Nyt tema om historiekanon og indfødsret

I 2006 blev der indført en historiekanon for folkeskolen og i 2007 en indfødsretsprøve for folk, der ansøgte om dansk statsborgerskab. Dansk historie fyldte meget både i historiekanonen og i indfødsretsprøven.

16.04.2012 | danmarkshistorien.dk

Forsiden til bogen "Danmark før og nu", som danner grundlag for indfødsretprøverne.

I perioden efter årtusindeskiftet har der været forøget opmærksomhed på kendskab til Danmarks historie. Dette er bl.a. kommet til udtryk ved indførelsen af en historiekanon for folkeskolen i 2006 og en indfødsretsprøve for folk, der ansøgte om dansk statsborgerskab, i 2007. Dansk historie fyldte meget både i historiekanonen og i indfødsretsprøven, og begge tiltag kan ses som udtryk for en kulturel, og tildels også national, oprustning, hvor man lægger forøget vægt på historiens betydning for den danske identitet.

Dette nye tema på danmarkhistorien.dk sammenligner historiekanonen og kanontankengangen med de forøgede krav til flygtninge og indvandrere om at have kendskab til dansk historie for at opnå dansk statsborgerskab.

Indholdet består af artikler om bl.a. historiekanonen, indfødsretsprøven og udlændingelove 1983-2002 samt en række kilder til emnet. Herudover har vi også tilknyttet fire af de originale indfødsretsprøver i quizformat. Der er tale om den første indfødsretsprøve fra maj 2007 samt de tre seneste prøver.

Nyhed