danmarkshistorien.dk bliver fem år og har rundet 200.000 besøgende om måneden

I dag fylder danmarkshistorien.dk 5 år. Vi kan samtidig glæde os over et støt stigende besøgstal - vi har netop nået 200.000 besøgende om måneden.

Besøgstal for danmarkshistorien.dk fra lanceringen 14. maj 2009 til i dag. Grafen viser bl.a., hvordan antallet af besøgende falder markant i skolernes sommerferie.

Allerede ved lanceringen den 14. maj 2009 var interessen for det digitale historieværk stor. Faktisk så stor at serveren på selve åbningsdagen midlertidigt gik ned, og Aarhus Universitet måtte i huj og hast indkøbe en større server for at kunne håndtere trafikken. Besøgstallet er siden da fortsat vokset. Vi rundede 100.000 månedlige besøgende i maj 2012, og nu to år senere har vi hver måned over 200.000 besøgende. I læser i gennemsnit cirka tre af vores tekster, hver gang I er her.

Vi er på danmarkshistorien.dk meget glade for og stolte af den store interesse for vores digitale værk om dansk historie. Som det var tilfældet for fem år siden, er målet fortsat at give jer danmarkshistorien formidlet af fagfolk. Og vi finder fortsat på nye emner at skrive om og nye måder at formidle på.

Vi ønsker jer fortsat god fornøjelse!