Stjernfelt og Kjældgaard: Protestantisme og politik. Leder i Kritik 2010

Kilder

Kildeintroduktion:

I denne lederartikel fra tidsskriftet Kritik fra 2010 argumenterer Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard imod den opfattelse, at europæisk oplysning og ytringsfrihed - og i forlængelse heraf dansk demokrati - havde  historiske rødder i Martin Luthers tanker og i den protestantiske reformation i 1500-tallet. Lederartiklen var en polemisk indramning af temanummeret "Protestantisme og politik", der indeholdt seks artikler, som på forskellig vis undersøgte reformationens indflydelse på det danske samfund.

Anledningen til udgivelsen af temanummeret var blandt andet, at Undervisningsministeriet i 2008 havde udgivet en 'Demokratikanon' med 35 punkter. Kanonen havde til formål "at styrke kendskabet til de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på", og som punkt nummer fem var reformationen optaget på listen. Optagelsen i demokratikanonen var baseret på - og et meget synligt udtryk for - den opfattelse, at reformationen var medvirkende til udviklingen af de ideer om individets frihed, der blev bærende i vestlig og dansk demokratisk tankegang.

I lederartiklen kritiserer Stjernfelt og Kjældgaard stærkt denne udlægning af reformationen, som de kalder en 'myte' og 'historieforfalskning'. Debatten fortsatte, da Søren Krarup tog til genmæle i tidsskriftet Tidehverv, hvor han beskyldte Stjernfelt og Kjældgaard for at føre 'religionskrig' og for ikke at have forstået Luthers tanker.

I 2017 markerede man i Danmark og Europa 500-året for reformationens begyndelse. I forbindelse med jubilæumsfejringerne blev det atter fremført fra flere sider, at reformationen havde været et vigtigt skridt på vejen mod nutidens demokratiske samfund. Med debatbogen "Syv myter om Luther" gentog og uddybbede Stjernfelt sin kritik af denne opfattelse og argumenterede for, at Martin Luther på de fleste punkter stod i opposition til de bærende principper i moderne, liberale samfund.  

Protestantisme og politik

En mærkelig myte hjemsøger Danmark. Myten har bredt sig, netop som interessen i oplysningen og den historie vokser. Myten lyder, at selve årsagen til europæisk oplysning og ytringsfrihed er ingen ringere end - Martin Luther! Ved således at rodfæste oplysningen i reformation og protestantisme får man det til at se ud som om oplysningen er både kristen og en "dansk værdi" - ja, som noget der gror direkte ud af hjemlig, hellig muld.

Det er imidlertid en grov og selvfed historieforfalskning. Det nærmeste, Luther kom oplyste temaer, var, at han som ung krævede frihed - vel at mærke hans egen frihed til kætteri imod paven. Friheden angik ikke nogen som helst andre strømninger eller tanker. Så såre Luther fik den mindste magt, var han lige så rabiat over for anderledes tænkende som den katolske kirke - ja, værre. Han var sammenbidt antisemit og krævede nedbrænding af alle jødiske ejendomme og fordrivelse af jøderne. Han indførte forbud mod fremstilling og besiddelse af katolske bibler. Også skrifter af konkurrerende reformatorer blev forbudt og straffet med døden. Reformationens såkaldte "venstrefløj" viste han ingen nåde - gendøbere og "sværmere" skulle lide døden. Oprørske bønder skulle med en berømt vending slås ned "som gale hunde". Åndssvage børn havde ingen sjæl og skulle dræbes, ligesom han med ildhu krævede afbrænding af hekse. Over for tyrkerne, som var djævelens instrumenter, kunne man ikke være grusom nok. 

At oplysningens skillelinje mellem stat og kirke skulle stamme fra Luthers skel mellem det åndelige og det verdslige regimente, er ren mytologi. Tværtimod allierede Luther sig med tyske fyrster, og lutherske stater oprettede prompte statskirker. Den verdslige straffelov i disse stater indførte i stort omfang Moseloven og kriminaliserede gerninger, der ikke før havde været forbrydelser, og strammede straffen for andre. De lutherske stater var ikke demokratiske - tværtimod var de absolutistiske, og mange områder blev styret af stat og statskirke i fællig[1]. Især blasfemi forfulgte Luther. Endnu i Danske Lov fra 1683 har vi en blasfemiparagraf, der overgår Pakistans. Ifølge den skal gudsbespotteren have tunge skåret ud i levende live, derefter skal hånden hugges af (hvis den har været delagtig i blasfemien), endelig skal hovedet afhugges. Sluttelig skal disse legemsdele udstilles til skræk og advarsel.

Det er sigende, at disse drakoniske bestemmelser fastsættes tretten år efter det første afgørende krav om fuld ytringsfrihed og tolerance – libertas philosophandi – fremsættes i den spirende oplysning, i Spinozas Tractatus Theologico-Philosophicus fra 1670.[2] Det var oplysningen – og på ingen måde reformationen – der bragte disse tanker ind i europæisk kultur. Oplysningen havde naturligvis mange kilder, i antikken, hos renæssancens fritænkere og ateister – men dens første afgørende gennembrud var den sækulære andengenerationsindvandrer, jøden Spinoza. Den radikale oplysning, Spinoza, Bayle, Diderot, d’Holbach[3] og mange andre måtte kæmpe en lang, sejg og livsfarlig kamp imod kristendommen, både i dens lutherske, calvinske og katolske varianter. De mærkede ikke noget til, at oplysning og ytringsfrihed skulle stamme fra reformationen. Først i løbet af 1800-tallet bredte disse principper sig for alvor i europæisk politik – i Danmark med Grundloven 1849 – efter en hård kamp imod kirke og enevælde.

Det eneste halmstrå, denne rystende historieforfalskning har at klynge sig til, er, at visse begivenheder i reformationen gavnede oplysningen – helt imod reformatorernes intention. At almindelige mennesker lærte at læse var for at indoktrinere dem med katekismen – det viste sig imidlertid, at en stigende mængde af dem efterhånden begyndte at bruge denne nye evne til at sætte sig ind i mere oplyste tanker. Hertil kom, at reformationen skabte en række sprækker mellem kirkernes autoritet, hvor oplysning kunne pible frem. Fx. bevirkede huguenotternes[4] uddrivelse fra Frankrig, at disse veluddannede protestanter som flygtninge bosatte sig rundt omkring i Nordeuropa, hvor de ikke hørte under nogen af de existerende statskirkers jurisdiktion. Derfor kunne oplysning brede sig blandt sækulære huguenotter. Men det har intet som helst med reformationens teologi eller politik at gøre. Det er lutter overtro.

Man hører ofte, at det islam har brug for, er en Luther. Hm – en antisemitisk, teokratisk,[5] skriftfundamentalist med blodtørst over for anderledes tænkende? Sådan en har islam da allerede – han hedder Osama bin Laden[6].


Ordforklaringer m.m.

[1] I fællig: i fællesskab

[2] Baruch Spinoza (1632-1677): hollandsk-jødisk filosof. I værket ’Teologisk-filosofisk afhandling’ fra 1670 argumenterer Spinoza for, at Biblen er en historisk og menneskeskabt tekst (dvs. ikke guddommelig) og for trosfrihed.

[3] Baruch Spinoza (1632-1677); Pierre Bayle (1647-1706); Denis Diderot (1713-1784); Paul-Henri Thiry d’Holbach: fremtrædende filosoffer I oplysningstiden.

[4] Huguenotter: franske protestanter, der flygtede fra Frankrig, da protestantisme blev erklæret ulovlig i 1685. En del huguenotter bosatte sig i København og i Fredericia.

[5] Teokratisk: styreform baseret på religion og at magten i et samfund udøves på Guds vegne (gudsstyre).

[6] Osama bin Laden (1957-2011): terrorist og grundlægger af det militante islamistiske terrornetværk al-Qaeda, der stod bag angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001. Dræbt af amerikanske specialtropper i 2011. 


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om kilden

Dateret
01.03.2010
Oprindelse
Kritik, årgang 43, nr. 195 (2010)
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. januar 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Fink-Jensen, Morten: Den danske reformation, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2020).

Stjernfelt, Frederik og Kjældgaard, Lasse Horne (red.): Protestantisme og politik, Kritik nr. 195 (2010)

Stjernfelt, Frederik: Syv myter om Martin Luther (2017)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
01.03.2010
Oprindelse
Kritik, årgang 43, nr. 195 (2010)
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. januar 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Fink-Jensen, Morten: Den danske reformation, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2020).

Stjernfelt, Frederik og Kjældgaard, Lasse Horne (red.): Protestantisme og politik, Kritik nr. 195 (2010)

Stjernfelt, Frederik: Syv myter om Martin Luther (2017)

Udgiver
danmarkshistorien.dk