Læge Erik B. Holsts disputats om koleraepidemien i Korsør i 1857

Kilder

Kildeintroduktion:

Erik Begtrup Holst (1828-1907) var praktiserende læge i Korsør, da byen i eftersommeren 1857 blev ramt af en usædvanligt hård koleraepidemi, der kostede 201 af de ca. 2.200 indbyggere livet. Da stadslægen var syg under epidemien, måtte Holst varetage hans embede i denne periode, og det gav ham et grundigt kendskab til sygdommens karakter og forløb. Kolera er en sygdom med akut diarré. 

Erfaringer fra epidemien udgør et hovedelement i den disputats, som Holst udarbejdede det følgende år. Et uddrag derfra er gengivet nedenfor. Afhandlingen vakte opsigt på grund af den stærke argumentation for, at sygdommen var blevet udbredt gennem contagium (smitte), især ved fysisk kontakt mellem mennesker. Det var et synspunkt, der var stærkt omstridt i den danske lægeverden på den tid, idet mange læger lagde større vægt på bekæmpelse af miasmer, dvs. uforklarlige giftstoffer, der angiveligt kunne opstå på alle steder med urenligheder.

Holst omtalte også miasmer i sin afhandling, om end kun et enkelt sted, og han udpegede de dårlige sanitære forhold, især i de fattige bydele, som en af de vigtigste årsager til epidemiens voldsomme forløb. For nutidens læsere er noget af det mest interessante dog nok den indgående beskrivelse af befolkningens frygt og lægernes forsøg på at begrænse smittespredningen.

Holst betegnede afhandlingen som en medicinsk topografi. Det var en genre, der blev skabt i Tyskland i anden halvdel af 1700-tallet, hvor oplysningstidens stigende interesse for naturvidenskab, kulturelle forhold og samfundets ressourcer inspirerede mange læger til at skrive bøger, hvor de sundhedsmæssige forhold i et afgrænset område blev sat ind i en bredere sammenhæng. Mange medicinske topografier indeholder derfor fyldige beskrivelser af bl.a. byggemåde, erhvervsstruktur, jordbundsforhold, klima, befolkningens natur, fødemidler og klæder samt demografiske forhold. Holsts disputats omhandler da også mange af disse emner, om end ikke i samme omfang som fx Christen Rasmussens afhandling om Læsø i 1850'erne.

Selv om Holst kun var 29 år, da Korsør blev ramt af kolera, var han allerede da en relativt erfaren læge, idet han havde været underskibslæge under Treårskrigen (1848-1850) og haft to års kandidattjeneste på Almindelig Hospital i København. Han var søn af en sognepræst i Eggeslevmagle ved Skælskør og student fra latinskolen i Slagelse, og dette lokalkendskab er utvivlsomt kommet ham til gode i Korsør. I 1858 forlod han dog byen for at blive fysikus, dvs. overordnet embedslæge, i Ringkøbing - et embede, som han varetog indtil 1906. Han var formand for Ringkøbing Amts Lægeforening 1860-1905 og medlem af kommunalbestyrelsen i Ringkøbing 1861-1893.

Det 240 sider lange manuskript til Erik Holsts afhandling ligger i Rigsarkivet. Det består af fem kapitler, hvoraf kapitel 1 (den medicinske topografi) fylder 96 sider. Kapitel 4 (erfaringer fra epidemien) er det næstlængste med 88 sider. Her bringes en række uddrag fra alle fem kapitler.

Teksten er transskriberet og bearbejdet af seniorforsker og arkivar ved Rigsarkivet, Jørgen Mikkelsen

1. kapitel: Medicinsk topografi af Korsør

S. 2-4:

Den uden sammenligning vigtigste begivenhed i byens nyere historie er åbningen af den sjællandske jernbane i maj 1856. Thi ikke blot var byen under det i tre år værende arbejde på anlægget af jernbanen midlertidigt opholdssted for en stor mængde alle vegne fra sammenstrømmende jernbanearbejdere, der i en ikke ringe grad frembragte en temporær[1] overbefolkning af byen og dermed følgende sammenstuvning af mennesker, især i de fattigere klassers boliger, samt en dermed følgende fordyrelse af alle fødevarer.

Men selv efter færdslens åbning på jernbanen forandredes byens hele karakter meget derved, at den nu blev centralpunktet for hele landets kommunikation.

Det store opsving, som man almindeligt mente, at byens handel og bedrift ville få ved jernbanen, har i et mindste hidindtil ingenlunde bekræftet sig (…), men byen er derimod blevet opholdssted for en stor masse især underordnede betjente, som de nye kommunikationsmidler førte med sig, og som den ellers ikke ville have fået.

S. 6-12:

Byens højde over havet er alle vegne kun ringe, og det hører ikke til sjældenhederne, at havvandet ved stormflod kan forårsage temmeligt stærke oversvømmelser i byen. Især har de sydvestlige dele af byen været udsat herfor og en langs Storebælt i de senere år opført stendæmning har end ikke altid formået at holde vandet ude.

Et ordentligt nivellement af byen eksisterer ikke, og med hensyn til byens højdeforhold kan derfor kun i almindelighed angives, at terrænet er højest mod øst, hvor kirkegården er anlagt på det højeste punkt, og at der derfra er en jævn skråning til omtrent midten af Algaden. De øvrige dele af byen er omtrent ens høje, dog med ringe fald mod stranden. Lavest ligger Fiskergaden og Strandgaden, noget højere kirken med den, denne omgivende, nu brolagte gamle kirkegård, og højest den nye kirkegård, der hæver sig omtrent 15 fod [2] over havets overflade.

Som en følge heraf er afløbet fra byen i det hele meget slet. Rendestenene i gaderne har ikke tilbørligt fald, og grundvandet fra husene kan næsten ikke på nogen måde skaffes bort – og skaffer sig således ofte selv udvej til de i gårdene værende brønde. De i de sidste år rejste bygninger, der fornemmelig[3] er opført i Strandgaden, har end mere formindsket afløbet fra de andre gader derved, at de er opført på en lav grund, til dels tidligere havbund, der altså krævede betydelig opfyldning og forhøjning på det sted, hvortil grundens naturlige fald var fra byen.

I det sidste år er der af kommunalbestyrelsen søgt at råde bod herpå ved anlægget[4] af en underjordisk kloak langs Strandgaden, men denne kloak, der kun kunne skaffes meget ringe fald, og som ved en klapsluse ved udløbet i fjorden måtte sikres, for at havvandet ej skulle trænge ind deri, er fra begyndelsen givet en fejlagtig indretning, idet der i den på visse mellemrum er indrettet fordybede beholdere, hvor vandet og urenlighederne ansamler sig og gærer.

Stagnerende vande findes vel i og for sig ikke i eller ved byen, men det langs Strandgaden sig strækkende fladvand, der er en bugt af Korsør Fjord, er dog så meget uden for påvirkning af den i fjorden og havnen stedfindende stærke strøm, at det næsten er stillestående og derfor ofte stinker meget stærkt, når havbunden ved lavvande blottes, og den derværende tang udsættes for luftens og solens påvirkning.

Specielt var dette tilfældet i den forud for koleraepidemiens udbrud gående særdeles varme sommer. Stanken derfra var da ganske almindeligt så stærk, at man ikke gerne passerede den vej, især om aftenen, og at beboerne i Strandgaden omhyggeligt måtte holde vinduerne ud til gaden tillukkede.

Hertil kommer endnu, at dette fladvand modtager afløbet fra den østre og nordlige del af byen, for så vidt afløb overhovedet kan finde sted. Kommunalbestyrelsen, der i det hele med rosværdig iver antager sig byens forbedring i sanitær henseende, har imidlertid nu begyndt at opfylde dette fladvand, hvorved byen vil vinde meget.

Sønden for byen findes tværs over et lavtliggende vænge en lang muddergrøft, der oprindeligt er bestemt til at modtage afløbet fra Baggaden og den søndre del af Fiskergaden, men som kun i ringe grad formår at opfylde dette, da den ubrolagte dybe grøft dels mangler fald og dels er halvt opfyldt med mudder, der på enkelte steder har to til tre alens[5] dybde. I sommervarmen er stanken derfra ofte meget stærk.

S. 15-18:

Husene i Korsør er i det hele lave. Kun 1/10 af det hele antal har mere end en etage, og kun ganske enkelte huse har tre etager. Værelserne er i de nye huse temmeligt høje, men ellers gennemgående lave. Kun i de nye bygninger findes apparater til ventilation; dog findes vindovne[6] næsten uden undtagelse overalt.

Fugtighed er temmeligt udbredt i husene, og klagerne derover er i de senere år tiltaget. Af beboelseskældre fandtes inden koleraepidemien ingen. Derimod havde flere huse under gulvet en materialkælder, hvori da almindeligt en sump til optagelse af grundvandet, der da ved enkelte lejligheder blev oppumpet til byens rendestene.

Den fattigere befolknings bopæle var inden koleraepidemien i det hele meget usle, og en mængde mennesker måtte tage til takke med at bo på lofter og i udhuse, der i al hast var indrettet til beboelse. Bestemt at angive, hvor mange af indbyggerne, der boede i bag- eller sidehuse eller på lofter, formår jeg imidlertid ikke.

De store forventninger, man i almindelighed nærede om, hvad Korsør ville blive til ved jernbanens åbning, drev nemlig i kort tid priserne på byggepladser op til en sådan højde, at byggelysten ikke med nogen rimelig udsigt til fordel kunne ved nybygninger afhjælpe den store trang til beboelseslejligheder, som den stærkt forøgede befolkning medførte, hvorimod de allerede tilstedeværende grundejere med største fordel kunne indrette til beboelse og udleje alle udhuse og deslige, og hvori da den størst mulige mængde mennesker sammenpakkedes i det mindst mulige rum.

Tilvæksten af husenes antal har heller ikke på nogen måde holdt skridt med den stigende befolkning, thi medens denne i decenniet[7] 1845-55 er steget fra 1611 til 2013,[8] altså omtrent 25 procent, er husenes antal i samme tid efter brandtaksationsprotokollens udvisende kun steget fra 209 til 235 eller omtrent 12 procent.

S. 24-30:

Gaderne, 12 i tallet, er snævre og krumme. De mangler fortov, og belægningen i gaderne er – med undtagelse af byens to hovedgader – dårlig. De åbne rendestene til begge sider af gaden har dårligt fald og er derfor vanskelige at holde rene.

Kirkegården, der som anført ligger på det højeste punkt ved byen, er rummelig og vel beplantet. Bunden i den består i omtrent 8 alens dybde af rødler og mergel, hvorunder det almindelige lag af gråblåt fast ler. På grund af denne jordbundens beskaffenhed er kirkegården i almindelige år fugtig, og ligene må hyppigt sænkes i vand. Den er kun ufuldstændigt drænet til stranden, og det er derfor rimeligt, at en del af kirkegårdsvandet siver ned til den umiddelbart nedenfor beliggende lille sø, Lovsøen, der er hovedreservoiret for byen. På kirkegården findes et nyt og vel indrettet lighus.

Latrinerne var indtil koleraepidemien i hele byen gennemgående slette og for få i antal i forhold til beboerne. Ofte fandtes ved latrinerne kun en simpel gravet kule i jorden, der ved lejlighed, når det ikke længere kunne undgås, tømtes. I almindelighed fandtes utætte kasser og tønder, der til underlag havde den blotte jord, stenbro eller i det højeste et lag af brædder.

Renovationen, der besørges af husejerne selv, består i almindelighed deri, at kassens eller tøndens indhold tømmes ud på den i gården værende mødding eller graves ned i en krog af haven. Beliggenheden af latrinerne [er] oftest slet, nær beboede værelser. I Fiskergaden fandtes huse, hvor lokummet var anbragt næsten umiddelbart over brønden. Med hensyn til latriner og kreaturhold osv. er imidlertid under og efter koleraepidemien mangfoldige og vigtige forbedringer indført.

Svinestier fandtes næsten i alle huse og overalt uhensigtsmæssigt indrettet. Kar til opsamling af svineføde fordærvede end mere luften i de mange små gårde, hvor svin [blev] holdt. Da mange af byens indvånere driver agerbrug, er kostalde og dermed følgende møddinger i gårdene almindelige.

Beliggenheden af møddingerne er oftest uheldig og især besværlig for de i baghuse og sidehuse boende. Ordentligt opklappede og begrænsede møddinger fandtes intetsteds, og det dannede møddingvand blev enten stående og dannede skøle eller gaves afløb til rendestenene. Værst var imidlertid møddingerne i slagterierne, hvoraf der fandtes fem i byen, thi her kastedes de indvolde, blod osv. af slagtede dyr, som i slagterierne holdte svin ikke kunne eller ville fortære, hen på møddingen og kørtes med dem 1 á 2 gange om året ud på markerne.

Brønde findes næsten i alle huse. De har en dybde fra 5 til 25 alen og er alle stensatte, men i de fleste huse åbne. I Strandgaden stiger og falder vandet i brønden med vandet i havnen, i Fiskergaden derimod ikke. Derimod virker regn stærkt på alle de mindre dybe brønde i smågaderne. Uhensigtsmæssig beliggenhed af brøndene i forhold til møddinger, latriner og rendestene er ikke sjælden. I Fiskergaden findes enkelte steder brønden anbragt halvt inde under beboelsesværelsernes gulv.

S. 31-33:

At drikkevandet i Korsør er slet, vil allerede være klart af de ovenstående meddelelser. Det er med hensyn til kvantitet i meget ringe mængde til stede, så at byen i tørre år er meget udsat for vandmangel. Thi da kun en ringe del vindes af vandførende sandlag i jorder i de dybere brønde i byen, medens derimod størstedelen af brøndene kun forsynes med regnvand, der gennem den sandede jordbund synker ned i brøndene, ville altså de fleste i tørre år snart blive tomme. De vigtigste vandbeholdninger for byen er de to nævnte små søer, men disse var begge inden koleraepidemiens udbrud så godt som tomme. Enkelte af de dybe brønde har imidlertid vist sig at have en god forsyning fra bunden, da de uagtet stærk afbenyttelse af vandet dog er vedblevet at kunne benyttes.

[Herefter følger en redegørelse for analyser af vandets indhold]

S. 41-42:

Klimaet i Korsør udmærker sig i almindelighed ved en varm vinter, koldt, stormfuldt forår, en ikke regnfuld sommer og tåget, stormfuldt efterår. Bestemte og pålidelige iagttagelser over den faldende vandmængde mangler imidlertid. Temperaturen og især lufttrykket er meget foranderligt. Aftenerne og nætterne selv om sommeren er ofte meget kolde. Luften i det hele fugtig.

Fremherskende vinde er vestlige og sydvestlige; de sjældneste nordlige og nordvestlige; størst indflydelse på vejrliget udøver de sydlige vinde. Storme er hyppige, især om forår og efterår. Tåge er ikke sjælden, især om efteråret; året 1856 havde navnlig megen tåge. Torden er sjælden; tordenbyger med lynild og nedslag af lynet i eller om byen meget sjældne. Vejret er i det hele lige så meget gråt som klart. Snefaldet om vinteren er almindeligt kun sparsomt.

[På de følgende sider er der en beskrivelse af befolkningens køns- og aldersmæssige sammensætning, de årlige fødsels- og dødstal og andre demografiske forhold.]

S. 52-58:

Med hensyn til beboernes næring i Korsør sogn udviser folketællingslisterne for 1855, at der ved

Markarbejde ernæredes 79 personer 44 mænd og 35 fruentimmer
Søfart 253 137 116
Håndværk 533 295 238
Handel 265 145 120
Dagleje 776 427 349
Tjenesteforhold 234 94 140
Fattigunderstøttelse 16 8 8
I alt 2156 personer 

De talrigeste klasser er altså daglejer- og håndværksklassen; efter den kommer i antal de individer, der ernæres ved handel og søfart. Den arbejdende klasses sædvanlige fødemidler er i almindelighed kraftige, da daglønnen i de senere år har været høj – 4-6 mark dagligt. Kød nydes ofte, hvorimod fisk meget sjældnere, end man skulle vente ved at slutte fra byens beliggenhed ved havet. Brødet i byen er i de senere år blevet meget godt.

Til drikke bruges sjældent vand formedelst dettes mindre gode beskaffenhed, men hyppigst øl, kaffe og tevand. Daglejere, der er på arbejde, får i reglen ikke varm mad før om aftenen og ofte ikke engang da. I stedet for varm mad substitueres da 1/8 til ¼ pot brændevin eller mere.[9] Hang til misbrug af brændevinsdrik er i det hele meget fremherskende hos den arbejdende klasse af mandfolk; meget sjældent derimod hos fruentimmer. Det kvantum brændevin, der årligt fortæres i byen, kan imidlertid nu efter konsumtionens ophævelse[10] end ikke tilnærmelsesvis angives.

Håndværkerne og daglejerne i byen har ligeledes stor tilbøjelighed til at besøge værtshuse, af hvilke der derfor gives en uforholdsmæssig stor mængde i Korsør. Medens således Skælskør med 1379 indvånere kun har ni kroer og værtshuse og Slagelse med 4774 indvånere kun har 34 næringsdrivende, der udsælger brændevin til fortæring på stedet, har Korsør med 2236 ikke mindre end 23 værtshuse, altså mere end ét værtshus for hvert hundrede af individer.

Desforuden findes i byen fem billarder, fire keglebaner og to danseboder. Om det nu end må indrømmes, at en del af disse etablissementer er beregnet på rejsende og søfolk, vil der dog blive et større antal tilbage, end der kan anses for heldigt for befolkningens sædelighed og velvære.

Sans for de skønne kunster har ingen lejlighed til at udvikles hos beboerne; læsning dog ikke sjælden. I politisk henseende turde derimod Korsør være meget mere udviklet end mange andre byer. Bevægelse i fri luft for individer, der arbejder inde, er ikke almindeligt, måske især formedelst manglen på smukke spadseregange.

Badning [er] ikke almindelig blandt de fattigere klasser formedelst manglen på offentlige badehuse. Navnlig bruger fruentimmerne af disse klasser aldrig bade. Renligheden må i det hele siges at være mindre god i byen. Sansen for den sløves dels ved de usle boliger og dels ved det hårde arbejde, daglejerne i almindelighed har ved losning af skibe, opmudringsarbejde osv. De ældre beboeres mangel på sans for renlighed smitter let de tilkommende beboere, der sammen med de ældre knibes ind i snævre lejligheder.

Af de tidligere meddelte oplysninger vil det allerede fremgå, at pauperismen[11] ikke i nogen stor grad kan være fremherskende i Korsør, der ved sin livlige trafik og frem for alt ved den ved jernbanens anlæg frembragte trang til arbejdskræfter har gjort det let for enhver, der vil arbejde, at erholde arbejde. Selv efter jernbanens fuldendelse har dog foretagender, der udkræver megen arbejdskraft, især opmudringsarbejder i havnen, bygningsarbejder osv. gjort det let for mange arbejdere at få erhverv, og daglønnen har i det hele været høj.

[Herefter følger nogle bemærkninger om fattigvæsenets udgifter i Korsør, sammenlignet med nabobyerne.]

S. 61-64:

Nedenstående bidrag til Korsør bys medicinske historie støtter sig væsentligst til de af herr stadslæge Hansen førte sygejournaler, der med stor beredvillighed er blevet stillet til min rådighed, og som strækker sig tilbage til året 1821. Desforuden har jeg benyttet alle de private eller offentlige kilder, der har været mig tilgængelige, og specielt de i kirkebøgerne siden 1844 indførte dødsårsager på de afdøde, hvorved et ret anskueligt billede af byens sygdomsforhold for et tidsrum af 36 år kan dannes. Min egen erfaring som praktiserende læge i Korsør er for kort til, at noget bestemt resultat deraf kan udledes.

Endemiske sygdomme[12] som sådanne har jeg ikke fundet for Korsør, men sygeligheden må i det hele siges at have været stor i det omhandlede tidsrum. Meget hyppigt forekommende er kataralske[13] og rheumatiske[14] affektioner, der omfatter et stort antal af de hvert år behandlede syge. I hyppighed efter dem kommer de gastriske[15] tilfælde, især lettere gastriske febre.

Diarréer er hyppigt anført, især i den sidste halvdel af sommeren. Skrofulose,[16] der i de tidligere år meget sjældent er kommet under behandling, er i de senere år tiltaget i hyppighed. Især anføres skrofuløse øjenbetændelser. Tuberkulosen er derimod en afgjort sjældent optrædende sygdom ligesom rakitis.[17] Klorose[18] findes af og til, men derimod er meget få tilfælde af scorbut[19] anført i sygejournalerne.

Som en ikke ganske sjælden komplikation ved andre sygdomme kan jeg efter min egen erfaring anføre alkoholismus, medens det derimod synes, som om udviklet del[irium] tremens sjældnere optræder.

Af rent kirurgiske sygdomme forekommer de stærkere læsioner som frakturer[20] og luxationer[21] med en vis hyppighed. Påfaldende sjældent er derimod indeklemte broktilfælde nævnt, mens obstetriske[22] operationer hvert år flere gange er udført. De hyppigste børnesygdomme er diarréer og krampe, sjældnere derimod hjernebetændelse.

[Herefter gennemgås resultaterne af nogle undersøgelser af børnesygelighed, som Holst udførte i 1856 på grundlag af skolernes sygeprotokoller.]

S. 69-78:

De sygdomme, der optræder epidemisk, har jeg på grund af den betydning, der må tillægges dem ved bedømmelsen af stedets sanitære forhold, valgt at behandle hver for sig for tidsrummet fra 1821 til 1857.

Enkelte tilfælde af tyfus er optegnet for hvert år i det angivne tidsrum. Epidemisk karakter har den haft fire gange i årene 1826, 1828, 1842 og 1846. Den heftigste epidemi var i 1828, i hvilket den især er noteret under form af fb. biliosa.[23] Nærmest denne epidemi står i udbredning den i 1842; den mindste var den i 1826. Flest sporadiske tilfælde (af fb. biliosa) forekom i 1829 og 1830.

Mæslinger, der næsten ikke er forekommet sporadisk, har hjemsøgt byen seks gange i årene 1821, 1828, 1835, 1840, 1846 og 1855. Mest udbredt var epidemien i 1855, derefter 1821 og mindst i 1828.

Skarlagensfeberen, der også kun meget sjældent er forekommet sporadisk, har ligeledes seks gange i det omhandlede tidsrum haft en udtalt epidemisk karakter, nemlig i årene 1821, 1822, 1834, 1837, 1845 og 1848. Epidemien i 1821 overgik langt de andre i hyppighed, mindst udbredt var den i 1845.

Kighoste, af hvilken i flere år enkelte tilfælde er observeret, har som epidemi hersket fire gange i årene 1834, 1839, 1845 og 1852, af hvilke den sidste epidemi angives som den mest udbredte.

Strubehoste er i det hele kun forekommet sjældent; flest tilfælde er iagttaget i årene 1843 og 1849.

Kolerine[24] er derimod næsten hvert år kommet under behandling. Især var den udbredt i årene 1834, 1839, 1841 og 1850,[25] fornemmelig dog i sidste, i hvilket næppe nogen familie i byen skal være blevet skånet. Efter mundtlig meddelelse af herr stadslæge Hansen (…) er tilfælde af kolerine meget almindelige i Korsør, især i høsttiden. Næsten hvert år angribes en større eller mindre del af befolkningen deraf i almindelighed temmelig pludseligt. Men da sygdommen er velbekendt som én, der hurtigt igen hører op ved iagttagelsen af tilbørlig diæt, og tilmed i almindelighed betragtes som gavnlig, søges sjældnere lægehjælp derfor, og der kan derfor ingen bestemt formening haves om de enkelte epidemiers udstrækning.

Meget hyppig er ligeledes koldfeber forekommet, af hvilken næsten hvert år enkelte tilfælde er kommet under behandling. Epidemisk udbredelse har den haft syv gange, i årene 1827, 1828, 1831, 1832, 1847, 1848 og 1856. Mest udbredt var sygdommen i 1856, dernæst i 1848 og 1847, mindst i 1831. Den fremherskende form var den tertiane.[26] I 1856 var epidemien så udbredt, at den så at sige beherskede de øvrige sygdomme og påtrykkede disses symptomer et intermitterende præg.[27]

Kopper er kun én gang forekommet, i året 1836, men da også med en sådan udbredelse, at den langt har overgået de andre epidemier i dette tidsrum og kun er blevet overgået af koleraepidemien i 1857. Over 1/5 af byens befolkning angives i 1836 at have haft kopper. Dødeligheden må imidlertid have været meget ringe, da dette års antal af døde på ingen måde er fremragende.

Blodgang[28] og barselfeber er kun enkeltvis forekommet. Den første har jeg endog særdeles sjældent fundet nævnt.

Asiatisk kolera har allerede én gang inden 1857 gæstet byen, nemlig i 1850, og den gang vel kun krævet to ofre, men dette under omstændigheder, der i høj grad fortjener opmærksomhed. Beretningen om disse to dødelige tilfælde meddeles derfor her udførligt efter den i Korsør rådstueprotokol indeholdte beskrivelse:

Den først angrebne var en i Fiskergaden boende 23-årig matros, der den 11. og 12. oktober 1850 havde arbejdet ombord i et fra Lübeck, hvor kolera dengang nyligt havde hersket, kommende skib. Den 13. oktober blev denne matros anfaldet af diarré, men vedblev at arbejde desuagtet og deltog den 15. oktober i losningen af et fra et kolerasmittet sted i England kommende skib, der imidlertid lige så lidt som skibet fra Lübeck ved ankomsten havde nogle syge, indtil han på grund af hans sygdoms tiltagen måtte gå hjem, hvor han da næste dag efter døde under symptomer på asiatisk kolera.

Samme dag angrebes en med matrosen sammenboende fordrukken pensionist, der døde den 18. under lignende symptomer, medens derimod en i samme hus boende kone og to børn, der den 17. oktober angrebes af diarré, helbredtes ligesom to på den anden side af gaden boende

personer, der samtidig med konen havde fået diarré og brækning, hvilke symptomer overhovedet dette år havde været særdeles hyppige i byen. Begge de døde obduceredes af fysikus, og matrosen erklæredes for død af kolera, hvorimod dette for pensionistens vedkommende ikke aldeles bestemt turde påstås, medens dette dødsfalds årsag dog i ethvert fald måtte anses for højst mistænkeligt.

Huset, der var særdeles urenligt og forfaldet, havde i en snæver gård både svine-, gåse- og fåresti. Brønden, hvis vand var brakket og stinkende, var beliggende næsten umiddelbart under lokummet. De afdødes klæder blev omhyggeligt desinficeret og huset aldeles afspærret ved en derudenfor i fire uger stadig vedligeholdt vagt, og koleratilfældene udbredte sig for den gang ikke videre.

[Herefter refereres Brickas vurdering, at de to tilfælde i 1850 ikke skyldtes kolera, men kolerine, som var meget udbredt i Korsør dette år. I forlængelse af dette præsenteres resultaterne af en gennemgang af de dødsårsager, der er nævnt i byens kirkebog fra 1844-56; i løbet af disse år blev mæslinger anført som dødsårsag i 16 tilfælde (heraf 11 i 1855), mens tyfus, kroup (strubehoste), kighoste og skarlagensfeber blev nævnt hhv. 15, 9, 6 og 4 gange. I alt havde der i løbet af 36 undersøgte år været 32 epidemier i Korsør, og i 1828 og 1834 var der hele tre epidemier.[29]

Det samlede dødstal havde i årene 1842-56 ligget på 30-63 og dødelighedsraten på 1,6-3,1 %.]

2. kapitel: Koleraepidemiens historie i Korsør

[Dette kapitel indledes med en beskrivelse af sygdomsmønstret i Korsør i de første otte måneder af 1857, hvor koldfeber, diarré og kolerine var de dominerende sygdomme uden dog at optræde på en særligt truende måde.] 

S. 100-112:

Efterretningen om en koleraepidemis udbrud i Glückstadt opfordrede imidlertid med rette autoriteterne[30] til opmærksomhed og virksomhed for om muligt at afvende det nu truende onde, der ved byens daglige dampskibsforbindelse med Kiel på en måde var rykket den meget nær, og flere hensigtsmæssige foranstaltninger blev også i den anledning truffet. Men disse angik dog især den private hygiejne såsom diætetiske forskrifter for publikum, medens der endnu ikke fandtes foranledning for kommunalbestyrelsen til at iværksætte indgribende forholdsregler for at fremme den offentlige hygiejne.

Imidlertid monteredes dog fuldstændigt et ved indløbet til havnen isoleret beliggende receptions[lo]kale,[31] (…) et par vågekoner engageredes foreløbig til at være i beredskab, og samtlige skibe, der indkom i havnen – specielt postdampskibe fra Kiel – blev nøje undersøgt og iagttaget ved ankomsten, og fremtiden skulle snart vise, at den nu vågnede frygt for faren var begrundet.

Det første koleratilfælde indtraf i et nord for byen og havnen, omtrent i 1000 alens afstand[32] fra byen beliggende banevogterhus, der lå temmelig isoleret på en lav og fugtig jordbund. Huset, der var indrettet til to familier, var meget overbefolket, idet der i to stuer, der ikke til sammen havde mere end 8-900 kubikfod[33] rumfang, boede otte individer, og der fandtes i det den ved al sammenstuvning af mennesker næsten uundgåelige urenlighed og fordærvet luft, uagtet huset for øvrigt var nyt og hensigtsmæssigt indrettet.

Som sædvanligt fandtes tæt ved huset en urenlig og slet indrettet svinesti, og vandet i brønden var stærkt stinkende og, som det syntes, forrådnet. Beboerne angav imidlertid, at de ikke benyttede dette vand til madlavning, men hentede det hertil nødvendige vand fra et nabohus. Af beboerne, der samtlige var ansatte i jernbanens tjeneste, havde enkelte i løbet af sommeren af og til haft anfald af diarré, men ikke i nogen påfaldende grad.

Den første, der angrebes stærkere, var banevogterens kone, et 44-årigt ellers sundt fruentimmer, der et par dage havde haft diarré uden at ænse denne, inden hun den 19. august søgte lægehjælp for de sig nu tillige indfindende brækninger og krampe i benene. Den 20. august udviklede disse symptomer sig videre, uagtet diarréen vedblev at være let farvet, og kulde og kendelig kollaps trådte til. Den 21. om formiddagen standsede udtømmelserne næsten, men kulden og kramperne tiltog, og om aftenen døde patienten.

Straks efter blev huset rømmet og renset, og blandt de i bedre lejligheder anbragte beboere, der stadigt iagttoges, bemærkedes siden intet sygeligt. Nogen som helst berøring med kolerasmittede personer var for den afdødes vedkommende ikke muligt at påvise, og der var vel allerede da passeret enkelte rejsende fra holstenske stæder igennem Korsør, men de i huset boende jernbanebetjente vidste ikke af, at de havde haft nogen som helst berøring med disse.

Uagtet vi ikke dristede os til at erklære dette tilfælde for udtalt kolera, måtte det dog anses for højst mistænkeligt. Håbet om at undgå den truende epidemi blev betydeligt svækket. Det kunne ikke anses for forsvarligt længere at udsætte hensigtsmæssige forebyggelsesmidler og mangfoldige og gennemgribende foranstaltninger, især for at fremme den offentlige renhed, bragtes til udførelse.

Den 22. og 23. august indtraf intet nyt koleratilfælde i byen, men den 24. indlagdes på receptionslokalet om morgenen en med dampskibet fra Kiel ankommet permitteret soldat[34] fra Glückstadt med alle tegn på udviklet kolera. Denne patient, der dagen i forvejen havde forladt Glückstadt, havde i et par dage haft diarré, men af frygt for at blive nægtet tilladelse til at rejse hjem havde han ved hjempermitteringen i Glückstadt fortiet dette og erholdt således med en del andre soldater permission til forældrenes opholdssted ved København.

Allerede undervejs til Kiel blev han angrebet af brækninger og kramper, men under opholdet i Kiel tog disse symptomer således til, at hans kammerater, der af sørgelig erfaring i garnisonen godt kendte hans sygdom, opfordrede ham til at blive der i stedet for om natten at rejse med dampskibet til Korsør.

Da patienten imidlertid ikke ville indlade sig herpå, gik han med ombord og kom om morgenen tidligt til Korsør i en halvdød tilstand, idet han ved indlæggelsen i sygestuen var iskold, næsten pulsløs, havde stærke kramper og risvandsagtige udtømmelser samt retention[35] af urinen i omtrent 16 timer. Under opholdet på sygestuen indtrådte imidlertid en heldig reaktion, og patienten helbredtes.

Den næste patient var en af de ved soldatens forplejning i hospitalet ansatte vågekoner, der den 30. august om aftenen for mig angav at lide af en pludseligt opstået diarré uden kneb. Da denne patient imidlertid ellers havde et stærkt og sundt udseende, og ingen andre sygelige symptomer var til stede end diarréen, hvoraf på den tid så mange af Korsørs indvånere led, anså jeg mig ikke berettiget til at indlægge hende, der som en af diarré lidende patient måtte anses for at være speciel fare underkastet ved at indlægges i et lille hus, hvis atmosfære alt var inficeret ved en kolerapatient – i samme receptionslokale som soldaten, inden hun endnu havde noget som helst symptom på kolera – men måtte indlægge hende på fattighuset, hvor byens eneste sygestue var, eftersom hun på ingen måde kunne forplejes i hendes usle hjem, hvor tilmed ingen nu ville hjælpe hende, i et særskilt rummeligt værelse, der ellers benyttedes til spindestue, idet jeg tillige gav ordre til straks at underrette mig derom, hvis en forværrelse i hendes tilstand skulle indtræde, for at det da kunne afgøres, om hun skulle indlægges på kolerastuen eller ikke.

Da denne underretning om morgenen den 31. august meddeltes mig, var imidlertid allerede utvivlsomme kolerasymptomer til stede, og patienten besørgedes derfor straks henbragt til kolerastuen, hvorfra hun senere udgik helbredt.

Samme dag måtte imidlertid endnu to patienter fra fattighuset henbringes på kolerastuen, idet et 63-årigt kvindeligt fattiglem og et 9-årigt barn, der begge boede i en stue, der stødte op til den spindestue, hvor den omtalte vågekone lå syg, ligeledes fandtes angrebet af kolera.

Endnu samme aften kom en ny patient til, nemlig en kone fra det hus, hvor vågekonen boede, hvilket hus som anført var yderligt slet, uden gårdsrum, uden lys og luft, urenligt og overfyldt samt i det hele meget forfaldent og dårligt.

Og fra nu af udbredte sygdommen sig videre og videre til hele byen, idet den først holdt sig til fattighuset, der imidlertid kort efter helt rømmedes, og lemmerne flyttedes til en ledig købmandsgård, og senere angreb de nærmest ved fattighuset liggende usle boliger, hvorfra den da gik videre til byens andre gader.

Fra den 2. september tiltog tilfældene i antal dagligt, indtil de den 12. september kulminerede med det i forhold til indbyggernes antal meget store tal af 32 angrebne. Fra denne dag af indtil den 18. faldt antallet af de hver dag angrebne jævnt, men fra den 19. af temmeligt stærkt, og den 1. oktober kunne epidemien anses for at være ophørt, idet der fra denne dag indtil den 8., da de sidste tilfælde indtraf, kun i alt angrebes otte patienter.

[Herefter følger en tabel over samtlige angrebne og døde dag for dag, fordelt på køn. I alt blev 294 syge (144 mænd og 150 kvinder), og 201 døde (103 mænd og 98 kvinder). Den samlede varighed af epidemien var 50 dage – fra 20. august til 9. oktober – hvilket måtte siges "at have været kort". Af hensyn til muligheden for at sammenligne koleraepidemier ønskede Holst en præcisering af "kendemærkerne mellem kolerine og kolera", eller at det i det mindste ved beskrivelsen af hver epidemi blev angivet, "efter hvilke hovedbestemmelser diagnosen var stillet".  For Korsørs vedkommende, hvor Holst havde deltaget i behandlingen af samtlige kolerapatienter og ført listerne over de syge, var de følgende symptomer blevet iagttaget.]

s. 120-125:

Hos samtlige patienter, der er angivet at lide af kolera, har de karakteristiske risvandsagtige udtømmelser været til stede sammen med stærk kulde, kramper, kollaps og pulsløshed. Brækning og stærke kramper har derimod nogle gange manglet, især hos ældre personer eller små børn, og tilfældene er dog blevet regnet med til kolera, når der samtidig fandtes urinsuppression,[36] eller når hudens elasticitet var tabt, så at en dannet hudfold vedligeholdt sig. Risvandsagtige diarréer alene eller med ringe krampe og kulde er derimod ikke medregnet.

At ved denne strenge bedømmelse af sygdomssymptomerne kun de mest udtalte tilfælde medregnes, og således dødeligheden procentvis til de angrebne forøges, tør ikke overses ved bedømmelsen af det (…) anførte udtryk for koleraepidemiens dødelighed i Korsør. (…)

Af hele befolkningen, der omtrent kan sættes lig det ved folketællingen 1855 fundne antal, nemlig 2236 individer, angrebes 13,1 procent, og epidemiens uhyre og aldeles usædvanlige udbredelse vil altså allerede heraf blive indlysende. I epidemien 1853 angrebes i København omtrent 5 procent af befolkningen, og epidemien i Korsør 1857 har altså ikke blot været næsten tre gange så udbredt som denne, selv om man vil antage, at diagnosen begge steder blev stillet efter samme principper, hvad åbenbart ikke var tilfældet.

Men dens overordentlige udbredelse vil bedst skønnes ved den bemærkning, at mindst ¼ af byens befolkning på grund af epidemien forlod byen, samt derved, at det med sikkerhed kan angives, at af de tilbageblivende ikke 50 individer er blevet uberørte af den epidemiske konstitution, når man medregner samtlige sygelige tilfælde, der utvivlsomt skyldes epidemiens indflydelse såsom diarré, kvalme, kardialgi,[37] almindelig svækkelse og frem for alt den meget karakteristiske rumlen i maven.[38]

Det tør endog med grund betvivles, om epidemien i Korsør i udbredelse er blevet overgået af nogen epidemi i Europa, og den fortjener således allerede af denne grund særdeles opmærksomhed. De epidemier, der angives at have været de værste, nemlig nogle i italienske steder, Messina, Catania og Neapel, har efter angivelserne kun angrebet ca. 8 procent af befolkningen.[39] (…)

På grund af det næsten overvældende arbejde, som epidemien pålagde os læger i Korsør, var det aldeles umuligt at optegne de forekommende tilfælde af diarré og kolerine, af hvilke mange tilfælde også må antages helbredt uden lægehjælp ved at følge de almindeligt udbredte anvisninger til foreløbig behandling af koleratilfælde. Disses tilfældes tal kan derfor ikke engang tilnærmelsesvis angives.

S. 131-138:

Den voldsomme epidemi udøvede en ikke ringe indflydelse på andre sygdomme, idet den dels næsten aldeles fortrængte disse og dels påtrykte de enkelte tilstedeværende sygdomme sit ejendommelige præg med stærke udtømmelser, kramper og stærk kardialgi og derigennem næsten altid medførte døden. (…)

Epidemiens indflydelse på husdyrene var derimod ikke kendelig. I det mindste sporedes ingen sådan, uagtet opmærksomheden var henrettet derpå. Antallet af de fugle, der viste sig i gaderne eller haverne, var imidlertid åbenbart mindre end sædvanligt. De på egnen praktiserende dyrlæger har meddelt mig, at underlivssygdomme ikke herskede under koleraperioden mere end ellers, men at derimod alle sår og kontusioner, især hos heste, i den periode havde en afgjort tilbøjelighed til at gangrænere.[40]

Overbestyrelsen af sundheds- og sygeplejen under epidemien udøvedes af amtmanden i Sorø Amt, herr kammerherre Hoppe, og herr landfysikus, justitsråd Høegh Guldberg. Begge de nævnte herrer bidrog væsentligt til epidemiens bekæmpelse, ikke blot ved direkte ordrer, men også ved velvillige, oplysende eller vejledende råd og forslag, og har ved gentagen personlig nærværelse i Korsør under epidemien mægtigt hjulpet til at holde den i byen herskende nedtrykte stemning oppe.

Byens daværende borgmester, herr cand.juris. N. Sylow ledte med en aldeles ualmindelig nidkærhed og energi de mangfoldige og forskelligartede administrative forholdsregler, som epidemien nødvendiggjorde, og lægerne fandt stedse hos ham et åbent og velvilligt øre for alle de forslag, der fra et specielt lægevidenskabeligt standpunkt kunne gøres.

Den sjældne raskhed og energi i handling, hvormed alle besluttede foranstaltninger uden smålige hensyn blev sat igennem, og hvorved det f.eks. lykkedes i mindre end tre dage at skaffe til veje et endog meget velindrettet hospital med tilstrækkeligt, til dels indøvet sygepersonale og nyt og fuldstændigt inventarium til 46 senge, er under alle epidemier af stor vigtighed, men under ingen af større end ved koleraepidemier, hvor det fremfor alt gælder om at handle rask og bestemt.

Ikke mindre fortjeneste af epidemiens behandling indlagde de i denne deltagende læger sig, nemlig foruden herr praktiserende læge L. Vilhelmsen de fra København efter opfordring til hjælp kommende kandidater, d’herr Wilslev, Poulsen og Hagen. Herr stadslæge Hansen i Korsør var desværre ved svagelighed under hele epidemien forhindret fra at deltage i behandlingen af de syge i den by, hvis sundheds- og sygepleje han i 40 år med hæder havde forestået, og de embedslægen påhvilende forretninger udførtes derfor af mig.

Samtlige læger udførte med stor udholdenhed og opofrelse deres byrdefulde kald uden nogensinde at bukke under for de betydelige fordringer, der stilledes til deres åndelige og legemlige styrke. Medikamentudsalget blev med prisværdig hurtighed og nøjagtighed forestået af af herr apoteker Forbæch, og medlemmerne af byens sundhedskommission, d’herrer justitsråd toldforvalter Kjær og smedemester Sørensen samt senere tømmermester Nielsen deltog ikke blot med indsigt i forhandlingerne om de foranstaltninger, der skulle træffes, men også med iver og udholdenhed i de fattede beslutningers iværksættelse og overholdelse. Samtlige nævnte herrer har i ikke ringe grad gjort sig fortjente af den by, i hvilken de under næsten fortvivlede forhold har ledet og udført sundhedstjenesten.

3. kapitel: Koleraepidemien i Korsør omegn

S. 138-139:

Koleraepidemien i Korsør holdt sig, som det kunne ventes, ikke udelukkende til selve byen, men udbredte sig også til de tilstødende landsbyer uden dog her at opnå en betydelig styrke. Epidemien holdt sig til de under Korsør annexsogn hørende landsbyer Frølunde, Svenstrup, Halseby og Hulby, der alle ligger inden for ½ mils[41] afstand fra Korsør, og angreb dér fortrinsvis arbejderne i et stort teglværk samt, som sædvanlig, lemmerne i fattighuset.

Til alle de nævnte byer var udflyttede beboere fra Korsør ankommet. I den femte by i sognet, Tjæreby, til hvilken ingen var udflyttet, forekom heller ingen koleratilfælde, og i nabosognet Vemmelev forekom kun i alt to tilfælde i et hus, der kun ved et gærde var adskilt fra Hulby.

[Herefter gennemgås de enkelte koleratilfælde i landsbyerne, i alt 42, hvoraf 27 endte med patientens død. Alle aldersgrupper blev ramt. Under epidemien blev der oprettet et særligt kolerahospital i Korsør landsogn, og her blev 23 patienter behandlet; 10 af dem blev helbredt. Lægetjenesten ved hospitalet og i landsbyerne blev varetaget af den praktiserende læge, cand. Birkerod.]

4. kapitel: Erfaringer fra koleraepidemien i Korsør

[Dette kapitel indledes med en tabel, som belyser, hvor stor en del af de enkelte aldersgrupper i Korsør, der blev hhv. ramt af kolera og døde af sygdommen. Undersøgelsen viser, at de 10-25-årige var mindst berørt (her blev kun omkring 5 % ramt), mens 34 af de 132 (26 %), der var over 60 år, fik sygdommen. Alle disse 34 døde, og det samme skete for 32 af de 33 børn under 5 år, der fik kolera. For de fleste andre aldersgrupper døde 60-80 % af de ramte, og kun for de 5-10-årige og 25-30-årige var andelen af døde under 50 %. Ifølge Holst stemte disse resultater godt med statistikken over den store koleraepidemi i 1853. 

Herefter følger en detaljeret gennemgang af, hvordan de syge og døde i Korsør fordelte sig på køn, civilstand og beskæftigelse. Resultatet er mest interessant for sidstnævnte, og Holst kommenterede det som følger.]

S. 156-158:

Af de forskellige klasser i befolkningen har daglejer- og håndværksklassen leveret det største antal syge, og epidemien har på ganske enkelte undtagelser nær holdt sig til den fattigere del af befolkningen. Den har næppe nogetsteds tydeligere end i Korsør vist, at kolera fortrinsvis er en sygdom for proletariatet, at dettes medlemmer efter deres større eller mindre fattigdom og frem for alt efter deres større eller mindre urenlighed og uordentlighed er mere eller mindre udsatte for denne menneskehedens svøbe, der nu synes at have akklimatiseret sig i Europa og vil blive der, så længe fattigdom, usselhed og urenlighed uhindret har lov at forbinde sig indbyrdes og forøge hinandens virkninger. 

Henimod slutningen af epidemien i Korsør blev vel enkelte individer af de heldigere stillede klasser angrebet, men samtidig havde epidemien tabt sin kraft, og den mere velhavende del af befolkningen slap for den gang med skrækken.

Af det hele antal angrebne har daglejerklassen leveret i alt 94 syge, hvoraf 66 er døde
håndværksklassen      84 58
sømandsklassen 37 25
Af de øvrige angrebne har været 
enker 26 21
ugifte fruentimmere 17 10
fattiglemmer 9 8
tjenestekarle 4 1
værtshusholdere     4 3
skrivere 2 1
soldater 2 1
fyrbødere 4 2
politibetjent 1 1
vægtere 3 1
opsynsmænd 2 2
bogtrykker 1
kæmner 1 1
spækhøker 1
toldbetjent 1
294 201

Ved hver klasse er her medregnet de af vedkommende hovedperson forsørgede kvinder og børn.

[For de tre store grupper – daglejere og markarbejdere, håndværkere og sømænd – udgjorde de syge hhv. 11 %, 15,8 % og 14,6 % af det samlede antal personer i gruppen. Men for fattiglemmene drejede det sig om 81,8 %, nemlig 9 af de 11 lemmer i byen, og otte af lemmerne døde af koleraen.

Næste led i undersøgelsen er en kortlægning af kolerasygelighed og -dødelighed i hvert af byens fire kvarterer. Hovedresultatet er her, at mens kun ca. 8 % af beboerne i 1. kvarter (det mest velhavende) blev ramt af kolera, drejede det sig om ca. 14, 17 og 21 % i de tre andre kvarterer. De kvarterer, hvor sygeligheden var størst, var de mest overbefolkede.]

[Holst gik derefter over til at diskutere vejrligets mulige betydning for epidemiens udvikling. Det var et klassisk tema i den medicinske litteratur, men i midten af 1800-tallet stillede mange læger sig tvivlende over for antagelsen om, at vejrforholdene havde en direkte indflydelse på sygdommenes udvikling. Holst delte denne skepsis, men mente dog, at vejret kunne spille en vis rolle, og han havde derfor indhentet oplysninger om temperatur og vindforhold fra de dagjournaler, der blev ført på toldfartøjerne og postdampskibene. Efter en redegørelse for de meteorologiske forhold i årets løb nåede han frem til følgende konklusion.] 

S. 177-181:

Vejrforholdene har altså i det hele inden epidemiens udbrud ikke været meget forskellige fra de almindelige, når undtages den ringe faldne vandmængde, der imidlertid på dobbelt måde influerer på sundheden, idet den dels formindsker kvantiteten af drikkevandet, der efter de lokale forhold i Korsør for den allerstørste del dannes af det atmosfæriske vand, og dels kan antages at bevirke en livligere gæring af de i jordbunden indeholdte stoffer.

Luften er blevet hyppigt bevæget ved vekslende vinde, hvilken indflydelse imidlertid ikke må overvurderes, da luften selv ved tilsyneladende vindstille ideligt er i bevægelse, og disse vindes retning har ikke været særdeles forskellig fra de på stedet almindeligt herskende vinde. De hyppige sydlige vinde, der optrådte i august og til dels i september, blev imidlertid for så vidt af vigtighed, som derved er ført ind over byen stanken af en betydelig del forrådnende tang, der i forsommeren var ført op på land i den syd for byen værende bugt af Storebælt, hvilken stank af og til uden for byen var meget bemærkelig.

Stor indflydelse må tillægges den især under selve epidemien herskende varme, da denne dels må have befordret udviklingen af miasma,[42] og dels må antages at have foranlediget mange af forkølelse betingede gastriske tilfælde ved den medfølgende stærke trang til drikke og ved den for Korsør noget ejendommelige modsætning mellem hede dage og kolde aftener og nætter.

De enkelte dage, på hvilke epidemien tog stærkt til eller af, har for så vidt haft særegne vejrforhold, som epidemiens overgang fra dens højdepunkt til dens aftagende periode på den 18. og 19. september har været ledsaget af stærke storme af nordlige vinde. Den 25. september, da epidemien igen pludselig steg, er derimod også udmærket ved en storm af nordvest. Stærk regn den 10. september og torden med regn den 11. september har betegnet epidemiens overgang til dens højdeperiode.

Den indflydelse, som vejrforholdene kunne tænkes at have udøvet på epidemiens gang, er altså tvivlsom og må i det hele mere søges i de i længere tid vedvarende klimatiske forhold, varme og ringe regn end i enkelte pludselige vejrforandringer af en eller anden art.

[Et andet væsentligt tema, der beskæftigede mange læger i midten af 1800-tallet, var spørgsmålet om, i hvilket omfang sygdomme kunne blive overført ved smitte. Her er nogle uddrag af Holsts bemærkninger om dette.]

s. 181-202:

Af de erfaringer fra koleraepidemien i Korsør, der tyder på smitte, skal jeg anføre følgende, hvilke jeg dels selv har iagttaget, dels har modtaget velvillig underretning om fra forskellige læger. 

1. Efter at den i epidemiens historie i Korsør omtalte permitterede soldat fra Glückstadt den 24. august om morgenen var indlagt på kolerastuen i Korsør, blev hans vågekone den 31. august om morgenen befundet at lide af udtalt kolera tillige med to fattiglemmer, der boede i værelset tæt op til det, hvor vågekonen midlertidig havde været indlagt – og samme dags aften en kone fra det hus i byen, hvor vågekonen boede, og hvor hun havde opholdt sig i sin fritid fra vågetjenesten hos den syge soldat. (…)

2. Rasmus Jensens enke af Korsør ankom med to børn den 14. september 1857 til Vodrofgaardshusene på Gamle Kongevej ved København og blev få timer efter ankomsten fra Korsør angrebet af kolera, hvorfor hun samme dag indlagdes på Barakhospitalet, hvor hun døde den 15. september. Den 18. september angrebes den kone, hos hvem hun var taget ind, af alle symptomer på udviklet kolera, men helbredtes. Den 19. september angrebes Rasmus Jensens enkes barn af kolera og den 24. september en kone i det tilstødende hus. Denne sidste døde dagen efter. Flere koleratilfælde – i alt syv – viste sig siden i disse huse, indtil de samtlige ryddedes.

I den af herr praktiserende læge Priemé herom gjorte officielle indberetning (…) angives, at husene dels var nærved en med urenligheder fra en nærtstående latrin opfyldt grøft, dels, når vinden bar på, led af en utålelig stank fra affaldet af en nærliggende tarmstrengefabrik, medens derimod herr Priemé velvilligt har meddelt mig, at der i bemeldte huse ingen som helst tilfælde af diarré eller kolerine var forekommet i august eller september måneder 1857 inden Rasmus Jensens enkes ankomst.

Der haves altså i dette tilfælde et bevis på koleraens overførelse ved contagium[43] til et sted, hvor der i forvejen ikke fandtes nogen af de sædvanlige forløbere for kolera. Smitten kan måske antages at være meddelt til de forskellige sammenhængende, kun ved en brandmur adskilte, huse ved uddunstningen fra den med ekskrementer opfyldte grøft, efter at først disse var inficeret ved kolerapatienter fra Korsør. Inkubationen varede i første tilfælde fire til fem dage; om de sidste tilfældes inkubation vides intet med bestemthed.

3. En daglejer, Jacob Fyhn, der havde arbejdet med ved fattighusets rydning under epidemien, fik diarré og rejste dermed hjem til landsbyen Hårslev, ca. 3 mil fra Korsør, den 15. september. Denne patients diarré standsede efter nogen tid uden lægebehandling, men den 21. september blev et fattiglem i byens særdeles velindrettede fattighus, der af herr dr. Steenbech er for mig angivet at være måske den sundeste bolig i Hårslev, angrebet af kolera. Dette fattiglem nægtede imidlertid at have haft samkvem med Jacob Fyhn eller at have været i Korsør. Foruden denne angrebes senere otte individer af kolera, deriblandt en sygevogter. Diarré og kolerine havde hersket i Hårslev forinden Jacob Fyhns hjemkomst, men ikke i nogen høj grad.

Der haves altså her en aldeles lokal epidemi på et isoleret sted, der med størst sandsynlighed kan antages fremkaldt ved en fra Korsør ankommet, af diarré lidende, patient. Inkubationen ubestemt.

4. En velhavende opsynsmand, der boede ca. 1/8 mil fra Korsør i et aldeles isoleret hus på en ca. 45 fod høj sandbanke, befandt sig med kone og pige aldeles raske, indtil han den 14. september, to dage efter at have været til stede i og undersøgt en af kolera afdød slægtnings hus i Korsør, fik kolera. Hans kone, der ikke havde været i Korsør og ikke havde haft nogen som helst kommunikation med denne by, idet de for at undgå smitte endog havde provianteret sig for længere tid, angrebes af kolera dagen efter manden.

I dette tilfælde tør det med stor sandsynlighed antages, at kolera ved contagium fra livløse ting er overført til beboerne af et sundt beliggende isoleret hus. Inkubationen to dage.

5. Husmand Niels Johansens datter, der tjente i et hus i Korsør, hvor husmoderen døde af kolera, rejste den 14. september hjem til forældrenes hus i Svenstrup, lidende af diarré, og blev samme dag angrebet af kolera. Den 16. september angrebes begge denne piges forældre og den 17. september en i samme hus boende banevogter, der havde været behjælpelig med at lægge datteren i kiste. I Svenstrup var forinden Niels Johansens datters ankomst enkelte kolerinetilfælde forekommet, men ingen koleratilfælde. Koleraen er altså overført ved contagium og udbrudt efter en inkubation af to dage.

6. Husmand Hans Larsens kone i Halseby, der den 11. eller 12. september havde besøgt sin af kolera lidende datter i Korsør, angrebes af kolera den 14. september og den 16. september Christen Hansens kone, hvis svigermoder, der boede hos sønnen, men ikke selv var syg, havde besøgt Hans Larsens kone. I Halseby havde inden Hans Larsens kones død hverken været kolerine eller koleratilfælde.

Sygdommen er altså forplantet fra Korsør til Halseby ved contagium, og det synes, som om en sund uden selv at angribes har bragt smitten videre. Inkubationen omtrent to dage.

7. I Hulby havde hverken vist sig kolerine eller kolera, inden husmand Søren Mathiesen den 30. september angrebes af kolera straks efter hjemkomsten fra et besøg i Korsør. Den 4. oktober angrebes denne mands kone, og da huset derefter ryddedes, anbragtes de af diarré lidende børn hos væver Schock, der den 8. oktober blev anfaldet af kolera. Søren Mathiesen er altså blevet smittet i Korsør og har bragt smitten til sin kone, der angrebes efter en inkubation af fire dage. Hans børn bragte igen smitten til væver Schock, hos hvem inkubationen ikke bestemt kan angives.

8. Pigen Vilhelmine Kruuse, 17 år gammel, boende i Kattesundet 109 i København, havde den 20. september besøgt sin moder, der var engageret som vågekone ved kolerahospitalet i Korsør, og om natten, medens moderen havde vagt, sovet i hendes seng på hospitalet. Den 22. afrejste denne pige uden at fejle noget til Horsens, hvor hun natten imellem 24. og 25. september, efter velvillig meddelelse af herr distriktslæge dr.med. Neukirch, angrebes af risvandsagtig diarré og brækning, hvortil senere kom pulsløshed, cyanose,[44] kollaps af ansigtet, stærke kramper og urinsuppression. Patienten, der helbredtes, henbragtes straks til et isoleret sted, der holdtes karantænemæssigt afspærret, og det hus, hvor hun var taget ind, blev udrenset og aldeles afspærret i fem dage.

I Horsens havde dysenteri hersket i august måned og i september måned epidemisk kolerine, men koleratilfælde opstod ikke i byen. I dette tilfælde er altså en person, der rask ankom fra et sundt sted, efter en nats ophold på et stærkt inficeret sted blevet angrebet af kolera, der først kom til udbrud på et langt uden for epidemiens område liggende sted, hvor ingen kolera havde været. I Horsens må der efter den herskende sygelighed antages at have været stærk disposition til kolera, men sygdommen brød ikke ud dér, uagtet en af kolera lidende patient ankom til byen. Det er tilladt at antage, at en epidemis udbrud forhindredes ved karantænemæssig isolering af det første tilfælde.

9. Bolsmand[45] Gregers Gregersen af Hulby, hvis kone den 8. oktober angrebes af kolera, tog først sin ene adoptivsøn hjem fra Ormeslev, hvor ingen som helst kolera eller kolerine havde vist sig, for at pleje konen, og da denne søn også angrebes af kolera, dernæst en anden adoptivsøn, der ligeledes angrebes. Forklaringen af sygdommens forplantning i dette tilfælde synes at måtte være ved contagium.

10. Daglejer Søren Christiansens kone af Korsør, der på grund af epidemien med sine børn forlod byen, afrejste i begyndelsen af september måned til Slagelse og efter tre dages ophold dér til Roskilde. Straks efter at være ankommet her blev hun angrebet af heftig kolerine, og to dage efter havde flere personer i samme hus, hvor hun var taget ind, nemlig en kone og to børn, hvilke sidste døde.

Efter herr distriktslæge Ryges mig velvilligt meddelte formening kunne disse tilfælde uagtet det dødelige udfald imidlertid ikke regnes for udtalt kolera og må således anses for at tyde på muligheden af kolerinens opståen ved smitte.

11. Sygepersonalet i Korsør angrebes i et meget stærkere forhold end den øvrige befolkning. Af de 20 sygevogtere, der var ansatte ved hospitalet, angrebes nemlig fem, men af de fire sygevogtere, der gjorde tjeneste om natten hos de syge, der behandledes i deres hjem, angrebes ingen. Af 14 portører, der dels bar de syge til hospitalet, dels bragte ligene ud i lighuse, og dels benyttedes til rensning af angrebne boliger, angrebes fire. Af tre vaskere angrebes én. Af de fem læger, der under epidemien i Korsør deltog i sygeplejen, angrebes ingen. Af det ved lazarettet i annexsognet tjenstgørende sygepersonale, en læge, to portører og tre sygevogtere, angrebes ingen.

Af det ved begge hospitaler og sygeplejen i det hele ansatte personale, i alt 52 mand, angrebes altså 10 – eller 19,2 procent – og af de angrebne døde seks – eller 60 procent – medens der af befolkningen i det hele angrebes ca. 13 procent, og der af de angrebne i det hele døde ca. 68 procent. Blandt sygepersonalet har altså sygeligheden været meget større, men dødeligheden meget mindre end blandt den øvrige befolkning; dette sidste måske på grund af den altid hurtigt indtrådte rette behandling.

Denne større sygelighed blandt sygepersonalet vil ikke med grund kunne tilskrives mangel på ro, slet kost eller andre uheldige forhold, da jeg lod mig det være særdeles magtpåliggende at sørge for at forebygge alle slige skadelige potensers indvirkning på sygevogterne, så meget det var muligt. Fordelingen af tjenestetiden skete derfor således, at den samme sygevogter ikke gjorde tjeneste to nætter efter hinanden og aldrig i længere tid ad gangen end seks timer om dagen og fire om natten.

Da disses forplejning desuden helt overtoges af hospitalet, kunne jeg forhindre nydelsen af usunde eller skadelige næringsmidler. Desforuden tilstodes hver sygevogter et passende kvantum god vin daglig – en, som jeg tror, i flere retninger heldig foranstaltning, ligesom de stadigt blev tilholdt til stor renlighed, også for deres eget vedkommende, så at de f.eks. pålagdes altid at vaske hænderne, før de spiste. Da den varme årstid tillod at holde alle vinduerne og til dels dørene åbne, var ventilationen i sygesalene i det hele meget tilfredsstillende.

Tages hver klasse af sygepersonalet for sig, er af de seks læger ingen blevet angrebet af kolera, hvorimod fire af os havde mere eller mindre heftige anfald af diarré og kolerine. Af 23 sygevogtere, der gjorde tjeneste i hospitalerne, angrebes fem, altså 21,8 procent, og døde to: 40 procent. De fem angrebne var alle fra Korsør, og af de i København engagerede, til dels rutinerede, vågekoner angrebes ingen. Anfald af diarré forekom dog af og til blandt disse.

Af de i patienternes hjem om natten tjenstgørende fire vågekoner, der havde frihed om dagen, angrebes ingen. Af 16 portører angrebes fire – eller 25 procent; alle disse fire døde.

Af tre vaskekoner angrebes én, men af de to andre havde den ene overstået et koleraanfald, inden hun ansattes ved vaskeriet og den anden et anfald af koleradiarré. Alt vasketøj blev desuden i længere tid udblødet i vand, inden det blev taget i vask.

[I et 12. punkt beklagede Holst, at han ikke i tide havde tænkt på at foretage en undersøgelse af smitteveje ved koleraens ankomst til Korsør. Herefter sammenfattede han sine iagttagelser om smitte som følger.]

S. 204-207:

Epidemien i Korsør har altså frembrudt erfaringer, der utvivlsomt godtgør muligheden af koleraens forplantning fra individ til individ ved syge og måske også ved sunde (iagttagelse nr. 6), ligesom det også (iagttagelse nr. 3 og 10) er godtgjort, at diarrépatienter med den største sandsynlighed får fremkaldt koleratilfælde og heftige kolerinetilfælde på andre steder uden for epidemiens område. Smitten har også fremkaldt kolera i egne, hvor der, inden koleraen begyndte, ikke herskede nogen af dennes sædvanlige forløbere (iagttagelse nr. 2, 6 og 7), og er undertiden forplantet ved livløse ting (iagttagelse nr. 4).

Af de observerede tilfælde af smitte indtraf de fleste under epidemiens højdepunkt, og smitteevnen må derfor antages at have været størst i denne. Om livløse ting som senge- og gangklæder i længere tid kunne bevare smitteevnen uden for epidemiens område, kan jeg ikke besvare ved erfaringer fra epidemien i Korsør.

Tydelige eksempler på smitte ved lig har jeg heller ikke bemærket, og den omstændighed, at graverkarlen og hans kone, der boede i det med lig undertiden stærkt opfyldte lighus og tilmed besørgede de fleste ligs nedlæggelse i kisterne, ikke blev angrebet, taler også imod, at smitteevnen hos lig skulle være stærk.

Om inkubationsperiodens længde giver epidemien i Korsør kun ringe erfaringer, og afgørelsen er i det hele altid usikker på grund af det vanskelige i at bestemme det tidspunkt, da smitten skete. I de tilfælde af åbenbar smitte, hvor en nogenlunde bestemt inkubation har kunnet påvises, har denne været fra nogle timer til fire dage; almindeligst er sygdommen udbrudt 2-3 dage efter smitten.

[Den sidste længere diskussion i kapitlet handler om mulige årsager til kolera. Her omtales først ”de prædisponerende årsager” såsom ”overfyldte, slette og urenlige boliger” og vejrforhold, der er beskrevet tidligere i afhandlingen, samt nogle forhold, ”hvis Betydning er omstridt”, nemlig frygt og drikfældighed. Om sidstnævnte lyder det som følger.]

s. 217-226:

I den korsørske epidemi var frygt og angst for kolera i en meget betydelig grad til stede hos befolkningen, og den nåede under epidemiens værste periode en sådan højde, at selv de nærmeste familiebånd i enkelte tilfælde slappedes, og konen trykkede sig ved at hjælpe eller forlod sin syge mand eller barn. Da det under epidemiens højdepunkt blev os aldeles umuligt at flytte de syge til hospitalet så hurtigt, som det kunne ønskes, og da således en del nogen tid måtte forblive i hjemmet, er det utvivlsomt flere gange forekommet, at en patient er død, uden at noget andet menneskeligt øje har set på ham, eller nogen anden hånd hjulpet ham under hans sygdom end de besøgende lægers.

Erindringen om disse ulykkelige, fattige, til døden indviede syge, som vi så ofte så henligge ene og forladte i snævre og mørke stuer, og hvem vi med vor bedste vilje ikke kunne skaffe den hjælp, de bønlig[46] anholdt om så hurtigt, som de behøvede den, hører for mig til de skrækkeligste minder fra denne ulykkesperiode.

Grunden til denne stærke og almindeligt udbredte frygt er mig ikke ganske klar. Ovenfra er den ikke kommet, da der ikke er mig andet bekendt end, at sundhedsautoriteterne er optrådt med al den rolighed, den energi og bestemthed, der er absolut nødvendig til under så kritiske forhold at finde lydighed og indgyde befolkningen tillid og tiltro til de styrende autoriteter som de, der med sikkerhed vide, hvad der bør gøres, og hvor frelsen er at finde.

I den københavnske epidemi var denne paniske frygt heller ikke til stede, men dels skyldes den vel her den usædvanligt heftige og morderiske epidemi, og dels den for en lille by ejendommelige omstændighed, at alle mennesker kender hverandre personligt mere eller mindre nøje, så at det gør et meget stærkere indtryk at høre, at den eller den mig velbekendte mand er død, end at høre, at flere mig aldeles ubekendte personer er døde.

Spørgsmålet om drankeres forhold til epidemien, hvilke efter den almindelige mening specielt er prædisponerede, kan mere bestemt besvares ved erfaringer fra epidemien i Korsør. Disse bestemte erfaringer meddeles derfor her.

En skriver, der en gang tidligere havde haft et anfald af del[irium] tremens,[47] blev af en fejltagelse indlagt på kolerahospitalet uden at lide af andet end stærk kolerine. Optaget i en kolerastue og rundt omgivet af kolerapatienter gennemgik han dér et fuldkomment udviklet anfald af del[irium] tremens, men fik ikke kolera. Efter at være udskrevet helbredt indlogerede han sig som husvild af sig selv i hospitalet og erholdt af vågekonen tilladelse til at sove en nat i en seng, hvori en patient nyligt var død, men blev heller ikke derefter angrebet.

En i høj grad forfalden værthusholder fik et anfald af heftig kolera-diarrré med kramper i benene, men helbredtes uden at få kolera. En yderligt fordrukken sømand var i begyndelsen af epidemien angrebet af diarré, mod hvilken han hverken anvendte medikamenter eller diæt, men han blev ikke angrebet.

En forfalden skomager, hvis kone og pige havde kolera, og hvis hus i højeste grad var urenligt, besluttede på grund af idelige konflikter med sundhedskommissionen at fremkalde kolera hos sig og begik til den ende betydelige diætfejl uden at opnå sit mål.

Et fordrukkent fattiglem overstod et anfald af koleradiarré og arbejdede siden under hele epidemien i hospitalets vaskeri uden skade.

En skrædder, der flere gange havde haft delirium, og hvis to børn døde af kolera, var ikke syg, og en værtshusholder, der i januar 1858 blev anfaldet af delirium tremens, og hvis kone og barn angrebes af kolera, havde i nogen tid diarré uden skade.

Efter mit ikke ringe kendskab til befolkningen i Korsør, da epidemien udbrød, må jeg overhovedet anse det for tvivlsomt, om nogen erklæret dranker havde kolera. Derimod angrebes en mængde drikfældige, men om disse angrebes forholdsvis stærkere end den øvrige befolkning, kan ikke bestemt afgøres, da deres antal i det hele ikke er bekendt. Måske turde forholdet være dette, at drikfældige personer er disponerede, medens fordrukne går fri.

Af lejlighedsårsager har fornemmeligt diætfejl været observeret. Absolut og altid skadelig var under epidemien i Korsør nydelsen af frugt. Selv en mådeholden nydelse af moden frugt frembragte meget hyppigt diarré, og i fire tilfælde kunne koleratilfældet tydeligt tilskrives nydelsen af frugt. Hos børn var denne virkning sandsynlig[vis] meget hyppigere. Patienterne selv tilskrev meget almindeligt forkølelse deres sygdom, og stærk anstrengelse har nogle gange syntes at være lejlighedsårsag. Nattevågen har jeg derimod ikke bemærket som lejlighedsårsag, men undertiden sindsbevægelse og som anført skræk.

[Holst fremsatte også nogle tanker om flytning af beboere under epidemien:]

S. 230-233:

Da udflytning af beboerne fra overfyldte og usle boliger, såvel under den københavnske epidemi som andetsteds, havde vist sig at være af en så heldig indflydelse for de udflyttede, var det naturligt, at vi i Korsør lod os det være magtpåliggende at følge dette eksempel. Udflytningen blev derfor også foretaget i en efter byens forhold stor målestok, idet vi i tidsrummet fra 1. til 6. september lod udflytte 25 familier, bestående af 107 personer til to store gårde i den sundeste og mindst angrebne del af byen i den østre ende af Algade.

I den ene af disse gårde blev i baglængen indrettet barakker af brædder med to værelser til hver familie samt opført store skorstene til fælles brug. Jeg kan imidlertid ingenlunde sige, at resultatet her var meget heldigt for de udflyttede, thi skønt al sammenhobning blev undgået, og skønt der samtidig blev draget omsorg for bespisnings- og beklædningsanstalter, lykkedes det dog ikke at holde koleraen borte fra dens længe udsete ofre i deres nye hjem, men af de udflyttede måtte 13 personer bringes på hospitalet for udtalt kolera.

Da imidlertid den ved fattigdom og urenlighed i lang tid svækkede organisme selvfølgelig ikke på en gang kan gøres fri for dens prædisposition til kolera, vil det heller ikke kunne ventes, at alle udflyttede skulle kunne reddes blot ved at få nye boliger, men en stor del tør dog antages derved at være blevet forskånet.

Af de 25 beboere, der straks udflyttedes fra fattighuset til et nyt sted, angrebes siden 15. Af de otte beboere, der udflyttedes fra det først angrebne banevogterhus, derimod ingen.

Kapitel 5: Koleraens symptomatologi og behandling

[Dette korte kapitel indledes med en opsummering af sygdommens symptomer. Herefter er der en redegørelse for behandlingen. Holst og hans kolleger fulgte nogle af de metoder, som var gængse i samtiden ved håndtering af epidemiske sygdomme. Her er et uddrag:]

S. 235:

Behandlingen rettedes med størst kraft mod forløbertilfældene og kolerinetilfældene, der – så vidt det var muligt – alle blev strengt behandlet med leje i sengen, streng diæt og stoppende medikamenter, især kamferdråber med opium og blysukker; mod brækningerne og kardialgien anvendtes med megen virkning sinapismer.[48]

[Derudover er der en beskrivelse af ”den sanitære behandling” og den generelle formidlingsvirksomhed under epidemien:]

S. 238-240:

Den hygiejniske del af koleraepidemiens behandling bestod især i strengt gennemført renligholdelse af gader, gårdspladser og rendestene, ligesom også alle møddinger udkørtes af byen, svinehold forbødes, og alle latriner rensedes. På steder, hvor rejsende ankommer eller flere mennesker samledes såsom hoteller, gæstgiverier, logihuse osv., blev latrinerne desuden dagligt desinficeret ved en opløsning af jernvitriol.

Populære anvisninger til at kende og foreløbigt behandle sygdommen udbredtes overalt, og de almindeligst brugte medikamenter udleveredes fra apoteket uden recept. Et kolerabureau oprettedes midt i byen, og en læge var her dag og nat til stede med et håndapotek og fire portører til sin rådighed. I forbindelse med bureauet oprettedes bespisnings- og beklædningsanstalter for fattige af kommunen, og et asyl oprettedes for børn, hvis forældre var syge eller døde.

Udflytning af beboere fra usunde boliger skete med så megen kraft som muligt, hvorimod husvisitation ikke kunne anstilles af mangel på fornødne kræfter. De syges og dødes senge- og gangklæder blev omhyggeligt renset eller brændt, og de angrebne huse gennemgribende renliggjort og udfluftet, inden de igen toges i brug.


Erik Begtrup Holst
Fotografi af Erik Begtrup Holst fra 1860'erne eller 70'erne. Foto: Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv, arkiv.dk


Ordforklaringer m.m.

[1] Midlertidig.

[2] En fod er 31,4 cm og 15 fod derfor ca. 4,7 meter.

[3] Især.

[4] Dvs. anlæggelsen.

[5] En alen er 62,77 cm.

[6] Vindovnen var en kakkelovnstype, der vandt indpas i 1700-tallet, og som både blev anvendt til opvarmning og madlavning.

[7] Årtiet.

[8] I en note anføres det, at de 2013 var dem, der ved folketællingen i 1855 boede i selve byen. Hertil kom 223 på byens grund uden for byen, dvs. markjorderne.

[9] En pot er 0,966 liter.

[10] En forbrugsafgift, som blev opkrævet indtil 1851.

[11] Forarmelse.

[12] Sygdomme, der til stadighed optræder inden for et afgrænset område og her forekommer med større hyppighed end andre steder.

[13] Om overfladisk betændelse af slimhinder.

[14] Vedrørende gigt.

[15] Vedrørende maven.

[16] Kirteltuberkulose, tuberkuløs betændelse af lymfeknuderne.

[17] Engelsk syge (knoglesygdom ved mangel på D-vitaminer).

[18] En form for blodmangel, der formentlig skyldtes lavt jernindhold i kosten. Sygdommen, der bl.a. kom til udtryk ved bleghed og derfor også blev kaldt blegsot, forsvandt stort set omkring 1900.

[19] Skørbug.

[20] (Ben)brud.

[21] Forvridninger.

[22] Vedrørende fødselshjælp.

[23] Dette må forstås som biliøs (dvs. galdeagtig) feber.

[24] Akut tarmkatar.

[25] Her henviser Holst til Bricka: Koleraepidemien i Danmark 1853, 1855, s. 6.

[26] Udtrykket tertianfeber eller trediedagsfeber betegnede et sygdomsforløb, som typisk blussede op med et par dages mellemrum.

[27] Intermitterende: med mellemrum. Senere i afhandlingen står der følgende: ”At koldfeberen er den sygdom, der hyppigst er optrådt epidemisk, er meget forklarligt efter byens lave beliggenhed, dårlige opfyldning, mangelfulde afløb osv.”.

[28] Dysenteri, en tarmsygdom, som især kommer til udtryk ved slimet og blodig afføring.

[29] Holst var tydeligvis overrasket over de mange epidemier og efterlyste tilsvarende opgørelser for andre købstæder.

[30] Her menes de lokale myndigheder i Korsør.

[31] Byens toldbodvagthus.

[32] Dvs. ca. 600 meters afstand.

[33] 25-28 kubikmeter.

[34] Soldat, der havde fået orlov.

[35] Tilbageholdelse, udebliven.

[36] Undertrykkelse, standsning.

[37] Smerter øverst i bughulen.

[38] Senere i afhandlingen følger yderligere nogle tal til sammenligning. Her bemærkede Holst, at 68,4 % af de angrebne døde i Korsør, mens det ”kun” var 65,6 % af dem, der blev ramt af kolera i København i 1853. Og selv i Aalborg, der var den hårdest ramte by i 1853, blev kun 5,2 % af befolkningen syge af kolera.

[39] Her henvises til Schmidts Jahrbüche, 92. bind, 1856, s. 234.

[40] Udvikle sig til koldbrand.

[41] En mil er 7½ km.

[42] Uforklarlige giftstoffer, der formodedes at kunne opstå spontant på urene steder (jr. kildeintroduktionen).

[43] Smitte.

[44] Blåfarvning af huden pga. manglende iltforsyning i blodkarrene.

[45] En person, der ejede en mindre landejendom.

[46] Indtrængende.

[47] En tilstand, som bl.a. kan omfatte krampeanfald, og som skyldes langvarigt og kraftigt alkoholforbrug.

[48] Sennepsomslag, dvs. et middel, der bestod af sennep, surdej og varmt vand. Tanken må have været, at et plaster med dette indhold kunne trække smitstof ud af kroppen.

Om kilden

Dateret
1857
Oprindelse
Rigsarkivet: Sundhedsstyrelsen: Koleraepidemien i Korsør, beretning af stadslæge Erik Holst, 1857-59.
Kildetype
Beretning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. maj 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Bonderup, Gerda: "Cholera-Morbro'er" og Danmark. Billeder til det 19. århundredes samfunds- og kulturhistorie, Aarhus Universitetsforlag (1994).

Mellemgaard, Signe: Distriktslægen og læsøboerne. En medicinsk topografi fra 1859 og dens forudsætninger (1992).

Nielsen, Erik: Koleraen i Vestsjælland 1857, Årbog for historisk samfund for Sorø amt (1982).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om kilden

Dateret
1857
Oprindelse
Rigsarkivet: Sundhedsstyrelsen: Koleraepidemien i Korsør, beretning af stadslæge Erik Holst, 1857-59.
Kildetype
Beretning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. maj 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Bonderup, Gerda: "Cholera-Morbro'er" og Danmark. Billeder til det 19. århundredes samfunds- og kulturhistorie, Aarhus Universitetsforlag (1994).

Mellemgaard, Signe: Distriktslægen og læsøboerne. En medicinsk topografi fra 1859 og dens forudsætninger (1992).

Nielsen, Erik: Koleraen i Vestsjælland 1857, Årbog for historisk samfund for Sorø amt (1982).

Udgiver
danmarkshistorien.dk