Perioden indrammes af folkeafstemningen om dansk medlemskab af EF i 1972, hvorefter Anker Jørgensens overtog statsministerposten, og Tamilsagen som i 1993 resulterede i, at Poul Schlüters regering trådte tilbage. Tiden imellem disse yderpunkter var præget af en række store og skelsættende begivenheder både i indenrigs- og udenrigspolitik, som satte markante aftryk på udviklingen i Danmark. Jordskredsvalget i december 1973 blev indledningen til en ny parlamentarisk fase, hvor antallet af partier i Folketinget fordobledes fra fem til ti, og hvor enkeltsager som skat, miljø og EF i højere grad blev afgørende for stemmeafgivelsen end traditionelle klassebaserede partitilhørsforhold. Kort efter ramte oliekrisen Danmark for fuld kraft, hvilket satte turbo på de økonomiske problemer, der kom til at plage Danmark gennem 1970’erne som bl.a. inflation, arbejdsløshed og underskud på betalingsbalancen. Anker Jørgensen stod i spidsen for fem regeringer i 1970’erne, kun afbrudt i en kort periode 1973-75 af en Venstre-regering ledet af Poul Hartling. I 1982 afgav Anker Jørgensen frivilligt regeringsmagten, efter forgæves at have forsøgt at få rettet op på økonomien. I stedet dannede Poul Schlüter en borgerlig regering, og nye liberale tankegange kom til at præge dansk politik, økonomi og kultur i 1980’erne. Regeringen førte en konsekvent og stram økonomisk genopretningspolitik, mest kendt er ’kartoffelkuren’ fra 1986, og i kombination med mere gunstige internationale konjunkturer lykkedes det Poul Schlüters fire regeringer at få bekæmpet inflationen og sat en bremse på væksten i de offentlige udgifter. Den høje arbejdsløshed lykkedes det imidlertid ikke at få afskaffet, inden Tamilsagen medførte regeringens afgang.

PFA Pension har som en del af fejringen af sit 100-års jubilæum støttet bogværket samt denne online formidling på danmarkshistorien.dk.  

Du finder materialet på temasiden De Danske Ministerier 1972-1993