Tamperretterne - domstolene til behandling af ægteskabssager, 1542-1797

Artikler

Tamperretter var betegnelsen for de særdomstole, der blev oprettet efter reformationen til at dømme i ægteskabssager. Før reformationen i 1536 hørte ægteskabssager om f.eks. hor, lejermål og incest under den kirkelige jurisdiktion, men med Ribeartiklerne i 1542 blev sagerne placeret ved en regulær ægteskabsdomstol med et dommerkollegie bestående af både gejstlige og verdslige. Tamperretterne havde en kongelig, verdslig embedsmand som leder og en række af kirkens folk som menige dommere. Domstolen blev oprettet for at råde bod på, at der efter opgøret med den katolske kirke i 1536 opstod usikkerhed om ægteskabsretten og særligt sager om sex uden for ægteskabet. Lovgivningen var fastlagt i Kirkeordinansen fra 1537, der bl.a. angav reglerne for et lovformeligt ægteskab efter de lutherske retningslinjer. Fra 1582 blev en mere detaljeret regulering af ægteskabsretten fastslået i Ægteskabsordinansen, der indeholdt bestemmelser om bl.a. trolovelser, ægteskabshindringer, og hvilke forhold der kunne opløse et ægteskab. 

Retten blev holdt fire gange om året på de såkaldte tamperdage, dvs. de fire kvartårlige fastedage, quattuor tempora. Domstolene eksisterede i hele landet, men særligt på Sjælland var der fra slutningen af 1600-tallet en tendens til at underlægge den andre institutioner. Tamperretterne blev endeligt afskaffet i 1797, hvorefter sager om brud på ægteskab og skilsmisse blev behandlet ved den anklagedes lokale domstol på lige fod med andre civile sager.

Kirkens domstole og kanonisk ret i middelalderen

I middelalderen var det danske kirkesamfund baseret på kanonisk ret, der var det katolske lovsystem for den europæiske kirke. Kanonisk ret eksisterede parallelt med kongens lovgivning i det danske rige og betød, at der var tale om en todelt jurisdiktion, altså to typer domstole, der dømte ud fra hver sit sæt af regler. Dette fungerede ved, at sagerne var delt op imellem den verdslige og den gejstlige domstol, så hver havde sit ansvarsområde – i hvert fald i teorien – uden overlap eller grobund for magtkampe. Ægteskabssager var knyttet til den kirkelige domstol, fordi ægteskabet var et sakramente, og fordi et brud på principperne om et lovformeligt ægteskab, som eksempelvis utroskab, blev betragtet som et brud på guddommelige principper.

Reformationens brud med kirkens domstole fra 1536

Reformationen i 1536 betød ikke alene, at den danske konge løbende overtog kirkens jordiske gods, han overtog også de ansvarsområder i samfundet, som kirken hidtil havde haft, heriblandt ansvaret for de undersåtter, der ikke overholdt reglerne for ægteskabet.

I Kirkeordinansen fra 1537 blev der lagt op til, at stort set alle sagstyper, der tidligere havde hørt under den kirkelige domstol, overgik til verdslige. I visse tilfælde kunne embedsmændene søge støtte fra kirkens folk, der kunne bidrage med en religiøs forståelse, som de verdslige embedsmænd ikke tidligere havde haft behov for, og fordi der ikke var udtømmende verdslig lovgivning umiddelbart efter reformationen. Dette imødekom dog ikke alle udfordringerne, og der opstod hurtigt et voksende problem med ægteskabssager, særligt knyttet til utroskab eller ved ønske om skilsmisse.

Side fra retsprotokol fra Tamperetten i 1706

Tamperrettens retsprotokoller som denne vidner om, hvilke sager der kom for retten, hvordan folk forsvarede sig, og hvilken dom de fik. På billedet ses udskriften fra en sag ved domstolen i maj 1706 i retsprotokollen fra Tamperretten for Sjællands stift, 1698-1754. Fra: Arkivalieonline, Rigsarkivet

Ribeartiklerne af 1542: Tamperretterne opstår

Kun fem år efter Kirkeordinansen kom endnu en lov i form af Ribeartiklerne fra 1542, der skulle imødekomme nogle af de juridiske vakuummer, som reformationen havde efterladt. Ribeartiklernes § 3 vidner om, at der var stor usikkerhed om, hvordan ægteskabssager skulle behandles juridisk. Det er tydeligt ud fra lovens tekst, at ægteskabet stadig blev betragtet som helligt og derfor knyttet til kirken. Derfor blev der nu også oprettet en særskilt domstol, Tamperretten, der både skulle bestå af gejstlige og verdslige embedsfolk, og som udelukkende skulle behandle ægteskabssager.

Det juridiske grundlag var som udgangspunkt Kirkeordinansen og Ribeartiklerne, men disse tilbød ikke en fuldkommen ensartethed i forhold til ægteskabets mange facetter. Ægteskabsordinansen af 19. juni 1582 rettede op på dette med en samlet behandling af ægteskabet som institution, herunder trolovelse, opløsning af ægteskab og hindringer. Denne ordinans sikrede ensartet lovgivning og blev domstolens juridiske grundlag.

Tamperretternes sammensætning og funktion

Denne domstol trådte sammen flere steder i landet, fire gange årligt på de såkaldte tamperdage (fire kvartårlige fastedage), og derfor fik de hurtigt tilnavnet Tamperretterne. De blev organiseret omkring en leder og en række dommere. Lederen for domstolen var stiftslensmanden og senere stiftamtmanden, der begge var kongelige embedsmænd. Derudover havde hver domstol et antal kirkelige folk, der typisk var toppen af det tilknyttede domkapitel. Alternativt var det en samling af lærde mænd eller sognepræster, der boede så tæt på domstolens leder som muligt.

Domkapitlerne blev i forbindelse med indførelsen af enevælden i 1660 nedlagt, hvilket krævede en omorganisering af Tamperretterne. For Sjællands vedkommende betød det, at Tamperretten i 1681 blev lagt ind under Københavns Universitet frem for Roskilde domkapitel. Dette blev begyndelsen på en generel centralisering af Tamperretternes virke, og i 1771 blev den for Sjællands vedkommende lagt under Hof- og Stadsretten. Domstolen blev opløst efter Forordning om Tamperrettens afskaffelse i Danmark og Norge den 1. december 1797. Efter domstolenes nedlæggelse blev sager om ægteskaber udlagt til de lokale domstole og talte dermed som enhver anden lovovertrædelse.

Prospekt af Tamperetten for Sjælland fra 1754

Prospect fra Tamperetten i København, 1754. Tamperretten på Sjælland var oprindeligt knyttet til domkapitlet i Roskilde, men efter at kapitlerne forsvandt med indførelsen af enevælden, blev Tamperretten på Sjælland i stedet knyttet til Københavns Universitet i 1681. I 1771 blev Tamperretten flyttet til Hof- og Stadsretten. Kobberstik fra: Det Kgl. Bibliotek  

Om artiklen

Forfatter(e)
Christina Lysbjerg Mogensen
Tidsafgrænsning
1542 - 1797
Sidst redigeret
20. november 2020
Litteratur

Kjær, Morten, Guds og øvrigheds straf – centralmagt og sædelighed i Danmark-Norge, Ex Tuto (2017)

Kjær, Morten og Helle Vogt: En dansk retshistorie: fra middelalder til grundlov, København (2020)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk