Tyske flyveblade under afstemningskampen i Nord- og Mellemslesvig, 1920

Artikler

I forbindelse med folkeafstemningen om dansk eller tysk tilhørsforhold i Nordslesvig (Sønderjylland) og Mellemslesvig i 1920 blev der udgivet store mængder skrifter og flyveblade, der havde til formål at påvirke modtageren til at stemme dansk eller tysk. I denne kilde kan du se eksempler på tyske flyveblade. Flyveblade – også kaldet løbesedler - var et kommunikationsmiddel, der især havde gennemslagskraft som et billigt og hurtigt medie til massedistribution før udbredelsen af radio og tv.

De her viste flyveblade blev især brugt som en diskussionskanal, hvor tyske flyveblade prøvede at imødegå danske flyveblades påstande. Et centralt emne var økonomi og arbejdsforhold. Dette skyldtes især Flensborgs store arbejderklasse, som begge bevægelser forsøgte at påvirke. Økonomiske argumenter blev brugt i forsøg på at overtale dem, som måske var i tvivl om deres nationale ståsted, eller som valgte efter fornuftshensyn. Men også aktuelle emner som 1. verdenskrig, leveforhold og den politiske situation blev anvendt af begge parter. Flyvebladene var et propagandamiddel, og deres oplysninger og fakta var derfor ikke altid i overensstemmelse med de egentlige forhold eller politiske aftaler i hverken Danmark eller Tyskland. De giver dog et interessant indblik i, hvordan det nationale spørgsmål blev diskuteret, forhandlet og formidlet forud for de nationale folkeafstemninger.

Folkeafstemningen fandt sted ad to omgange: den 10. februar i Nordslesvig (det nuværende Sønderjylland), hvor det endte med et dansk flertal, og den 14. marts 1920 i Mellemslesvig, hvor resultatet blev et flertal for tysk tilhørsforhold. Nordslesvig, som udgjorde zone 1, havde et stort dansk befolkningsflertal, og derfor var det særligt i områderne langs grænsen og i Mellemslesvig, der udgjorde zone 2, at den danske og tyske bevægelse forsøgte at hente stemmer.

Du kan læse den tilsvarende artikel om de danske flyveblade her

Oprindelse: Det Kongelige Bibliotek

Tysk tekst:
Eine Meile südlich
lauft die Grenze, wenn du dich zu Dänemark stimmst. Wenn England und Deutschland nicht wollen, bekommst du keinen eisernen Nagel, keine Schaufel Kohle. Deine wichtigsten Geschäftsverbindungen gehen flöten. Wer soll dann Kronenlöhne bezahlen, wenn keine Arbeit da ist?
Stimmst du deutsch, dann werden die Fäden nicht zerrissen.
Du bleibst ein freier Mann in einer freien Republik!

Dansk oversættelse:
En mil sydligere
ligger grænsen, hvis du stemmer dig til Danmark. Hvis England og Tyskland ikke indvilliger, faar du ingen jernsøm, ingen skovfulde kul. Dine vigtigste forretningsforbindelser forsvinder. Hvem skal da betale lønninger, naar der ikke er arbejde at faa?
Stemmer du tysk, så bliver forbindelserne ikke revet over.
Du forbliver en fri mand i en fri republik!

 

Oprindelse: Den Slesvigske Samling, Flensborg

Valgretten i Danmark
er ynkværdig.
Valgretten i Tyskland
er den bedste.
Den som annekterer Nordslesvig,
fratager Nordslesvigeren sin valgret.

 

Oprindelse: Den Slesvigske Samling, Flensborg

Hvem der har lyst til at blive soldat, må gå til Danmark.
Hvem der vil være fri for militærtjeneste og Militarismen, bliver i Tyskland.

Kongeriget Danmark har militærtjenestpligt [værnepligt], i Folkestaten Tyskland kender man ikke noget til den!

 

Oprindelse: Den Slesvigske Samling, Flensborg

Tysk tekst:
Nordschleswiger wacht auf!
Die Abstimmung wird in nächster Zeit an Euch herantreten. Ihr sollst bestimmen, ob Ihr weiter der großen deutschen Republik angehören, oder zu dem kleinen Agrarstaat Dänemark übertreten wollt.
Deutsch? oder Dänisch?
Deutsch: Arbeit und dementsprechend guter Verdienst, Steuern, die aufzubringen sind, politische und wirtschaftliche Freiheit, Verbleiben bei deutscher Sitte u. Kultur.
Dänisch: Grosse Arbeitslosigkeit, hohe Steuern, hohe Kohlenpreise, ein Sinken Eures Besitztums, Eures Geldes um das Vierfache, und andere Sitten und Gesetze.
Bedenkt Euch noch rechtzeitig!

Dansk oversættelse:

Nordslesvigere vågn op!

Afstemningen nærmer sig jer i den nærmeste fremtid. I bestemmer, om I vil fortsætte med at tilhøre den store tyske republik, eller om I vil gå over til den lille landbrugsstat Danmark.

Tysk? Eller dansk?
Tysk:
Arbejde og tilsvarende god indtjening, skatter, der bliver opkrævet, politisk og økonomisk frihed, forbliven ved tysk skik og kultur.

Dansk: Stor arbejdsløshed, høje skatter, høje kulpriser, en forringelse af jeres ejendom, dine penge bliver en fjerdedel værd, og andre skikke og love.

Tænk jer om i tide!

 

Oprindelse: Den Slesvigske Samling, Flensborg

Tysk tekst:
Achtung!
Bist du Schleswiger
oder Jüte?
Stimmst du für Dänemark
wirst du Jüte!
Stimmst du für Deutschland
bleibst du,
was du warst
Schleswiger!
Überlege und wähle!

Dansk oversættelse:
Pas på!
Er du slesviger
eller jyde?
Stemmer du for Danmark
bliver du jyde!
Stemmer du for Tyskland
forbliver du,
hvad du var
slesviger!
Tænk dig om og vælg!

 

Oprindelse: Den Slesvigske Samling, Flensborg

Tysk tekst:
Det er et yndigt land!
Nach der dänischen Valutaregelung ist es für Rentner in Nordschleswig unmöglich, von ihren Renten zu leben, sodass schon viele gut dänisch gesinnte Männer beschlossen haben, über die südliche Grenze zu gehen. „Es würde ja ein reiner Skandal“, so berichtet das Haderslebener Dänenblatt „Danskeren“ weiter, „wenn dänische Leute, die für Dänemark gestimmt haben, gezwungen werden sollten, ihren Heimatsort zu verlassen, weil die Valutafrage nicht zufriedenstellend gelöst werden kann.“
Erinnert Euch dieser Dänenworte am Tage der Abstimmung!

Dansk oversættelse:
Det [sic] er et yndigt land!
I henhold til den danske valutaregulering bliver det umuligt for pensionisterne i Nordslesvig at leve af deres pension. Derfor har mange gode dansksindede mænd besluttet at krydse den sydlige grænse. ”Det ville jo være en ren skandale“, skriver Haderslevs danske avis ”Danskeren“, „hvis danske personer, der stemte for Danmark, skulle tvinges til at forlade deres hjemegn, fordi valutaspørgsmålet ikke kan løses tilfredsstillende.”
Husk på disse danske ord på afstemningsdagen!

 

Oprindelse: Den Slesvigske Samling, Flensborg

Katastrofen er der!
Valutaspørgsmaalet er afgjort

med Enstemmighed blandt alle danske partier.
Brandes[1]’ forslag gennemføres!
Ikke mere end 350 kroner Tilskud pr. Individ! Det er en Draabe paa en hed Sten! – Kun Renter[2] indtil 2000 Mk.[3] overtages til Pari[4] (89 Øre). Dermed ruineres alle Pensionister! Blot Formuer fra før 1914 skal omregnes! Alt man har sparet under Krigen kasseres!
Arbejder: Du er forraadt!
Kun de første 5000 Mk. af Formuen skal omregnes til Pari!
Dersom man ville omregne alle de første 5000 Mk. til Pari, strækker hele den danske Maksimalsumme slet ikke til!
Med 15000 Mk. opholder Reguleringen helt!
Det betyder en fuldstændig Katastrofe for Nordslesvigs økonomiske Selvstændighed.
Hvorfor denne frygtelige Ulykke?
1. Danmark kan ikke betale!
2. Danmark vil ikke betale!
Den danske regering vil, at Valutakatastrofen skal ødelægge Slesvigs økonomiske og politiske Ejendommelighed.
Det var i mange Aarhundreder Københavns politiske Formaal!
Slesvig skal gaa under i Valutakatastrofen!
Nordslesviger vaagn op! Endnu kan du vælge!
Dersom du stemmer dansk, saa tilintetgøres ikke blot dit økonomiske Liv, men ogsaa Slesvigs Selvstændighed.
Dersom du stemmer tysk, saa er din økonomiske Fremtid sikret og du bliver, hvad vi har været i eet Aartusind: Slesviger!
Din folkelig [sic] Ret, dit Sprog garanteres i den [sic] tyske Riges Forfatning.
Læs Artikel 113[5].
Tyskland yder 150 Millioner til Nordslesvig, dersom det stemmer tysk!
Tyskland tillader, at Kronelaan optages!
Nordslesviger! Du skal selv afgøre din Skæbne med stemmesedlen.
Husk Valutakatastrofen! Gør, hvad du bør gøre!
Bliv Slesviger!

 

Oprindelse: Den Slesvigske Samling, Flensborg

Tysk tekst:
Kopenhagen hat versagt,
trotz der 45000 Unterschriften
bezahlt Dänemark den vollen Valutaunterschied nicht.
Dänemark kann keine 600 Millionen Kronen zum Fenster hinauswerfen!
Lest Vestjyllands Socialdemokrat vom 20.12.1919

Dansk oversættelse:
København har svigtet,
trods de 45000 Underskrifter
betaler Danmark ikke den fulde Valutaforskel.
Danmark kan ikke kaste 600 Millioner Kroner ud af Vinduet!
Læs Vestjyllands Socialdemokrat fra 20.12.1919


Ordforklaringer m.m.

[1] Edvard Brandes (1847-1931): radikal politiker; finansminister 1909-10 og 1913-20.  

[2] Rente: pension.

[3] Mk.: tyske mark.

[4] Pari: kursforholdet mellem danske kroner og tyske mark i 1914.

[5] Weimar-forfatningen blev vedtaget i august 1919 og var Tysklands første demokratiske forfatning. § 113 sikrede sproglige mindretals ret til at anvende eget sprog.

Om artiklen

Forfatter(e)
Drude Terkildsen Bill
Tidsafgrænsning
1920 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
29. juni 2020
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Drude Terkildsen Bill
Tidsafgrænsning
1920 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
29. juni 2020
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk