Nye temaer på danmarkshistorien.dk

Vi har publiceret tre nye temaer om alt fra Menneskerettigheder til Merkantilisme. Det er spændende læsning - så kom ikke og sig, at du ikke har noget at bruge din sommerferie på.

Fra runesten til kongelov

I det nye tema om Kongemagten – fra Jellingesten til enevælde kan du læse om, hvordan Harald Blåtand samlede riget og byggede trelleborge og broer. Du kan også læse om kampen mellem kirke og kongemagt i middelalderens Danmark og finde ud af, hvad en håndfæstning egentlig er, og hvilken betydning den fik for kongens magt i middelalderen. ”Danmarks sidste rigtige borgerkrig” plejer Grevens Fejde at blive kaldt, og du kan læse om de blodige kampe om hvem, der skulle være Danmarks næste konge – og måske finde ud af, hvem Christoffer, Christian og Christian var. Fejden fik stor betydning, for den endte i reformationen, hvor Danmark skiftede fra at være et katolsk til at være et protestantisk land. Temaet stopper ved enevælden, der blev indført i 1660. Det skete efter en slags militærkup, hvor adelen og kirkens folk blev lukket inde bag Københavns byporte i tre dage.

Merkantilisme og tropekolonier

Den stærkere kongemagt skulle bruge kolonier for at få rigets husholdningsregnskab til at hænge sammen. 1600-tallets krige, der også havde været én af de medvirkende årsager til enevældens indførelse, fik nemlig bogstavelig talt pengene til at forsvinde ud af statskassen. I kongeriget Danmark-Norge som i andre europæiske lande løste man problemet ved at føre en merkantilistisk politik, erobre kolonier, der kunne købe ens varer. Danmark oprettede tropekolonier på Guldkysten, Trankebar og De Vestindiske Øer. Du kan læse om hver enkelt af kolonierne, om handelspolitikken og dens betydning, om handelskompagnierne, der stod for at drive kolonierne og om trekantshandelen med sukker, slaver og våben. Du kan også læse den danske sørejsende Ove Gieddes egen beretning om, hvordan han oplevede det fremmedartede Trankebar i det nuværende sydlige Indien, da han kom dertil i 1620. I en anden kilde kan du læse om to vestindiske børns oplevelser, da de blev udstillet i et bur i Tivoli i 1905.

Borgerlige rettigheder og frihedsrettigheder

De tanker, der førte til slavehandelens ophør, var grundlagt i 1700-tallet. Med oplysningstiden og den franske revolution kom menneskerettighederne til verden.  I temaet om menneskerettighedernes historie kan du læse om, hvordan oplysningstanker først kom til Danmark. Du kan læse om censur i tiden før ytringsfrihedens indførelse, og du kan finde ud af, hvordan menneskerettighederne smittede af på den første danske Grundlov, der blev skrevet i 1849.  Du kan også læse om sprog og indfødsret, og om hvordan nationalisme blev til nazisme og chokerede hele verden. Efter 2. verdenskrig blev de Forenede Nationer, FN, oprettet, og i temaet her kan du læse om Verdenserklæringen om menneskerettigheder og om debatten om, hvad der skal gå forrest – national selvbestemmelse eller internationale konventioner?

Med de nye temaer håber vi på danmarkshistorien.dk, at vi kan hjælpe dig til at trække nogle lange linjer i danmarkshistorien. Samtidig lægger temaerne sig op ad kernestofområderne i gymnasieskolen. Vi håber, at temaerne her kan give inspiration til en danmarkshistorisk vinkel på kernestoffet og gøre det nemmere for både lærere og elever at forberede sig til næste skoleårs historieundervisning – eller give dig noget underholdende og interessant læsning, mens du nyder sommeren på terrassen.