J.C. Holck: Værdigt og uværdigt trængende fattige i København, 1869

Kilder

Kildeintroduktion:

Johan Holck (1824-1899) udgav i 1869 bogen Om Godgjørenhed og frivilligt Fattigvæsen i Kjøbenhavn, hvor han beskrev den private velgørenhed i Christianshavns Understøttelsesforening. I det uddrag af bogen, som bringes herunder, sammenlignede Holck to forskellige fattige hjem, der skulle illustrere forskellen mellem værdigt og uværdigt trængende.

Johan Holck var præst ved Vor Frelsers Kirke i København, da han i 1866 var medstifter og den første formand for Christianshavns Understøttelsesforening. Foreningen havde til formål at yde støtte til de fattige på Christianshavn i København. Mange i foreningen havde kirkelig baggrund, men hjælpen blev givet på et borgerligt og humanitært grundlag, og foreningen søgte ikke kristen omvendelse blandt de fattige. Det var dog af stor betydning for foreningen, både af ideologiske og økonomiske grunde, at den økonomiske hjælp kun blev givet til 'værdigt trængende', dvs. de fattige, der selv ydede en indsats. Foreningens midler måtte ikke blive spildt på 'uværdigt trængende', der modtog hjælpen som en opfordring til dovenskab. Foreningen havde derfor et korps af 'undersøgere', der opsøgte de fattige i deres hjem og sikrede sig, at hjælpen gik til de rette.

Christianshavns Understøttelsesforening var den første af sin art i København. Men i løbet af tre år fulgte byens øvrige sogne efter, og i 1874 blev Kjøbenhavns Understøttelsesforening stiftet for alle byens sogneinddelte understøttelsesforeninger. Privat velgørenhed udspændte et sikkerhedsnet under hovedstadens værdigt trængende gennem de årtier før og efter 1900, hvor det var forbundet med tab af rettigheder at modtage understøttelse fra det offentlige fattigvæsen.

Klik på billedet, for at læse den indscannede version af bogen. Nærværende udsnit begynder midt på side 28 frem til nederst på side 35. fra: Det Kongelige Bibliotek

Har du Lyst, kjere Læser, at følge med, saa skal jeg strax føre dig ind i et Par fattige Familiers Hjem, hvor Forskjellen er iøjnefaldende, saa at det snart vil vise sig, hvor der bør ydes Hjælp og hvor ikke. Du må undskylde, at det er en hæslig mørk Trappe jeg fører dig op ad og at dens Trin ere temmelig usikkre, saa du maa gaa med megen Forsigtighed; ad saadanne lidet indbydende Veje maa man meget ofte søge den trængende. Idet du aabner Døren, som fra den smudsige[1] Trappe fører dig ind i Familiens eneste Værelse, møder dig en ejendommelig i høj Grad ubehagelig Lugt og Luft, som er meget vanskelig at beskrive, men meget let at kjende, og som den, der har bevæget sig noget i de fattiges Boliger, godt kjender. Er det første Gang du gjør besøg hos de fattige, betænker du dig maaske lidt inden du træder ind, saa lidet indbydende er alting herinde. Saa megen Smuds er der på Gulv, Vægge og Loft, kort sagt over alt i den fattige Stue. Dog, du er jo kommen for at lære Nøden at kjende og afhjælpe den. Du tager altsaa Mod til dig og træder ind. Ved Sengen, der er uredt, skjøndt det er temmelig højt paa Dagen og der ikke er meget at rede, sidder Konen paa en Stol, som engang har haft Betræk og Udstopning, meget løselig paaklædt med et Barn ved Brystet, medens fire meget pjaltede og endnu mere smudsige Børn tumle sig paa Gulvet. Saasnart Konen hører dit Ærinde, gjør hun mange Undskyldninger, fordi der er saa uordentligt, men ”hvor kan det være anderledes med saa mange smaa Børn, og saa megen Fattigdom, der er saamænd intet, hun hellere vil, end have det rent og ordentligt hos sig. ”Efterat have bredt et smudsigt Klæde over den anden Stol, som findes i Stuen, for at berede et Sæde for dig, som du dog ikke benytter dig af, da du foretrækker at staa i saadanne Omgivelser, udbreder hun sig med stor Tungefærdighed[2] i en ustandselig Strøm af Ord om hvor stor deres Nød er, da Mandens Fortjeneste kun er ringe og ubestemt, og hun selv, hvor gjerne hun end vil, intet kan bidrage til Erhvervet, da hun er bunden af den store Børneflok. Det meget fattige Bohave,[3] de pjaltede Klæder, kort sagt alt stadfæster Konens Ord, at der er Fattigdom, hvilket ydermere bekræftes ved en stor Bunke Pantelaanesedler, som Konen under sin Talestrøm har faaet bragt for Lyset. For den Uorden og Urenlighed, som har gjort dig det korte Ophold til en Lidelse, finder du tilstrækkelig Undskyldning i den store Børneflok, det indskrænkede Rum og den store Fattigdom. Du ved fra dit eget Hjem, hvor megen Uorden en Flok Børn kan foraarsage, hvor Forholdene ere ganske anderledes gunstige, hvor der er Tjenestefolk til at holde Orden og Plads nok. Hvad skal man saa kunne vente at finde af Orden og Renlighed i et saa fattigt Hjem, hvor Konen er ene om alting og intet kan fortjene og Mandens Fortjeneste er saa ringe og ubestemt.

Der kan jo ikke være Tvivl om, at her bør ydes Hjælp, og det snart. – Jeg begriber godt, at du er bleven rørt over den meget Nød og længes efter at faa bragt Hjælp og glæder dig ved Tanken om, hvorledes en klækkelig Hjælp skal kunne forandre dette usle Hjems Udseende og den hele stakkels Families Forhold, Konen vilde jo saa gjerne have det ordentligt og rent hos sig, hvor dejligt at kunne hjælpe til et saa godt og billigt Ønskes Opfyldelse! Men du glemmer i din Glæde over Udsigten til allerede at kunne indstille en værdigt trængende Familie til Hjælp, at du endnu ikke har undersøgt Mandens Forhold. Hvad siger du, naar du ved nøjere Undersøgelse faar Underretning om, at Mandens Fortjeneste vel er ubestemt men ingenlunde[4] ringe? I den længste Tid af Aaret har han en meget god Fortjeneste, ja der kan være de Dage, paa hvilke kan kan tjene sine 3 a 4 Rdl.[5] At faa nogen Oplysning på, hvormeget han har tjent endog blot i den sidste Maaned er meget vanskeligt, thi derover holder han aldeles intet Regnskab; derimod kan Værtshusholderen i Kjælderen paa Pladsen nok skaffe Oplysning om, hvor stort et Kvantum[6] Brændevin han konsumerer om Ugen, og det løber op til en ikke ganske ringe Sum; naar hertil lægges hvad der gaar med til den øvrige Fortæring i Kjælderen, hvor han tilbringer den meste Tid, naar han ikke arbejder, saa er det let at forstaa, at han ikke kan bringe ret meget hjem til Konen. Til hende og Børnene og den Elendighed, hvori de leve, ser han ikke meget, thi det er egentlig kun Natten og ofte kun en Del af den, han tilbringer i Hjemmet, da han ellers foretrækker Værtshuskælderen, og det kan ikke negtes, at hvor langt den er fra at være indbydende eller hyggelig, saa er den dog et misundelsesværdigt Opholdssted i Sammenligning med Hjemmet. Disse Oplysninger gjøre dig vel en Smule betænkelig med Hensyn til den Understøttelse, som skal ydes denne Familie: men hvor vred du end er paa Manden, gjør det dig dog ondt for Konen og Børnene, for deres Skyld mener du, at der dog bør ydes Hjælp, og du fastholder din Indstilling, skønt noget modificeret.[7]


– Ja ganske vist bærer Manden megen Skyld, men lad os fortsætte Undersøgelsen; det turde[8] maaske vise sig, at han ikke er ene om den. Hvad, om det viser sig, at han ikke er ene om den. Hvad, om det viser sig, at den urene Luft og ubehagelige Lugt og alt det, der gjorde dig Besøget saa ubehageligt, ingenlunde alene er en Følge af Fattigdom, men har sin Grund i Mangel på Sands for Renlighed og Orden. Denne Kone, som endnu er ung og kraftig, mangler nemlig aldeles Evne til at forestaa sit Hus vel; hun har aldrig haft denne Evne og har som Følge heraf aldrig kunnet være Mandens rette Medhjælp. Fra Confirmationen til Brylluppet var hun bestandig beskjeftiget paa en Fabrik, hvor hun havde ret god Fortjeneste og Aftenen fri, den blev da ofte tilbragt paa et af de saare mange Forlystelsessteder, paa Dandsebod[9] eller lignende Steder. Hun har derfor aldrig lært rigtigt at lave Mad og gjøre ordentligt og fornuftigt Indkjøb, hun forstaar ikke at føre en ordentlig Husholdning[10] eller at holde et Hus rent, og ligesaa udygtig, som hun er til Husgjerning, ligesaa udygtig er hun til anden kvindelig Haandgjerning, hun kan hverken sy eller strikke ordentligt, ja hun forstaar neppe saa meget, at hun kan lappe Mandens og Børnenes Klæder og saaledes holde lidt sammen paa Stumperne. Med det første Barns Fødsel, som ikke lod vente ret længe paa sig, forsvandt derfor den sidste Rest af Orden og Renlighed; der blev ikke Spor af Hyggelighed tilbage. Det er da ikke saa underligt, at Manden efterhaanden tabte Lysten til at komme i et saadant hjem og foretrak at blive på Pladsen og i Værtshuskjælderen, hvor han altid traf Kammerater nok, med hvem han kunde forslaa den Tid, han fik tilovers fra sit Arbejde.

– Med disse Oplysninger stiller Sagen sig helt anderledes end det fra først af saa ud til; hvor stor Skyld end Manden har, saa er dog i dette Tilfælde Konens endnu større. Det er nu let at indse, at her vil Pengehjælp kun gjøre liden eller snarere slet ingen Forandring i Familiens Kaar. Blev det pantsatte Tøj udløst, vilde det dog ikke ret længe blive hjemme, og i den Tid, Klæderne vare hjemme, vilde de rimeligvis kun blive brugte til at gjøre det muligt for Konen igjen at besøge de saa godt kjendte kjere gamle Forlystelsessteder, hvor hendes Garderobe nu forbyder hende at komme; mere vilde der neppe opnaas ved Understøttelsen. – Hvad bliver der nu af Indstillingen af den værdige trængende Familie til at faa Hjælp? – Vi ere vistnok let enige i, at her er intet at gjøre for den private Godgjørenhed; her er intet, der lader sig rejse. Det er sørgeligt at komme til denne Erkjendelse, men det kan ikke nytte at vugge sig i Illusioner og spilde sine Kræfter ved at anvende dem der, hvor intet kan udrettes.

Dersom jeg imidlertid ikke kunde have ført dig ind i andre Forhold end de nu skildrede, saa havde jeg visselig ikke indbudt dig til at følge mig; men jeg skal strax vise dig, at denne Urenhed og Uorden, denne trykkende og kvælende Luft, denne ejendommelige Lugt paa ingen Maade ere Fattigdommens uadskillige Ledsagere, hvorofte de end findes i Følgeskab med den. I det Hus, hvori vi aflagde det første Besøg og som du befinder dig vel ved at være kommen ud af, ville vi have ondt ved at finde et renligt og ordentligt Hjem. Hele Stedet er så slet vedligeholdt og alle Forholdene saa usle, at de let kvæle Sandsen for Orden og Renlighed; det skal være den yderste Nød, der tvinger en ordentlig Familie til at tage tiltakke med en saadan Lejlighed, og den forlader den saasnart som muligt, dersom den ikke selv under sit Ophold der er sunken under Vægten af det meget, som der er at kæmpe imod. Men vi behøve ikke at gaa mange Skridt, før jeg kan føre dig ind ikke alene i et, men i mange Hjem, hvor selv under meget fattige Kaar den største Renlighed og Orden hersker, fordi Gudsfrygt, Nøjsomhed og Flid der har hjemme. Her bor en fattig ung Enke med 4 Børn, hvoraf det ældste kun er mellem syv og otte og det yngste kun et halvt Aar gammelt. Bohavet er meget fattigt og Klæderne i høj Grad tarvelige,[11] men alting saa ordentligt og rent, at man med stor Fornøjelse kan opholde sig i den fattige Stue og gjerne giver sig Tid til at høre Moderens jevne og ligefremme Fortælling om sine Forhold. Hvilken Tid paa Dagen man kommer, træffer man hende flittigt beskjeftiget med sit Sytøj, som dog ikke kan give hende mere end i det højeste 2 Rdls. Fortjeneste om Ugen, hvortil kommer, at hun faar lidt Mad paa et Sted, hvor hun gaar lidt tilhaande; hun bor meget billigt ved at leje et Værelse ud, som hun har foruden sin egen nette Stue. Ligesaa stadig, som man finder Moderen ved sit Arbejde, ligesaa trolig kan man træffe den ældste lille Pige beskjeftiget med sin lille Halvaars Broder; hun er tidlig bleven Barnepige og passer denne Gjerning saa trolig under Moderens kjerlige Tilsyn, at man ikke kan tvivle om, at hun, naar hun bliver stor, vil udfylde sin Plads i Verden paa en tilfredsstillende Maade. Nu gjør hun Moderen god Nytte, da hun ved hendes Hjælp kan blive uforstyrret ved sit Sytøj. Men det er dig indlysende, at hun umuligt med Synaalen kan ernære sig og fire Børn; de fire Rigsdaler om Maaneden, hun faar af Christianshavns Understøttelsesforening, ere derfor vel anvendte, skjøndt det endnu bliver vanskeligt at udregne, hvorledes denne Indtægt kan slaa til.

For det ene Eksempel, som jeg anførte paa en daarlig Familie, vil jeg gjerne give to gode, og det ikke som Fantasien kan udmale dem, men som de findes i lys levende Virkelighed; derfor her endnu et. Nylig er her ved et ulykkeligt Tilfælde en Kone død, som for faa Aar siden blev Enke med sex Børn, hvoraf det ældste da nylig var confirmeret. Medens Manden levede, havde de haft deres gode Udkomme; men da han ved sin pludselige Død i sin bedste Alder ikke efterlod hende det mindste andet end Bohavet, var hendes Stilling i høj Grad beklagelsesværdig, og hvis Christianshavns Understøttelsesforening ikke havde taget sig af hende, havde der ikke været anden Udvej for hende, end at ty til Fattigvæsenet. Da Foreningen betalt Huslejen for et eneste og det endda temmelig lille Værelse, som hun med sin store Børneflok maatte tage tiltakke med, og desuden paa anden Maade hjalp hende lidt, lykkedes det hende ved utrættelig Flid og mageløs Nøjsomhed at faa saa meget, at hun med sine Børn til Nød kunde komme ud af det hermed; men det var kun muligt herved, at baade hun og de af Børnene, som vare store nok hertil, arbejdede strengt fra tidlig Morgen til sildig Aften, hvilket de ogsaa trolig gjorde. Kun om Søndagen tog Konen sig nogen Fritid for at kunne besøge Guds Hus, hvor hun fandt den Hvile, Oplivelse og Bestyrkelse, som hun trængte til og som mange mene at maatte søge i Adspredelser og Forlystelser. Det var en Glæde at se den Orden og Renlighed, der altid herskede i hendes Hjem, den Glæde og Taknemmelighed, hvormed hun altid modtog den ydede Hjælp, den Nøjsomhed og Tilbageholdenhed, hun her herved lagde for Dagen. Hun maatte med saa stor en Børneflok naturligvis mange Gange have det meget surt og strengt og gaa meget igjennem, men hun klagede aldrig, hun led, stred og arbejdede og tav med sin Smerte. Ved hendes pludselig Død staa endnu fire uconfirmerede Børn tilbage i en aldeles hjælpeløs Stilling. Men ved den gode christelige Opdragelse, hun har givet dem, ved det Eksempel paa Gudsfrygt og Nøjsomhed, Flid og Orden, som hun har vist dem, er der vistnok lagt en god Grund i deres Hjerter. Hvad hun saaledes har begyndt, maa det være Samfundets Pligt at sørge for at holde vedlige, at det ikke bliver nedbrudt og fordærvet. Her er noget for den private Godgjørenhed at gjøre. Det er rigtignok en stor Byrde, den paatager sig ved at antage sig saadanne forældreløse Børn, som jo kunde overlades til Fattigvæsenet; men det vilde efter min Formening[12] være den største Synd, hvor Børnene, som i dette Tilfælde, ere udgaaede fra et omhyggeligt og kjerligt Hjem og hvor der derfor med Kjerlighed bør fredes om de i Hjerterne nedlagte gode Spirer, at de kunne udvikle sig og ikke gaa tilgrunde.     


Ordforklaringer m.m.

[1] Smudsig: beskidt.

[2] Tungefærdighed: evne til at tale hurtigt uden at snuble over ordene.

[3] Bohave: indbo.

[4] Ingenlunde: på ingen måde.

[5] Rdl.: rigsdaler.

[6] Kvantum: mængde.

[7] Modificeret: justeret.

[8] Turde: her bruges udtrykket for at signalere en formodning om, at det nok forholder sig sådan.

[9] Dansebod: Dansested.

[10] Husholdning: kan her både betyde økonomisk styring af hjemmet og de praktiske opgaver i hjemmet såsom indkøb, rengøring, tøjvask, madlavning mm. 

[11] Tarvelig: af ringe kvalitet.

[12] Formening: holdning.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om kilden

Dateret
1869
Oprindelse
J.C. Holck: Om Godgjørenhed og frivilligt Fattigvæsen i Kjøbenhavn, 1869, s. 28-35.
Sidst redigeret
10. oktober 2020
Litteratur

Lützen, Karin Cohr: Velgørenhed. Aarhus Universitetsforlag (2020)

Holck, J. C.: Om Godgjørenhed og frivilligt Fattigvæsen i Kjøbenhavn 1869.

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk