Otto Brandenburg og Dario Campeotto som danske ungdomsidoler i 1960’erne

Artikler

Otto Herman Max Brandenburg (1934-2007) og Dario Carlo Giacomo Campeotto (f. 1939) var to mandlige sangere, der i begyndelsen af 1960’erne blev en del af en ny dansk ungdomsidoldyrkelse, hvor især ungdomsblade dannede rammen for, hvad dele af befolkningen så som ‘afgudsdyrkelse’.

Ungdommens idoldyrkelse i 1960’erne 

Idolisering var ikke et nyt fænomen i 1960’erne, men den nye forbrugsstærke ungdom fik nye økonomiske muligheder og nye platforme til i højere grad at dyrke deres idoler. Idoldyrkelsen blev derfor et langt mere offentligt fænomen. Ungdomsblade som Filmjournalen/Vi Unge og Tempo bidrog til dette. Disse blade fik fra begyndelsen af 1960’erne mere og mere fokus på musikidoler, som også ofte optrådte i film.

De nye ungdomsmedier etablerede muligheder for et fællesskab, hvor man kunne identificere sig selv som fan. I Tempo havde man konceptet ‘Fanstjerne’, som blev tildelt kendte musikere, skuespillere og sportsfolk, både danske og udenlandske. Disse fanstjerner lå til grund for bladets idoldyrkelse, og de unge kunne skrive ind og melde sig som fan af fx skuespilleren Ghita Nørby (f. 1935), fodboldspilleren Harald Nielsen (1941-2015) eller amerikanske Elvis Presley (1935-1977). Bladet havde indslag som pennevenneliste, fanklubber, billedbørs m.m., hvor man tilkendegav, hvem ens fanstjerne var.  Et populært indslag var “Prinsesse/prins for en dag”, hvor de unge kunne skrive ind og ønske at møde og tilbringe dagen med deres fanstjerne. Tempo var altså i offentligheden ramme om en slags ungdomsklub med aktive unge, dog rammesat af voksne.

Otto Brandenburg og Dario Campeotto på forsiden af ugebladet Tempo i forbindelse med deres udnævnelser til fanstjerner. De to unge mænd er begge afbilledet med charmerende smil. Otto Brandenburg blev som oftest portrætteret med sin guitar, som var en del af hans rock’n’roll-image. Dario Campeotto optræder i skjorte og jakke, der er en del af hans mere pæne image, der voksede ud af hans baggrund som operasanger. Oprindelse: Tempo 19.juli 1960 og 16. maj 1961.

Der kom en større åbenhed og tolerance over for ungdomsmusikken og poppen i 1960’erne, men den var stadig omstridt. Voksenoffentligheden opfattede ofte de unge fans som lidt naive eller forledte af reklameindustrien. I Danmarks Radios tv-program Min FANstjerne fra 1961 blev Otto Brandenburg og Dario Campeotto samt nogle unge kvinder interviewet, og her var en vis skepsis fra interviewerens side tydelig.  

Otto Brandenburg som ungdomsidol

Otto Brandenburg voksede op i et arbejderhjem på Nørrebro i København. Han startede som jazzmusiker og kom i 1955 med i sangkvartetten Four Jacks. Han forlod gruppen og gik solo i 1958 med større fokus på rock’n’roll efter amerikansk inspiration. Hans første single ”I Believe/My My How Time Goes by” røg hurtigt til tops på radioens og musikbranchens hitlister, der var et nyt fænomen. Ved hans deltagelse i dansk Melodi Grand Prix i marts 1960 med sangen ”To lys på et bord” var det folkelige gennembrud en realitet.

Pressen erklærede ham for teenageidol fra begyndelsen. I juli 1960 blev han optaget officielt i Tempos fanstjerne-koncept og var hermed centrum for de unges idoldyrkelse. Han blev i pressen lanceret som den unge friske og lidt rebelske arbejderdreng fra byen, der begyndte at spille guitar og blev hele Danmarks teenagehelt. Unge drenge kunne drømme om at blive som ham, og pigerne kunne drømme om at få ham som kæreste. 

Han blev som regel portrætteret med sin guitar og gerne med referencer til amerikanske forbilleder og rock'n'roll-musikken. Han var symbolet på det, populærpressen og musikbranchen mente de unge vil have: engelsksproget rock'n'roll musik. Og det skete på trods af, at nogle af hans største hits i perioden var på dansk (”To lys på et bord”, ”Når en sailor går i land” og ”Susanne, Birgitte og Hanne”, alle udgivet i 1960). I pressen blev han lanceret efter amerikansk model, eller rettere efter Elvis Presley.  Pressen ville ikke så gerne kalde ham ’den danske Elvis’, måske fordi det gav mindelser om reaktionerne på den nye provokerende rock’n’roll i 1950'ernes offentlighed og mediebillede. Men ligesom Elvis var Otto Brandenburg med i spillefilm, hvor sang var i fokus, og der blev hyppigt berettet om teenagehysteri omkring ham. Dog var der ingen læderjakke, men derimod altid en sweater. Da Otto Brandenburg brød igennem, så man altså ikke den frygt for rock'n'rollen og ungdomsmusikken, som var kendetegnende i 1950'erne, men mange var stadig skeptiske og til dels nedladende over for de unges såkaldte 'afgudsdyrkelse'. 

Fra udlandet havde pladeselskaber og musikere erfaret, at statussen som ungkarl var yderst vigtig i PR-sammenhænge. Man prøvede derfor at skjule, at Otto blev gift i sommeren 1960. Da det ikke lykkedes, gjorde man alt for at forsikre pigerne om, at han stadig var værd at drømme om. Det er blandt andet i denne forbindelse, at man i offentligheden og i dele af pressens dækning kan finde eksempler på det skeptiske syn på de unges idoldyrkelse.  

Otto Brandenburg og Dario Campeotto i reklamer for Teenagestrømper fra 1962. Reklamerne spiller på drømmen om at være beundret af de to unge mænd; en drøm, der har kommerciel værdi. De refererer også til Ottos amerikanske rock’n’roll image og Darios italienske charme. Oprindelse: Tempo 5. juni 1962 og 22. maj 1962. 

Dario Campeotto som ungdomsidol

Dario Campeotto voksede op i et direktørhjem på Frederiksberg som søn af italienskfødte forældre.  Han vandt i februar 1961 det danske Melodi Grand Prix med sangen ”Angelique”. Han fik dermed sit store gennembrud og blev en stor del af ungdomsidolkulturen, hvilket blev cementeret med hans udnævnelse som fanstjerne i Tempo i maj 1961. Dario var dog ikke helt ukendt, men havde tidligere indspillet flere plader for pladeselskabet Crescendo og medvirket i den populære film Eventyrrejsen i 1960.   

Efter Dario Campeotto vandt Melodi Grand Prix, voksede hans ungdomsidolstatus stærkt. Hans italienske charme kom hurtigt i højsædet og blev en central del af hans lancering og image. Han blev af Billed-Bladet døbt til “Damernes Dario” og “Pigernes helt”, hvilket blev afspejlet i den store tilstedeværelse af unge kvindelige fans til hans optrædener og i den opmærksomhed, han fik fra kvindelige kolleger. I bladet Tempo var pigerne vilde efter at møde ham, og der var da også nogle heldige “prinsesser”, der fik lov til at møde ham i virkeligheden. Darios ungkarlestatus var altså en stor del af hans lancering, hvilken blev fastholdt i hans filmroller og i beskrivelser af hans store interesse for hurtige biler. Henvisninger til hans “italienske temperament” gjorde også, at han havde en længere snor end andre idoler, når det kom til negative udtalelser om hans fans. Når Dario fx beskrev sine fans som ”vilde teenage-amazoner”, som intet vigtigere har at gå op i, blev det hurtigt fejet under gulvtæppet med undskyldningen om hans anderledes temperament.

Dario Campeottos musikalske stil blev i samtiden beskrevet som refrænmusik eller pop-musik. Før 1960’erne blev begrebet refrænmusik brugt som dækkende for populærmusikken generelt. I løbet af 1960’erne kom popbegrebet og overtog denne status, hvilket hang sammen med, at moderne engelsksproget musik blev mere dominerende. Refrængenren udviklede sig til nu at dække dansksprogede populære sange, og i den offentlige debat blev de i stadig højere grad set som gammeldags musik.

Dario Campeotto blev på den måde det atypiske idol, der dumpede ned i den offentlige debat om, hvad god populærmusik var.  Darios stil indbefattede fine jakkesæt og operareferencer og emmede altså af noget mere finkulturelt end rock’n’roll-idolers guitar og åbne skjorter. Dette afholdt imidlertid ikke de unge fra stadig at tilbede ham, som var han en rock’n’roll-stjerne. Darios sydeuropæiske eksotiske fremtræden var dog også elementer, der i begyndelsen af 1960’erne blev populært inden for den internationale popmusik, fx med Elvis Presleys “It’s Now or Never” (1960), som var baseret på en fortolkning af den klassiske italienske sang “O Solo Mio” (1898).

Otto Brandenburg og Dario Campeotto – en del af ungdommens idoldyrkelse 1960’erne

Idoldyrkelsen af Otto Brandenburg og Dario Campeotto opstod under den kommercielle popkultur, som var under udvikling i 1960’erne. Den var et produkt af en økonomisk stærkere ungdom, en offentlig ungdomskultur og en underholdningsindustri i udvikling efter international og ikke mindst amerikansk inspiration. Lanceringen af både Otto og Dario var stærkt inspireret af lanceringen af Elvis Presley i USA. At Otto blev et større idol, end danske rock’n’roll-musikere tidligere var blevet, skyldtes altså primært en kulturel udvikling og ikke nødvendigvis et spørgsmål om talent.    

Otto og Dario var ikke musikalsk banebrydende eller nyskabende. Deres idolstatus bundede i en kommerciel musikkultur, hvor pladeselskaber lancerede deres musikere efter hvad de mente kunne sælge mest. Her var Otto og Dario begge to unge flotte fyre, man kunne lancere som ungkarle, der sang om den store kærlighed, ud fra en antagelse af, at det solgte flere plader, at unge piger kunne drømme om at blive deres udkårne.

Om artiklen

Forfatter(e)
Emma Vinther Hermansen, Katrine Kjelde Petersen
Tidsafgrænsning
1959 - 1966
Sidst redigeret
28. marts 2021
Litteratur

Nygaard, Bertel: Elvis i Danmark: 65 års populærkultur, Kbh: Gad, 2020

Smith-Sivertsen, Henrik: ”Om gartnere, måger og dejlige Angelique: Refræner, pop og populærmusikforskning – En kritisk gennemgang af Ekstra Bladets spørgeskemaundersøgelse om populærmusik, august 1961”, Fund og forskning i det Kongelige Biblioteks samlinger, vol. 50 29. april 2015

Jacobsen, Niels W, Jens Allan Mose og Egon Nielsen: Dansk Rock’n’Roll: anderumper, ekstase og opposition: En analyse af dansk rockkultur 1956-63, Tappernøje: Mjølner, 1980

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Emma Vinther Hermansen, Katrine Kjelde Petersen
Tidsafgrænsning
1959 - 1966
Sidst redigeret
28. marts 2021
Litteratur

Nygaard, Bertel: Elvis i Danmark: 65 års populærkultur, Kbh: Gad, 2020

Smith-Sivertsen, Henrik: ”Om gartnere, måger og dejlige Angelique: Refræner, pop og populærmusikforskning – En kritisk gennemgang af Ekstra Bladets spørgeskemaundersøgelse om populærmusik, august 1961”, Fund og forskning i det Kongelige Biblioteks samlinger, vol. 50 29. april 2015

Jacobsen, Niels W, Jens Allan Mose og Egon Nielsen: Dansk Rock’n’Roll: anderumper, ekstase og opposition: En analyse af dansk rockkultur 1956-63, Tappernøje: Mjølner, 1980

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk