Tiden før 1050

Af Bjørn Poulsen, dr. phil., professor ved Aarhus Universitet


Det danske rige tager form

I denne danmarkshistorie har vi har valgt at begynde i 1050, i det århundrede, hvor det danske rige havde taget nogenlunde stabil form, og hvor kristendommen var blevet altdominerende. Man kan naturligvis ikke se bort fra, at der var en historie før 1050. Danmark kom ikke ud af intet. I denne indledning er der derfor en kort optakt til dette tidsrum, vikingetiden.

Vikingetid er et nationalromantisk begreb skabt i 1800-tallet for at markere nordisk og dansk kultur i modsætning til andre områders. Ordet 'viking' går derimod helt tilbage til vikingetiden, dvs. 800 til 1050, og betød da 'søkriger' og 'hærfærd' til søs. Helt korrekt giver betegnelsen vikingetid indtryk af en stærkt militariseret periode. Karakteristisk for tiden er i øvrigt vikingeskibene: de smalle, hurtige og sejlførende nordiske langskibe, der blev brugt til erobring og kolonisation i England, Frankrig og det nordlige Atlanterhav. Skibene er også forudsætningen for skabelsen af et dansk kongerige. Kun brug af skibe kunne holde sammen på et rige, der er så delt af vandløb, bælter og stræder.

Længe før vikingetiden, i 3-400-tallet, brød Det Vestromerske Rige sammen. Måske skal vi helt tilbage til den tid for at finde rødderne til danernes rige. Netop på det tidspunkt byggede nogen nemlig for første gang den vold ved Jyllands rod, som vi kender under navnet Dannevirke. En skabelse af danernes rige begyndte i al fald tidligt, og danernes folk er omtalt i fremmede kilder fra 500-tallet. Går man frem til omkring år 800, fremstod danerne som mere konsoliderede end noget andet samfund nord for det store frankiske rige. På den tid kunne deres konge trodse kejseren af stormagten Frankerriget, Karl den Store.

Hvor stort danernes rige var omkring 800, er usikkert, men Dannevirke markerede da en sydgrænse, og der er faktisk intet i vejen for, at riget omkring år 800 var omtrent af udstrækning som det, vi kender i middelalderen. Det omfattede de tre 'hovedlande' Jylland (med Fyn), Sjælland og Skåne. Hertil kom et ret fast etableret dansk herredømme over det sydlige Norge. Der er imidlertid også grund til at tro, at danernes rige i de følgende år ofte blev delt mellem flere konger, samkonger, som kunne kriges indbyrdes, og at grænserne mellem Danmark og de opkommende riger Norge og Sverige først efterhånden blev fastlagt.

Det danske riges grænse mod syd i Jylland var beskyttet af volden Dannevirke. Voldens ældste dele er opført i 3-400-tallet, og i de følgende århundreder byggede man videre på den. Sagnhistorien, som den træder frem hos 1200-tals historieskriveren Saxo, har knyttet dronning Thyra, Gorm den Gamles dronning, sammen med forsvarsvolden. Grunden er vel, at hun på den mindste Jellingsten, som er rejst af Harald Blåtand (regent ca. 958-senest 987), betegnes som Danmarks ”bod” eller pryd. I 1800-tallet betonede man i digte, sange og billedkunst som led i oprustningen mod det tyske, at hun var voldens stærke bygherre. På dette litografi af Louis Moe (1857-1945) fra 1898 ser man dronningen lede voldbyggeriet. Illustration fra Danmarks Historie i Billeder, 1898.

Jellingkongerne

I 900-tallet havde Jylland, Sjælland og Skåne hvert sit tingsted, hvor loven blev forvaltet, politiske beslutninger taget, og hvor der var religiøse mødesteder. Det, som holdt landet sammen, blev imidlertid den kongeslægt, der fik sit centrum i Jelling nær Vejle. Her blev der skabt et anlæg med en enorm stensætning i skibsform, to store gravhøje og to runesten. De to runesten i Jelling, Jellingstenene, demonstrerer begyndelsen på den gennemgående dynastiske kontinuitet, der udviklede sig i Danmark.

Den ældste af Jellingstenene er rejst af Gorm den Gamle (død ca. 958), som blev stamfar til den danske kongeslægt. Dens indskrift lyder: ”Gorm, konge, gjorde disse kumler [mindesmærker] over Thyre, sin kone, Danmarks pryd”. At Gorm ikke havde hele Danmark under sig, fremgår af den sten, som hans søn Harald Blåtand (regent ca. 958-senest 987) lod rejse. Teksten på denne store sten med en Kristusfigur indhugget er: ”Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm, sin fader, og efter Thyre, sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”.

