Turistforeninger i Danmark, 1888-2011

Artikler

Den første danske turistforening blev oprettet i København 1888 og blev snart efterfulgt af lokale turistforeninger i byer over hele landet. Fra begyndelsen var opgaverne todelte, dels at bidrage til danskernes rejse i eget land, der blev set som en kulturel og national opgave, dels at tiltrække udenlandske turister, der primært blev opfattet som et økonomisk og erhvervsmæssigt anliggende. I 1935 engagerede staten sig stærkere i turistforeningens arbejde med store statstilskud, hvor den socialdemokratisk-radikale regering så en stærk interesse i gennem turismen at markedsføre Danmark som det lille, fredelige kongerige mod nord, der var verdensmestre i social lighed. Den linje fortsatte efter 2. verdenskrig og indtil 1967, hvor oprettelsen af Danmarks Turistråd betød, at båndene mellem den kulturelle og den erhvervsmæssige side af turistforeningernes arbejde blev skåret over. De lokale turistforeninger fortsatte i Samvirkende danske Turistforeninger, mens Danmarks Turistråd fortsatte som den slagkraftige hovedorganisation for dansk turisme, der i 2005 skiftede navn til VisitDenmark.

Før den organiserede turisme

Turisme voksede frem i løbet af 1800-tallet som en ny måde at rejse på med rekreation og oplevelse som sit formål. Rejsende havde førhen opfattet selve rejsen som en vanskelighed og en udfordring, der blot skulle overkommes. Nu rykkede rejsens bevægelse gennem landskabet fra sted til sted ind på en central plads som selve formålet.

"Lystrejser" kaldtes det nye fænomen i Danmark indtil de engelske låneord "tourist" og "tourism" vandt indpas i midten af 1800-tallet. Velstillede adelige og borgerlige eliter fra byerne opsøgte i stigende antal seværdigheder i form af udsigtspunkter og kyster, oldtidsminder, ruiner og historiske bygningsværker. Forbillederne var bjergrige egne som Alperne, Skotland og Norge samt historiske byer, borge og ruiner i lande som Frankrig, Tyskland, Italien og Grækenland. Omkring 1850 var der også kommet godt gang i udflugter til historiske og landskabelige seværdigheder i Danmark, og turismen bidrog herigennem på vigtige måder til romantikkens udformning af et særligt dansk kulturlandskab.

Turistplakat fra Silkeborg

Himmelbjerget var Jyllands første turistattraktion. Længe inden år 1900 var toppen blevet en attraktion med den komplette turistpakke: Guidebøger, sejltur med Hjejlen, restauration og hotel, souvenirkiosker samt et tårn på toppen, der kunne ses fra kilometers afstand. Turistplakat af Henrik Hansen (1902-1980) gengivet med tilladelse af kunstnerens barnebarn og rettighedshaver Camilla Werge Laub. 

Fra midten af 1800-tallet udviklede badeturismen ved kysterne sig desuden til en meget populær ferieform - først i Nordsjælland, på Bornholm og langs Jyllands vestkyst på Fanø og i Skagen. Siden sprang badehoteller og pensionater op over hele landet, hvor også middelklassen kom med og kunne lade sig underholde på badehotel

Den danske Turistforening 1888-1923

De udenlandske turister begyndte at dukke op i Danmark i årtierne før 1900. Det gjaldt særligt i hovedstaden, hvor den første danske turistforening blev oprettet i kølvandet på Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København 1888, der havde åbenbaret, at det stod sløjt til med kvaliteten af både hoteller, jernbaner, hestevogne, rejseførere og guidebøger til de mange udenlandske besøgende. Den danske Turistforening, oprindeligt Dansk Touristforening, blev oprettet 1888 og havde som formål at styrke kvaliteten af turisttilbud og dermed tiltrække udenlandske turister til Danmark og særligt til København.

Landet over fulgte oprettelsen af lokale turistforeninger, og i 1905 sluttede de jyske turistforeninger sig sammen for at danne en modvægt til den københavnske indflydelse på den landsdækkende turistforening. Det gav anledning til en ny og hierarkisk opbygget organisationsstruktur, hvor de lokale turistforeninger dannede samvirkende landsdelsforeninger for henholdsvis Jylland, Fyn og Sjælland, som igen var underafdelinger under hovedorganisationen Den danske Turistforening.

Den nye foreningsstruktur tilgodeså til gengæld ikke i særlig grad hoteller, restauranter og rejseselskaber, primært i København, som havde økonomiske interesser i turismen. I 1913 blev der stiftet en konkurrerende organisation, Foreningen til Fremme af Turistbesøget i København, der klart annoncerede sit formål om at tiltrække udenlandske turister til hovedstaden. Timingen kunne dårligt have været værre, da udbruddet af 1. verdenskrig året efter satte en stopper for al international rejseaktivitet og i stedet styrkede den indenlandske turisme.

Forside af den danske Turistforenings første landsdækkende guidebog.

