Prinsesse Annas brudefærd og den forgjorte orlogsflåde, 1589

Artikler

Trolddom blev udlagt som grunden til, at prinsesse Anna (1574-1619) i efteråret 1589 måtte opgive at krydse Nordsøen på vej til sit bryllup med den skotske konge. For 1500- og 1600-tallets mennesker var overnaturlige kræfter og trolddom en realitet, der var lige så virkelig som Gud og Djævelen. I løbet af sommeren 1590 kunne man i København optrevle en hemmelig sammensværgelse, der havde brugt vejrmagi til at sende frygtelige storme mod orlogsflåden, der skulle fragte prinsesse Anna til Edinburgh. Det var i realiteten et angreb mod den danske kongemagt, der blot beviste, at Djævelens magt var tiltagende. Mindst 13 mennesker i Danmark blev brændt på bålet som følge af sagen. Forløbet var dog endnu voldsommere i Skotland, der i kølvandet på de danske afsløringer eksploderede i trolddomsforfølgelser 1590-1591.

1. september 1589 sejlede kongens orlogsflåde ud gennem Øresund. For de mange folk, som stod og betragtede skibene, må det have været et imponerende syn. Af rigets mægtige flåde på i alt 34 skibe var de 13 udtaget til togtet. Hovedskibet Samson blev ført af rigsadmiral Peder Munk (1534-1623). Ombord på et af flådens andre skibe, Gideon, befandt Christian 4.s søster prinsesse Anna (1574-1619) sig. Med sit følge var hun på vej til Skotland for at indgå ægteskab med den skotske konge, Jakob 6. (1566-1625). Brylluppet mellem Jakob 6. og prinsesse Anna skulle stå i Edinburgh i slutningen af året, og forberedelserne til togtet havde været i gang i månedsvis. Sommeren over var skibene blevet udrustet til at klare den vanskelige efterårsrejse over Nordsøen, og de skotske gesandter, som skulle følge prinsessen på togtet, havde været i København siden august. Intet måtte gå galt. Men næsten alt gik galt.

Allerede inden afgang var der blevet varslet dårligt vejr, og ulykkerne ramte snart skibene. På Gideon blev to bøsseskytter dræbt under saluteringen, da skibene havde lagt fra land. Den følgende dag eksploderede en kanon og dræbte endnu en mand. Modvind og storme betød, at skibene kom væk fra hinanden og kun med vanskelighed blev samlet ved kronens fæstning på Flekkerø ved Kristiansand i Norge. Her fortsatte uheldene: De to store skibe Josva og Gideon, med prinsessen ombord, sprang læk, en bådsmand faldt over bord og druknede, og en anden blev mast ihjel mellem skibene.

Efter at skaderne var udbedret, forsøgte rigsadmiralen nu atter at nå til Edinburgh med brudefølget. Halvvejs over Nordsøen blev togtet dog igen ramt af voldsomme storme, og skibene måtte vende tilbage til Flekkerø. Nu skrev kalenderen snart oktober, og vinteren var på vej. Prinsesse Anna blev sejlet til Kristania (Oslo), mens meddelelse om skibenes strabadser blev bragt til en utålmodig skotsk konge, som efter at have modtaget beskeden resolut drog til Norge. Det kongelige bryllup blev gennemført kort efter Jakob 6.s ankomst til Kristiania, og det nygifte kongepar drog sammen til København, hvor de blev vinteren over.

Under sit månedlange ophold i København i vinteren 1589-1590 brugte Jakob 6. tiden på at pleje sit danske netværk. I 1500-tallet indebar det at deltage i formelle begivenheder, men der blev også tid til at besøge rigets fremmeste lærde. Den videnskabeligt interesserede konge besøgte astronomen Tycho Brahe (1546-1601), som på øen Hven havde opbygget et videnskabeligt center, Uranienborg, der var blevet et internationalt tilløbsstykke. Maleren Carl Bloch (1834-1890) har i 1876 forestillet sig, hvordan det gik til. Foto: Det Kgl. Bibliotek 

Inkompetente ledere eller overnaturlige kræfter

Endnu mens Jakob 6. befandt sig i København, begyndte rygterne at svirre i byen. De mange ulykker og det hårde vejr, som havde ramt den ellers så søstærke orlogsflåde, gav anledning til undren. For rigsadmiral Peder Munk, der personligt havde ført flåden, var det et åbenlyst ærestab, at han ikke kunne fuldføre den vigtige opgave at fragte prinsessen sikkert til Edinburgh. Han beskyldte den magtfulde finansminister, rentemester Christoffer Valkendorf (1525-1601), for ikke at have bevilget de nødvendige økonomiske midler til at ruste skibene til Nordsøens hårde vejr. De to stolte mænd havde tidligere haft adskillige sammenstød, der givetvis har forstærket spændingerne. Valkendorf kunne dog henvise til, at søfolkene skam havde fået bevilget alle de fornødenheder, de havde bedt om.

Sideløbende med Munks beskyldninger mod Valkendorf var en anden fortælling om årsagen til den mislykkede brudefærd begyndt at cirkulere: Skibene var i virkeligheden blevet forgjort, dvs. forhekset, af en forsamling troldfolk. Mistanken var formentlig allerede opstået undervejs på togtet, da flere vidner enten selv havde bemærket eller hørt tale om, at skibene blev drevet tilbage til Norge, når de forsøgte at nå over Nordsøen. Det var, som om noget eller nogen havde magt over skibene og ikke ønskede, at de skulle nå Edinburgh.

Jakob 6. var desuden overbevist om, at han som en sand og gudfrygtig kristen var et særligt mål for Djævelen, og det budskab vandt givetvis genklang i de øverste cirkler i det danske samfund.  I forsommeren 1590 fik rygterne om, at der havde været overnaturlige kræfter på spil, fornyet næring i København.

Trolddom i København

At troldfolk med Djævelens hjælp kunne nedkaste storme over Nordsøen og forpurre prinsessens brudefærd, lyder som en historie, der tilhører fiktionens verden. Men for 1500- og 1600-tallets mennesker var trolddommens eksistens lige så uomtvistelig som Gud og Djævelens. Troldfolk havde afsværget deres kristne dåb. Djævelen havde i bytte for troldfolkenes sjæl givet dem evnen til at skade deres omgivelser med trolddom. En række trolddomssager fra det tyske område i 1580’erne havde givet genlyd i Danmark. Netop i efteråret 1589, kort før prinsesse Anna satte af sted på sin brudefærd, havde en sag om en hemmelig og djævelsk sekt af troldfolk i byen Trier nået sit klimaks. Dietrich Flade (1534-1589), der var rektor ved universitetet i Trier og selv tidligere dommer i trolddomssager, blev henrettet for at være en af sektens ledere. Troldfolk var Djævelens allierede, og trolddom var en særligt farlig forbrydelse begået i hemmelighed, som kunne være svær at bevise.

I maj 1590 sad en kvinde i fangehullet på Gråbrødre Torv og afventede sin henrettelse. Kvinden hed Ane Koldings og lød det dystre tilnavn Djævelens Moder, men da hun blev dømt skyldig, var der ingen tegn på, at hendes trolddom havde rakt så vidt som til de kongelige skibe. Det ændrede sig hen over sommeren, hvor fortællingen om prinsesse Annas brudefærd efterhånden blev kædet entydigt sammen med trolddom. Dagen før Ane Koldings henrettelse havde tre sognepræster afhørt hende i fængslet. Forhør skulle ifølge dansk ret foretages på rådhuset, så den ansvarlige borgmester blev senere stævnet for brud på retsplejen. Han forsvarede sig med, at hensigten alene havde været at berede Ane Koldings til den forestående henrettelse, og at han i øvrigt havde handlet på ordre af selveste rentemester Christoffer Valkendorf. 

Ifølge protokollen fra retssagen havde Ane Koldings under præsternes besøg ”ikke bekendt noget om skibsflåden, men det er siden blevet rygtet”. Henrettelsen var imidlertid blevet udsat, og da Ane Koldings endelig blev brændt på bålet i juni 1590, var en ganske bestemt forklaring på det mislykkede togt til Skotland tilsyneladende blevet den accepterede. Stormene havde været unaturligt voldsomme, de var nemlig forårsaget af hekse og troldfolk og dermed reelt af Djævelen selv. Det var derfor ikke overraskende, at selv kongens flåde ikke kunne overkomme dem.

I 1591 blev der i Danmark udgivet en nyhedspamflet efter tysk forlæg om begivenhederne i Köln og Trier, der fik titlen ’En forskreckelig oc sand bescriffuelse om mange Troldfolck’. Titelbladet viser det smertefulde endeligt for Peter Stum, som blev dømt som varulv i Trier. Oversættelsen var tilpasset det danske marked og understøttede en særlig fortolkning af begivenhederne mod kongens orlogsflåde: Netop i 1589 havde der været særligt mange ”trolddjævle og troldkvinder” på spil, og nu havde også den danske krone været under angreb. Foto: Det Kgl. Bibliotek 

Nu rullede hekselavinen i København. I løbet af juli blev mindst ni kvinder og én mand anklaget og forhørt. De fleste hørte til samfundets nedre lag, men der var også mere fornemme skikkelser – herunder hustruen til en vintapper ansat på Københavns Slot og en borgmesterfrue i Helsingør. Sagerne forløb til et stykke ind i efteråret og under stor bevågenhed. Ofrene i denne sag var de mest prominente, man kunne forestille sig. Man kan næppe overdrive den opmærksomhed en mulig trolddom mod kongens skibe tiltrak sig i samtiden, både inden- og udenlands.

Tilståelser

Troldfolkene bekendte deres forbrydelser under tortur. Tortur måtte først iværksættes, efter at den sigtede var fundet skyldig, for at undgå falske tilståelser. Torturen var alligevel vigtig, fordi en synder ved at afgive en fuld bekendelse kunne mildne Guds vrede og muliggøre forsoningen i det hinsides. Torturen kunne desuden forsyne forhørslederen med navnene på medsammensvorne, og de anklagede på pinebænken har antageligvis forsøgt at tilpasse deres svar til forhørsledernes spørgsmål med det sigte at afkorte lidelserne. Det hændte dog, at folk fastholdt deres uskyld gennem hele det pinefulde forhør.

I juli 1590 blev yderligere tre kvinder forhørt om kongens skibe. Ud fra de afgivne bekendelser er det muligt at sammenstykke, hvordan trolddommen mod skibene blev praktiseret. En gruppe på mindst otte kvinder havde været forsamlet hos Jakob Skrivers hustru, Margrethe. Her havde de sendt deres hjælpedjævle ud til skibene i en øltønde for at forgøre dem. Margrethe blev tillagt en større rolle, formentlig fordi hun var af højere stand end de andre. Jakob Skriver selv skulle efter sigende også have ønsket skibene forgjort, for han havde lovet, at troldkvinderne ville blive ”belønnet derfor”. Han blev senere sigtet for medvirken.

Bekendelserne indeholder magthavernes fortælling om forgørelsen, og her indtager Ane Koldings og en anden kvinde de ledende roller. Ane Koldings var allerede blevet henrettet. Den anden, en bondekvinde, som aldrig blev omtalt ved navn, havde øjensynligt taget sig selv af dage kort efter Ane Koldings’ henrettelse. Det tyder på, at hun fornemmede, hvilken vej pilen pegede, men i datidens optik var en mistænkts selvmord altid det samme som en tilståelse. Der havde altså med sikkerhed været tale om trolddom.   

Troldfolkenes tilståelser betød, at rentemester Valkendorf ikke længere kunne beskyldes for, at skibene havde været i for dårlig stand. At admiral Munk ikke kunne sejle skibene over Nordsøen, var ligeledes forståeligt. Ingen af de høje herrer havde gjort noget galt. Prinsesse Annas mislykkede brudefærd til Skotland skyldtes mødet med troldfolks vejrmagi, hvilket de facto var et angreb fra Djævelen selv. Det var øvrighedens pligt at bekæmpe troldfolk, for ellers ville Djævelen fortsat fordærve menneskenes verden. På den måde blev de mange henrettelser i København den sommer retfærdiggjort. I alt endte mindst 13 personer på bålet for at have medvirket til forgørelsen af kongens orlogsflåde. 

Trolddom mod kongeriget

Idéen om, at troldfolk kunne ramme selv rigets øverste, var ikke ny. Den kongelige flåde havde faktisk to gange tidligere været offer for onde menneskers vilje. Men de mange trolddomssager fra det tyske område viste, at Djævelen var på fremmarch og godt i gang med at indfange allierede i kampen mod det gode. Alle kunne blive ramt af troldfolkenes onde vilje. Det mislykkede togt til Skotland i 1589 og den følgende sommers trolddomsprocesser bekræftede kun, at også i det danske kongerige blev Djævelens indgriben i den menneskelige verden hyppigere og fik stadig større konsekvenser.

Imens sagerne rullede i København, var Jakob 6. og Anna omsider nået frem til Edinburgh. Det nygifte skotske kongepar havde forladt København i slutningen af april 1590, og det var igen Peder Munk, som blev betroet opgaven at føre flåden tilbage til Skotland. Turen over Nordsøen havde atter været ramt af storme, og det royale følge takkede Gud for at nå i havn i live. Troldfolkenes bestræbelser på at komme Jakob 6. og Anna til livs var blevet forpurret, men i Skotland var efterspillet kun ved at begynde.

I efteråret 1590 indrømmede en mistænkt troldkvinde i North Berwick nær Edinburgh, at hun var en del af en sammensværgelse, der havde fået ordre fra Djævelen selv om at slå det royale par ihjel. Herefter eksploderede trolddomsforfølgelserne i Skotland, og i løbet af de næste 13 måneder tilstod mindst 70 personer at have været en del af den diabolske sammensværgelse. Alle samfundslag var repræsenteret, fra fattige tjenestepiger og helt op til hoffets øverste cirkler.

Prinsesse Anna blev dronning af Skotland, da hun indgik ægteskab med Jakob 6., og senere også dronning af England, da han i 1603 efterfulgte Elizabeth 1. (1533-1603) som Jakob 1. Stuart. I London arrangerede Anna maskespil og saloner for tidens kunstnere, mens Jakob var stærkt optaget af teologi og trolddom og udgav flere skrifter med anvisninger om, hvordan troldfolk burde retsforfølges og straffes. Portrætter malet af John de Critz, 1605. Foto: T.v. King James Stuart 1., Prado Museum/Wikimedia Commons. T.h. Queen Anna of Denmark, National Portrait Gallery.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om artiklen

Forfatter(e)
Louise Nyholm Kallestrup
Tidsafgrænsning
1589 - 1591
Sidst redigeret
6. november 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Kallestrup, Louise Nyholm: Heksejagt. Aarhus Universitetsforlag (2020)

Bering Liisberg, H.C.: Vesten for sø og østen for hav. Trolddom i København og Edinburgh 1590 (1909).

Kallestrup, Louise Nyholm: I pagt med Djævelen. Trolddomsforestillinger og trolddomsforfølgelser i Italien og Danmark efter reformationen (2009).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Louise Nyholm Kallestrup
Tidsafgrænsning
1589 - 1591
Sidst redigeret
6. november 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Kallestrup, Louise Nyholm: Heksejagt. Aarhus Universitetsforlag (2020)

Bering Liisberg, H.C.: Vesten for sø og østen for hav. Trolddom i København og Edinburgh 1590 (1909).

Kallestrup, Louise Nyholm: I pagt med Djævelen. Trolddomsforestillinger og trolddomsforfølgelser i Italien og Danmark efter reformationen (2009).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk