Om husstanden, i 'Natur-Rettens Første Grunde’ af L. Nørregaard, 1776

Kilder

Kildeintroduktion:

I dette uddrag fra Lauritz Nørregaards (1745-1804) juridiske lærebog Natur-Rettens Første Grunde fra 1776 finder man en beskrivelse af husstanden som en af samfundets centrale institutioner.

Nørregaard var en af sin tids ledende juridiske eksperter og underviste kommende jurister på universitetet. Hans Natur-Rettens Første Grunde var et retsteoretisk værk om samfundets helt grundlæggende retsforhold, som han udledte fra den såkaldte naturret. Nørregaard udfoldede her et stort retligt, socialt og i sidste ende politisk system, som samtidens lovgivning og retlige sædvaner kunne forstås og begrundes ud fra.

Der er megen begrebseksercits i Nørregaards naturret. Hans beskrivelser af familien og husstanden er imidlertid vigtige; de afspejler kernen i samtidens opfattelser af ethvert menneskes nære relationer. Grundlæggende gjaldt de alle mennesker, der boede og arbejdede sammen inden for en husstand. Der var ikke noget skarpt skel mellem biologiske familiemedlemmer og andre medlemmer af husstanden, fx nævnes børn og tjenestefolk ofte sammen.

Husstanden i Nørregaards naturret ses som en stærkt hierarkisk orden, der skal skabe sikkerhed og tryghed for medlemmerne. Husbond og madmoder har den øverste myndighed. Det gælder såvel i den almindelige lille husstand som i de større og mere komplekse varianter. I naturrettens samfundsbillede kunne flere husstande indgå forbund, som ville underlægge sig en større husbond. Derfra ville der dannes store samfund, som måtte sikres ved at underkaste sig en fyrste som øverste husbond. Disse stiliserede sociale og retlige relationer passede med grundlæggende forestillinger om samfundets indretning i 1700-tallets Danmark.

Forsiden af Natur-Rettens første Grunde

Her ses forsiden af 'Natur- og Folke-Rettens Første Grunde' af Lauritz Nørregaard. Oprindeligt udgivet i 1776. Se et uddrag af bogen her.

§. 502.

Ordenen fører os nu til et sammensat Selskab[1], som man kalder Familie. Om at bestemme dette Ord, ere ei alle enige; vi vil see at fastsætte dets Bemerkelse[2] saaledes, at vi, i at følge Begrebet om Selskaber, dog ei for meget skal støde an mod den Bemerkelse, som i daglig Tale tillegges det Ord, Familie, og derfore i Forveien erindre:

Det Forhold og Sammenhæng, som der er imellem Ægtefolk indbyrdes, kalder man Ægtestanden.

Det Forhold og Sammenhæng, som der er imellem Forældre og deres Børn, kaldes Fædrestanden.

Det Forhold og Sammenhæng, som der er imellem Herre og Tiener, udgiør det, som man kalder Herrestanden.

Og endelig forstaaer man ved Huusstanden det Forhold og Sammenhæng, som Personerne, der udgiøre Ægtestanden, Fædrestanden og Herrestanden, staae i med hinanden.

[original note udeladt]

§. 503.

Ved en Familie (familia) forstaaer man det Selskab og Forening, som indgaaes imellem de Personer, der udgiøre Huusstanden, for at opnaae desto større Beqvemmeligheder og Fuldkommenheder i Huusstanden.

Man giør i Almindelighed Forskiel paa en fuldkommen og en ufuldkommen Familie.

Naar en Familie bestaaer af Ægtefolk, Børn og Tienestefolk, saa kalder man det en fuldkommen Familie. Har derimod Ægtefolk Børn, men ingen Tyende, tillegger man det Navn af en ufuldkommen Familie.

*De andre Bemerkelser, som i daglig Tale tillegges det Ord Familie, vedkomme os ikke her. Saaledes tages det undertiden for det samme som Slegtskab, med videre.

§. 504.

Det er Ægteskabet, som er første Oprindelse og Grund til en Familie, hvorudover man ei heller tillegger noget Selskab Navn af en Familie, med mindre samme er grundet i Ægteskab.

Men omendskiønt Ægteskab hører op formedelst een af Ægtefællernes Død, saa udgiør dog den Efterlevende, tilligemed Børnene og Tienestefolkene, endda en Familie; thi Børnenes Opdragelse saavelsom Huusvæsenets[3] øvrige Fuldkommenheder vedblive alligevel som Familiens Hensigt.

§. 505.

Grunden til det Forhold og Sammenhæng, som der i en fuldkommen Familie er imellem Ægtefolk, deres Børn og Tieneste-Tyende, ligger, hvad Børnene angaaer, saalænge de ere uopdragne, i deres Uformuenhed til at forfremme deres Fuldkommenhed; men naar de ere opdragne, i deres udtrykkelige eller stiltiende Samtykke.

I Henseende til Tienestefolkene, da er den imellem dem og Ægtefolkene indgangne Leie-Contract Grunden til deres Forbindelse.

§. 506.

Eftersom Hensigten af Familier er Huusstandens større Fuldkommenhed; saa kan ingen tvivle om, at jo den Forbindelse, som er imellem de Personer, der udgiøre en Familie, maae være overeensstemmende med Naturens Lov.

Saa seer man og letteligen af Hensigten de Pligter, som paaligge alle de Personer, der udgiøre en Familie, saavel Ægtefolkene som Børnene og Tienestefolkene.

§. 507.

Det er Mand og Kone, som have indgaaet Ægteskab, det er dem, som have lagt Grunden til en Familie; Familiens Bestyrelse maae derfore og være hos dem.

Heraf følger, at Mand og Kone i en Familie maae have Rettighed til at indrette de andre Personers Gierninger saaledes, at Familiens Hensigt opnaaes, hvilket medfører en Magt, som Naturens Lov ei kan nægte dem, saasnart den foresatte Fuldkommenhed giør samme nødvendig. I denne Henseende kaldes Mand og Kone Huusfader (paterfamilias) og Huusmoder (materfamilias).

§. 508.

Den Magt, som tilkommer Huusfædre og Huusmødre over de andre Personer, der høre til en Familie, strækker sig til alt det, som behøves, for at opnaae Familiens Hensigt. Følgelig have de Rettighed til at give Love, at straffe de Gienstridige, at tvinge dem til med forenede Kræfter, ikke alene at forfremme Familiens Fuldkommenhed, men endog at afværge al Beskadigelse fra samme etc.

Heraf sees altsaa, at Mand og Kone i en Familie ere et Slags Regentere[4] (imperantes).

*Med denne Magt forholder det sig ligesom med den, der tilkommer Forældre over deres Børn, nemlig: Mand og Kone ere til samme lige berettigede, med mindre den ene overdrager den anden sine Rettigheder, (see §. 473).

§. 509.

Da det er enhver Huusfaders Pligt, at sørge for sin Families Fuldkommenhed; saa er han og forbunden til at foretage alle de Handlinger, som dertil paa nogen Maade kan bidrage; følgelig og til at indgaae Forbund, naar enten Fuldkommenhed derved kan opnaaes, eller Ufuldkommenhed afværges.

Sikkerhed er altid for ethvert Menneske en Fuldkommenhed af stor Betydenhed, uden den er man ulykkelig; en Familie vilde derfore ikke være lykkelig, om den manglede samme.

Vi indsee derfore, hvor nødvendigt det undertiden i den naturlige Stand maae blive for en Familie, at den forbinder sig med andre Familier, paa det de saaledes samtligen ved forenede Kræfter kan være frie for al udvortes Beskadigelse, som kunde møde nogen af dem.

Heraf haver et Selskab, som dannes imellem Familier, sin Oprindelse, hvilket kaldes af de fleste Anarkie.


Ordforklaringer m.m.

[1] Selskab: (hos Nørregaard) en fællesbetegnelse for forskelligartede sociale og retlige relationer, som mennesker indgår i som del af samfundet.

[2] Bemerkelse: iagttagelse.

[3] Huusvæsenet: samme som husstanden.

[4] Regentere: regenter, magthavere.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

   

Om kilden

Dateret
1776
Oprindelse
Lauritz Nørregaard: Natur- og Folke-Rettens Første Grunde, 1776, § 502-509, s. 290-295
Kildetype
Uddrag af bog
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
22. september 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Anette Faye Jacobsen: Ulige rettigheder, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2021).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1776
Oprindelse
Lauritz Nørregaard: Natur- og Folke-Rettens Første Grunde, 1776, § 502-509, s. 290-295
Kildetype
Uddrag af bog
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
22. september 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Anette Faye Jacobsen: Ulige rettigheder, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2021).

Udgiver
danmarkshistorien.dk