Reformationen og det danske samfund: Fjender og kættere

Artikler

I dag er den vestlige verden præget af religiøs tolerance, men vejen dertil har været lang. Reformationens bidrag dertil var dobbelt. På den ene side slog reformationen fast, at forholdet til Gud var individuelt og ikke kunne være genstand for tvang. På den anden side bekæmpede både Luther og Melanchthon den offentlige udbredelse af andre opfattelser end den evangeliske, og i mere end tre hundrede år - fra reformationen i 1536 til grundloven i 1849 - havde man i Danmark en luthersk statskirke, som alle indbyggere skulle tilhøre. Disse to sider af reformationen er vigtige, når man skal forstå, hvordan reformationen hænger sammen med vore dages frihedsidealer.

Materialet "Reformationen 1517-2017 - Hovedtemaer" blev til på foranledning af Præsidiet for reformationsjubilæet i Danmark. Hovedformålet var at give et første overblik over reformationen og dens betydning for det danske samfund for derved at vække interesse for emnet og tjene til videre inspiration for enkeltpersoner og organisationer. Materialet blev udarbejdet i vinteren 2014/2015.    

Rom som reformationsbevægelsens hovedfjende

1520'ernes og 1530'ernes reformationsbevægelse var en modstands- og kampbevægelse - også i Danmark. Det betød, at reformatorerne i bl.a. Viborg, Malmø og København i høj grad formulerede, hvad de gerne ville i modsætning til det eksisterende. Som i Tyskland rettede de evangeliske prædikanter deres angreb mod paven i Rom, mod biskopper og munke og mod den gamle kirkes misbrug. Romerkirken blev fremstillet som Djævelens redskab og paven selv som "den babyloniske skøge", der ifølge Johannes Åbenbaring skulle indvarsle dommedags komme. Internt var de danske prædikanter langtfra enige om alting - mange af dem var snarere inspireret af sydtyske, mere radikale strømninger end af Luther selv - men længe koncentrerede alle sig om den fælles modstander.

Luthersk statskirke efter reformationen

Med Christian 3.s lutherske reformation i 1536, efter flere års borgerkrig (Grevens Fejde), forelå en ny situation. Kongen og hans rådgivere ønskede frem for alt at sikre stabilitet og ro i samfundet, og de gav det høj prioritet at opbygge en ny kirkeorganisation, der kunne understøtte et fromt, kristent samfund med respekt for myndighederne. Belært af erfaringerne sydfra ønskede man at holde konkurrerende trosretninger ude. Den danske Kirkeordinans fra 1537/39 er fuld af udfald mod såvel katolikker som mod radikale "sværmere" og "gendøbere". Med reformationen indførtes reelt en luthersk statskirke i Danmark, som alle landets indbyggere var fødte medlemmer af, og hvor det var forbudt at praktisere anden religion.

Djævelen som hovedfjende

Nu som før var Djævelen og hans tjenere hovedfjenden. Den historiske og universelle kamp mellem Gud og Djævel fortsatte, og det var afgørende, at konge, kirke og alle kristne gjorde, hvad de kunne for at bekæmpe det onde og det forkerte. Det var Djævelen selv, der virkede bag og gennem kirkens fjender. Så når man bekæmpede katolikker, calvinister eller troldfolk, var det ikke kun et spørgsmål om at forsvare den rette lære, men om at bekæmpe det onde selv.

Den fortsatte katolske fare

Den katolske kirke var en farlig modstander også efter reformationen. Samtidig var man var dog klar over, at det var umuligt at udrydde gamle skikke og forestillinger fra den ene dag til den anden, og præsterne blev på flere områder anbefalet at "fare med lempe", dvs. gå forsigtigt frem med ændringer. Åbenlys katolsk praksis slog man dog hårdt ned på. Fra 1600-tallet og frem forbandt man i stigende grad rester af "papisme" med magi og overtro, der skulle udryddes, fordi den forargede Gud. Kirkeledelsen var desuden på vagt over for enhver risiko for "rekatolicering" udefra, og man forbød bl.a. unge adelsfolk at besøge de velrenommerede jesuitterskoler på deres dannelsesrejser rundt i Europa. Da Christian 4. deltog i 30-årskrigen, blev det også fremstillet som en indsats til forsvar for den protestantiske verden mod den katolske.

Modstand mod den "radikale reformation"

En anden fjende bestod af de retninger, man senere har kaldt "den radikale reformation", herunder tilhængere af Zwingli og Calvin samt døberbevægelsen. Den danske kirke vendte sig imod disse retningers teologi og praksis, og man frygtede, at uenighed og splid i den protestantiske lejr skulle spredes til Danmark. Da præsten Jan Laski i 1553 kom rejsende fra London i spidsen for knap 200 calvinsk-protestantiske flygtninge og søgte om asyl i København, mente man, at det var for risikabelt at huse ikke-lutheranere inden for landets grænser (og at tage imod så mange udenlandske håndværkere på én gang). De knap 200 flygtninge blev derfor sendt ud på havet igen. I 1569 udformede man de såkaldte "fremmedartikler" - 25 korte teser om den lutherske tros hovedindhold, bl.a. den lutherske nadverforståelse - som alle udefra kommende skulle acceptere og aflægge ed på, hvis de ville blive i landet. Det betød bl.a., at de mange udenlandske håndværkere og kunstnere, der kom til Helsingør for at arbejde på opførelsen af Kronborg, skulle forpligte sig på fremmedartiklerne.

Ensartethed og censur

Hensynet til "uniformitet", dvs. ensartethed i troen blev længe sat over næsten alt andet. Det betød også, at den øverste kirkeledelse ikke ville acceptere offentlige diskussioner. Da der var kritik af universitetsprofessor Niels Hemmingsens nadverlære (for at gå i calvinistisk retning), fik præsterne forbud mod at behandle sådanne "subtile emner" fra prædikestolen, og Hemmingsen selv blev fjernet fra sin post, selvom han var en høj skattet rådgiver for kongen. Siden reformationen havde der også været indført censur af alle danske bogudgivelser, med universitetets teologiske professorer i rollen som censurmyndighed. Der var således hverken tros- eller ytringsfrihed i 1500- og 1600-tallets Danmark.

Frygt for tyrkere og jøder

Hele folkeslag blev set som Djævelens redskaber i meget direkte forstand. Tyrkerne havde længe stået som kristenhedens store fjender, ikke mindst efter den tyrkiske hærs belejring af Wien i 1529. Også i Danmark udkom der skrifter om de farlige tyrkere, illustreret med træsnit, hvor man bl.a. så de grusomme barbarer myrde småbørn. Jøderne var et andet folk, som 1500- og 1600-tallets mennesker blev opdraget til at betragte med skepsis og frygt. Det skete i forlængelse af senmiddelalderens antisemitisme, der kendes fra bl.a. antijødiske kalkmalerier. Langt op i 1600-tallet var der kun ganske få jøder i landet. Christian 4 inviterede jøder fra Portugal til at slå sig ned i Holsten i 1634. Enkelte velhavende handelsfolk blev også godkendt i Kongeriget, og i 1684 fik de lov til at holde synagogegudstjeneste, skjult for offentligheden.  Først i 1814 fik jøderne et såkaldt "frihedsbrev", der gav dem næsten samme rettigheder som kristne. Også i Danmark har der i 20. og 21. århundrede været eksempler på, at højreradikale har henvist til Luthers skrifter for at legitimere had mod jøder.

Troldfolk og hekse

Nogle af de allerfarligste fjender var troldfolk og hekse. Både før og efter reformationen var det kirkens lære, at mænd og kvinder, der udførte magiske handlinger, gjorde sig til Djævelens redskaber og derfor måtte betragtes som troldfolk, der skulle brændes på bålet. Perioden fra slutningen af 1500-tallet til 1600-tallets midte blev trolddomsprocessernes tid i Danmark. Man anslår, at ca. 1000 mennesker, langt størsteparten kvinder, blev brændt på bålet. Processerne blussede for alvor op efter Christian 4.s såkaldte trolddomsforordning fra 1617. Ifølge denne lov skulle den skadevoldende, dvs. onde eller sorte magi, straffes med bålet, og alle der kendte til forbrydelsen skulle straffes. Derudover blev også signen og manen, kaldet "den hvide magi", kriminaliseret. Hvis man fx havde sagt en bøn over en syg ko med den hensigt at få den helbredt, havde man - ifølge kirken - allieret sig med Djævelen selv. Trolddomssager skulle rejses af de mennesker, der havde lidt skade, og de kirkelige myndigheder var ikke direkte involverede i processerne. Men trolddomsprocesserne fandt sted i et luthersk-protestantisk samfund, hvor præster medvirkede som vidner og som dem, der skulle skrifte de dømte troldfolk. Processerne ophørte gradvis i 1600-tallets anden halvdel, bl.a. påvirket af skepsis blandt de øverste dommere. Den sidste heks blev brændt i 1693.

Blasfemi straffes

Danske Lov fra 1683 og det tilhørende Kirkeritual fra 1685 kan siges at udgøre kulminationen på udviklingen af en ren luthersk, dvs. monokonfessionel stat og statskirke i Danmark. Kun den lutherske tro accepteredes, og straffene for trolddom, kætteri, blasfemi var voldsomme. Således skulle blasfemi, dvs. gudsbespottelse, straffes med døden, konkret ved at den dømte skulle have tungen skåret ud og derefter halshugges. Det var en straf, der blev eksekveret flere gange.

På samme tid, dvs. i 1600-tallets sidste årtier, tillod systemet enkelte undtagelser eller frie zoner. Det blev tilladt ambassader og gesandter at holde private (katolske eller calvinske) gudstjenester, og i den lukkede fæstningsby Fredericia tillod man en katolsk og en reformert menighed.

På vej mod religionsfrihed

Under 1700-tallets oplysningstid kom begreber som frihed og tolerance i stigende grad på dagsordenen. Men større ændringer kom først med jødernes frihedsbrev fra 1814 og med Grundloven fra 1849. Her blev mere end 300 års statskirke afløst af religionsfrihed, dvs. at det blev tilladt for mennesker af anden religion at praktisere. Samtidig indførtes en Folkekirke, der gav den evangelisk-lutherske lære en privilegeret position. På dette tidspunkt var over 99 % af befolkningen født og opvokset som lutherske. At en enkelt religion har spillet en så dominerende og normgivende rolle, har på mange måder præget samfunds- og kulturudviklingen i Danmark. Mindretal med anden religiøs baggrund har frem til slutningen af det 20. århundrede været både få og små.


Teksterne er skrevet af en forfattergruppe sammensat af forskere fra forskellige fag og forskningsinstitutioner:

Lektor, ph.d. Bo Kristian Holm, Afdeling for Teologi, Aarhus Universitet, og prof. mso. Anna Vind, Det teologiske Fakultet, Københavns Universitet, har skrevet teksterne om Luther og reformationens ideer.

Lektor, dr. phil. Charlotte Appel, Afdeling for Historie, Aarhus Universitet, og prof., fil.dr. Hanne Sanders, Historiska Institutionen, Lunds Universitet, har skrevet om reformationens historie og det danske samfund.

Museumsinspektør, seniorforsker Hanne Kolind Poulsen, Statens Museum for Kunst, har skrevet teksterne om reformationens billeder. Hun er også hovedforfatter til artiklen "Billeder og kunst".

Lektor, ph.d. Sven Rune Havsteen, Det teologiske Fakultet, Københavns Universitet, er medforfatter til artiklen "Sang og musik".

Nationalmuseet har taget sig af sprogbearbejdning, billedsøgning og opsætning.

Charlotte Appel og Bo Kristian Holm har stået for redaktionen.

Om artiklen

Forfatter(e)
Anna Vind, Bo Kristian Holm, Charlotte Appel, Hanne Sanders
Tidsafgrænsning
1517 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
26. februar 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Anna Vind, Bo Kristian Holm, Charlotte Appel, Hanne Sanders
Tidsafgrænsning
1517 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
26. februar 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk