Medier, public service og Provinsdanmark

Artikler

Træsko-tv, jyderadio og københavneri. Provins versus hovedstad har været et fast element i debatterne om de elektroniske medier i Danmark siden Statsradiofoniens grundlæggelse i 1925. Diskussionerne har drejet sig om tilgængelighed og indhold og perspektiv. Forholdet til udenlandske medier har løbende forstærket kravene om bedre dækning eller andre synsvinkler i indholdet. Spændingerne mellem provins og hovedstad koblet med bekymringer for udenlandske påvirkninger har de seneste 100 år foranlediget mange nyskabelser i det danske medielandskab.

Æterkrig

Introduktionen af elektroniske medier i Danmark i 1925 tilføjede en ny type massemedier, der på flere punkter adskilte sig fra den trykte presse, man hidtil havde kendt. Det såkaldte firebladssystem bestod af mange lokale dagblade i alle større byer, der henvendte sig til det lokale og regionale publikum med støtte til hvert af de fire klassiske politiske partier. De elektroniske medier, først med radio og siden tv, sendte derimod fra centrum mod periferi. Den geografiske og mentale afstand mellem hovedstad og provins gav vanskeligheder ved at modtage det udsendte signal og i mange tilfælde også budskabet. 

Med radioen bevægede musik og tale sig gennem æteren over lange distancer, og afstanden mellem budskabets afsender og dets modtager var ofte langt større, end det var tilfældet for dagspressen. I Diærnes på Fyn fulgte Mathilde Christoffersen med i avisen, mens Hanne Andersen kunne passe sit strikketøj og samtidig lytte til krystalapparatet i 1936. Foto: Diernæs Sogns Lokalhistoriske Forening

Radioen kom for alvor til Danmark i 1920’erne og bestod i de tidlige år af en række amatører og klubber, som eksperimenterede med den nye trådløse teknologi. Allerede i denne spæde begyndelse tegnede der sig modsætningsforhold mellem jyder og københavnere, mellem provins og hovedstad. Der var særligt to forhold, der lå bag skærmydslerne. Det ene var tilgængelighed, og det andet var knyttet til indhold og perspektiv.

I 1924 opstod en protestbevægelse med formanden for Randers Radioklub, Aage Hvidberg (1887-1926), i spidsen. Med støtte fra Sammenslutningen af Radioklubber i Provinsen beklagede Hvidberg sig over det dårlige signal fra senderen i Lyngby og kaldte den dominerende Dansk Radioklub for en københavnerklub. Forsvarsministeriet gav lov til, at den militære sender i Ryvangen og tilhørende relæstationer i Odense og Hjørring måtte udsende radio til civile. Nu kunne Hvidberg, der i mellemtiden selv var flyttet til hovedstaden, og andre kritiske røster sende derfra. Også københavnerne fik et bedre sendeanlæg i et af Statstelegrafens lokaler i Jorcks Passage.

De forskellige radioklubber delte sig i to lejre omkring senderen i Ryvangen og senderen i Jorcks Passage, og de to grupper gik nu i flæsket på hinanden. Den store radiokrig blev det kaldt. Krigen sluttede brat i 1925 da Statsradiofonien blev oprettet. Hensigten med statens monopol var bl.a. at sikre en bedre kvalitet til lyttere i hele landet. Dertil skulle der bruges en moderne storstation, som krævede en større investering end det, radioamatørerne kunne mønstre. Storstationen blev oprettet i Kalundborg i august 1927.

Grænseland

Selv med Kalundborgsenderen fra 1927 var modtagerforholdene for dansk radio ikke lige gode alle steder. Det var særligt et problem i Sønderjylland. Landsdelen var kun for nylig blevet en del af kongeriget, og den nationale kamp mellem dansk og tysk førte til krav om bedre modtageforhold i syd. Da det forlød, at tyskerne havde planer om at stille en ny antenne op i Flensborg, lød der advarende røster på Sønderjyske Radioklubbers Fællesmøde i januar 1928. De frygtede, at den nye sender ville blive en ”Kampstation, der tager sigte paa tysk politisk og kulturel Agitation i de dansk-sønderjyske Egne”. På trods af en længere debat om emnet var den danske regering forsigtig med at påbegynde en radiokrig med tyskerne, og der kom i første omgang ikke nogen radiosender til den sydlige del af landet. I stedet blev Kalundborgsenderen fornyet i 1933 og udstyret med et langt kraftigere sendeanlæg. Debatten medførte i første omgang ikke mange konkrete tiltag, men pegede på Sønderjylland som mediepolitisk smertensbarn, der føjede et vigtigt ekstra element til diskussionerne om hensynet til provinsen.

Manden på billedet hedder Anton Poulsen. Omkring midten af trediverne havde Anton plads som medhjælper på en gård på Sjælland, og her ses han med en tospand i gang med at pløje marken med Kalundborgsenderen i baggrunden. Med Kalundborgsenderen fik Danmark landsdækkende radio. Senderen blev et knejsende symbol på modernitet og et stolt vartegn for byen. Sætningen ”Danmarks Radio-København-Kalundborg” blev hvermandseje i Statsradiofoniens tidlige år. Foto: Tilst Kasted Lokalhistoriske Arkiv

Fjernsyn til hele landet

I 1951 kom dansk fjernsyn til verden som et forsøg hos Statsradiofonien. Prøvesenderen på toppen af Radiohuset kunne kun sende få kilometer væk og udsendte i øvrigt kun få ugentlige timers tv. Først fra 1955 blev der løbende opstillet rigtige tv-sendere rundt om i landet. Først i Gladsaxe (1955), siden på Fyn (1955), ved Aarhus (1956), i Rangstrup i Sønderjylland (1957), Holstebro (1958), Aalborg (1958), Sydsjælland (1959), og endelige i 1960 fik Bornholm en sender.

Det var ikke blot tilgængeligheden af tv-signalet, der var begrænset, det var også vanskeligt og dyrt at optage udsendelser uden for studiet i Radiohuset i København. Julius Bomholt (1896-1969), der i 1953 var formand for Radiorådet (og siden blev undervisningsminister og landets første kulturminister), opfordrede Statsradiofonien til at bryde de snævre rammer og til at tænke provinsen med. Bomholt var begejstret for fjernsynet og så det som ”århundredets betydeligste kulturtekniske middel”. Tv ville ifølge Bomholt nedbryde skranker mellem land og by og give den jævne mand mulighed for at leve med i den nationale kultur.

Regionalradio og Provinsafdelingen

Inden for rammerne af Danmarks Radio blev et særskilt fokus på provinsen realiseret i løbet af 1960’erne og 1970’erne. De regionale radiokanaler blev realiseret i 1960. Fra Aabenraa havde landsarkivar Peter Kristjan Iversen (1914-2000) og kontorchef Jes Peter Caspersen (1905-2002) i januar 1959 henvendt sig til Danmarks Radio. De kunne berette om tysk fjernsyns og radios stigende popularitet og mente, at regionalradio i Danmark, ikke mindst i Sønderjylland, ville styrke dansk kultur i grænseområdet. Sønderjydernes ønsker om regionalradio var blevet teknisk muligt med udnyttelsen af FM-båndet, der stillede nye frekvenser til rådighed for radioen.

Otte regionalkanaler blev det til. Helt bevidst dækkede Radio Syd et område i Sydjylland på begge sider af den gamle grænse ved Kongeåen for at styrke grænselandets integration i Danmark. Radio Syd fik særlige forpligtelser over for det danske mindretal i Sydslesvig og fik i 1966 opført nye faciliteter i Aabenraa, der ikke blot rummede radio-, men også tv-studie, og redaktionen i Aabenraa fik på flere måder en særstatus inden for Danmarks Radio.

I april 1973 blev Provinsafdelingen oprettet i Aarhus. Modsat andre afdelinger i Danmarks Radio kunne den nye afdeling producere udsendelser inden for alle stofområder. Radiokommissionen var blevet nedsat i 1967, og flere medlemmer havde kritiseret ”københavneriet” på Danmarks Radio og ønskede flere provinsvinkler på tv. Samtidig var der en bred politisk interesse i at styrke det nære demokrati gennem et mere decentralt Danmarks Radio. Kommissionsarbejdet indeholdt i øvrigt de første overvejelser om et TV 2. En ny kanal skulle have hjem i provinsen og være med til at dæmme op for forbruget af udenlandsk tv, særligt i det sønderjyske.

 

TV Syd blev grundlagt som et eksperiment, og for Helge Lorenzen skulle TV Syd ikke blot være et nyt Danmarks Radio i miniformat. Med reference til landsdelens historie skrev han en ”håndfæstning” til de 11 medarbejdere på stationen. Der skulle leges med nye programformer og billedfortællinger. TV Syds programmer skulle ikke bestå af talende torsoer, der udlagde dagens begivenheder, men være båret af levende billeder af rigtige almindelige mennesker. Som noget helt nyt kunne borgere selv indsende videoer til ”Seerne Viser”, og TV Syd begyndte desuden at købe programmer ind som var produceret af lokale organisationer eller videoselskaber.

TV Syd

I de tidlige 1980’ere bølgede mediedebatten igen frem og tilbage mellem provins og hovedstad. Sønderjydernes store forbrug af tysk tv bekymrede flere politikere, og fra Sønderjylland lød der højlydt kritik af Danmarks Radio og centraliseringen i København.  Flere fremførte, at lokale begivenheder i Sønderjylland blev bedre dækket af den nordtyske radio- og tv-station NDR end af Danmarks Radio.

Det medførte, at TV Syd blev oprettet som et forsøg under Danmarks Radio den 22. oktober 1983. Forsøget skulle køre i tre år og blev hjemmehørende i Haderslev. Da forsøget udløb i slutningen af 1985, ønskede Danmarks Radio ikke at finansiere en fortsættelse af tv-stationen. Det lykkedes TV Syd at opnå sendetilladelse som selvstændig tv-station med opbakning fra 35.000 støttemedlemmer og en særbevilling på 10 mio. kroner fra Folketinget. Året efter fik TV Syd som landets første lov til at sende reklamer. Den første leder af TV Syd blev den sønderjyske journalist Helge Lorenzen (1933-2014). Hans vision for regional-tv var, at det skulle vise almindelige mennesker og genkendelige hverdagsscener. Eksperter og politikere måtte finde en anden skærm at optræde på. Dette jordnære perspektiv fik det nedladende prædikat ”træsko-tv” i dele af dagspressen.

TV Syd gik i luften den 22. oktober 1983 og bød seerne velkomne med en times sang fra forsamlingshuset i Tirslund. Henrik Svane (f. 1947), der på det tidspunkt var højskolelærer på Danebod Højskole på Als, førte an med jazzede sønderjyske strofer. Folkeligt, festligt og fast forankret i det syddanske. Klip: TV Syd og Mediemuseet, Odense Bys Museer.

TV 2 med regioner

I 1986 kunne der endelig findes politisk enighed om at oprette et TV 2. Et vigtigt element i tankerne bag den nye tv-station var, at den skulle knyttes til provinsen på flere måder. Dels skulle hovedsædet placeres vest for Storebælt, og dels skulle der knyttes regionale tv-kanaler til TV 2. De mest ivrige efter regional-tv var at finde blandt medlemmerne af Det Radikale Venstre, der stillede netop det som betingelse for at ville stemme for TV 2-loven. Under førstebehandlingen af loven bemærkede en spøgefuld VS’er, at kulturministeren H.P. Clausen (1928-1998) ville have et TV 2 med mulighed for regionalisering, men de radikale ville have et regionalt TV med tilhørende TV 2.

TV 2-loven nævnte 6-8 regionalkanaler, men det var åbent, hvilke der skulle være tale om. Der var heller ikke nogen garanti for, at alle landets dele ville blive dækket. TV Syd var selvskreven og sendte allerede fra første dag. De øvrige blev oprettet i etaper, så der i 1991 var i alt otte regionale tv kanaler.

  • TV SYD 1983 (som forsøg i DR)
  • TV FYN 1989
  • TV Midt/Vest 1989
  • TV-Nord 1989
  • TV-Hovedstaden 1989 (TV 2 Lorry)
  • TV 2 Århus 1990 (TV2 Østjylland)
  • TV 2 Bornholm 1990
  • TV 2 Storstrøm 1991 (TV2 Øst)

TV 2 Fyn var den første regionalkanal, der gik i luften som følge af TV 2-loven i 1989. Manden ved roret blev producenten Ebbe Larsen (1937-), der her ses flankeret af direktøren for TV 2 Jørgen Schleimann (1929-2016) og bestyrelsesformand Jørn Henrik Petersen (1944-) ved kanalens indvielse. Ebbe Larsen ønskede at lave folkeligt tv, hvor både Jensen i Odense og Madsen i Vester Skerninge kunne genkende sig selv. Foto: Nils Mogensen, Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Odense Stadsarkiv.    

Selv om der siden 1960’erne havde eksisteret et politisk ønske om, at en ny kanal fik hovedsæde i provinsen, besluttede den nyudnævnte bestyrelse for TV 2, at det rigtige hjem for kanalen var København. Udmeldingen i januar 1987 udløste et ramaskrig, og bestyrelsen måtte nu vælge Odense som det nye hjem for TV 2.

TV 2 Bornholm fik den mest bemærkelsesværdige fødsel. Øen var på grund af sit lave antal indbyggere ikke på forhånd sikret en station, men med en velargumenteret ansøgning fik også bornholmerne regional-tv. Ifølge initiativtagerne var Bornholm som Sønderjylland et grænseland med kort afstand til nabolandene og under stadig påvirkning udefra. Desuden fandtes der en særlig bornholmsk identitet. Det bornholmske fællesskab tilhørte Danmark, men udgjorde samtidig en ”stærk manifestation af lokalt fællesskab i danskheden.” Bornholm havde eget flag og sprog og burde også have eget tv.  Det kunne TV 2’s bestyrelse ikke sige nej til, men med skelen til øens lille seergrundlag blev det trods alt kun til en halv bevilling.

De regionale stationer kom ikke blot i luften på forskellige tidspunkter, men blev i det hele taget ret forskellige søskende i TV 2-familien med hvert sit bud på regional-tv. Regionerne overraskede de skeptiske røster ved hurtigt at levere pæne seertal.

Fra Radio24syv til Radio4

Ifølge medieaftalen fra 2010 skulle DR’s monopol på public service-radio brydes. Med 100 millioner kr. i årlig licensstøtte skulle en ny radiostation tage kampen op med først og fremmest P1. Den fjerde jordbaserede FM-radiokanal blev sendt i udbud, og det blev Berlingske Media og PeopleGroup, som med Radio24Syv vandt radiokanalen de første otte år. Daværende kulturminister Per Stig Møller (1942-) havde i god tråd med konservativ mediepolitik ikke stillet særskilte provinskrav til den nye taleradio, men da kanalen skulle i udbud igen otte år senere, blev  provinsen igen-igen et stridsemne, der ramte som en forsinket boomerang.

Dansk Folkeparti stillede krav om, at redaktionen skulle have til huse mindst 110 kilometer fra Københavns centrum. DF’s gruppeformand Peter Skaarup (1964-) forklarede i et interview i Politiken i marts 2019, at radioen skulle være ”et alternativ til DR, også geografisk, ligesom TV 2 har været det til DR”.  Kravet kom sent på bordet i forhandlingerne om det nye udbud, men partiet havde længe ønsket at styrke regionalt indhold på dansk tv og skældt ud over TV 2’s udbygning af aktiviteter i København i stedet for i Odense. Det nye krav betød, at ejerne bag Radio24Syv ikke ønskede at byde på koncessionen igen, og radiostationen lukkede efter stort postyr. Pladsen i æteren blev overtaget af Radio4 i Aarhus. Med tilnavnet ”jyderadio” kunne stationen gå i luften den 1. november 2019. Bag radioen står selskabet Radio FM4 A/S, som er ejet af ni regionale mediehuse.


Fra hovedsædet i den jyske hovedstad Aarhus har Radio4 sendt public service-taleradio til hele landet siden 1. november 2019. Foto: Radio4.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om artiklen

Forfatter(e)
Sissel Bjerrum Fossat
Tidsafgrænsning
1925 - 2020
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. september 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Fossat, Sissel Bjerrum: Monopolbrud. Aarhus Universitetsforlag (2020)

Bruun Jensen, Klaus, red.: Dansk Mediehistorie 1-4 (1996-2003)

Carstensen, M.B.; Svith, F. og Mouritsen, P. (red.), DR og TV2 – i folkets tjeneste? (2007)

Adriansen, Inge, Elsemarie Dam-Jensen og Lennart S. Madsen (red.): Sønderjylland A-Å, Historisk Samfund for Sønderjylland, Aabenraa (2011)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Sissel Bjerrum Fossat
Tidsafgrænsning
1925 - 2020
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. september 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Fossat, Sissel Bjerrum: Monopolbrud. Aarhus Universitetsforlag (2020)

Bruun Jensen, Klaus, red.: Dansk Mediehistorie 1-4 (1996-2003)

Carstensen, M.B.; Svith, F. og Mouritsen, P. (red.), DR og TV2 – i folkets tjeneste? (2007)

Adriansen, Inge, Elsemarie Dam-Jensen og Lennart S. Madsen (red.): Sønderjylland A-Å, Historisk Samfund for Sønderjylland, Aabenraa (2011)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk