Skilsmissens århundrede

Artikler

Antallet af skilsmisser steg dramatisk i løbet af 1900-tallet. Det gjaldt i Danmark som i de fleste vestlige lande. I 1800-tallet var skilsmisse sjælden, og hos de fleste forbundet med stor skamfølelse.  Ny lovgivning i 1920'erne moderniserede skilsmisse- og familielovgivningen og bevirkede bl.a. økonomisk ligestilling mellem kønnene og skilsmisse ved gensidig overenskomst. Stigningen i skilsmisser var stærkest i slutningen af 1960'erne, men antallet har i andre perioder stagneret eller ligefrem vist svagt faldende tendens. I 2013 blev der indført NemID-skilsmisse, der fjernede den obligatoriske separationsperiode for par, der var enige om skilsmisse.    

Ægtefolk har til alle tider fundet måder at opløse deres ægteskab på. Selv da skilsmisse ikke var muligt ifølge loven, kunne den ene ægtefælle fx bare rejse sin vej og blive væk. I løbet af 1900-tallet steg antallet af skilsmisser i Danmark imidlertid dramatisk. Mens ca. 1-2 % af alle ægteskaber i slutningen af 1800-tallet endte i skilsmisse, gjaldt det 100 år senere over 44 %. Tallene dækker endda kun over lovformeligt gifte par, der siden blev skilt ad lovens vej. De siger altså ikke noget om dem, der nøjedes med at gå fra hinanden, eller om de papirløse forhold, der blev ophævet gennem århundredet. Den reelle stigning i ophævede faste parforhold er efter alt at dømme endnu højere, end skilsmissekurven giver indtryk af.

Udviklingen var ikke jævn. Umiddelbart efter 2. verdenskrig steg antallet af skilsmisser hastigt, og fra slutningen af 1960'erne tog kurven sin stejleste stigning. I andre perioder faldt antallet af skilsmisser. Det gjaldt fx i nogle år under kernefamiliens glansperiode i 1950’erne og under højkonjunkturperioden i 1990’erne. Der var også stor forskel på land og by. København havde konsekvent landets højeste skilsmisseprocent, mens skilsmisse længe forblev en sjældenhed i mange mindre landsbysamfund.

Alligevel er det overordnede billede det samme i Danmark som i rigtig mange andre vestlige lande: 1900-tallet var skilsmissens århundrede. Ægteskabsopløsning gik fra at være en relativt usædvanlig og ofte skambetonet affære til at være så almindelig, at stort set alle i landet har haft en skilsmisse tæt inde på livet.

Brudepar med sortklædt brud fra 1800-tallet

I anden halvdel af 1800-tallet og et stykke ind i 1900-tallet var den mest almindelige farve på brudekjolen ikke hvid, men sort. Det var praktisk, for så kunne den bruges igen, fx som søndagskjole. Fra 1880’erne begyndte de rige og moderigtige at iklæde sig den mere eksklusive hvide brudekjole. Først efter Første Verdenskrig blev den udbredt i befolkningen. Et brudepar fra Nexø i 1890'erne. Fra: Fotohistorie.dk

Kærlighed og ægteskab

Kærligheden har erobret og undermineret ægteskabet. Det hævder den amerikanske historiker Stephanie Coontz lidt kækt. Før udgangen af 1700-tallet var ægteskabet primært en praktisk foranstaltning og en strategisk alliance mellem familier. For mange var kærlighed mellem mand og kone en bonus, ikke et krav. Derfor var skilsmisser uhyre sjældne. Men da romantiske idealer om det gode ægteskab voksede frem, steg skilsmisseraten i Europa og Nordamerika. Drømmen om følelsesmæssig intimitet og ømhed lagde altså kimen til en krise i den ægteskabelige institution og til det eskalerende antal skilsmisser.

Selv om en del af forklaringen til skilsmisserevolutionen skal findes i netop de anderledes og voksende forventninger til ægteskabet, er der dog også andre grunde. Industrialisering, urbanisering og forandrede forhold mellem kønnene har haft en radikal betydning for familielivet.

På bondegårdene i 1800-tallets landbrugssamfund indgik man i et arbejdsfælleskab med en klar kønsbetinget arbejdsdeling. Mens mændene tog sig af landbruget og gårdens drift, var kvinderne ansvarlige for en række opgaver såsom malkning, slagtning, tekstilfremstilling, syning og madlavning, ligesom de også ofte hjalp til med høsten. Dertil kom børneomsorg og -opdragelse. I de fattigere landarbejderfamilier, hvor man måtte sælge sin arbejdskraft uden for hjemmet, var fordelingen lige så klar.

Lige så lidt som hustruen kunne klare sig uden sin mand, kunne han klare sig uden hende, og tanken om skilsmisse var derfor fjern. Ægteskabet var ens skæbne, og man blev sammen, selv når det for nogle indebar at leve i årevis med utroskab, druk og vold.

I takt med at flere flyttede ind til byerne og fik job i den fremvoksende industri, blev den gensidige afhængighed mellem ægtefællerne svækket. I løbet af 1900-tallet faldt andelen af husmødre markant, og flere og flere kvinder blev i stand til at klare sig selv økonomisk. I Danmark som i mange andre lande kan man se en sammenhæng mellem kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og væksten i antallet af skilsmisser.

Karen Blixen

Forfatteren Karen Blixen (1885-1962) kritiserede skarpt samtidens ægteskab. I hendes øjne var institutionen blevet tømt for indhold. Frem for at være et arbejdsfællesskab baseret på gensidig afhængighed som før byggede ægteskabet nu på forelskelse og kærlighed. En stabil relation kunne ikke hvile på den slags luftige følelser. Foto: Rie Nissen / VISDA / Det Kgl. Bibliotek

Skilsmisse i 1800-tallet

Ved indgangen til 1900-tallet var dansk skilsmisselovgivning endnu Christian 5.s Danske Lov fra 1683. Grundlaget for skilsmisseretten stammede altså fra en tid, da samfundet, moralbegreberne og kønsordenen så helt anderledes ud.

Ifølge Danske Lov kunne ægteskabet kun ophæves under helt særlige betingelser. Det var kun muligt at få skilsmisse, hvis den ene part havde begået groft brud på de ægteskabelige forpligtelser eller måtte betragtes som uegnet som ægtefælle. Hor, bigami, rømning og livsvarig landsforvisning eller fredløshed var gyldige skilsmissegrunde. Derudover kunne man få skilsmisse, hvis ens ægtefælle havde en smitsom sygdom eller led af impotens. Dog kun hvis det kunne bevises, at tilstanden havde eksisteret inden vielsen, og at den var blevet bragt 'svigagtigt' ind i ægteskabet.

Fra slutningen af 1700-tallet havde der imidlertid udviklet sig en administrativ praksis, der gjorde det muligt at opnå skilsmisse af andre årsager end dem, der var nævnt i Danske Lov. I 1790, året efter Den Franske Revolutions udbrud, da oplysningstidsidéer og liberale vinde blæste ind over landet, fik to separerede par skilsmisse ved kongelig bevilling. Grundlaget for bevillingen var ganske enkelt og bemærkelsesværdigt, at ægtefællerne ikke længere ønskede at leve sammen. Bevillingerne aftegnede dermed en ny opfattelse af ægteskabet som en verdslig kontrakt, der kunne ophæves ved fælles overenskomst. En lempelig bevillingspraksis var skudt i gang, og efterhånden blev de fleste skilsmisser ordnet med bevilling.

Selv om skilsmisse stadig var sjældent i 1800-tallet, var det i princippet muligt at få opløst sit ægteskab på baggrund af druk, mishandling eller manglende forsørgelse, men også hvis begge ægtefæller slet og ret blev enige om sagen. Godt nok skulle man først til mægling både hos en præst og hos amtmanden, og godt nok skulle man være separeret i tre år, før man kunne blive skilt. Men hvis man virkelig ville gå fra hinanden, var det muligt.

Skilsmisselovgivning

Med nye love i 1922 og 1925 fik Danmark en ny, moderne familie- og skilsmisselovgivning. Lovene etablerede formel økonomisk ligestilling mellem ægtefællerne, og samtidig blev principperne for den liberale bevillingspraksis nu indskrevet i loven. Separationsperioden blev sat ned til halvandet år, hvis parterne var enige om at søge separation, og to år, hvis kun den ene part ønskede at opløse ægteskabet.

En lederskribent i Kristeligt Dagblad konstaterede misfornøjet: "Grundsætningen i dette lovforslag er den, at "ægteskabet skal ikke bindes i knude, men i sløjfe."" Ak, hans og hans ligesindedes kamp var forgæves. I løbet af århundredet blev det lettere at opløse et ægteskab. Først og fremmest blev det muligt for den ene ægtefælle ensidigt at opnå separation, også selv om den anden hverken havde forbrudt sig imod ægteskabet eller givet sit samtykke til separationen. Derudover indførte lovgiverne flere direkte veje til skilsmisse.

En lovrevision i 1969 fjernede parternes skyldsforhold endeligt og forkortede separationsperioden til et år. Fra 1989 blev den obligatoriske separationsperiode for par, der var enige om skilsmisse, reduceret til seks måneder, mens ensidig skilsmisse krævede 12 måneders separation. Dog kunne man i forbindelse med krænkelser såsom utroskab eller vold få øjeblikkelig skilsmisse.

Da Folketinget i 2013 indførte NemID-skilsmisse, forsvandt den sidste skilsmissehindring for par, hvor begge ægtefæller var enige. For par, hvor kun den ene ægtefælle ønskede skilsmisse, blev separationsperioden forkortet til et halvt år. En obligatorisk separationsperiode blev kortvarigt genindført for par med børn, men den er nu afskaffet igen.

Ægteskabet har dermed i juridisk henseende bevæget sig fra at være en tæt på uopløselig enhed i Danske Lov til at være en valgfri kontrakt mellem to individer. Man kan undlade at lade sig vie til at begynde med. Og har man giftet sig, kan man relativt nemt komme ud af ægteskabet igen.

Om artiklen

Forfatter(e)
Karen Vallgårda
Tidsafgrænsning
1900 - 2021
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. januar 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Vallgårda, Karen: Skilsmisser. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2021).

Christoffersen, Mogens Nygaard: Familiens udvikling i det 20. århundrede. Demografiske strukturer og processer (2004).

Ottosen, Mai Heide: Delebørn. Det vi ved, det vi gør – og det børnene siger (2016).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Karen Vallgårda
Tidsafgrænsning
1900 - 2021
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. januar 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Vallgårda, Karen: Skilsmisser. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2021).

Christoffersen, Mogens Nygaard: Familiens udvikling i det 20. århundrede. Demografiske strukturer og processer (2004).

Ottosen, Mai Heide: Delebørn. Det vi ved, det vi gør – og det børnene siger (2016).

Udgiver
danmarkshistorien.dk