Her ses forsiden af Ankers udgivelse fra 1806. Foto: Det Kgl. Bibliotek

Side 2

Mythologisk Opdagelse i den sydlige Deel af Hindustan.

Under mit Ophold i Hindustan, som Gouverneur over

de Kongelige Danske Etablissementer, blev i Aaret 1799

ved en Hendelse opdaget, i Nærheden af Tranquebars

Fæstning, en Samling af Bronz-Figurer m.m., som ved

Undersøgning fandtes at henhøre til den Braminske

Mythologie, nemlig:

1. – Guden Siva. Den tredje Person i Guddommen

 med hans Gudinde Bavani. Denne Gud er det ødelæggende

 og regenererende Væsen, der har den største

Mængde af Tilbedere blandt Hinduerne. Hans Gudinde

har adskillige Dele af hans udstrakte Herredømme

under sin Bestyrelse, og dyrkes under forskjellige Navne.

Af Braminerne blev forsikkret, at Figuren Siva har en

Tilsats af Guld, som er paalagt i den hellige Lov at

iagttage i de Billeder af ham, der ere bestemte til

offentlig Dyrkelse, hvilet ei er Tilfældet med de øvrige

hellige Væsener.

2. – Guden Vishnu. En incarnation i hans Hyrdestand,

 og anden Person i Guddommen. I denne stilling

dyrkes han af Hinduerne som Protector for Qvæg-

Avlingen. Ligeledes blev funden trende smaa Figurer,

som forestille Vishnu i hans Børneaar; i hvilken Alder

han tilbedes som Beskytter af den opvoxende Ungdom.

3. – Guden Sebabady. En Incarnation af Guden

Siva, som berettes at være nedstegen paa Jorden for at

bortjage Budha-Religionen fra den sydlige Deel af Hindustan.

Han Forestilles i en triumpherende Stilling, omringet

af en Gloria med Guden Budha under Foden.

Side 3

Hans Gudinde er Bavani under andet Navn, men

har ingen indflydelse, som Sebabadyes Gemahlinde.

”At Budha-Religionen hærskede i den sydlige Deel

af Hindustand, forinden, at den Braminske Lære fik

Overhaand, bekræftes af de Levninger, som ere

opdagede i forskjellige Egne af Landet.”

4. – Guden Ganesa. Af anden Rang i Guddommen,

samt Gemahlinde. Denne Gud er den ældste Søn af

Siva.

Han tilbedes i Hensigt at opnaae et heldigt Udfald

af de forskjellige Foretagender i Livet. Hans Elephanthoved

 er et Sindbillede paa Viisdom og Styrke. –

Hans tykke Mave et tegn til Velgaaende. Hans Gudinde

nævnes ei i den Braminske Mythologie, som et

 Væsen af nogen synderlig Vigtighed.

5. – Guden Carticeya. Af anden Rang i Guddommen

og anden Søn af Siva. Her forestilles han i de

yngre Aar. Han er egentlige Hinduernes Mars. I

den Caractere er han at finde i en dertil helliget Pagod,

ridende paa en Paafugl, har 6 Ansigter under en Krone

og 12 Arme i en fiendtlig Stilling.

6. – Guden Ayennar. Af anden Rang, med sine

tvende Gudinder, Burrama Davi og Bushkala Davi.

Denne Gud nedstammer fra Vishnu og Siva. Han er

et haardt straffende Væsen, i hvis Pagod alle Eeder af

Vigtighed aflægges med megen Høitidelighed.

7. – Guden Siva. I en opret Stilling. Denne Figur

har egentlig været bestemt til privat Dyrkelse, som en

Huusgud; thi Braminerne opdagede, at den ei havde den

anordnede Tilsats af Guld, som til offentlig Dyrkelse var

bestemt.

8. – En hellig Mand. – Armeret, som var Sivas

Livkarl i hans jordiske Omvandringer.

9. – En hellig Mand – som man berettede at være en Oppasser i Pagoden; hvilket hans Figur synes at bekræfte.

(spring til 5. side ……… )

Den kyndige i Støbekunsten vil indsee Vanskeligheden

at modellere en saa compliqvered og vel udført

Støbning, som fortrinlig erfares af den smukke Figur,

Sebabady, hvor Guden er af en ædlere Metal, end Guden

Budha under hans Fod med de øvrige Ornamenter.

Dette oplyser, til hvilken Høide Kunsten var stegen over

tusinde Aar tilbage, som efter Braminernes eenstemmige

Mening er disse Bronzers Ælde.

Den egentlige Anledning til de hellige Sagers Nedgravning

i Jorden var ei med nogen Vished at opdage.

De geistlige Herrer vare af Formening, at Rygtet om de

Grusomheder, som udøvedes mod den Braminske Lære

af de Mahomedanske[1] Bespottere, har formodentlig

været Aarsag i Helligdommens Nedgravning, og Indbyggernes

Undvigelse til Fjeldene i den sydlige Deel af

Landet, hvor de ere omkomne af Hunger og Elendighed.

At en Mahomedansk Magt har været inden Tranquebars

Territorium, bekræftes af den Mosque, som er

opført ved Stedet, hvor Antiquerne blev opdagede, og

hvor den Mahomedanske Lære nu findes forplantet.

Oven jorden fandtes intet Spor til Levninger af Pagod-Indretninger[2],

men ved Gravningen intraf Kalk og

Side 6

Steen. Formodentlig have Mahomedanerne benyttet

den brugbare Deel af Materialierne til deres Mosque.

Det tilbageblevende er slutteligt bortført ved oversvømmelse

af den store Caveri Flod, hvoraf en Green

løber i Nærheden af Stedet.

Udi Ferishtas[3] paalidelige Historie af Dekkan,[4] som

indbefatter de sydlige Provindser, berettes:

”At Keiser Alla ad Dien i Delhy[5] beordrede sin

General Melek Neib, i 1310, at tage de sydlige

 Provindser i besiddelse med en tilstrækkelig Militair

Magt. Ordren blev strax udført med Angreb

af Kysten Coramandel, hvor Stæder og Pagoder

blev udplyndrede med den grusomste Behandling

af Indbyggerne. Saaledes blev Toget fortsat til den

sydlige Deel af Kysten, hvor Udsigt gaves til at

plyndre med Fordeel. Den standsede omsider ved

den berømte Pagod Ramesseram i Provindsen Marava,

over for den vestre Kyst af Øen Ceylon,[6] hvor

General Melek Neib opførte en Mahomedansk

Kirke med behørig Besætning af Geistlige til

Lærens Udbredelse.”

Da Provincen Marava er 40 Danske Mile sydenfor

Tranquebar, kan man med temmelig Vished bestemme:

At expeditionen under General Melek Neib gav Anledning

til Helligdommens Nedgravning og Indbyggernes

Undvigelse. Hertil er at anmærke: At ommeldte Expedition

er den eneste, som har været sendt saa langt

Syd under det Mogulske Herredømme.[7] Følgelig have

disse Antiquer lagt henved 500 Aar i Jorden, da jeg lod

dem opgrave. Man kunde Maaskee være af Formening:

at en convulsiv[8] Natur-Tildragelse havde foranlediget

de guddommelige Væseners Nedstyrtning; men intet

af den Beskaffenhed er bekjendt at have nogensinde

været Tilfældet i de sydlige Provindser af Hindustand.

Hertil er endvidere at tilføje: At Figurene fandtes

ordentlig nedlagde, som med Hensyn til at bevares.

Rygtet om de hellige Sagers Opdagelse gav Anledning

til Forsamling af Egnens Indbyggere, som ved Anskuelse

fandt, at de vare Guder af den hærskende Religion,

og følgelig berettigede til at behandles med hellig

Ærbødighed. For nu at standse den Uorden, som mueligens

derved kunde opvækkes, blev det Braminerne

paalagt at bestemme: Om de Billeder, som ved en Hændelse

have lagt i Jorden saa lang Tid i en vanærende

Tilstand, vare endnu at ansee som hellige Væsener?

Hertil blev svaret: ”At deres Helligdom var forsvunden

Side 7

ved at være udsatte for at trædes under Fødder, saavel

af Mennesker som af de ureene Dyr, men kunde ved

behørig Indvielse opnaae den tabte Agtelse, som Repræsentantere

af de høieste Væsener. Men dette foretagende

blev forbundet med en betydelig Udgivt,

da dertil maatte først opføres Pagod-Bygninger, værdig

af deres ophøiede Stilling, forinden Indvielsen kunde

udføres. Til et saa bekosteligt og vidtløftigt Foretagende

er for Tiden ingen Tamulsk[9] Regent i den sydlige

Deel af Hindustan, hvis Skatkammer kan udrede den

dertil udfordrende Capital.” Denne oplysning tilfredsstillede

Mængden, og Antiquerne bleve mig uvilkaarlig

overlerede og bragte til mit Landsted paa en høitidelig

Maade af Braminer og Folket.

For at bevidne min Erkjendtlighed, blev en Qvantitet

Riis m.m. offret til Pagoderne i Nærheden af

Stedet, og til Braminerne blev uddeelt Bettel og Riis,

som et vedtaget Beviis paa en venskabelige Agtelse.