folk, der havde æresbetegnelsen 'riddere' – de havde fået ridderslag – og fra 1200-tallet de mindre vigtige 'væbnere'. Det var en rummelig skare og inkluderede endda også de kongelige. Under rigets mægtige verdslige aristokrater, hvoraf de mest betydningsfulde kaldtes 'rigets bedste mænd', fandt man de såkaldte herremænd, der mod skattefrihed tjente en herre, enten konge, hertug, greve eller biskop, som de svor troskab. Herremænd var forpligtet til krigstjeneste for kongen og fik altså til gengæld skattefrihed. Arveligt var hvervet ikke, og dets status var ikke nødvendigvis høj. Ud af denne skare, 'rigets bedste mænd', af riddere, væbnere og herremænd voksede senere den samlede gruppe, som blev til 'adelen'.

Alle disse mænd havde som nævnt indtægter fra jordbrug, især fra undergivne landboer, men i meget forskellig grad. De sociale kløfter var store blandt aristokraterne. Nogle af dem kunne have op til 500 landbogårde, andre blot et par stykker. Til gengæld var der også stor social mobilitet inden for denne gruppe, da der var lige arv for alle sønner og halvt til døtrene. Arvedelinger, dødsfald og giftermål kunne helt ændre familiens stilling med hensyn til jordejendom. Mange døde barnløse, og ejendom kunne så pludselig samles hos én i familien.    

Granitkvader fra Sattrup Kirke i Sydslesvig med en aristokratisk rytter til hest med lanse, sværd og skjold, o. 1200. Vi ser her den nye tids elitekriger, som fortrængte bondeopbuddet. Kun aristokrater som denne mand beherskede den avancerede brug af lanse til hest og havde råd til den kostbare udrustning. Foto: Nationalmuseet

Aristokrater til hest

Det samlende for den aristokratgruppe, som senere kaldtes adel, var dens evne til at kæmpe til hest med rustning, skjold, sværd og lanse. Efter tysk model blev denne kampform almindelig i Danmark i 1100-tallet. Krønikeskriveren Arnold af Lübeck skriver omkring 1200, hvordan danskerne på deres fede græsgange opdrættede heste, og hvordan de både kunne kæmpe til hest og til vands. Hestekampformen blev dog for kostbar for mange landbrugere, både for landboer og bønder, der selv ejede deres jord. Når de ikke mere kunne yde militærtjeneste, måtte de til gengæld 'udrede leding', altså betale den såkaldte ledingsskat, som kendes fra 1100-tallet og fremefter. Aristokratiet var derimod skattefrit. Det beredne aristokrati kom til at udgøre hovedstyrken i alle tidens krige, og i 1200-tallet arrangerede man turneringer, hvor krigerne kunne øve sig i våbenbrug. Det var store velkoreograferede begivenheder. I 1311 var den danske kong Erik Menved eksempelvis sammen med sine mænd og en skare udenlandske fyrster samlet til fest uden for den tyske by Rostock. 100 mand blev da slået til riddere, og som det hedder i en tysk krønike: ”mange lanser blev brudt i turnering”.    

Bymænd og byliv

I begyndelsen af middelalderen betegnede ordet 'bønder' som nævnt alle indbyggere i Danmark med fulde juridiske rettigheder. Men med byerne opstod betegnelsen 'bymand', og omvendt begyndte man at kalde folk på landet for 'landmænd' og efterhånden 'bønder'. I løbet af perioden 1250-1400 vekslede man ordet 'bymand' for byboeren ud med 'borger'. Der blev skabt et skel mellem folk i by og på land, og vi finder en særlig bymæssig livsform.

I byen var der lugt, larm og lyd af kirkernes mange klokker, her var der tæt samliv, og her gik man i badstue sammen. At gå i badstue var en yndet fornøjelse, og selv de fattige havde til tider adgang til det via milde gaver. Både mænd og kvinder badede gerne i byernes badstuer, men i en bestemmelse fra Flensborg fra 1295 blev det fastlagt, at de ikke måtte gøre det samme dage. Kvinder skulle bade om mandagen og torsdagen, og mænd på ugens andre dage. Hvis mænd gik ind på kvindedage eller kvinder på mandedage, skulle deres klæder konfiskeres.

Byernes indbyggere delte sig i købmænd og håndværkere. Efterhånden kom der flere og flere håndværkere. Smede var der mange af, og det blev i løbet af 11-1200-tallet skik, at man ikke mere selv bagte sit brød eller slagtede sin ko. Bagere og slagtere blev til gengæld almindelige. Tidligt blev også arbejde med huder og skind professionaliseret, så folk gik til skomageren. Også specielle erhverv som guldsmed, handskemager eller 'værkmester', der lavede armbrøster, dukkede op. I alle byer fandt man også ret store grupper af fattige, og prostituerede var der også. Byretten fra Lund fastlægger, at hvis man ”går i tævernes hus”, dvs. på bordel, og forvolder skade, så skulle sagen ordnes privat, ikke for en domstol.    

Byernes relative selvstyre

Kongen og hans repræsentant i byen havde meget at sige i de enkelte byer, og regenten modtog lige fra 1000-tallet skat og afgifter af byens indbyggere. Men snart udviklede bymændene former for selvstyre. I 1100-tallet var der i flere byer 'oldermænd', som repræsenterede byens fællesskab og forhandlede med kongen, og fra midten af 1200-tallet opstod der byråd i de fleste byer. Rådene bestod af 'rådmænd', gerne 12. Oldermændene og rådmændene var betydningsfulde personer, der indgik i byernes fornemme sammenslutninger, Knudsgilderne, og de havde vægt bag sig, da borgerne stillede en pæn del af rigets militær. Magten i byen måtte dog deles med gejstligheden. I bispebyerne var bisperne voldsomt dominerende, og domkirken optog fysisk en stor del af byens areal. I 1200-tallet kom der også tiggermunkeklostre og spedalskhedshospitaler i de fleste større danske byer.

Byernes relative selvstændighed i forhold til kongemagten blev markeret af, at de fik deres eget segl og særlige bylove, som kongerne bekræftede. Bylovene var ret forskellige, men i dem fandt man bestemmelser om strafferet, om kommunale forhold som vedligehold af veje og om købmandskab og handel. Fælles var også den erklærede 'byfred', som for brud på freden inden for bygrænsen fastlagde livs- og legemsstraffe i modsætning til på landet, hvor straffen var bøde eller fredløshed.

De gejstliges oprindelige svage stilling

De gejstlige, kirkens folk, bestod på den ene side af bispen og hans undergivne præster, der virkede ude i landsbyerne og i byerne, og på den anden side af munke og nonner, som levede afsondret i klostre. De udgjorde tilsammen mindst 5 % af befolkningen. Kirken og dens folk havde selv været ikke kun fremmede, men også socialt udsatte, da de kom til Danmark. Indtil 1100-tallet var de gejstlige stadig dybt afhængige af konger og verdslige stormænd, og tidens kilder understreger, at kongemagten skal værne om de fattige munke. Det var endnu oftest konger og verdslige aristokrater, som stod i spidsen for kirkebyggeri, og kirkerne rundtom i landet var ikke sjældent rejst i tilslutning til kongsgårde eller store gårde. Et godt eksempel på, hvordan stormændene tog sig af kirkelige forhold i den tidlige fase, finder man i den såkaldte Roskildekrønike. Her står, at omkring 1123 rejste aristokraten Peder Bodilsen på Sjælland det krav til gejstlige, at ”de som havde hustruer skulle sende dem bort, og at de som ingen havde, aldrig måtte tage sig nogen”. Gifte præster blev forfulgt, og nogle dræbt. Verdslige mænd kæmpede her for de gejstliges kyskhed. Cølibat blev dog endnu ikke indført; det blev først påbudt i 1200-tallet.

Kirkelig frigørelse

Gradvist skete der en kirkelig frigørelse fra det verdslige, og landets otte bisper med deres kirkeorganisation begyndte at markere sig som en selvstændig og mægtig aktør i tidens magtspil. Bisperne blev nu rekrutteret fra landets verdslige aristokratslægter. De holdt hof, havde en skare krigere omkring sig, og de var, som mange andre gejstlige, højt uddannede. De havde studeret ved de universiteter, der nu opstod rundtom i Europa. Ved midten af 1100-tallet fik Eskil, som senere blev ærkebiskop, endnu sin uddannelse ved katedralskolen i Hildesheim, men snart blev universitetet i Paris stedet, man tog til. I 1180’erne læste de rige brødre Peder og Anders Sunesen af Hvideslægten således i Paris og forberedte sig til at blive henholdsvis biskop af Roskilde og ærkebiskop af Lund. Anders skal også have læst ved universiteterne i Bologna og Oxford. Til hjælp fik bisperne et korps af kanniker ved domkirkerne, hvor der også blev oprettet katedralskoler til uddannelse af gejstlige. Domkirkerne fik doneret jordegods af konger og stormænd, og de blev rige. I by og på land blev der rejst tusinder af kirker, som fik betjening af præster. Kirken blev samtidig en social organisation. Her prædikede man, at det var en pligt for alle kristne at hjælpe fattige, så de ikke døde af sult. Mange gav derfor gaver til gejstlige, der kunne række hjælpen videre til de trængende, og ved de danske klostres porte stod der ofte en større gruppe af tiggere.


I bispebyerne byggede man prægtige stenkirker i 1100-tallet. Her den store krypt, som blev indviet i 1131, under domkirken i Lund, Sankt Laurentii,. Byggeriet var sikret ved kongelige gaver. Foto: Wikimedia Commons

De mange landsbykirker og præster

Man havde allerede i 1000-tallet de store domkirker i en række byer, og vi ved, at der ofte var mange andre kirker i de danske byer. Derimod er det lidt usikkert, hvordan den tidlige kirkelige udvikling skete på landet. Dels har vi ikke overblik over, hvor mange landkirker der blev bygget i 1000-tallet, dels varierede det, om det var aristokrater eller bredere grupper af bønder, der stod for byggeriet. Aristokrater var det i al fald i mange tilfælde. I Starup ved Haderslev Fjord kan man fx endnu se resterne af en stor treskibet stenkirke fra sidst i 1000-tallet, som må være bygget af en stormand, og arkæologiske udgravninger har vist, at besidderen af en storgård i Lisbjerg syv km nord for Aarhus midt i 1000-tallet lod bygge en trækirke. Omkring 1125 byggede kongen eller en stormand den store treskibede Tamdrup Kirke ved Horsens, og nogenlunde samtidig lod Roskildebispen Absalons far, godsejeren Asser Rig, opføre den endnu stående kirke i Fjenneslev i Sydvestsjælland.

Fra disse mere isolerede magtmanifestationer var der et stykke til et ordnet system af sognekirker. Det opstod i en proces frem mod 1200-tallet og videre. Danmark blev opdelt i over 3000 sogne med hver sin kirke, som menigheder havde pligt til at vedligeholde. Det aristokratiske ejerskab gled oftest over til et sognefællesskab, og den centrale figur blev sognepræsten, der forrettede messe, dåb og begravelse. For det skulle han have løn.

Endnu omkring 1075 skrev den tyske munk Adam af Bremen om danskerne, at de ikke var klar til at betale 'tiende'. Men tienden, en afgift til kirken på en tiendedel af produktionen, blev indført i 1100-tallet. Det blev skik, at den blev delt i tre, en del til præsten, en del til kirkebygningen og en del til bispen. Yderligere sikring fik sognepræsten, da præstegårde med jord til blev almindelige ved slutningen af 1200-tallet. Kun tienden til bispesæderne var det ikke let at få fra sogneboerne. Bispen forekom dem fjern og mindre relevant for deres kristne liv, og i Jylland blev man længe ved med at betale en mindre sum til bispen, den såkaldte biskopsgave.

Hvem byggede kirkerne i 1100-1200-tallet?

Se filmen, hvor Bjørn Poulsen giver svar på, hvem der byggede kirkerne i Danmark i 1100-1200-tallet. Filmen er knap ti minutter lang. Klik på 'CC' og vælg 'dansk', hvis du vil se filmen med undertekster.

Klostrene breder sig

Klosterbevægelsen var fælles for hele Europa. Overalt byggede man klostre, hvor mænd og kvinder, munke og nonner, livsvarigt søgte forening med Gud og gav afkald på det verdslige liv. De fandt et tros- og følelsesmæssigt fællesskab bag klostermurene, og deres forbøn for folks sjæle gav dem støtte fra hele samfundet. I klostrene lød daglige bønner og messer. Her kunne konger og aristokrater finde deres sidste hvilested, og derfor gav de jord til klostrene, mens mange indgav deres sønner eller døtre som munke eller nonner. Den livsvarige indgivelse i klosteret gjorde på den anden side, at der i familien var en arving mindre, hvad der kunne være praktisk. Skånske Lov fra ca. 1220 bestemte: ”Giver husbonden sit barn i kloster, da må det ikke kræve arv efter hans død, medmindre han vil give det noget”.

Munke og nonner kom ind i fællesskaber, der hvilede på et gammelt grundlag. De danske klostre fra 1000-tallets slutning udgik som hele det vesterlandske klostervæsen fra Benedikt af Nursias regler fra 500-tallet, de var benediktinere. I 1000-tallet blev der dog anlagt mandsklostre ved en række af domkirkerne uden egentlig forbindelse til en klosterorden, men et regelret benediktinerkloster var fx St. Peders Kloster eller Skovkloster ved Næstved, der blev grundlagt i 1135 af stormanden Peder Bodilsen og hans brødre. I årene herefter blev der anlagt en lang række benediktinerklostre.

Ude i Europa følte man imidlertid behov for reformer i klostervæsenet, og den strenge Cistercienserorden blev grundlagt i 1098 i Cîteaux i Frankrig. Det første danske cistercienserkloster blev Herrevad i Skåne, som blev stiftet 1144 af ærkebiskoppen sammen med cisterciensermunke, der kom direkte fra moderklosteret Cîteaux. Cistercienserne havde en fast organisation med årlige møder for alle klostre i hele Europa. Et brev fra Cîteaux fra 1216 meddeler abbeden, som ledede det jyske Øm Kloster, at han skal leve af vand og brød hver fredag, fordi han var udeblevet til et møde i moderklosteret. Han havde nok sine grunde til at blive hjemme og tage straffen.    

Munkene på rejse og hjemme

Det var selvsagt strabadserende og farligt med de lange europæiske rejser, som var en følge af den romerskkatolske kirkes hierarkiske struktur. Lederen af det nordsjællandske kloster Æbelholt, abbed Vilhelm af Augustinerordenen, befandt sig omkring 1200 på vej tilbage fra pavestolen i Rom mod Danmark, da hans tjeners hest forstuvede benet oppe på en vej over Alperne. Heldigvis kunne Vilhelm med bønner og strygninger over hoven kurere den. Historien stammer fra den beretning, der skulle dokumentere hans helgenværdighed. Et brev fra 1216 understreger, hvor hårdt rejselivet kunne være. Det er sendt til det nordjyske kloster Børglum af Præmonstratenserordenen og fortæller om en af dets munke, Eskil, der var sendt til Rom for på klosterets vegne at få et privilegium hos paven. I den hellige by traf andre munke ham ”nøgen og forkommen”. Senere, på hjemvejen fra Rom, blev Eskil overfaldet af røvere.

De fleste danske klostre blev oprettet i allerede tæt bebyggede og udnyttede landområder, så deres etablering gav ofte konflikter. I Skåne og Halland mødte klostrene således befolkningens protester, da munkene tilegnede sig dele af den ellers fælles jord. Helt anderledes var det med de to ordener, som slog sig ned i de fremvoksende byer, dominikanerne og franciskanerne. De fik ofte en grund af en verdslig dansk aristokrat og byggede så blot på den. Dominikanerne ankom til Danmark i 1220’erne, og franciskanerne opførte deres første danske institution i Ribe i 1232. Cisterciensermunkene i Ryde Kloster ved Flensborg Fjord noterede i deres krønike om dette år: ”Samme år kom de små brødre på deres bare fødder til Danmark og grundlagde huset i Ribe”. Både dominikanere og franciskanere måtte i princippet intet eje, men skulle leve af gaver, og de kaldes derfor også tiggermunke.    

Lovene og retsområderne

Lov og ret regulerede samfundsgruppernes adfærd og var med til at forme deres normer. ”Med lov skal land bygges”, hedder det programmatisk i Jyske Lov fra 1241. Som det vigtigste vidnesbyrd om retten i højmiddelalderen har vi fået overleveret de skrevne love. De var skrevet for landets husstandsoverhoveder, kaldet 'bønderne', og beskæftigede sig med emner som arv, vold, landsbyens fællesskab, militærtjenesten leding og meget andet. Man kunne her sammen med så meget andet se, hvad straffen fx var for at tøjre sit kvæg på naboens mark.

