Nye film om byhistorie

I tre nye film om byhistorie kan du se de danske købstæders udvikling fra slutningen af 1800-tallet til i dag. Vi tager dig med på en tur gennem byen fra århundredskiftets arbejderkvarter til 1960'ernes boligblokke.

Da de danske købstæder voksede ud over de gamle bymure i slutningen af 1800-tallet opstod yderkvartererne, hvor datidens småfolk bosatte sig. Herfra flyttede den arbejdende befolkning videre i 1960'erne og 1970'erne og bosatte sig i store nye boligkomplekser som Gellerupplanen, Vollsmose og Bellahøj.

Stadsarkivar Søren Bitsch Christensen fortæller på sin tur gennem Øgadekvarteret i Århus om de nye yderkvarterer, der skød op rundt om bymurene i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Du kan både se billeder og høre om de uhumske baggårde og om en statsminister, der var født i netop dette arbejderkvarter.

I den anden film i serien viser Doron Haahr fra Gellerup Museum rundt i en typisk lejlighed i de nye, store boligkomplekser, der skød op i udkanten af byerne i 1960’erne og 1970’erne. Han fortæller også om tankerne bag planlægningen af det store boligkompleks. Til slut kan du høre historien fortalt af to af beboerne i Gellerupparken.  I den sidste film i serien interviewer vi nemlig Inga og Søren. Ligesom mange andre arbejderfamilier boede de med deres fire børn i en lejlighed i Øgadekvarteret i Århus i 1950’erne, for derefter at flytte til den nybyggede Gelleruppark i 1969.

Du kan se alle tre film i vores filmarkiv.