Trolddom i Danmark i 1500- og 1600-tallet

Artikler

Trolddomsprocesserne nåede et højdepunkt i Danmark i 1500- og 1600-tallet. Med reformationen i 1536 blev kirken og kongens indsats overfor troldfolkene samlet i den verdslige lovgivning. Mens de danske teologer efter reformationen både fordømte den gavnlige og den skadevoldende magi, som de mente kun var mulig, hvis troldfolkene indgik en pagt med Djævelen, omfattede den verdslige lovgivning indtil 1617 kun forbud mod skadevoldende trolddom. I befolkningen var der en dybt rodfæstet tro på, at man kunne påvirke naturen og sin egen skæbne gennem gavnlige magiske ritualer.

Den retslige forfølgelse af troldfolk tog først for alvor fart i de sidste årtier af 1500-tallet for at eksplodere i årene efter 1617. I forordningen om troldfolk og deres medvidere fra 1617 blev den teologiske definition af trolddom indoptaget i den verdslige lovgivning som led i en øget moralsk disciplineringsindsats fra kirken og kongemagtens side overfor befolkningen. Ved denne lejlighed forbød man ligeledes både brug og udførelse af gavnlig magi. I praksis var det afgørende imidlertid stadig, om den anklagede havde forvoldt skade med trolddom. Trolddomsprocesserne ebbede ud i slutningen af 1600-tallet, da myndighederne holdt op med at dømme de anklagede. Til trods for dette levede troen på troldfolk videre i befolkningen, nogle steder helt op i moderne tid. 

To konkurrerende trolddomsopfattelser

I teologien er trolddom i århundreder blevet betragtet som en forbrydelse mod Gud, som henholdsvis apostasi og kætteri, dvs. som frafald fra den rette tro og som bevidst vranglære eller afvigelse fra kirkens officielle lære. Sådan var det også i Danmark både før og efter reformationen. Det afgørende i både den katolske og lutherske kirkes fordømmelse var, at enhver form for trolddom og magi fordrede en pagt med Djævelen og dermed et frafald fra Gud. Befolkningen og de verdslige myndigheder delte i udgangspunktet ikke kirkens sort/hvide trolddomsdefinition.

Samtidig med den kristne tradition, hvor man troede på Gud og gik i kirke, var befolkningen nemlig også dybt rodfæstet i en folkelig magisk tradition, der indeholdt forestillinger om, at verden blev styret af naturlige love og sammenhænge, som kunne påvirkes med magi. Her var det springende punkt, om magien gjorde gavn eller skade. Der blev med andre ord skelnet mellem de ’kloge folks’ spådomme, kure og råd mod sygdomme og de mørke kunster, der forvoldte folk skade. Man mente, at troldfolkene ved hjælp af hemmelige magiske ritualer var i stand til at forårsage ulykker såsom dårlig høst, ildebrand, men også sygdom og død blandt husdyr og andre mennesker.   

Efter reformationen i 1536 blev synet på trolddom skærpet markant hos den nye danske fyrstekirkes førende teologer. En skærpelse der dels havde brodden vendt mod den katolske kirke, dels mod befolkningens udøvelse og brug af enhver form for magi.

Trolddom i middelalderens Danmark

Indtil reformationen i 1536 delte kirken og den verdslige øvrighed jurisdiktionen over trolddom i Danmark. Hvor befolkningen kun opfattede den skadevoldende magi som egentlig trolddom, var de gavnlige magiske ritualer, der kunne sikre lykke, helbrede osv., principielt også forkastelige i kirkens øjne. Den gavnlige magis ritualer udfordrede kirkens egne helbredelses- og beskyttelsesritualer og blev betragtet som Djævelens værk. I praksis så man dog med milde øjne på almindelige menneskers dagligdagsmagi. Ikke desto mindre betragtede kirken principielt begge former for magi som kætteri. Kirkens sanktioner bestod primært i bandlysning, dvs. udelukkelse af den skyldige fra det kirkelige fællesskab, men almindeligvis kun indtil denne havde gjort bod og bevist, at vedkommende igen var vendt tilbage til den rette tro.

Modsat kirkens love så var det kun den skadevoldende trolddom, som var reguleret i den verdslige lovgivning. Det var almindelig juridisk procedure i dansk middelalderlovgivning, at den, der havde lidt skade, kunne rejse erstatningskrav mod den, der havde forvoldt skaden. I en bestemmelse i Jyske Lov fra 1241, hvis ordlyd først kendes fra et tillæg fra ca. 1400, fastslås det, at den, der blev sagsøgt for trolddom, skulle forsvare sig ved hjælp af nævn, dvs. ved at få en gruppe personer til at vidne om sagsøgtes uskyld. Denne procedureform fortsatte efter reformationen og blev anvendt i størstedelen af de senere trolddomsprocesser. I Jyske Lov var der altså ikke fastsat nogen bestemt straf for trolddom. Det var op til parterne selv at forhandle sig til en passende erstatning.

Til trods for både kirkelig og verdslig lovgivning på området har vi kun ganske få vidnesbyrd om egentlige trolddomsprocesser før reformationen. Dette kan skyldes, at kildematerialet (retsprotokoller), i det omfang det nogensinde har eksisteret, er gået tabt. Dog skyldes det formentlig i endnu højere grad, at trolddomssagerne var sjældne, og at de få sager, der har været, blev afgjort udenom retten.

Reformationen og teologernes syn på trolddom i 1500-tallet

Efter reformationen fordømte teologerne fortsat begge former for magi, men trolddomsbegrebet blev også udvidet på en måde, som var snævert forbundet med opgøret med den katolske kirke. Det var en generel opfattelse blandt de lærde lutherske teologer, at man levede i de sidste tider, og at dommedag og Jesu genkomst var nært forestående. Tiden var præget af frygt. Frygt for, at man ikke havde levet tilstrækkelig kristent til at sikre sig en plads i Himmeriget på dommens dag, men i stedet var henvist til evige pinsler i Helvede. Det er bl.a. i denne sammenhæng den tyske reformator Martin Luthers (1483-1546) opgør med den katolske kirke skal forstås.

Luther mente, at den katolske kirke havde bevæget sig langt væk fra den sande kristendom, som fandtes i Guds ord alene, dvs. i Bibelen. Mennesket kunne hverken sikre sin frelse eller på anden måde påvirke sin skæbne gennem gerninger, køb af aflad, religiøse ritualer eller helgendyrkelse. Frelsen kunne kun opnås gennem troen alene. For de lutherske teologer var der derfor ingen forskel på de institutionaliserede katolske ritualer og de folkelige magiske ritualer. Ingen af dem havde nogen virkning, men var blot to forskellige udtryk for Djævelens bedrag. Djævelen fik i denne periode en langt mere nærværende og opsøgende rolle end i tiden før reformationen. Djævelen var Guds redskab til at få skilt de sande kristne fra de falske. Det gjorde han ved at lokke og prøve menneskets tro, ved at friste dem til at bruge uvirksomme ritualer og magi, hvorved de gjorde sig skyldige i kætteri. I de lutherske teologers øjne var selveste den katolske kirke faldet for Djævelens forførelse, og dens lære var baseret på kætterske ritualer og afgudsdyrkelse i form af helgendyrkelsen. Teologerne satte i deres anti-katolske propaganda med andre ord lighedstegn mellem katolicisme og trolddom. En kobling som i høj grad også kan findes hos de toneangivende 1500-talsteologer i Danmark. Mange af de magiske formler og ritualer, de kloge folk udførte, indeholdt katolske elementer eller var en direkte overtagelse af nu afskaffede katolske ritualer. Desuden var det problematisk for den nye danske fyrstekirke, at de ’kloge folk’ tilbød magiske forklaringer og helbredelsesmetoder på sygdomme og ulykker, som kirken kæmpede hårdt for at definere som Guds straf for syndig og ukristelig livsførelse.

Den pinefulde bålstraf
Der kendes ingen samtidige gengivelser af hekseafbrændinger fra Danmark. Andre steder i Europa kendes der imidlertid samtidige gengivelser af den pinefulde bålstraf. Motivet er fra en pamflet fra 1555 fra Harzen. Fra: Wikimedia Commons 

Trolddomslovgivning og forfølgelsen af trolddom i 1500-tallet

Til trods for teologernes advarsler og fordømmelser var det svært for befolkningen at begribe, hvorfor århundreders religiøs praksis nu pludselig blev udråbt til trolddom. De teologiske argumenter om frafald fra troen og forbindelsen til Djævelen var svære at forstå for den uuddannede bondestand. Selvom teologerne gang på gang fremhævede, at den gavnlige magi var lige så syndig i Guds øjne som den skadevoldende trolddom, var myndighederne tilbageholdende med at lovgive imod den gavnlige magi. Tværtimod synes myndighederne snarere at have været påpasselige med at sikre de tiltalte troldfolks retssikkerhed ved ad flere omgange i løbet af 1500-tallet at stramme proceduren omkring trolddomsprocesserne til fordel for den mistænkte.

Den Københavnske Reces fra 1547 indeholdt to bestemmelser, der fik betydning for trolddomsprocesserne. Den ene bestemmelse fastslog, at man ikke måtte tillægge vidneudsagn fra tyve, troldfolk eller andre dømt for uærlige forbrydelser værdi i retten. Dette fik især betydning i forbindelse med troldfolkenes udlæggelser af hinanden. Udlæggelser måtte ikke fremlægges som bevis, men måtte i praksis suppleres med troværdige vidneudsagn om, at den mistænkte vitterligt havde brugt trolddom. Den anden bestemmelse forbød brug af tortur, før der var faldet dødsdom i sagen, således at man ikke kunne lægge en fremtvungen tilståelse til grund for domfældelsen. Endelig blev det i 1576 fastslået, at enhver, der blev fundet skyldig i trolddom ved 1. instans ved herreds-, birke- eller bytinget, automatisk skulle have sin sag prøvet ved 2. instans på landstinget, før end den endelige dom kunne afsiges. På den måde sikrede myndighederne, at sagen også blev prøvet af upartiske dommere.

Landstinget
Kobberstik fra Ostersen Veylles juridiske opslagsværk fra 1652. Motivet viser en situation fra Landstinget. Landsdommeren ses til venstre i billedet med hat og siddende ved et bord på en forhøjning. Foran står de implicerede parter med hatten i hånden og fremfører deres sag.  Fra 1576 skulle alle trolddomssager prøves ved landstinget inden en eventuel dødsdom måtte eksekveres. Fra: Danmarks Riges Historie (1896-1907)

Det er ikke muligt at få et fuldt overblik over antallet af trolddomsprocesser i 1500-tallet pga. kildesituationen. Dog peger undersøgelser af det bevarede retslige materiale på et forholdsvist lavt antal processer, men også på, at antallet af processer øgedes støt i anden halvdel af 1500-tallet. Formentlig var 1500-tallets skærpede procedure i trolddomslovgivningen med til at begrænse antallet af processer, så de i første omgang ikke spredte sig ukontrolleret.

Luthersk ortodoksi og trolddomsprocesserne i 1600-tallet

En af de væsentligste forandringer, som reformationen førte med sig, var, at kongen blev gjort til overhoved for kirken. Det var nu kongens ansvar at sikre, at den rette tro blev praktiseret i landet. Dette indebar omvendt et ansvar for at udrydde al falsk religion, herunder trolddom, ellers ville Gud straffe hele landet. I forsøget på at skabe lydige, rettroende kristne undersåtter søgte kongemagt og kirke i forening i stadig stigende grad at regulere og disciplinere befolkningens adfærd og moral. Denne regulering var allerede begyndt under Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559), men tog gradvis til i styrke og kulminerede under Christian 4. (født 1577, regent 1588-1648), hvor en ortodoks luthersk kristendomsforståelse, der fokuserede på rettroenhed og tilbagevendende bod og anger af synder, blev dominerende. Christian 4.s regeringsperiode er derfor ofte blevet betegnet som den lutherske ortodoksis periode, fordi Luthers lære blev den eneste legitime teologiske lære.

I forbindelse med fejringen af 100-året for Luthers offentliggørelse af sine 95 teser mod afladshandel i 1617 udsendte Christian 4. tre forordninger, som greb ind overfor unødig luksus ved bryllupper og begravelser, overfor løsagtige personer og endelig overfor trolddom. 1617-forordningen om troldfolk og deres medvidere, også kaldet ’trolddomsforordningen’, markerede på flere måder en radikal ændring i myndighedernes syn på trolddom. Forordningen kriminaliserede nemlig for første gang både udøverne af den gavnlige magi og den skadevoldende magi, ligesom den kriminaliserede de ’kloge folks’ klienter. Samtidig blev det en kollektiv pligt at rejse sag mod troldfolk, hvis man fik kendskab til sådanne. Modsat 15- og 1600-tallets teologer, som forbandt al magi med en overenskomst med Djævelen, skelnede forordningen rent sanktionsmæssigt imellem udøvere af ikke-skadevoldende magi (helbredelser og spådomme) og de ’rette troldfolk’, som havde indgået en pagt med Djævelen og udøvede skadevoldende trolddom. Mens de rette troldfolk skulle straffes med bålet, skulle udøverne af gavnlig/ikke-skadevoldende magi landsforvises, og deres ejendom konfiskeres af myndighederne. Troldfolkenes klienter skulle i førstegangstilfælde stå offentligt skrifte og betale en bøde udmålt efter deres betalingsevne. Ved gentagelsestilfælde skulle de straffes som udøveren.

Allerede i årene op til 1617 var der en markant stigning i antallet af sager, men efter udstedelsen af trolddomsforordningen eksploderede antallet af trolddomssager. Omkring 60 % af alle registrerede trolddomssager i Jylland, der er den landsdel, som har det mest komplette kildemateriale, fandt sted i de første ti år efter forordningens udstedelse. Til trods for at der var åbnet op for retsforfølgelse af udøvere af gavnlig magi, angik langt de fleste rejste sager skadevoldende trolddom. De anklagede var mestendels midaldrende eller ældre kvinder. Djævlepagten og afsværgelsen af Gud, som var det afgørende i lovgivningen, spillede imidlertid stort set aldrig nogen rolle før domfældelsen. Her var det alene spørgsmålet om der var forvoldt skade, som var i spil. Først under afhøringen af den dømte efter domfældelsen, der ofte foregik under tortur, trådte den teologiske kobling mellem trolddom, djævlepagt og afsværgelsen af Gud frem i de dømtes tilståelser. Formålet med den efterfølgende afhøring var at få den dømte til at udlægge eventuelle medsammensvorne samt tilstå, hvor og hvordan vedkommende havde givet sig selv til Djævelen.

Mideplade i Ribe for Maren Splids
Mindeplade over danmarkshistoriens måske mest kendt heks, Maren Spilds fra Ribe. Fra: Wikimedia Commons

Trolddomsprocessernes ophør

Efter det voldsomme udbrud af hekseprocesser i de første ti år efter 1617-forordningen, faldt antallet af processer i Jylland dramatisk og ebbede stort set ud fra slutningen af 1650’erne, dog med en kort opblomstring i 1680’erne. Omkring halvdelen af de i alt 494 trolddomsprocesser, som blev ført ved det nørrejyske landsting i Viborg i løbet af hele 1600-tallet, endte med, at landstinget stadfæstede 1. instans’ dom over troldfolkene, mens den anden halvdel blev frifundet. Den sidste danske heks blev brændt på bålet på Falster i 1693. Selvom ingen blev dømt til bålet herefter, fortsatte processerne i de østlige dele af landet helt op i begyndelsen af 1700-tallet. Fra 1708 kendes et tilfælde, hvor det fynske landsting omstødte en afsagt bålstraf afsagt ved et birketing.

Trolddomsprocesserne var altså stort set ebbet ud, da Danske Lov blev udstedt i 1683. Her gentog man i næsten uændret form 1617-forordningens bestemmelser og opfordring til myndighederne om at forfølge troldfolkene.

Til trods for Danske Lovs trolddomsbestemmelser blev det snart stort set umuligt at få troldfolk dømt til bålet. I 1686 bestemte Christian 5. (født 1646, regent 1670-1699), at alle skyldige kendelser for trolddom afsagt på landstingene skulle prøves ved Højesteret. Anledningen var en regulær heksejagt på Djursland i årene forinden, hvor herremanden Jørgen Arenfeldt til Rugård (1644-1717) havde førte en række spektakulære trolddomssager. Jørgen Arenfeldt havde overtrådt stort set samtlige retslige spilleregler for at få heksene dømt og få dem til at udlægge andre hekse. Christian 5.s intervention betød, at kun ganske få hekse endte på bålet herefter.

Det er stadig et åbent spørgsmål, hvorfor man holdt op med at brænde og føre processer mod troldfolk i Danmark. Forskningen har peget på en lang række forklaringer, bl.a. ændringer i befolkningens og ikke mindst den intellektuelle magtelites syn på trolddom. Men processernes ophør betød ikke, at troen på troldfolkene forsvandt fra befolkningens bevidsthed. I mange år fremover, nogle steder et stykke op i 1900-tallet, chikanerede og forfulgte man stadig folk, man mistænkte for at udøve trolddom.

Om artiklen

Forfatter(e)
Louise Nyholm Kallestrup, Michael Nobel Hviid
Tidsafgrænsning
1500 -1700
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. marts 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Johansen, Jens Chr. V.: Da Djævelen var ude… Trolddom i det 17. århundrede (1991).

Kallestrup, Louise Nyholm: ”De besmittede og de skyldige: om kætteri og trolddom i det efterreformatoriske Danmark” i Religionsvidenskabeligt tidsskrift, nr. 59 (2012), s. 55-72.

Kallestrup, Louise Nyholm: I pagt med Djævelen. Trolddomsforestillinger og trolddomsforfølgelser i Italien og Danmark efter Reformationen (2009).

Tørnsø, Kim: Djævletro og folkemagi. Trolddomsforfølgelse i 1500- og 1600-tallets Vestjylland (1986).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Louise Nyholm Kallestrup, Michael Nobel Hviid
Tidsafgrænsning
1500 -1700
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. marts 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Johansen, Jens Chr. V.: Da Djævelen var ude… Trolddom i det 17. århundrede (1991).

Kallestrup, Louise Nyholm: ”De besmittede og de skyldige: om kætteri og trolddom i det efterreformatoriske Danmark” i Religionsvidenskabeligt tidsskrift, nr. 59 (2012), s. 55-72.

Kallestrup, Louise Nyholm: I pagt med Djævelen. Trolddomsforestillinger og trolddomsforfølgelser i Italien og Danmark efter Reformationen (2009).

Tørnsø, Kim: Djævletro og folkemagi. Trolddomsforfølgelse i 1500- og 1600-tallets Vestjylland (1986).

Udgiver
danmarkshistorien.dk