Mogens Fog: DKP's politik efter besættelsen, 1. februar 1943

Kilder

Kildeintroduktion:

Dette memorandum til den kommunistiske partiledelse blev udarbejdet af Mogens Fog (1904-1990) i februar 1943 og vedrørte kommunisternes politik for efterkrigstiden. Han skitserede heri sine overvejelser om mulighederne for at bruge den nationale modstandskamp under besættelsen som et afsæt for øget politisk indflydelse eller endda forsøge en decideret magtovertagelse.

I løbet af vinteren 1942-1943 var den tyske offensiv i Sovjetunionen blevet bremset. Nederlaget ved Stalingrad i januar 1943, og Den Røde Hærs systematiske fremrykning gjorde det klart, at det militære styrkeforhold var afgørende skiftet. Mens nyheden blev fordøjet rundt omkring, begyndte mange at overveje, hvordan den politiske situation i Danmark (og Europa) ville tage sig ud i tilfælde af Tysklands forventede nederlag.

Mogens Fog var ved krigens udbrud professor i neurologi. Han blev i løbet af besættelsen involveret i modstandsorganisationen Frit Danmark og skrev artikler til det illegale blad af samme navn, også mens han efter 1942 var eftersøgt af dansk politi og var gået under jorden. Jagten blev overtaget af det hemmelige politi Gestapo, som fangede Fog i efteråret 1944. Det lykkedes ham at flygte fra fangenskab i marts 1945.

Mogens Fog havde siden 1930'erne været hemmeligt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, og han var bredt respekteret i den mere frisindede del af det københavnske borgerskab, hvor hans partimedlemsskab ikke var kendt. Han spillede bevidst på et image som progressiv humanist, der ikke var synderligt politisk interesseret. Indadtil var han særdeles tæt på ledelsen i kommunistpartiet, og bidrog til at udpege partiets strategiske mål og midlerne til at opnå dem - en mand, der blev lyttet til.

Mogens Fog blev del af befrielsesregeringen som minister for særlige anliggender og forblev en del af kommunistpartiets ledelse indtil 1958, hvor han brød med kommunisterne og var med til at stifte Socialistisk Folkeparti.

 

 Mogens Fog beskæftiget ved skrivemaskinen sommeren 1944 i Skovlunde på en af sine hemmelige adresser. Fog var en flittig bidragyder til det illegale blad 'Frit Danmark'. Foto: Flemming Bergsøe, Nationalmuseet.

1.2.42[1]

Selvom partiet for øjeblikket er spændt haardt for med det øjeblikkelige arbejde, er det yderst vigtigt, at vi netop nu planlægger arbejdet for den første efterkrigstid. Og desuden tilrettelægger vor propaganda saaledes, at vi faar smaaborgerskabet i tale.

Det er uheldigt, at de ”hoveder”, som er bedst egnede til dette formaal, for størstedelen sidder inde, men der er formentlig nok tilbage til at gøre dette arbejde.

Vi maa søge at udrede aarsagerne til, at vi ikke i mellemkrigstiden har faaet en større del af arbejderne i tale. Hvor staar vi stærkest? Hvilke grupper har vi haft vanskeligst ved at faa tilslutning fra? Hvorfor?

Mon ikke vi har forsømt at se i øjnene, at en stor del af de højst kvalificerede arbejdere er saa inkorporeret i det nuværende samfund, at de ikke kan raabes op paa personlige interesser. De er ”mellemklasse”. Hvad kan vi byde disse folk i dagskrav – hvad kan vi byde dem som fremtidsperspektiv? De samme betragtninger maa vi gøre gældende overfor de lavere tjenestemandsgrupper, funktionærklassen, handels og kontormedhjælpere og smaahandlende.

Har vi intet at byde dem, maa vi se væk fra dem og negligere dem, men vi har noget at byde dem, og netop for øjeblikket maa vi kunne faa dem i tale paa lønpolitikken. Men ikke glemme at forklare dem, at det ikke er et nødvendigt onde eller et forbigaaende fænomen, men noget som er uløseligt knyttet til det kapitalistiske samfund.

Endnu mere iøjnefaldende forekommer det mig at være, at vi maa kunne vinde husmænd og landarbejdere. Men ogsaa her maa vi gaa ind for et bestemt program paa længere sigt. I Sovjetunionen begyndte de med udstykning, fordi smaabønderne og de livegne ikke vilde have forstaaet kollektiviseringen paa revolutionens daværende stadium. Vi maa vel heller ikke krænke deres ønske om egen jord, men gaa ind for udstykning, intensivering af driften (det afhænger selvfølgelig af, hvad vor produktion skal lægges an paa i fremtiden). Kan vi ikke gaa ind for kollektivisering af produktionen efter andelstanken? Fælles maskiner etc.?

Saa vidt man kan skønne gaar KU[2] frem for øjeblikket. Hvem rekrutterer de fra? Expedienter, handelsmedhjælpere, tekniske funktionærer, mekanikere, kontorister. Hvorfor kan de faa fat i dem? Er det ikke det nationale program? Hvad byder KU dem materielt? Hvorfor kan vi ikke faa disse folk i tale?

Jeg synes, man maa lægge megen vægt paa at udforske, hvorfor ungdomsbevægelsen hos os altid har været saa svag. For det har den jo? Der maa være en fejl i vor propaganda.

Har vi ikke i det hele taget været for dogmatiske? Har vi ikke overset, at der i det gamle Rusland ikke var nogen del af underklassen, der – som her – følte sig hævet op i middelstanden? Og at vi derfor maa regne med en mindre tilslutning fra arbejderne end man derover kunde faa i den revolutionære situation. Bolsjevikerne havde dog hurtigt et stort flertal i Sovjetterne – vilde vi faa det her i morgen, hvis valgene skete paa samme maade som i USSR i 1917? Maaske. Men jeg tvivler. Derfor er det, man efter min mening maa lægge saa stor vægt paa de dele af arbejderklassen, som psykologisk føler sig knyttet til middelstanden.

Og saa maa vi samtidig opstille de muligheder, der er for situationen efter fredsslutningen. Den nuværende regering fortsætter – kommunistloven fortsætter. Udskrivning af valg – med eller uden os som legalt parti, - hvis med, da et ryk til venstre, men intet afgørende. Provisorisk[3] magtovertagelse af militærkredse el. lign. Vor mulighed for at besvare det med generalstrejke (forudsætningen er, at vi har vundet fodfæste bl.a. i trafiketaterne[4]!)

Derfor finder jeg det vigtigt, at vi gør os vor stilling til deltagelse i et samlingsstyre under een eller anden form klar. Det er navnlig Christmas[5], jeg tænker paa som mulighed. Hvad skal vi kræve af ham? Skal vi ikke prøve at faa opstillet et fællesprogram med ham, som kan danne basis for et samarbejde? Han vil næppe kunde gaa ind for et rent kommunistisk program, men jeg tror, vi kan faa ham langt over. I saa fald skulde vi - før vi sender en repræsentant til ham – have fastslaaet programmets hovedpunkter. Hans opgave skulde vel saa være netop at hverve tilhængere blandt middelstanden og de nuværende KU-kredse.

FD[6] skal tjene os baade som antinaz.-organ og som psykologisk forberedelse til et samarbejde med X.mas. Men skal vi ikke passe paa, at arbejdet med FD ikke hæmmer vort eget arbejde netop indenfor de befolkningsgrupper, jeg ovenfor specielt-har beskæftiget mig med?

Jeg er ikke klar over partiets resourcer af arbejdskraft paa de nævnte omraader, men er det ikke saaledes, at der findes folk, som ikke rigtig er anvendelige i øjeblikkets praktiske arbejde, og som kan beskæftige sig med løsningen af de nævnte opgaver. Uden at det blir tordenskjolds soldater.

Til forskel fra Rusland, Tyskland og Italien er vi - som englændere – dybt forankret i demokratiet. Derfor kan ikke de samme maader føre til revolutionen. Lenin[7] var jo netop realpolitiker, dogmatiker m.h.t. det endelige maal, men ikke m.h.t. metoderne. Vi maa omplante men ikke overføre ideerne.

Vi maa analysere. hvad det er, de forskellige befolkningsgrupper herhjemme har imod demokratiet, - og sætte ind paa de punkter.

Det synes som om det i lande med en stærkt udviklet mellemklasse er lettere at faa arbejderne med i mellemklassens antidemokratiske strømninger end omvendt. Vel resultat af smaaborgerideologien. Hvor stor en del af den danske underklasse føler sig som ”proletarer”? De kender ordet som noget lavtstaaende socialt set, ikke dets sociologiske definition. Ja, hvor mange opfatter sig som ”arbejdere”, - funktionærklassen, tjenestemænd vel ikke.

Generalstrejken i Italien d. 1 August[8] som protest mod de fascistiske metoder blev en fiasko, kun 1/4 af arbejderne nedlagde arbejdet, den maatte afblæses 2 dage senere og banede netop derved vej for nazismen[9]. I Danmark var alene truslen nok til at give de reaktionære vind i sejlene[10]. Men i Berlin var den fuldstændig d. 14. marts 1920 og gjorde en ende paa Kappkuppet[11]. Vi kan f. eks. ikke direkte overføre de russiske kollektiviseringsparoler for landbruget, - de er udtryk for, at kornhøsten er det væsentligste. Hvis vi stadig skal bygge paa svine-kvægavl, eller endog over i grøntsagsproduktion, er det saa ikke et spørgsmaal, hvilken form for dyrkning, der giver de bedste resultater? Og er det den vej, vi maa gaa.

Gennem overtagelse af staten af kredit- og hypotekforeninger vil staten jo alligevel eje den største part i jorden (og de faste ejendomme.)

Det er ejendommeligt at se, at de bevægelser, der som naz og fasc. ikke har noget reelt program, men bygger paa magtprincippet, ”effektiviteten” og sværmeriske idealer alene faar saa stort tag i mellemklassen. Mon ikke netop p. gr. af det taagede i perspektiverne?

Hitlers grundide: Racens renhed og den ariske førerstilling hviler paa en illusion. Den fører til hans videre realpolitiske vurdering: Jøden er af en anden race, en mindreværdig, som skal bekæmpes. Da massen ikke kan forstaa en kamp mod flere fjender, men maa have een for øje, da kampen mod marxismen er en nødvendighed og kampen mod »rentekapitalen« en propagandistisk tillokkelse, maa de slaaes sammen med racekampagnen, altsaa gøres jøden ansvarlig for baade marxisme og kapitalisme, men ikke nok hermed, simplificeringen kræver, at marxismen betegnes som kapitalismens bedste forkæmper. Paa denne maade kommer Roosevelt, Churchill og Stalin i samme baad, der endvidere optager samtlige socialdemokratiske og borgerlig-liberale partier. Keine Hexerei - kun de store løgne har propagandistisk betydning!

Den evige nationale kamp er en nødvendighed, for Tysklands vedkommende betyder den, at riget maa udvides, de omliggende lande, navnlig vestrusland, koloniseres. Først naar een mægtig fyrste har tilkæmpet sig magten i hele verden, (Hitler formentlig), kan der blive fred.

Efter krigen: Provisoriske krav: Statens overtagelse af kreditsystemet. Udbytte- og priskontrol, en stigning kun tilladelig, naar dens nødvendighed dokumenteres. Øjeblikkelig lettelse af landbrugets rentebyrde. (Adskillelse af kirke og stat.) -[12]http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/mogens-fog-dkps-politik-efter-besaettelsen-1-februar-1943/#_ftn12 dvs det lille landbrugs, mens det stores krigsgevinster benyttes til udligning.

Repressalier: Suspension af alle nazivenlige funktionærer privat og i stat, indledelse af undersøgelse af deres virksomhed. Herunder maa højesteretspræsidenten falde. Regeringen stilles for rigsret efter nyvalg? Grundloven bruges som grundlag for tiltale.

Tale- møde og pressefrihed, MEN under ansvar: strenge straffe for usandfærdige oplysninger.

Skattesnydere ligestilles med socialsnydere.

I virkeligheden forekommer det mig, at partiet ved krigens afslutning kommer til at staa i en kritisk situation. Hvis vi besidder et tilstrækkeligt magtapparat, har vi naturligvis hurtigt chancen for at tage magten fuldstændig, men mon vi gør det? De nationale strømninger, som ikke vil identificere sig med os, fordi vi ikke har været i krig og ikke lidt nederlag, vil sikkert blive meget fremherskende. Kan vi ikke tage magten har vi to muligheder: at gaa i samarbejde med et borgerligt parti, med hvilket vi kan danne koalition (evt. et nyt Christmas Møller-parti) og derved gennemføre en meget radikal politik ogsaa økonomisk, men ikke nogen revolution. Dette kan bringe os et godt stykke nærmere en socialisering paa demokratisk-parlamentarisk basis, men vil det ikke samtidigt forringe vore endelige chancer? Der vil komme meget svære tider i alle tilfælde, utilfredsheden vil brede sig, regeringspartierne gjort ansvarlige for forholdene, - og muligheden for at erobre et flertal af masserne formentlig derved reduceres for os. Den anden vej er at nægte enhver koalition, men føre os frem som et selvstændigt parti med vidtgaaende revolutionært program. Hvis der da indtræder en økonomisk krise, vil vi utvivlsomt staa meget stærkt, maaske allerede i løbet af et par aar, men vi løber den risiko, at det kapitalistiske samfund stabiliserer sig, maaske ved hjælp udefra (USA) netop for at dæmme op for marxismen, og vi staar i fare for at miste taget igen.

Jeg ser her helt væk fra, hvorledes den internationale situation, spec. Forholdet mellem de allierede vil forme sig. Mon ikke der dér blir en langvarig forstaaelse med en samtidig afkapsling i to selvforsynende interessesfærer med henholdsvis USSR og USA som dominerende lande?

Naturligvis vil vor stilling i høj grad afhænge af en saadan international situation og af kominterns[13] stilling, men for at sige det raat og kættersk: vi maa føre en selvstændig politik, der ikke i første række skæver til, hvilke koncessioner USSR maa give den kapitalistiske verden for at stabilisere kommunismen i Rusland.

Selv har jeg som bekendt ikke gjort disse problemer til genstand for større overvejelse tidligere, men jeg har nok haft størst sympati for, at vi skulde holde os for os selv og ikke indgaa koalitioner, bl.a. belært af erfaringer fra folkefronterne. Da jeg i den nuværende situation gik ind for den nationale samling mod naz., var det overvejende udfra den øjeblikkelige nødvendighed af samling, men tillige, fordi jeg herved saa en mulighed for at aflede en chauvinistisk-reaktionær bevægelse. Og dertil kom, at partiledelsen syntes at have videre perspektiver for efterkrigstiden, som ovenfor skitseret som koalitionspolitikken. Har partiet stadig de perspektiver, ogsaa efter at have gennemarbejdet problemet, der nu er mere aktuelt end for 1 aar siden? Hvis det er tilfældet, vil vi naturligvis gaa ind derfor, og i saa fald er der al grund til at søge uddybet den kontakt vi har opnaaet spec. med Christmas, ja, evt. søge forhandlinger og forhaandsaftaler.

Vi maa beskæftige os med, hvorfor nazismen sejrede i tyskland. Det er ikke først og fremmest spørgsmaalet om, hvorledes nazisterne kunde overtage magten, - de blev hjulpet af overklasse og storfinans, der heri saa den eneste mulighed for at dæmme op for socialismen, og som lokkedes af ikke opfyldelsespolitikken og krigsproduktionen. Det er heller ikke spørgsmaalet om, hvorfor arbejderklassen ikke kunde sætte sig imod omvæltningen, - det skyldes vel, at den var splittet paa to partier. Nej, det væsentlige er for det første, hvorfor arbejderne ikke i større tal end tilfældet var forlod socialdemokraterne, hvis parlamentariske politik havde spillet fallit og gik til kommunisterne, og dernæst - for os maaske det væsentligste - hvorfor nazi fik saa stor og fanatisk tilslutning før de kom til magten.

Forarmelsen betød naturligvis meget, den gav utilfredshed med det parlamentariske system, - men hvorfor blev da de folk ikke kommunister? Nogle af grundene synes mig at ligge i dagen: det var mellemklassen, der var særlig ramt af forarmelsen, smaasparerne, der havde tabt under inflationen, - de vilde ikke proletariseres, de havde honette[14] ambitioner. Nazismens aabenbare imperialistiske hensigter var – i forbindelse med revanchetanken - oplagt propagandastof: hvad indad tabes, skal udad vindes, - det var til at forstaa. Og saa tiltalte systemet den tyske folkekarakter: kæft, trit og retning, en alvis og algod fører, mulighed for at blive underfører og selv kommandere uden forudgaaende diskussion, [15] blod og ære-idealer. Og endelig tror jeg, der for politisk uopdragne befolkningsklasser er noget tiltalende ved en bevægelse, hvis sociologiske maal fortaber sig i det dunkle. Hvad socialismen havde at byde paa, det laa klart i dagen, det kunde let propaganderes til, at vi alle skulde være lige, alle ned paa arbejderstandarden, altsaa proletariseres; og selv om dette ikke spillede nogen propagandistisk rolle, saa var i hvert fald marxismens maal klare og overskuelige, mens nazismens stod i en forjættende taage, som man ikke vidste, hvad dejligt, der kunde komme ud af. Det var saa simpelt: først revanche, saa herlige tider for alle tyske, - og fjenderne var simplificeret til een race, jøderne, hvis driftighed og bjergsomhed i forretningsverdenen utvivlsomt stak i øjnene paa de smaaborgere, der var socialt sunkne.