De danske love, som er skrevet på dansk, gjaldt for bestemte retsområder, 'lande', nemlig for Skånelandene, Sjælland og Jylland (med Fyn). De kendte love blev alle skrevet ned i årtierne omkring 1200. Det betød dog ikke, at lovudviklingen derefter gik i stå. I de ældste love lå et system, hvor den anklagede, hvis han eller hun benægtede sin skyld, kunne bevise sin uskyld på to mulige måder: enten ved at et nærmere fastlagt antal mænd svor, at vedkommende var troværdig – eller ved i alvorlige tilfælde at underkaste sig gudsdom. Gudsdommen kunne bestå i, at den anklagede skulle gå på bare fødder på glødende plovjern eller bære et stykke glødende jern. Hvis der efter tre dage var betændelse at se, var man skyldig og måtte betale bøde til sagsøgeren.

Da den yngste landskabslov, Jyske Lov, blev givet på et stort møde i marts 1241 af den gamle danske kong Valdemar 2. Sejr, hans sønner, rigets mægtigste aristokrater samt en række bisper, var der ingen gudsdomme at finde i den, men i stedet nævn, der principielt på baggrund af sagsforholdene traf afgørelse om skyld. Det var et udtryk for kirkelig indflydelse, for international kirkerets accept i dansk lov. Et stort kirkemøde i Rom i 1215, Det Fjerde Laterankoncil, havde afskaffet gudsdommene, og det fik direkte virkninger for den verdslige danske ret. Man måtte udpege de skyldige på en ny måde, og det skete i Jyske Lov ved faste nævn. Der er kirkelig indflydelse i alle de danske landskabslove, men Jyske Lov er stærkest påvirket af gejstlig ret.    

Folkets, kongens og kirkens ret

Lovene tilpassede sig samfundet, men der var generelt voksende indflydelse fra kirkens retslære, den internationale 'kanoniske ret'. Kirken krævede i et forsøg på at løsrive sig fra det verdslige overherredømme en egen bod inden for områder som ægteskab og mord, og der udviklede sig et særligt kirkeligt domstolssystem og kirkelove, som spillede sammen med de verdslige. Kirken kunne eksempelvis straffe med 'at lyse nogen i band', altså udelukke nogen af kirken. Hvis en bandlyst ikke havde ordnet sit mellemværende med kirken inden for et år, blev han eller hun erklæret for kætter og skulle straffes af den verdslige øvrighed.

Opretholdelsen af retten lå oprindelig i høj grad hos folk selv. Ved drab betalte drabsmanden og hans slægt ifølge de ældre landskabslove 'mandebod' til den dræbtes slægt. Kun på den måde kunne hævn og fejde undgås. Kirken var nok i de ældre love, formentlig for at skabe fred, med til at definere netop slægten som et bærende element i retsudøvelsen. På den anden side ønskede kirke og konge på længere sigt at udmanøvrere slægten som udøver af ret. Jyske Lov bestemte i konsekvens heraf, at overlagt manddrab ikke skulle kunne sones med bøde, men at drabsmanden skulle være 'fredløs'. Man søgte altså at gøre drab til en personlig forbrydelse. Ved fredløshed blev man sat uden for samfundets fred og kunne dræbes af alle, især af kongens mænd. Det var øjensynlig en straf, der blev knyttet til kongemagten, og hvis idømmelse blev et led i dens forsøg på at begrænse slægtsfejder. Fredløshed kunne dog ophæves ved såkaldt fredkøb til kongen og mandebod til de forurettede.

Kongen vandt altså indpas på det retlige område, men på den anden side foregik der fortsat fejder uden kongelig indblanding. Relativt selvstændige var ofte også de retlige fora, landstingene for hovedlandene Skåne, Sjælland og Jylland sammen med ting for hvert af de ca. 200 herreder, som riget var inddelt i. Kongens lokale repræsentanter måtte i 1000-1100-tallet gang på gang opleve at blive forjaget af tingenes folkemasser. Men i løbet af perioden fik de kongelige mænd mere og mere at skulle have sagt.

Hushold og køn

Vold var gængs, skønt den blev søgt inddæmmet af kongen. I Skånske Lov fra ca. 1220 forudså man 'hærværk', der blev defineret som en forbrydelse, hvor en bande overfaldt andre i deres hus eller på marken. Den kunne eksempelvis, sagde loven, bestå af fem bevæbnede mænd, der brød døren op. Det kunne så ske, fremgik det også af loven, at husejeren værgede for sig og fik sår i hovedet, så hjernen kunne ses. Den slags brud på husfreden var noget, kongemagten søgte at begrænse, så der var høje bøder for hærværk både til den skadelidte og til kongen.

Sigende for kvindens position i den tidlige del af middelalderen er det, at voldtægt blev rubriceret som en hærværksforbrydelse. Det var altså primært et ejendomsbrud, en krænkelse af husholdets ære og af manden, for ægtemanden eller faderen var kvindens værge. Han skulle som repræsentant for husholdet have erstatning. Men det ændrede sig. Jyske Lov fra 1241 har den opfattelse, at voldtægt var en forbrydelse, der var rettet mod kvinden selv. Det blev nu en central faktor i lovene, at kvinden ikke havde givet samtykke, og voldtægtsmanden blev idømt fredløshed. Kun trælkvinder stod anderledes, de var jo blot defineret som ejendom. Man måtte selvfølgelig ikke voldtage andres trælkvinder, men bøden for det var ikke så stor, og egne trælkvinder var ikke beskyttede af nogen lov.

Mandens ære var det afgørende. Fandt han sin kone i sengen med en anden mand, var det hans ret at dræbe dem begge, blot skulle han møde op på tinget og fremvise de blodige dyner og lagner. Han kunne også jage den utro kone bort i den bare underkjole. Havde en datter sex før ægteskabet, skulle faderen have kompensation af den mand, der havde 'lokket' datteren.

Men kirkens indflydelse kom til at betyde mere og mere, og i 1170’erne blev parrets samtykke også nødvendigt for indgåelse af ægteskab. Kirken betragtede ægteskabet som et sakramente, et tegn på Kristi nåde, og ægteskabet blev den centrale kerne, som alt skulle bygges op omkring. Tidligere i middelalderen kunne man have flere koner, have en kvinde som fuldt anerkendt 'frille' eller 'slegfred'. Det var særdeles udbredt i kongehuset med friller, og mange af kongerne i 1000-1100-tallet var frillesønner. I lovene fik den gifte kone nu en langt bedre juridisk stilling end den slags kvinder. Kirken sikrede sig, at det livslange og monogame ægteskab var normen.    

Kvinders handlemuligheder

Forskellen på mand og kvinde i lovene var markant. Ganske vist erhvervede kvinder i middelalderens begyndelse ret til arv, men sønner fik ret til fuld arvelod, hvorimod døtre kun kunne få det halve. Manden var værge for sin hustru som for børn og tjenestefolk. Derfor havde kvinden begrænsede rettigheder over jord og ressourcer. Havde hun indgået en handel, kunne manden tilbagekalde den på grund af hendes "manglende forstand". På landet måtte en kvinde omkring 1200 ifølge lovene ikke sælge for mere end fem penninge, i byen var det 12 penninge.

  Praksis var dog mere nuanceret. Dronninger kunne i høj grad udøve magt som Margrete Fredkulla, der i 1103 blev gift med den danske kong Niels. Hun var datter af den svenske konge, blev først gift med den norske konge og herefter ved hans død med den danske. Som dansk dronning havde hun så meget at sige, at udlændinge skal have sagt, at ”Danmarks styrelse lå i kvinde­hånd”. Tilsvarende kunne almindelige kvinder i realiteten godt optræde som sælgere på tinget, blot de allierede sig med en mand. I 1200-tallets byer omtales 'bodekoner', der stod i deres boder og solgte hestefoder og hø, og ølkoner, altså ølsælgere, var der mange af. I 1243 i Tønder byret fik kvinder, der betalte 'købeskat', lov til at handle uden værge, og i Flensborgs ret fra omkring 1300 ser man, at kvinder lovligt kunne foretage transaktioner på op til 120 penninge – ti gange så meget, som landskabsloven foreskrev.