Offentlige debatfora 1830-1849

Julirevolutionen i Paris i 1830 antændte ikke nogen revolutionær løbeild i Danmark, men den fik alligevel konsekvenser. Fra 1830'erne og fremefter begyndte en kritisk offentlighed i stigende grad at angribe den enevældige kongemagt, blandt andet ansporet af franskmændenes oprør. I Danmark var det primært veluddannede borgere, der stod i spidsen for kritikken. De ønskede en større indflydelse i måden landet blev ledet på.

Det var dog ikke helt ligetil at kritisere kongemagten. Frem til 1849 gjaldt nemlig Trykkefrihedsforordningen af 1799, der trods navnet indebar censur. Næsten alle blade, skulle således kontrolleres før de blev sendt ud, og vurderede politiet, at indholdet var lovstridigt kunne man straffes. Flere prominente forfattere blev landsforvist, nogle sat i fængsel og strafferammen gik helt op til dødsstraf, hvilket dog ekstremt sjældent blev benyttet i censursager: Mange kritiske tekster blev derfor udgivet anonymt, for at undslippe straf.

De eneste aviser, der undslap forhåndscensuren, var den kongetro Berlingske Tidende og den apolitiske Adresseavisen. De havde nemlig kongelige privilegier. Disse gav dem også lov til at annoncere og til at blive udsendt med det normale postvæsen, og ikke med den langsommelige og dyre pakkepost.

At kongemagten anså de kritiske medierøster som et reelt problem illustreres også af den direkte økonomiske støtte den ydede flere kongetro aviser.

Før 1830 var de få danske aviser næsten ubetinget kongetro, men i 1830’erne blev dele af pressen mere kritisk over for samfundsforholdene og kongemagten. De kongetro aviser havde godt nok de klart største oplag, men de kritiske aviser var et afgørende forum for kritikere af samfundsforholdene. Her kunne de både diskutere indbyrdes og udfordre kongemagten.

Den vigtigste oppositions-avis var det nationalliberale Fædrelandet, der blev stiftet i 1834. Blandt dens redaktører var markante nationalliberale debattører som Orla Lehmann, D.G. Monrad og Carl Ploug, som var avisens redaktør fra 1841-1881. De var alle nationalliberale akademikere, der kom til at få stor indflydelse på landets politiske udvikling.

Andre markante oppositionelle talerør var den første liberale avis Kjøbenhavnsposten, der startede allerede i 1827, og havde en radikal demokratisk linje. Bøndernes blad Almuevennen kæmpede for afvikling af fæsteri, hoveri og indførelse af værnepligt for alle, og ikke kun bønderne. Avisen blev nært knyttet til Bondevennernes Selskab, da det blev oprettet i 1846.

Kritiske aviser var ikke nødvendigvis uden humor, hvilket Corsaren var et bevis på. Det var en satirisk avis, der primært gjorde grin med kongemagten, men ikke var bange, for at vende sigtet mod allierede. Den humoristiske stil gav pote: Avisen var i 1840'erne en af de mest læste i Danmark.

De kritiske aviser var primært centrerede i hovedstaden, men efterhånden fik hver landsdel sin egen stiftstidende. Avislæsning var dog stadig generelt forbeholdt en lille gruppe af primært akademikere og det velstillede borgerskab.

Udklip fra den meget populære satiriske avis 'Corsaren'. Denne udgave er fra 1842. Fra: Det Kgl. Biblioteks avissamling i Mediestream

Et andet offentligt og skriftligt diskussionsforum for samfundsspørgsmål var tidsskrifter. Maanedsskrift for Litteratur og Dansk Ugeskrift var sådanne. De var ofte målrettet den akademiske elite og indeholdt debatindlæg samt anmeldelser af selvstændigt udgivne pjecer.

Pjecer var en yndet måde at starte debat på. Til forskel fra aviserne omhandlede pjecerne enkeltsager, og nogle havde meget stor gennemslagskraft. Et eksempel på en sådan var "Ueber das Verfassungswerk in Schleswigholstein", der blev udgivet af Uwe Jens Lornsen. Pjecen krævede blandt andet oprettelsen af en stænderforsamling i Slesvig-Holsten, og skabte stor debat om Slesvigs politiske tilknytning.

Mest direkte mulighed for politisk indflydelse havde borgerne i stænderforsamlingerne. De blev indstiftet i 1834 af Frederik 6. Her kunne jordejere blive valgt ind og debattere politiske spørgsmål. Stænderforsamlingerne var dog kun rådgivende, dørene lukkede for offentligheden, og referaterne derfra blev kritiseret for at være mangelfulde. Det var et elitært forum, hvor man måske kunne påvirke kongemagten, men kun i mindre grad folket.

Folket kunne til gengæld mobiliseres ved de store offentlige møder, der blev en populær organisationsform i 1840'erne. Her mødtes tusindvis af mennesker, forenet af en sag. Nogle fysiske steder blev tæt forbundet med en bestemt holdning. Ved det første møde på Skamlingsbanken kom 6.000 mennesker og lyttede til taler af nationalliberale. Skamlingsbanken blev på den måde nøglestedet for den nationalistiske kamp for Slesvig, og her blev holdt folkemøder i en årrække.

Stormøder bekymrede kongemagten. I 1845 forbød den endda møder, der skulle diskutere bøndernes retsforhold, hvis de ikke var blevet godkendt af politimesteren. Dette såkaldte ’bondecirkulære’ endte dog med at styrke bondebevægelsens modstand mod enevælden og blev trukket tilbage igen i 1846.

Det var også et stormøde, der var med til at vælte enevælden: Ved 'Casinomødet' i 1848, hvor 2500 nationalliberale mødtes, støttede de fremmødte kraftigt op bag Orla Lehmann, der havde skrevet en adresse til Frederik 7. (1848-1863). Adressen krævede indsættelsen af et nyt ministerium med yngre, friske kræfter, og blev forfattet i kølvandet på februarrevolutionen i Paris, der havde forårsaget revolutionære oprør i store dele af Europa. Dagen efter gik Københavns Borgerrepræsentation fulgt af en stor menneskemængde op til den nyvalgte konge og afleverede adressen, som han efterkom.

Stænderforsamlinger, debatindlæg og folkemøder, var essentielle fora for den kritiske opposition, der, godt hjulpet af den revolutionære europæiske stemning, til sidst vandt kampen mod enevælden. Den afviklede sig selv, ophævede censuren, og lod de nationalliberale få del i regeringen af landet.

• De rådgivende stænderforsamlinger, 1834-1848
• C.N. David, 1793-1874
• Enevælden 1660-1849
• Trykkefrihed og offentlighed i 1830'erne
• Carl Ploug, 1813-1894
• Orla Lehmann, 1810-1870
• Inddragelse af befolkningen i den enevældige administration, 1800-1848
• Den almindelige stemmeret, 1848-
• Aviser i Sønderjylland ca. 1788-2015
• Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug, 1835-1849

• Trykkefrihedsforordningen af 1799 samt tillæg fra 1814
• Orla Lehmanns tale ved Casino-mødet, 20. marts 1848
• Fædrelandet, extrablad, 7. december 1839
• Andragende om afskaffelse af fæstevæsen og hoveri, 1838
• Lov om almindelig Værnepligt for Kongeriget Danmark, 12. februar 1849
• Debat om almindelig værnepligt i Den Grundlovgivende Rigsforsamling, 18.-20. december 1848
• "Hvo bør vælges til Rigsdagsmedlemmer?", i Almuevennen 28. august 1848
• Uddrag af protokollen fra Slesvig Stændertidende, 11. november 1842
• Nyt Aftenbladets forsvar for enevældens politik, 22. december 1847
• Aftenbladets positive omtale af enevældens pressepolitik, 1843-1844

• Bruhn Jensen, Klaus: Dansk mediehistorie 1-4. Bind 1: Mediernes forhistorie og 1840-1880 (2001).
• Nygaard, Bertel: Republikanisme for øjet. Satiretegning og politik i Corsaren 1841-43. Temp - Tidsskrift for Historie (2020), s. 47–74.