I 1890 udgav Den danske Turistforening sin første landsdækkende guidebog, den tysksprogede Reisebilder aus Dänemark, med dansk manuskript af forfatteren og senere Nobelprisvinder Henrik Pontoppidan (1857-1943). Han udpegede København, Møns Klint, Silkeborgsøerne og Skagen som de mest besøgte seværdigheder. Foto: Flemming Behrendt. Link til bogens tekst på Pontoppidan-Selskabets hjemmeside 

Lokale turistforeninger

Fremvæksten af lokale turistforeninger i begyndelsen af 1900-tallet vidnede om, at ferierejser nu var blevet tilgængelige for langt større dele af befolkningen. Flere byer og lokalegne ville være med til at sætte deres præg på turismens danmarkskort. Det var både udtryk for lokalpatriotisme og for en interesse i nye erhvervsmuligheder, ikke mindst ved kysterne. Ved århundredskiftet var der 13 lokale turistforeninger, og derfra gik det stærkt: I 1910 var der 37, i 1930 hele 88, og i 1960 toppede antallet med over 150 lokale turistforeninger landet over, hvor selv byer som Farum, Strib, Broager og Nørresundby havde fået selvstændige turistforeninger.

Lokalforeningernes fremvækst gav den organiserede turisme et stærkt præg af græsrodsbevægelse. Lokalturismen var medlemsbaseret, og opgaverne kunne være mange og varierede: beskyttelse af naturskønne områder og bevaringsværdige huse, anlæggelse af stier, opstilling af bænke ved udsigtspunkter og udsendelse af foldere og guidebøger. Mange i turistforeningerne så turisme som en kulturel og social aktivitet, der kunne inddrage bredere befolkningslag i den nationale topografi og lære ungdommen om Danmark. For andre var turisme derimod et fremvoksende erhvervsområde, hvor de kommercielle interesser skulle gives forrang.

Fem piger i sommertøj cykler langs stranden.

Cyklerne i Danmark har charmeret udenlandske turister siden mellemkrigstiden. De mange cykler - særligt dem med unge kvinder ved styret - blev fast indslag i udenlandske rejsereportager fra København som tegn på Danmarks frie og demokratiske kultur. Dette billede fra Hornbæk blev anvendt som forside på turistbrochuren Dänemark i 1935. Foto: Sven Türck, Det Kgl. Bibliotek 

Turistforeningen for Danmark 1923-1967

Nogle år efter afslutningen af 1. verdenskrig blev dannet en ny turistforening, der forsøgte at spænde over disse to poler. Turistforeningen for Danmark blev stiftet i 1923 og havde som formål at "arbejde for et øget Fremmedbesøg i Danmark og for at fremme Rejselivet indenfor Landets Grænser samt at bistaa Afdelinger og Lokalforeninger i Arbejdet med deres særlige Formaal."

Foreningen arbejdede på en række punkter for at højne kvaliteten og tilgængeligheden i dansk turisme, bl.a. vedrørende skiltning, hoteller, fredninger og en autorisationsordning for turistguider, der skulle sikre turister mod plattenslagere. Foreningens årbøger blev udsendt til medlemmerne og omhandlede hvert år en bestemt egn af Danmark, således at årbøgerne over en årrække beskrev hele landet – og ikke kun de mest populære turistattraktioner - med grundige topografiske og kulturhistoriske beskrivelser.

I arbejdet med den udenlandske "turistpropaganda", som det hed i tidens sprogbrug, udsendte foreningen turistbrochurer og foldere, udarbejdede film, planlagde foredrag og radioudsendelser og stod for at modtage udenlandske pressefolk og rejsearrangører. Den erhvervsmæssige fløj i foreningen blev styrket, da den socialdemokratisk-radikale regering i årene 1934-1936 engagerede sig stærkere i turismen.  

Til gengæld for meget store statstilskud fik staten og andre offentlige myndigheder bestemmende indflydelse i turistforeningens ledelse. Der blev gennemtrumfet en klarere opdeling i organisationen, hvor det kulturelle og nationale arbejde for danskernes rejser i eget land blev samlet i 'Indlandsafdelingen', der fortsat havde karakter af lokalt arbejde og frivilligt engagement.

Det forøgede statstilskud skulle derimod udelukkende anvendes til at sætte fuldt tryk på at udvikle det kommercielle potentiale i de udenlandske turister, men endnu engang var timingen dårlig, da en ny europæisk storkrig satte stop for planerne.

Chef for Udenrigsministeriets Pressebureau, Anders Jørgen Poulsen.

Anders Jørgen Poulsen (1874-1938) var chef for Udenrigsministeriets Pressebureau, da han i 1934 blev sat i spidsen for Udvalget for Turistpropaganda i Udlandet, der skulle sende dansk turisme i en ny retning. Den socialdemokratisk-radikale regering ønskede en forstærket markedsføring i udlandet, der kunne bidrage til at Danmark et positivt image som verdensmestre i social velfærd. A.J. Poulsen var præsident for Turistforeningen for Danmark 1935-1938. Foto: Det Kgl. Bibliotek 

Konsekvenser af 2. verdenskrig havde tag i Europa længe efter krigshandlingerne var standset. Det var først i løbet af 1950'erne, at der atter kom gang i det internationale rejseliv, men så gik det til gengæld stærkt. Danmark begyndte at tiltrække udenlandske turister i hundredetusindvis. Især København blev en turistdestination af internationalt format, men også udlejningen af private sommerhuse langs Jyllands vestkyst til tyske turister viste sig som en uventet og kommerciel succes.

Danmarks Turistråd 1967-2005

Turistforeningen for Danmark stod i et vadested, og fra mange sider lød det endnu engang, at 'professionalisering' måtte være tidens løsen. I 1960 formanede turistforeningens afgående bestyrelsesformand om, at det kunne være vanskeligt at opretholde turismens dobbelte formål om både udenlandsk markedsføring og fremme af indenlandsk rejseliv.

Båndene mellem de kulturelle og økonomiske betydninger af turismen blev kappet i 1967. Gennem nogle år havde et strukturudvalg arbejdet på det, som blev Den grønne betænkning, og som førte til nedlæggelsen af Turistforeningen for Danmark. Turismens nye slagkraftige hovedorganisation blev Danmarks Turistråd, der med økonomiske midler fra turismeerhvervene og fra staten skulle markedsføre Danmark som rejsemål for udenlandske turister. Turisme var i statens øjne primært et eksporterhverv, der kunne skaffe udenlandsk valuta til landet.

Turismemarkedet blev efterhånden inddelt i tre større hovedområder: Erhvervsturisme, hvor eksempelvis byer som Aalborg, Fredericia og Herning satsede på at tilbyde gode forhold for konferencer og messer; Kystturisme, hvor særligt den jyske vestkyst tiltrak tyske, norske og svenske turister; og Storbyturisme, hvor København fastholdt sin position som en af Europas attraktive storbyer, og hvor Aarhus efterhånden også begyndte at gøre sig bemærket.

 

VisitDenmarks logo fra 2005 med det rødhvide hjerte.

I 2005 skiftede hovedorganisationen for dansk turisme navn til VisitDenmark og indførte det kendte hjertelogo. Arbejdsopgaverne bestod fortsat i international markedsføring, markedsanalyser, rådgivning til operatører og erhverv samt udvikling af nye turismeprodukter. Foto: VisitDenmark

Samvirkende danske Turistforeninger 1967-2011

Oprettelsen af Danmarks Turistråd i 1967 betød, at de kulturelle betydninger af turismen blev fjernet fra organisationens formålsparagraf og arbejdsfelt. De næsten 150 lokale turistforeninger, der havde været det andet ben i den organiserede danske turisme siden forrige århundrede, blev med et slag hjemløse.

Efter 1967 fandt lokalforeningerne i sammen i Samvirkende danske Turistforeninger, der i nogle årtier fortsatte som hovedorganisation for lokalturisme og det indenlandske rejseliv. Uden offentlige tilskud i ryggen sygnede foreningen hen i 1990’erne, og i den lokale turisme begyndte kommunale erhvervsråd at overtage driften af turistkontorerne. Turistforeningerne, der havde været en afgørende faktor gennem det meste af 1900-tallet, blev koblet af værdiskabelsen i den nye, professionaliserede turisme, og i 2011 nedlagde Samvirkende danske Turistforeninger sig selv.

Idéen om turisme som et nationalt kulturelt dannelsesprojekt forsvandt dog aldrig helt. Det fandt plads i skolernes udflugter og lejrskoler, i rejseforeninger, folkelige oplysningsforbund, menighedsråd og i museernes venneforeninger, hvor man ikke rynkede på næsen ad den kulturelle turisme. Her fortsatte idéen om rejsen som et demokratisk og kulturelt møde, der kunne forandre og afsætte varige spor hos turisten.

Et margueritrute-skilt stående i vejkanten tæt ved Gamborg på Fyn.

Margueritruten er en turistrute for cyklister og bilister gennem landets smukkeste vejstrækninger og seværdigheder. Margueritruten kommer gennem alle egne af Danmark og fungerer på den måde som indgang til dansk natur, historie og kultur i traditionen fra 1900-tallets lokale turistforeninger. Margueritruten blev oprettet i 1991 af Turismens Fællesråd, der var et samarbejde mellem turismeerhverv og Samvirkende danske Turismeforeninger om at styrke den indenlandske turisme. Ansvaret for Margueritruten er siden blevet overtaget af Naturstyrelsen. Billedet er fra Gamborg på Fyn. Foto: Naturstyrelsen   


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om artiklen

Forfatter(e)
Mikael Frausing
Tidsafgrænsning
1888 - 2011
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. juni 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Frausing, Mikael: Turistlandet. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2021).

Udgiver
danmarkshistorien.dk