Roskildekrøniken om slaget ved Fodevig og kong Niels' død 1134

Kilder

Kildeintroduktion:

I 1134 kom det til et stort slag ved Fodevig i Skåne. Danmark var på dette tidspunkt midt i en borgerkrig om tronfølgen, på grund af den siddende konge Niels' (død 1134) høje alder. Borgerkrigen var brudt ud i 1131, da Niels' søn, Magnus (død 1134), havde dræbt sin fætter Knud Lavard (ca. 1096-1131). Knud Lavard var en mulig tronfølger, da han var søn af den tidligere konge Erik Ejegod (ca. 1056-1103). Det er derfor sandsynligt, at motivet til mordet var, at Magnus så Knud Lavard som en trussel mod sit kandidatur til tronen. Knud Lavards halvbror, Erik Emune (død 1137) stod i spidsen for kravet om hævn, og førte de følgende år en hård kamp mod Niels og Magnus. Denne kamp kulminerede i juni 1134 i slaget ved Fodevig, hvor Erik Emune vandt og Magnus og fem biskopper blev dræbt, mens det med nød og næppe lykkedes Niels at flygte. Niels flygtede til Slesvig, hvor han imidlertid blev dræbt af borgerne som hævn for Magnus’ drab på Knud Lavard, som havde været hertug i Slesvig. Herefter overtog Erik Emune tronen. Roskildekrøniken er formentlig skrevet i 1138 af en gejstlig ved Roskilde Domkirke. Den regnes derfor for at være den første egentlige danmarkshistorie. Krøniken har Magnus som den store helt. Det skyldes sandsynligvis, at Magnus var på god fod med Roskildekirken.

(…) På den tid blev Lund omgivet med mur og vold på Eriks[1] befaling.

Kong Niels indkaldte imidlertid ledingen fra de lande, som var underlagt ham, og gav meget nøje ordre til, at alle ædlinge[2] skulle komme til Skåne den 4. juni; for ved den tid fejrede man den hellige pinsedag. Da de nu om mandagen uforsigtigt forlod deres skibe og heller ikke havde ordnet deres sager fornuftigt, kom Erik over dem med sin hær og påførte hele Danmark et ubeskriveligt og ubodeligt tab. Ve hint grufulde år, hin bitre dag, dødens dag, mørkets dag, fuld af jammer, tung af gråd! Ve hin dag, da Magnus[3] dræbes, Danmarks blomst knækkes!

Den skønneste blandt de unge, kæk og kraftig, en glad giver, både klog og en ynder af fasthed: Magnus dræbes - og med ham jarler og fem bisper: Peder af Roskilde, Thore af Ribe, Ketil af Vestervig, Henrik, som var for­drevet fra Sverige. Adelbjørn af Slesvig fik et uhelbrede­ligt sår og overlevede knap halvandet år derefter. Men en sjette, biskop Eskil, havde Erik to år før dette slag ladet dræbe i kirken, mens han forrettede morgenguds­tjenesten - en meget skøn og forstandig mand, og yderst lærd.

Men kong Niels, som så nogle blive fanget, andre lemlæstet, nogle dræbt, andre druknet i vandet, fik fat på en hest og nåede med nød og næppe ud på et skib sammen med Harald[4]. Dernæst drog han til Sjælland og opmuntrede sine mænd så godt han nu kunne. Derefter drog han til Jylland og gav Harald andel i den halve kongemagt og ophøjede ham med kongenavn. Siden blev han svegen med det mest lumpne bedrag af sles­vigerne, som havde lovet ham troskab og bekræftet den med ed, og troløst blev han dræbt i staden Slesvig sam­men med de stormænd, han havde tilbage, den 25. juni i det nævnte år, i sit 31. regeringsår. Men Harald, som havde mistanke om deres svig og stærkt frarådede kon­gen at tro på dem, foregav da at skulle andetsteds hen.

Da Erik hørte dette, drog han til Slesvig og gav slesvigerne rige gaver for den skændige udåd.


Ordforklaringer m.m.

[1] Erik Emune, konge 1134-37.

[2] Ædling: person af fornem stand

[3] Magnus var Niels’ søn.

[4] Harald Kesja var Erik Emune og Knud Lavards halvbror.

 

Om kilden

Dateret
06.1134
Oprindelse
Gelting, Michael H (red.): Roskildekrøniken (2002), s.28-31. Gengivet med tilladelse fra Michael Gelting.
Kildetype
Krønike
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk oversættelse
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
06.1134
Oprindelse
Gelting, Michael H (red.): Roskildekrøniken (2002), s.28-31. Gengivet med tilladelse fra Michael Gelting.
Kildetype
Krønike
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk oversættelse
Udgiver
danmarkshistorien.dk