Niels W. Gade i erindringen

Artikler

Komponisten Niels W. Gade (1817-1890) nød i sin samtid international berømmelse og var en central personlighed i Københavns musikliv. Efter Gades død i 1890 svandt interessen ind, og musikverdenen lagde de fleste af hans værker bag sig sammen med romantikken. Gade var en næsten glemt komponist i Danmark i det meste af 1900-tallet, men fra 1980'erne dukkede en fornyet interesse op for komponisten og hans værker. I 2017 blev 200-året for Gades fødsel fejret både i Danmark og udlandet, og interessen for hans værker og hans betydning for dansk musik blev vakt til live igen.    

Fra storhed til forglemmelse

Niels W. Gade (1817-1890) var i sin levetid Danmarks mest berømte komponist, og kort efter hans død blev der opstillet en statue af ham i København. Hans popularitet var dog allerede stærkt aftagende, og opførelser af Gades værker ebbede ud både i Danmark og Tyskland. Således blev Gades værker stort set ikke opført i 1900-tallet. Det var kun Musikforeningen, hvor Gade selv havde været dirigent, der fortsat havde værker af Gade på programmet, men også det ophørte, da Carl Nielsen (1865-1931) overtog ledelsen i 1915.

Gade blev i 1917 mindet på sin 100-års fødselsdag med koncerter og to biografier. De to biografier repræsenterede de to yderpunkter, der dengang og siden har hersket i forståelsen af Gade. Den ene var skrevet af musikhistoriker William Behrend (1861-1940) og fremstillede Gade som det københavnske musiklivs igangsætter og mester. Baseret på udtalelser fra Gades tidligere elever fra konservatoriet og af venner til hans børn, blev Gade beskrevet som en stor personlighed, der havde været omgærdet med ærefrygt, og hvis velsignelse alle unge musikere efterstræbte.

Den anden biografi, skrevet af musikkritikeren Charles Kjerulf (1858-1919), afspejlede en skeptisk eller endog kritisk tilgang til Gades værker. Kjerulf fremstillede Gade som en kopi af den tyske komponist Felix Mendelssohn (1809-1847), som Gade havde arbejdet tæt sammen med i Leipzig. Gade blev bebrejdet, at han ikke havde komponeret mere dansk i stedet for at følge en tysk retning.

De kritiske stemmer talte også flere yngre komponister som Carl Nielsen, Edvard Grieg (1843-1907) og P.E. Lange-Müller (1850-1926). Der havde hersket et anstrengt forhold mellem Gade og den nye generation. Gade brød sig ikke om deres kompositioner og nye ideer, og de anså modsat Gade for at være gammeldags og en hindring for den musikalske udvikling i Danmark. Da den nye generation tog over og søgte nye musikalske veje, gik Gades værker i glemmebogen sammen med resten af den romantiske musik. Gade blev anset som et menneske i harmoni uden indre kampe, og hans værker opfyldte et skønhedsideal, som ikke passede med den nye musik. Tidens smag krævede kontrast, sjælekamp og originalitet.

I 1900-tallet var det stort set kun balladen Elverskud, der fandt vej til koncertsalene. Brudevalsen fra balletten Et Folkesagn (1854) slog igennem som et fast indslag ved danske bryllupper. Traditionen er fortsat op til i dag, selvom de færreste nok bekymrer sig om, hvem der har skrevet den. Statuen af Niels W. Gade blev i 1954 symbolsk flyttet til den langt mindre prestigefyldte placering i Østre Anlæg.

I 1897 blev der opstillet en statue af Niels W. Gade på Sankt Annæ Plads mellem Amalienborg og Kongens Nytorv. Statuen blev i 1954 flyttet til Østre Anlæg, hvor den kan ses i dag. Foto: Jonas Lykke Martinet

Fornyet interesse og 200 års-jubilæum

Siden 1980'erne er interessen for Gades musik begyndt at vende tilbage. Den nyvundne opmærksomhed kom i første omgang fra tyske musikhistorikere og -forskere, der sammen med danske kolleger i 1989 begyndte på udgivelsen af Gades samlede værker, som skulle danne grundlag for nye opførelser. I 2002 udkom en samlet biografi skrevet af musikhistorikeren Inger Sørensen, der senere også udgav Gades breve. Gades værker blev efterhånden nyindspillet i nye fortolkninger i både Danmark og Tyskland.  

Niels W. Gades 200-års fødselsdag i 2017 fik en vis opmærksomhed i udlandet og blev fejret på storslået vis i Danmark, hvor der blev skrevet artikler og afholdt foredrag og koncerter i hele landet. Den 120 år gamle statue af Gade i Østre Anlæg blev renset i samme anledning. Jubilæumsfejringen blev en hyldestfortælling, der søgte at genoplive Gades status som en central personlighed for dansk musikhistorie og national identitetsdannelse. Den forholdsvis ensartede fortælling om Gade til jubilæet viste en succeshistorie om et menneske, der egenhændigt skabte sin karriere. Den hjælp, Gade havde modtaget, og de omveje, han måtte tage, var blevet glemt. Gades rolle i forhold til stiftelsen af Musikkonservatoriet blev også overdrevet, og han blev beskrevet som drivkraften bag projektet, selvom han i begyndelsen kun modstræbende havde accepteret at sidde i ledelsen.

Gades berømmelse blev sat på lige fod med samtidige udenlandske komponister, som ikke på samme måde var gået i glemmebogen. I dansk sammenhæng stod han dog fortsat i skyggen af Carl Nielsen (1965-1931), selvom man forsøgte at understrege Gades betydning for Nielsens karriere og musik. I Gades samtid havde hans værker været genstand for en langvarig debat om, hvorvidt Gades musik udtrykte en særlig nordisk eller en mere tysk stil. Til jubilæet var denne konflikt helt forstummet, og både dansk- og tyskprægede værker blev opført med stor lovprisning.

I forbindelse med jubilæet præsenterede de fleste det som en uretfærdighed, at Gade var blevet glemt i 1900-tallet. Mange mente, at hans berømmelse ville have været endnu større, hvis ikke han havde været nødt til at rejse hjem fra Leipzig ved udbruddet af 1. Slesvigske Krig (1848-1850). Meget tyder dog på, at Gades personlige ambitioner lå i København, og at krigen derfor ikke nødvendigvis var den primære årsag til hjemrejsen. Andre fremstillede Gade som en aldrig glemt nationalkomponist.

Gades 200-års jubilæum blev fejret med manér, ikke mindst af Danmarks Radio, i forlængelse af, at interessen for Gade så småt var vendt tilbage. Jubilæet gav mulighed for at udbrede kendskabet til komponisten og hans værker, men tiden vil vise, om de vil forblive i erindringen, eller om Gade kun vil blive fundet relevant hos en snæver kreds af musikkendere og -forskere - samt hos alle danske brudepar, der utvivlsomt vil fortsætte med at danse til Gades brudevals.     

Om artiklen

Forfatter(e)
Jonas Lykke Martinet
Tidsafgrænsning
1890 - 2017
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
16. december 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Behrend, William (red.): Minder om Niels W. Gade (1930).

Sørensen, Inger: Niels W. Gade: et dansk verdensnavn (2002).

Udgiver
danmarkshistorien.dk