Vikingetidens York

Artikler

I knap et århundrede var York (oldnordisk Jórvík) et af de vigtigste centre for skandinavisk aktivitet i England. Politisk havde York stor betydning som ærkebispesæde for det nordlige England og blev muligvis også hovedby for de skandinaviske konger i Northumbria, der i denne periode også bliver kaldt kongeriget York. Her mødtes angelsaksisk og skandinavisk kultur i et driftigt miljø for handel og håndværk med kontakter, der strakte sig ud over Europas grænser.

Fra romersk fort til angelsaksisk handelsby

York blev grundlagt i år 71 som romersk fort under navnet Eboracum. I 500-tallet fik byen, der nu blev kaldt Eoforwic, igen betydning under de angelsaksiske konger i Northumbria. Religiøst markerede York sig først som bispesæde i 627 og fra 735 som hjem for Englands anden ærkebiskop. Ved begyndelsen af vikingetiden var York Englands næststørste by. Med en placering ved den største nord-sydgående landrute gennem England og gode sejlforbindelser blev York centrum for handelskontakter, der strakte sig både indenlands og udenlands.

Stonegate i York. "-gate" kommer fra oldnordisk -gata, der svarer til -gade på dansk i dag.  

York som skandinavisk kongeby?

I 866 angreb og erobrede den store vikingehær York. Det samme gentog sig året efter, men de næste ti år blev byen og de omkringliggende områder mest sandsynligt overladt til angelsaksiske skyggekonger. I 876 vendte en del af den store hær tilbage og bosatte sig i Northumbria, og skiftende vikingekonger tog magten i York. Her slog de mønter, der inkorporerede både kristne og hedenske symboler, og indgik alliancer med ærkebiskoppen. Selvom York uden tvivl var af central betydning i denne periode, er det dog uvist, om de skandinaviske konger havde deres hovedsæde her. Generelt ser magten ud til at have været skiftende og ustabil. I 927 blev York og de øvrige skandinaviske områder kortvarigt erobret af den engelske konge Athelstan, men ved hans død i 939 faldt York igen under skiftende skandinaviske konger, der nu i stigende grad kom fra bosættelser i Irland. Den sidste skandinaviske konge i York, Erik Blodøkse, blev afsat i 954, og England blev samlet under én engelsk konge. Herefter blev Northumbria styret af jarler; ofte af anglo-skandinavisk herkomst og ofte med hovedsæde i York.

Anglo-skandinavisk beslag af bronze. Fra: York Museums Trust (Yorkshire Museum)

Et anglo-skandinavisk samfund

Da skandinaverne fra slutningen af 800-tallet begyndte at bosætte sig i York, foregik det side om side med den lokale angelsaksiske befolkning, og skandinaverne konverterede hurtigt til kristendommen. Flere af Yorks sognekirker blev grundlagt i byens anglo-skandinaviske periode, og fund af stenskulpturer, der blander skandinavisk og angelsaksisk stil og symbolik, fortæller om udviklingen af en særlig anglo-skandinavisk kultur. Dele York blev ombygget og udbygget, og de nye gader fik skandinaviske navne som for eksempel Coppergate (oldnordisk koppari og gata), kop-magernes gade. York var et blomstrende center for handel og håndværk, og der blev arbejdet med alt fra metal og glas til ben, træ og tekstil. Handelskontakterne strakte sig fra De britiske Øer over de skandinaviske hjemlande til Kontinentaleuropa og Mellemøsten.

Om artiklen

Forfatter(e)
Marie Bønløkke Spejlborg
Tidsafgrænsning
866 - 954
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. oktober 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Roesdahl, Else m.fl. (red.): Vikingerne i England - og hjemme i Danmark (1981)

Hadley, Dawn M.: The Vikings in England: settlement, society and culture (2006)

Richards, Julian D.: Viking Age England (2000)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Marie Bønløkke Spejlborg
Tidsafgrænsning
866 - 954
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. oktober 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Roesdahl, Else m.fl. (red.): Vikingerne i England - og hjemme i Danmark (1981)

Hadley, Dawn M.: The Vikings in England: settlement, society and culture (2006)

Richards, Julian D.: Viking Age England (2000)

Udgiver
danmarkshistorien.dk