Rasmus Sørensen: Om de udvandrede Nordmænds Tilstand i Nordamerika, 1847

Kilder

Kildeintroduktion:

Skolelæreren og prædikanten Rasmus Sørensen (1799-1865) udgav i 1847 denne pamflet, som beskrev den norske udvandring til Amerika og anbefalede, at danske bønder og husmænd skulle udvandre og slå sig ned i delstaten Wisconsin i USA.

Rasmus Sørensen var uddannet skolelærer og stærkt inspireret af oplysningstidens friere pædagogik og idealer om social retfærdighed. I 1830'erne blev han som lægprædikant en af hovedmændene i den religiøse vækkelsesbevægelse og dens opgør med statskirken. Dette arbejde førte ham videre til et politisk engagement i bondebevægelsen, hvor han arbejdede for sociale og juridiske forbedringer i bøndernes stilling. Rasmus Sørensen var medstifter af bladet Almuevennen i 1843, og i 1849 grundlagde han landets næstældste højskole i Uldum. Samme år blev han valgt til Folketinget, hvor han imidlertid ikke opnåede stor indflydelse, da han i årene forinden havde brudt med Bondevennernes Selskab.

Sideløbende med sit politiske engagement var Rasmus Sørensen blevet interesseret i udvandringen til Amerika. I sit skrift beskrev han, hvordan det var muligt at købe billig jord i Wisconsin, og hvordan samfundslivet i Amerika var organiseret under friere politiske og religiøse rammer uden den stramme statslige styring, som han kritiserede og bekæmpede i Danmark. Han mente, at Danmark ikke havde tilstrækkelig jord til at brødføde den voksende befolkning, hvorfor mange ville ende på forsørgelse i fattigvæsenet. Udvandringen kunne derfor fungere som en ventil, der lettede lidt af presset og dermed også kom samfundet til gode.

Mod slutningen af skriftet anbefalede Rasmus Sørensen udvandring i grupper og annoncerede sin snarlige afrejse til Wisconsin. Det blev ikke til noget i første omgang, da han i stedet fik realiseret sin plan om at oprette en højskole i Uldum. Han udvandrede med sin familie i 1852, men vendte ni år senere tilbage til Danmark og døde i København i 1865.

Deling i afsnit er indsat i teksten af redaktionen på danmarkshistorien.dk.

 

 

Se den originale pamflet her i scanning fra Det kongelige Bibliotek

Om de udvandrede Nordmænds Tilstand i Nordamerika, og hvorfor det vilde være gavnligt, om endeel danske Bønder og Haandværkere udvandrede ligeledes, og bosatte sig sammesteds.

Man siger almindelig: Fædrelandskjærlighed fordrer af enhver at forblive i sit Fædreland, at elske det, tjene det og gavne det, at lyde dets Konge og Øvrighed, og frygte dets Gud, at aande og svede i dets Luft, at døe og begraves i dets Muld. Dette er altsammen sandt, naar det ret forstaaes i Betydningen af den sande Fædrelandskjærlighed; thi denne bestaar i at elske, tjene og pleie alt det i Fædrelandet, som er det evige Sande og Rette, Gode og Skjønne, at aande for Mindet herom fra Fædrenes Tid, at svede, døe og begraves for Forplantelsen heraf til Efterkommerne.

Forstod man nu ved Fædrelandet blot Jordpletten, man fødtes paa, Huset og Byen, man boede i, Ageren, Skoven eller Mosen, man næredes af; eller forstod man derved blot Forvaltercontoiret eller Amtsstuen, man betalte Afgifter og Skatter til, blot Exerceerskolen og Garnisionscasernen, man fra Fødestedet flyttede ind til; eller forstod man, kort sagt, derved blot det døde Arvegods af Huus og Hjem, Penge og Gods, Mark og Fæe[1], som Forældrene efterlode til Børnene: - da synes det rigtignok, som om alle disse haandgribelige og faste Ting fængslede og bandt Arvingerne og Efterkommerne til at vogte, røgte[2] og bevare alle disse materielle Efterladenskaber fra deres kjødelige Fædre. Men heraf følger da ogsaa, at af Børnene og Arvingerne blev det kun dem, der fik disse Ting i Besiddelse, som paa denne Maade holdtes bundne til Fædrenelandet; de mange andre blandt Børnene, i hvis Lod det kun faldt, f. Ex. at faae af disse Ting i Fædrenelandet blot Exerceerskolen og Garnisionscasernen i Arv, maatte jo da naturlig betragte sig selv som Fremmede og Tyende[3] i Fædrenelandet, og da det hos dem, lige saavel som hos deres boefaste Brødre, maatte være en Trang, at erholde[4] et Hjem, hvor de engang kunne tjene sig selv og være deres egne, saa følger heraf, at de maae vandre ud til at tjene sig et saadant Hjem i fremmed Land, hvor det maatte findes, naar samme ikke lader sig finde for dem i deres Fædreneland.

Saaledes gjorde vore danske Forfædre i Oldtiden, da de paa ingen Maade vilde være som Fremmede og Tyende hos deres Hjemmefødninger[5] af Landsmænd, der havde faaet hele Arvegodset; de vandrede ud som Vikkinger og forskaffede sig med Sværdet et Hjem andensteds. Nu derimod er Vikkingsbaaden bleven til Reisepengene, hvorved Udvandringen skeer, og Sværdet er bleven til Plovjernet, der skal berede det nye Hjem.

Indrømmer man derimod, at Fædrelandskjærligheden ikke bestaaer i en kjødelig, doven og magelig Vedhængen ved disse blot materielle Ting, saasom det især er Kjærlighed til alt det fra Fædrene nedarvede Aandelige i Fædrenelandet, (Nationalitet, Fædrenes og eget Modersmaal, Tro, Gudsfrygt, Følelse for Fædrenesamfundet, Beredvillighed til at offre Liv og Blod for Konge og Fædreland i Farens Stund o.s.v.) som er Fædrelandskjærlighedens sande Indhold, - da bør det ikke forglemmes, hvad ved slig Betragtning hidtil kun som oftest er forglemt, at der endnu hører een Ting, een allervigtigst aandelig Følelse, til Fædrelandskjærlighed, som er høiere, end alle de ovennævnte, og uden hvilken alle disse have intet Værd, og det er: Kjærlighed til sine Medmennesker i Fædrenelandet, en Kjærlighed, der virkelig maa komme tilsyne i at unde og yde sin Næste de samme Goder i Fædrenelandet, som man selv i alle Maader, under lignende Tilfælde, vilde ønske sig forundt og ydet af ham. Det er derfor en unægtelig Sandhed, at hvor denne Kjærlighed til sine Medmennesker, sine Landsmænd, sin Næste, ikke er levende indbefattet i Fædrelandskjærligheden, der er denne kun et falsk Navn paa den Egennytte, Herskesyge og Opslugelsesaand, der tager Alt af Fædrenelandets Goder for sig selv, og overlader kun Byrderne og Arbeidet, uden Vederlag og Løn, til Næstens Part.

Ligesaa lidt altsaa som Fædrelandskjærlighed kan bestaae i at elske og tjene Egennytten, Herskesygen og Opslugelsesaanden hos dem, der alene besidde Fædrenelandets Goder, ligesaa vist bør ogsaa de, der ville kun elske og tjene det Sande og Rette, det Gode og Skjønne i Fædrenelandet, vandre ud derfra og bringe denne deres sande Fædrelandskjærlighed med sig, naar de ikke længere i Fædrenelandet kunne finde Levevei og Næring til Opholdelse og Forplantelse af denne deres Fædrelandskjærlighed for sig selv og deres Børn; thi forblive de der og vorde fortrykte og forarmede[6] Indbyggere, da faaer Fædrenelandet kun Plage, Skam og Byrde af dem, hvorimod naar de udvandre og finde Leilighed til at berede sig et nyt Hjem, hvor de kunne bevare og forplante det sande aandelige Indhold af deres Fædrelandskjærlighed, da har deres Fædreneland og Stammefolk baade Glæde og Hæder af dem. Alt dette har stadfæstet sig i de store engelske, tydske og franske Udvandringer til Amerika og alle fjerne Verdensparter i de sidste 2 Aarhundreder. Det samme finde vi nu og stadfæstet i de norske Udvandringer til Nordamerika i denne Tid.

Den bekjendte danske Skribent, Cancelliraad[7] Fribert, der var Udgiver og Redacteur af det Blad, Dagen, forlod pludselig for nogle Aar siden Kjøbenhavn, og ankom til de nordamerikanske Fristater, hvor han søgte ind til de mange Nordmænd, nu ialt 7000, som i de sidste 8 a 10 Aar ere reiste derover og have bosat sig i det Landskab eller Territorium i Veststaterne, der kaldes Viskonsin. Han forblev her hos dem i 2 Aar, lærte nøie at kjende Landets Beskaffenhed og de norske saavel som alle de andre Nybyggeres Forfatning og Tilstand paa Setlementerne (bebyggede Pladser) i dette Landskab, eller Viskonsin. Sidste Sommer reiste han tilbage fra Nordamerika til Norge, hvor han i denne Vinter har udgivet en nøiagtig Beskrivelse af Viskonsin og de norske Nybyggeres Forfatning sammesteds, til Opmuntring og Veiledning for de flere Norske hjemme og for andre, der ligeledes ville flytte derover, og derfor kalder han denne Beskrivelse "Haandbog for Emigranter (Udvandrere) til Amerikas Vest." Jeg vil her meddele det Vigtig[tig]ste af denne Beskrivelses Indhold.

Man erfarer heraf, at de i Viskonsin boende Norske, saavelsom Svenske og andre, have allerede i de faa Aar, siden deres første Ankomst hertil, forskaffet sig en stor oekonomisk Fremgang og en sjelden god Forfatning, skjøndt det for det meste kun vare fattige Folk, da de ankom hertil, og altsaa kun vare i Besiddelse af ringe pee[k]uniære[8] Kræfter til at virke med i dette raa og uopdyrkede Land. Den vigtigste Aarsag - skriver han - der skulde opfordre Bønder her hjemme til Udvandring til Amerika, er Jordens store Billighed ved Indkjøb og store Frugtbarhed ved Dyrkning sammesteds. En Acre Jord (omtrent 6 Skpr. Land geometrisk Maal)[9] koster, naar den kjøbes af Regjeringen, ikkun 1 ¼ Dollars eller lidt over 2 Rbd., og da 40 Acres er den mindste Portion, som Fristaternes Regjering sælger ad Gangen, ellers ikke mindre end 80 Acres ad gangen, hvori Lodderne ere inddelte, saa kan de 40 Acres, eller over 30 Tdr. Land geometrisk Maal, haves for 50 Dollars, eller 93 Rbd. 4 Mk. 8 Sk.[10], og 80 Acres, eller 60 Tdr. Land, for 100 Dollars, som er 187 Rbd. 3 Mk. 

Men hvad er det saa for Jord? Hertil svarer han: det er særdeles god Jord, som allerede ved første Opbrækning med een Pløining og een Harvning giver fra 15 til 20 Fold Hvede efter Udsæden. Derfor skriver han, at unge raske Karle, der ere dygtige Arbeidere, kunne, naar de blot have omtrent 50 Rbd. til at reise derover for, med ganske tomme Hænder, og, ved blot at tjene et Par Aar hos de der allerede bosiddende Landmænd, erhverve sig saa Meget, at de selv kunne kjøbe Jord, bygge sig et Sted, gifte sig, og leve godt. Ligeledes tilraader han de Bønder, der her hjemme have arbeidsdygtige Børn, og ikke her kunne efterlade dem noget, der kan hjælpe dem hver især i nogen Levevei, til at udvandre til Viskonsin efterat de have gjort al deres Eiendom i Penge, der maae være tilstrækkelige til Reisen, til Jordindkjøb i Viskonsin og til at kjøbe Føden derovre det første Aar, indtil de avle noget næste Aar, samt til at bekoste den fornødne Bygning og anskaffe de nødvendige Kreaturer. Hertil hører, som vi i det Følgende skulle høre, endda ikke saa synderlig stor Formue; og den Mand, der gjør dette, har derved gjort, som han skriver, den største Velgjerning imod sine Børn, hvem han derved bereder en selvstændig og fri Eiendoms Stilling, hver især, om de vare nok saa mange; thi ved Opdyrkning og stedse bedre og bedre Cultur af den indkjøbte Jordeiendom, vil snart erhverves den Fremgang og Formue, at de, hver især, kunne faae en Jordeiendom.

Prisen for hver voxen Person til Reiseomkostninger fra Norge og lige ind til Viskonsin er sædvanlig henved 50 Rbd., og for halvvoxne Børn den halve Priis heraf. Viskonsin er da det deilige Land i Nordamerikas Vestegn, hvortil Emigranterne, eller Udvandrerne komme, hvor der er et overmaade sundt og mildt Clima, hverken for varmt eller for koldt, ingen skadelige vilde Mennesker, Dyr eller Slanger og Orme, ingen Climatfebre[11], men hvor derimod findes allerede omtrent 100,000 Indbyggere, deels i de nye anlagte Kjøbstæder og deels paa Landet, af Amerikanere, der ere hidflyttede fra de ældre Fristater østen for, og af forskjellige ankomne Emigranter fra Europa, af hvilke omtrent 7000 ere Norske, foruden endeel Svenske og nogle enkelte Danske. – De Norske og Svenske have allerede nogle Præster og Skolelærere af deres egen Tro og eget Sprog.

Man er i Viskonsin – skriver Fribert – saa sikker imod Tyve og Voldsmænd, som kan tænkes, thi der høres endnu aldrig, at Tyveri eller Vold begaaes, saasom her ingen Fristelse dertil gives, da ingen Armod eller Trang er forhaanden hos Nogen, uden den kan afhjælpe sig selv ved Arbeid og Fortjeneste, der her er af saadan Art, at enhver, ved blot at arbeide 3 Dage om Ugen – om han saa vil – kan rigelig erhverve Udkomme for sig og Familie for hele Ugen. Derfor hverken laaser eller lukker man her for nogen Ting, men giver alle Fremmede som Reisende Mad, Drikke og Logi aldeles gratis; men det er saa langt fra, at Nogen her driver sin Tid hen i Magelighed, at man tvertimod hos alle seer her den allerstørste Travlhed og den mest anstrængende Flid og Kappelyst, som kan tænkes. Det, som man her hjemme ikke bryder sig stort om blandt Bondestanden, nemlig Oplysning og Lærdom, det er her, saavel hos Ældre, som hos Yngre, den største Flid for at erhverve sig, hvorfor Faderen ofte gaaer i Skole og lader sig undervise tillige med sine Sønner; thi de besinde[12] det nødvendigt for dem, at de maae kunne læse, skrive, regne og tale med Færdighed om alle almeennyttige Materier[13], som er dem vedkommende, og det saavel i det engelske Sprog (alle Fristaternes fælles Sprog) som i deres eget Modersmaal.

Uden denne Fremgang i Oplysning og Kundskab ville de ikke kunne gjøre nogen synderlig Fremgang med deres Agerbrug, Oekonomi[14] og Handel, og endnu mindre ville de selv kunne bestyre deres Forhold til de ældre Fristater, eller bestyre deres Stats- eller Sogneanliggender med den Dygtighed, som dertil er fornøden; thi hertil sendes dem ingen Embedsmænd, saa at dersom de ville havde disse Ting besørgede, faae de selv vælge sig Mænd dertil af deres egen Midte, og, hver især, at virke sit Bedste til det almindelige Vel. Foruden en Gouvernør, samt en høieste Ret og en Overret, som bestaae af Dommere fra Fristaternes Union (Forening), findes her ingen andre Øvrigheder[15] end dem, de vælge sig selv i hvert township (et stort Sogn), det være sig enten Repræsentanter til den Congres, eller lovgivende Forsamling, der skriver og vedtager deres Love, eller de Embedsmænd, der svare til vore Amts- Herreds- og Sogne-Øvrigheder og Forstanderskaber. Der er saaledes 3 valgte Dommere til en Underret (Jury) i hvert township, foruden Politibetjente, Veibetjente, Skatteoppebærere, Skoleforstandere o. fl. Men alle ere de kun valgte paa eet Aar ad Gangen, og have, hver især, ikke anden Løn end en ordentlig Betaling for deres Umage og Tidsanvendelse i disse Bestillinger, for at deres Forsømmelse af deres egen Gjerning i deres Næringsdrift derved kan erstattes dem saaledes, at de kunne lønne Arbeidere i deres Sted hjemme, imedens de varetage disse offentlige Betjeninger. Sædvanlig vælges der nye Mænd hertil hvert Aar, for at mange kunne faae Øvelse deri, og dele denne Forretninsgbyrde.

Skatter og Afgifter have de saa godt som ingen af, uden til deres eget Veivæsen og Hegnsvæsen, samt Skolevæsen og flere Ting, som ere aldeles nødvendige til deres egen baade oeconomiske og aandelige Fremvext. Tiendeafgift til Kirke, Præst, geistlige Stiftelser eller til Konge, kjende de ikke noget til; thi hvor de bygge sig et Forsamlingshuus som Kirke og antage sig en Religionslærer som Præst, bliver denne Indretning og Præstelønning saaledes bestemt som de selv komme overeens med den, som de selv vælge til deres Præst; og de, der ikke ville godvillig deeltage heri, have deres fulde Frihed til at lade være. Her er altsaa ingen anden Kaldsbeskikkelse for Præster og Skolelærere, hvis Forretning her oftest er forbunden i een Person, end det frie Valg og den frie Akkordt[16], der finde Sted imellem dem og Folket, og kan løftes igjen, saasnart Overtrædelse heraf fra nogen af Parterne indtræffer. Det er altsaa kun en løs Beskikkelse for Præster og Skolelærere, vil man sige. Jeg mener derimod, hvad ogsaa Erfaringen overalt i de nordamerikanske Fristater stadfæster, at det er den eneste rette og fasteste Beskikkelse; thi her er Livsvirksomheden, Dygtigheden og Troskaben i sit Kald for Læreren den eneste Garanti eller Sikkerhed for Beholdelsen af hans Embede og Løn, og bliver Folket uskjønsomt[17] og troløst imod ham, da søger han til en anden Station, hvor man paaskjønner hans Værd. Derhos er Folket ogsaa nødt til at være saa skjønsomt og trofast imod deres Lærere, at de retskafne, trofaste og dygtige af disse kunne finde sig tilfredse hos dem, hvis de ellers ville vente at beholde nogen Lærere, der due noget. Anden Garanti eller udvortes Sikkerhed for at holde sig i Kaldet og beholde Lønnen, føder kun Ligegyldighed, Uvirksomhed og Utroskab.

Forholdet imellem Hosbond og Tjenestetyende er ligeledes her saa frit og ubundet som muligt. Tjeneren kaldes ikke her Tjener, men Hjælp, og han har blot et frit Contractforhold med Hosbonden om det Arbeide, han paatager sig at udføre paa saa lang eller kort Tid, som Hosbonden kommer overeens med ham om. Her er Arbeidet og den dygtige Arbeider af en overordentlig stor Værdi, og det veed Tjeneren ligesaa godt at vurdere som hans Hosbond, der derfor aldrig kan gjøre Regning paa, at beholde en Tjener eller Hjælp længere, end indtil denne faaer fortjent[18] og sammensparet sig saa Meget, at han selv kan kjøbe sig Jord, bygge sig et Sted, og blive sin egen. Den ringeste Løn for en dygtig Arbeider er her ½ Dollars (omtrent 1 Rbd.) i Dagspenge, foruden Kost og Bolig tilligemed Hosbonden selv og hans Familie, og i alle Maader ligesaa god som for denne selv. Ellers er i den travle Tid Lønnen 1 Dollars (omtrent 2 Rbd.) daglig foruden Kosten. Pigernes Løn er betydelig mindre, fordi disse kun bruges til den indvendige Huusgjerning, dog er en Tjenestepiges Løn, saasnart hun er bleven lidt indvandt derovre, sædvanligvis 6 Dollars eller næsten 12 Rbd. om Maaneden.

Klæderne af simpelt Tøi, meest Bomuld, koste ikke meget og ere her langt lettere at bekomme, end her hjemme. Derimod ere Klæder af meget fiint Tøi og Klæde meget dyre her; men det kan Bønderne her meget godt undvære, især da de have en fortræffelig Faareavl, og dertil en Hampeavl af den allerfrugtbareste og fineste Slags. Ogsaa Fødevarerne ere her langt lettere at bekomme, end her hjemme. Det er saaledes meget forklarligt, at unge dygtige Arbeidere, især Haandværkere, kunne her i en meget kort Tid fortjene det Fornødne til at kjøbe sig selv Jord, bygge sig et Sted, anskaffe sig Kreaturer, og sætte Fod under eget Bord. Blot Opdyrkning af 20 Acres er meer end tilstrækkelig – skriver Fribert – til selvstændig Ernæring for selv den allertalrigeste Familie.

Der er tre Slags Jord i Viskonsin, nemlig Skovland, der først skal ryddes, førend det kan dyrkes; Aabningsland, som bestaaer af adspredte høie Træer og enkelte Steder Kradt med aabent Pløieland imellem, hvor ingen Oprydning behøves; og endelig Prærier eller jævnt og bart Græsland, hvor slet ingen Skov findes, heller ingen Tørvejord, og altsaa mangler baade Bygningstømmer, Gavntømmer[19] og Brændsel, hvorfor det altid bliver af Vigtighed at kjøbe noget Skovland eller Aabningsland, foruden et Stykke Præriland.

Saasnart man paa Regjeringscontoiret har kjøbt sig Jord, som man har udseet og valgt, og enten erlagt contant Betaling, eller taget et Aars Credit for samme, da rydder man om Vinteren det Stykke Skov, som man vil først pløie, og denne Rydning skeer blot derved, at Træerne omhugges, og, efterat Bygnings- og Gavntømmeret er taget fra og bragt til Saugemøllen[20], lægger man hele Nedhugningen saaledes tilrette, at, saasnart samme er tør og den kan brændes paa Stedet, da tænder man Ild deri, og det Hele, saavel Brændet som Nedfaldet og det øverste Lag over Jordsmonnet[21], brændes saaledes til en aske, der ikke alene er som en Gjødning, men tjener til en Udfyring for denne Jordbund, der aldrig har havt fri Luft. Træstubbene og Rødderne, som gaae lige og dybt ned i Jorden, bryder man sig slet ikke om at faae op, uden hvad Ilden fortærer deraf; thi hele det øverste Jordsmon af en halv Alens Tykkelse omtrent, er ikke andet end en Forraadnelse af Nedfaldet fra Træerne og Græsset til Jord eller Muld, som er den Jordbund, hvori man her, efter en saadan Forberedelse, pløier, og derpaa saaes Hveden deri og tilharves, hvilken Sæd da giver den alleroverflødigste Afgrøde, som man nogensteds i Verden har kjendt. Paa Aabningslandet, hvor der ikke ryddes, uden en eller anden Kradtplet, idet de adspredte Træer blive staaende til Skovbrug, er Jordbunden saa stærk og tæt af Græslag, Græsrod og Trærod, at her maa 6 Par Oxer eller Stude sættes for en Plov, der er saa stærk, at den kan gjennemskjære armtykke Rødder. Prærilandet, eller det jævne bare Agerland, brækkes paa samme Maade med en stor og stærk Plov, som Aabningslandet, indtil en Furedybde fra 6 til 9 Tommer, der ligeledes altsammen er sort Muld eller forraadnede gamle Græslag og Plantedele; men ogsaa her koster det Oxe- og Plovkraft at komme igjennem. Man tænder her ogsaa Ild paa de visne Græslag, som afbrænde, førend man kommer med Ploven og brækker. Steen findes ikke saa mange af i Jorden, at de nogensteds ere til Hinder for Ploven.

Naar den nedvendte Græsfure er forraadnet, kommer Harven, der er saa svær, at den kan opløse og gjennemskjære hele Furen, hvorpaa man saaer Sæden første Gang, nemlig overalt Hvede først, der giver de mange Fold (enkelte Steder 30 Fold) og er tillige af den allerbedste Qvalitet, der nogensteds i Verden findes. De følgende Pløininger, efter Hveden, ere saa lette, at de kunne foretages med den almindelige lille amerikanske Plov, med blot 2 Oxer for. Ogsaa Rug groer her ligesaa fortrinlig som Hvede, men deraf saaes og avles blot lidet til eget Brug, da Hveden er den Vintersæd, der er den store Artikel i Kornhandelen derovre. Efter Hveden følger Ærter, Byg, Havre og Kløver; ogsaa Kartofler og Mais avles i stor Overflødighed, tillige Boghvede paa sine Steder. Af Byg avles almindelig 16 a 20 Fold efter Udsæden, og af Havre, Ærter og Mais omtrent lige saa mange Fold, og til alle disse Sædarter bruger man for første Overgang, eller igjennem hele første Rotation, endnu slet ingen Gjødskning, thi det hele øverste Jordlag, som pløies i, er selv ikke andet end Naturgjødning, memlig Lag paa Lag af forraadnet Græs og Planter, (Humus); og man kan være vis paa, at den Jordbund nedenunder, der har kastet et saadant Gjødningslag fra sig, er liig dens Afkastning og bedste Bonitet.

Egentlige Enge findes ikke i Viskonsin, som er et temmelig høit liggende Land; men ved Bredderne af Søerne og Floderne findes meget Græs, der kan slaaes som Enghøe, hvorhos der gives Slaagræs i Mængde paa de uopdyrkede Agre og paa Aabningslandet, hvor Qvæget ikke rækker hen at søge Føden paa Græsningen. Køerne, Faarene, Hestene, Svinene og Gjæssene finde her paa de uendelig udstrakte Naturgræsgange og i Skovene deres Føde i rigeligt Maal næsten hele Aaret igjennem, saasom Vinteren er meget kort og meget mild; og da enhver bosat Mand har Frihed til at lade sit Qvæg søge Græsning udenfor sin egen Lod paa de usolgte Strækninger, saa meget han vil, saa er det en Selvfølge, at enhver kan holde saa mange Kreaturer, som han har Raad til at anskaffe sig og lade forplantes. Disse Kreaturer kunne ikke alene paa denne Græsningsmaade fødes, men fedes, og det til den Grad, at Fribert skriver, han har seet en Griis slagtes derovre, hvis skære Flæsk var 9 Tommer, og denne var endda kun fedet paa Olden i Skoven. Almindelige Halvaarsgrise, der slagtes og sælges derovre, have sædvanlig 5 Tommer Flæsk.

Det er heller ikke vanskeligt, at afsætte og sælge sine Kornproducter, Malkekøer, Slagteqvæg, Sviin, Gjæs, Heste, Uld, Flæsk o.s.v. i Viskonsin; thi deels skulle de flere tusinde hvert Aar indvandrede Nybyggere nødvendigviis kjøbe af disse Producter for sig og Familier til Opholdet for det første Aar og til Besætning af deres nybygte Steder, og deels komme der bestandig Prangere[22] og Kjøbmænd fra de ældre østlige Fristater, som opkjøbe disse Landproducter til Handelsvahrer; og Sælgerne bringe da deres afsatte Vahrer og Kreaturer til nærmeste Jernbane eller til nærmeste Flod, Søe eller Canal, hvor Dampbaaden modtager det Solgte.

Dersom Nybyggerne her ville indbilde sig, at de ikke kunne boe uden i grundmurede Stadsboliger, da hørte der meget til at bygge og sætte Boe i Viskonsin; men de, der have saadan Indbildning, blive naturligviis hjemme i Stadsaskekrogen, og drage ikke til Viskonsin, hvor alle Nybyggerne, endog de meget formuende af dem, for det første nøies med at bygge sig et Stuehuus af simpelt og selvtillavet Skovtømmer for en Udgift i det Hele af blot 12 Dollars, eller omtrent 24 Rbd. Med en saadan Bolig nøies de for det første nogle Aar, indtil de faae Raad og Tid til at bygge saa stadseligt som de ville. Lade og Stald koste endnu mindre at bygge, thi deres Sædafgrøde tærske de ude paa anlagte Bræddegulve, med lidt Tag over, og Kreaturerne ere kun under Tag en meget kort Vintertid.

Saaledes, som i det Foregaaende nu er anført, skildrer Fribert Viskonsin i Nordamerika, og Nybyggernes Næringsbrug og Forfatning sammesteds. Mange af de der boende Norske have ligeledes i deres Breve til deres Familie, Venner og Landsmænd i Norge beskrevet deres Tilstand ganske overensstemmende hermed, hvorfor ogsaa flere hundrede, deels hele Familier, deels ugifte unge Mennesker, udvandre aarlig fra Norge, og tillige nu ogsaa endeel fra Sverrig, og ankomme til Viskonsin, hvor der er Plads og Jord nok til saaledes at modtage Nybyggere i stedse større og større Antal endnu i mange Aar. - Jeg kan nu ikke i mindste Maade tvivle om Sandheden af denne Beretning og Skildring; thi jeg har selv en Søn i Viskonsin, som i sine Breve til mig har beskrevet og i Hovedsagen selv erfaret Tilstanden i Viskonsin at være saaledes som jeg her har meddeelt. Denne min ældste Søn, Martin Sørensen, hvem Fribert ogsaa nævner i sin Bog, reiste herfra som Student til New York i Nordamerika for 2½ Aar siden, og ankom i forrige Sommer fra New York til Viskonsin, hvor han strax blev antaget som Candidat til Præstestanden paa et engelsk Collegium eller Seminarium, ved Navn Nashotha[23], tæt ved det norske Setlement, Pine Lake. Her studerer og forbliver han i 2 Aar, førend han ordineres til Præst.

Jeg mener nu, at da Nordmænd, der kun ere ringe Agerdyrkere, dog have gjort en saa herlig Fremgang i Viskonsin uden synderlig Formue - thi de fleste af de Udvandrede vare i deres Hjemstavn kun fattige Folk eller unge Mennesker med blot tomme Hænder - da kan det aldrig slaae feil, at jo vi Danske, der kjende ganske anderledes til Alvsbrug og Qvægavl, jo ogsaa maatte kunde finde Næring og gjøre en god Lykke og Fremgang i Viskonsin, og det saavel i aandelig, som i økonomisk Udvikling og Selvstændighed.

See vi nu hen til, at blandt den danske Bondestand eller Landalmuen findes mange Fæstere saavelsom Selveiere, der for Tiden sidde godt, og kunne afstaae eller sælge deres Steder for en overordentlig stor Betaling - men med al denne store Sum ikke formaae at kunne forskaffe enten sig selv noget ordentligt Sted igjen, eller at kunne sætte nogen af deres Børn i ordentlig Levevei for hele Summen, naar den deeltes imellem dem, - da er det klart, at her er Trang for Leveplads og Næringsvei for Bondestandens Børn og Efterkommere, saa at hvis disse nu ville engang tænke paa at gifte sig og blive deres egne til Selvernæring - som de dog vel maae tænke paa - da er der virkelig ikke Udsigt til, at andre end dem, der med Familiens hele Formue skal giftes ind til Enker og Enkemænd, kunne enten erholde Gaard eller Huus, eller Indsidderstue[24] engang, saa at Fattigvæsenet bliver tilsidst den eneste Forsørger, der kommer til at skaffe dem Bolig, naar de engang komme for Skade med at gifte sig med dygtige og elskværdige Piger, som de have sand Kjærlighed til. - Er det nu saaledes med de Bønders vorne Børn, hvis Forældre dog sidde i god Forfatning for Tiden, hvorledes er saa Tilstanden hos Huusmændenes og Indsiddernes vorne Børn? Hvorledes er Udsigten for disses Selvernæring ved Huus og Sted, naar de gifte sig? Kunne de da erholde Bolig og Selvernæring? Spørg herom Sognenes Fattigvæsen, som bedst kan besvare det.

Mere finder jeg ikke nødvendigt at anføre, for at paavise Gavnligheden af en Udvandring af endeel danske Bønder til Viskonsin i Nordamerika, hvor de ville finde norske og svenske Brødre, der ikke alene have banet Veien til Indgang, men gjerne ville modtage os med aabne Arme til Naboer; thi her finder stor Hjælpsomhed, Velvillie og Tjeneste Sted mod Nyankomne. Det gjælder her: jo flere de blive, desmere Production, Cultur og Fremgang for et opvoxende Folk i et saa velsignet og frugtbar Land, der endnu kun tæller saa faa Indbyggere i Forhold til sin store Udstrækning og sine mange og rige Næringskilder. Derimod gjælder det under nærværende Forhold for Arbeidsclassen her i Danmark: jo færre Arbeiderne blive, desbedre for dem, der blive tilbage, efterat de overflødige og dem, der ikke have Udsigt til selvstændig Selvernæring, ere flyttede bort - desbedre for Fattigvæsenet, desbedre, lykkeligere og ærefuldere for hele Fædrelandet, for hele Folket og for Kongen.

Nu ved jeg vel, at af dem blandt Bondestanden her i Danmark, der bedst kunde foretage og befordre en saadan Udvandring for deres Børns Fremtids Skyld, er der kun faa eller ingen, som, fordi de for Tiden selv har det mageligt og godt, ville indlade sig herpaa, og at derimod de aldeles forarmede og formuesløse Arbeidere, der vel kunde have Lyst og Mod hertil, aldeles savne det Fornødne til en saadan Udflytning. Imidlertid gives her ogsaa Enkelte paa et Mellemstandpunkt, navnlig nogenlunde selv tænkende unge Mennesker med saa megen Formue, at de godt kunne foretage denne Udflytning og som ere fornuftige nok til at skjønne og bestemme hvad der i denne Henseende maatte være deres Beslægtede, som de forlod, og dem selv bedst tjenligt. - Det være nu hermed, som det vil, saa ligesom jeg tilforn forelagde min Landsmænd iblandt Landalmuen en Plan til en Actieforening, hvis Formaal var at kjøbe Herregaarde eller større Landeiendomme til Udstykning, for at Smaafolk kunde faae Smaaparceller til Jordeiendom og Byggeplads, og hvilken Plan godt kunde være i practiserende Udførelse, dersom ikke de saakaldte "Bondevenner" baade af det liberale og conservative Slags havde standset og forhindret Bøndernes godt begyndte Deeltagelse for denne vigtige Sag, - saaledes forelægger jeg dem nu herved mit Tilbud om, at jeg vil bringe alle dem, der ville tilmælde mig at de have besluttet at ville reise som Emigranter til Viskonsin i Nordamerika, i Forbindelse med dem i Norge som agte at reise derover, for at de kunne følges ad med disse, der allerede ere saa bekjendte med denne Overfart og have i Viskonsin saa mange Landsmænd, Bekjendte, Venner og Beslægtede.

Selv har jeg besluttet, om Gud det saaledes vil tilskikke, at vandre samme Reise og flytte til Viskonsin i Nordamerika, og det skulde da være mig meget kjært, om nogle af mine Landsmænd, af mine mange Bekjendte og Venner i den danske Bondestand, beslutte at reise med. I Dag har allerede een Mand personlig meldt mig, at han vil reise med derover som Emigrant eller Udvandrer, og det er Knud Jensen Vad fra Kosttofte i Skarrild Sogn i Jylland, som for Tiden er paa en Reise til Skaane, for i dette Foraar at foretage en betydelig Engvanding sammesteds.

                      Kjøbenhavn - Borgergaden Nr. 150 - den 17de Marts 1847.

                      Rasmus Sørensen,

                      forhenværende Skolelærer.

 


Ordforklaringer m.m.

[1] Fæe: husdyr, kvæg og får.

[2] Røgte: passe på, tage vare på.

[3] Tyende: tjenestefolk.

[4] Erholde: komme i besiddelse af.

[5] Hjemmefødninger: person, som er stærkt knyttet til sit land eller sin hjemegn. I overført betydning om snæversynet eller enfoldig.

[6] Fortrykte og forarmede: undertrykte og fattige.

[7] Kancelliråd: embedsmand i statens centrale administration (kancelli).

[8] Pekuniære: penge.

[9] Acre: amerikansk flademål for jord. 1 acre = 0,4 hektar. En skæppe er et gammelt dansk udtryk for areal, der svarer til 1/8 tønde. En skæppe land er ca. 690 m2. 

[10] Rbd., Mk. Sk.: Rigsbankdaler, Mark, Skilling.

[11] Klimatfeber: klimafeber, samlebetegnelse for tropesygdomme, der giver feber, fx malaria.

[12] Besinde: tænke over.

[13] Materier: emner.

[14] Oekonomi: kan også betyde ’husholdning’ eller ’sparsommelighed’.

[15] Øvrighed: myndighed.

[16] Akkordt: overenskomst.

[17] Uskjønsomt: utaknemmelig.

[18] Foretjent: optjent.

[19] Gavntømmer: træ, der kan anvendes som bygningsmateriale.

[20] Saugemøllen: savmøllen.

[21] Jordsmonnet: overfladen

[22] Pranger: kræmmer eller småhandlende (også specifikt og heste- og kreaturhandlere).

[23] Nashotha: Nashotah House, teologisk uddannelsessted i Wisconsin, oprettet i 1842.

[24] Indsidderstue: indsiddere eller inderste boede til leje hos andre og udgjorde typisk de fattigste lag i samfundet. 


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

   

Om kilden

Dateret
1847
Oprindelse
Sørensen, Rasmus: Om de udvandrede Nordmænds Tilstand i Nordmamamerika etc. (1847).
Kildetype
Pjece
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. juni 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Brøndal, Jørn: Danske amerikanere, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2020).

Udgiver
danmarkshistorien.dk