Danerne bliver kristne

Kong Harald Blåtands regeringstid er først og fremmest præget af den kristning, som omtales på Jellingstenen, og som betød, at danerne forlod den gamle gudetro. Odin og Thor og de andre nordiske guder forsvandt til fordel for Kristus. Der havde tidligere været mission i Danmark, men nu skete det afgørende. Påvirket af den tyske gejstlige Poppo, der besøgte Danmark i 963, overgik kongen og hans rige til den kristne tro. Trosskiftet må ses i relation til Det Tyske Rige, en mægtig nabo mod syd, der var opstået ved delingen af Frankerriget. Danerne undgik den værste trussel fra tyskernes kejser ved at overgå til kristendommen.

Som led i en konsolidering og oprustning af riget skete der også andre ting under Harald. I Norge blev der under dansk overherredømme indsat en norsk jarl. Mod syd foregik der mellem 964 og 968 store byggearbejder på Dannevirke, ved Jelling blev der bygget en 760 meter lang bro over Vejle Ådal, og rundtom i riget anlagdes i 980’erne en række strengt geometriske ringborge. Fra det nuværende Danmark kender vi Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken ved Odense, Trelleborg ved Slagelse og Borgring ved Køge. Flere ringborge vil formentlig dukke op i de kommende år. Et vidnesbyrd om kristningen af Skåne under kong Harald er kristne begravelser, dateret til 979, som er fundet i det område, hvor Lunds Domkirke senere kom til at stå. Et kristent tegn, korset, blev også sat på de sølvmønter, kong Harald lod præge og cirkulere i hele sit rige.

Luftfoto af vikingeborgen Trelleborg på Vestsjælland fra ca. 980, set fra nordøst. Man ser den cirkelrunde vold, som har beskyttet 16 langhuse, som stod inden for den. Borgen blev fundet og undersøgt i 1930’erne efter planer om at lave en motocrossbane her. I baggrunden ses Storebælt. Foto: Colourbox  

Det danske Nordsøimperium

Sandsynligvis som følge af den ambitiøse politik skete der oprør mod Harald Blåtand, og sønnen Svend Tveskæg (regent ca. 987-1014) tog over. Han rettede sin aktivitet udad og stod i spidsen for en række togter mod England. En stor aktion i 1013 overvandt den sidste engelske modstand, men kong Svend døde samme år. Sønnen Knud den Store fortsatte imidlertid med et nyt togt. Han angreb England i 1015 og slog den engelske hær i 1016. Året efter blev han konge af England og efterfulgte omkring 1019 også sin bror som konge i Danmark. Et vældigt Nordsøimperium styret fra England blev opbygget under hans ledelse. Skotterne anerkendte Knud som overkonge, han erobrede Norge, og i Sverige udøvede han også sin magt. I Danmark blev der grundlagt bispedømmer, og danske gejstlige blev uddannet i England. En dansk stormagt trådte frem på den europæiske scene, men kun for en kort tid.

Efter Knuds død smuldrede imperiet. England og Norge blev riger for sig, og i 1042 var det ovenikøbet den norske kong Magnus den Gode (regent 1042-47), der blev anerkendt som dansk konge.

Handel og byer

Ved siden af magtpolitik og plyndringer var der et fredeligt liv. De fleste boede i landsbyer og dyrkede jorden, og samfundets elite havde store gårde. Handelen voksede, båret af mange aktører og naturligvis knyttet til skibstrafik. Omkring år 1000 udviklede egentlige fragtskibe sig. De var bredere end de hidtil brugte krigsfartøjer, blev primært drevet frem ved sejl og havde et stort lastrum. Resultatet var, at professionel varetransport i stor skala blev mulig.

Allerede før år 710 dannede der sig et internationalt handelscentrum i Ribe, hvor man for rede penge kunne købe kamme, perler, kværnsten fra Rhinområdet og meget andet. Omkring 850 fik missionæren Ansgar tilladelse af den danske konge til at bygge en kirke i Ribe samt i Hedeby. Hedeby ved Slien var Danmarks anden tidlige by, opstået omkring 800, med tætte handelsnetværk til hele Nordeuropa. Aarhus voksede også frem som en lille handelsplads i 800-tallet, men ellers skal man frem i det sene 900-tal, før nye byer dukkede op. Det var Odense, Lund i Skåne, Roskilde, Viborg og Aalborg. Den kristne kirke fik plads her, og handelsomsætningen voksede. Begge dele var med til at styrke den danske kongemagt og pegede frem mod middelalderen.

Markedspladser og handelsruter i vikingetiden. Vikingetidens handelsnet strakte sig fra de nordligste egne til store dele af Vest- og Østeuropa. Store mængder arabisk sølv strømmede til Norden, bl.a. tjent ved salg af slaver og pelsværk. © danmarkshistorien.dk