Smædevers om Struensee og Caroline Mathilde

Både Struensees arrestation på Christiansborg natten til den 17. januar 1772, retssagen mod ham og kongens skilsmisse fra dronning Caroline Mathilde gav stof til satiretegnernes og visemagernes pen.

En af de smædeviser, du nu kan læse her på siden, er "Den stormægtige dronning Caroline Mathilde til hæst". Bemærk Struensee, der kigger ud på dronningen fra fængslets vindue. Satirisk tryk fra Det Kongelige Bibliotek.

I 1770-1772 forsøgte Christian 7’s tyske livlæge, Johann Friedrich Struensee, sammen med dronning Caroline Mathilde at gennemføre en række reformer inspireret af radikale dele af oplysningsbevægelsen. Selvom han havde evnen til at få magten, var han for politisk naiv til at kunne holde på den og blev i sidste ende afsat og henrettet.

Både Struensees arrestation på Christiansborg natten til den 17. januar 1772, retssagen mod ham og kongens skilsmisse fra dronning Caroline Mathilde gav stof til satiretegnernes og visemagernes pen.

Nu kan du i en række nye kilder på danmarkshistorien.dk selv læse et udpluk af disse smædevers, som kritiserer Struensee og gør grin med hans affære med dronningen. Da kilderne oprindelig udkom som tryk, er de også alle illustrerede. Ofte ligger satiren derfor først og fremmest i tegningen, der giver versene en ironisk klang.

De fem smædevers, vi udgiver, er:

-        Smædevers om Struensee-affæren: ”Nu vender Lükken sig , Grev Struense” 1772

-        Smædevers om Struensee-affæren: ”Grev Struensees Bedrifter”, 1772

-        Smædevers om Struensee-affæren: ”Caroline Mathilde på Kronborg” 1772

-        Smædevers om Struensee-affæren: ”Den Stormægtigste dronning Caroline Mathilde til Hæst”

-        Smædevers om Struensee-affæren: ”Det store Sørge-Sæt”, 1772