Men hvorfor forblev saa mange arbejdere trofaste mod socialdemokratiet? Det kan vel ikke alene forklares ved traditionen, ved det store parti- og propagandaapparat, men formentlig ogsaa ved objektivt gunstige forhold for den eftergivende politik og fejl [16] i den kommunistiske aktion. Er der nogen, der har interesseret sig for den. Var dagskravene kun en ekstra top paa den socialdemokratiske kransekage? Har ikke vi herhjemme begaaet de samme fejl? Jeg tror, vi ogsaa herhjemme har begaaet den fejl, at vi ikke har beskæftiget os tilstrækkelig med den ”videnskabelige” analyse af landets stilling og vort partis politik i store linjer. Vi har fortabt os i dagskravene og der i for høj grad blot gaaet et stykke til venstre for socialdemokraterne. I den materialistiske historieopfattelses aand maa vi stadig analysere, hvilken fase kapitalismen og arbejderbevægelsen nu er i, og tilpasse vor politik derefter. Det er ikke nok at fortrøste sig til kominterns paroler[17] paa disse omraader, selvom hovedlinjerne er internationale, maa der en lokal bearbejdelse til i hvert land, udfra dets baade særlige og almindelige forhold, for at faa kommunismen til at fæste rod. Det er iøvrigt ogsaa den eneste maade, hvorpaa vi (og andre vesteuropæiske lande) kan befrugte kominterns paroler paa.

Et praktisk eksempel paa, hvorledes vi forsømte en opgave: I Grünbaums bog[18] af 1941 fremhæver han, at statsmagten burde have exproprieret tørvemoserne i tide for at lægge baand paa tørvepriser. Det er en udmærket betragtning, - det skulde bare have været et krav, et lovforslag fra vor side i 1939. Hvis det havde været rigtigt drejet, vilde det ikke alene slaaende vise arbejderne forskellen paa vor og socialdemokraternes politik (det var jo nemlig ikke uforeneligt med den bestaaende lovgivning, men faktisk gennemførligt), men det vilde ogsaa have skaffet os ørenlyd indenfor retsstatskredse og blandt georgistiske[19] bønder. Det havde demonstreret det væsensforskellige i vor og den kapitalistiske indstilling.

En anden ting, vi maa analysere og tage stilling til, er de antiparlamentariske strømninger, som utvivlsomt har dybe rødder i befolkningen, ikke mindst i flipproletariatet[20]. Hvad er det, de kritiserer? Bureukratiet, den megen snak i kommissioner, det, at ansvaret aldrig kan placeres paa en enkelt politiker eller en enkelt embedsmand, - men ogsaa det, at det er ikke-sagkyndige, som afgør mange specialistsager i byraad etc, altsaa selve folkestyrets ide. Den manglende effektivitet i systemet, omsvøb og langsomhed. Det er det, der afføder raabet paa den eller de stærke mænd, paa fagministre etc.

Vi maa heroverfor hævde, at det ikke er folkestyret i sig selv, der er noget i vejen med, tværtimod, det er en nødvendighed for et frugtbart samfundsliv, alle funktioner skal foregaa under folkets kontrol og medvirken, ellers er der mulighed, ja, sikkerhed for, at de svageste kommer til at bære byrder. Men det er det parlamentariske tovtrækkeri, kompromisaanden, studehandlen som giver de halve resultater. Derfor maa man sammensvejtse folket i kamp for een retning, eet arbejdsgrundlag, eet maal: det, der gavner flertallet, socialismen. Og gennem folketyret maa man til de enkelte opgaver give et faatal, gerne specielt sagkyndige, opgaven og ansvaret helt ud, - men med ansvar og risiko for at blive fjernet, hvis de ikke slaar til.

Maaske kunde spørgsmaal af denne art bedst behandles i en særlig massepjece, som skulde hedde noget i retning af: Hvad er kommunismen, og som helt enkelt skulde oplyse om vore maal, med praktiske eksempler paa, hvad det paa visse omraader vilde betyde herhjemme, og uden alt for mange paralleller til USSR, snarere med den tone, at det, vi vil, er kommunismen tilpasset efter danske forhold, men med naturligvis ganske det samme maal som i Rusland.

Den skulde være simpel, saa enhver kunde forstaa den, og ikke vulgær, saa den støder de intellektuelle. Man kan godt skrive det samme og paa samme maade for alle klasser. Arbejdernes politiske forudsætninger for at forstaa den er i hvert fald ikke mindre end de intellektuelles og borgerliges, snarere større.

Har vi ikke simplificeret kapitalismen indtil ukendelighed i vor fremstilling? Vi har givet billedet af nogle samvittighedsløse personer i vellevned, der samles med passende mellemrum for at udpønse hvorledes de kan snyde underklassen og selv skovle fortjenesten, - og socialdemokraterne som deres lydige tjenere. I stedet skulde vi forklare, at det kapitalistiske system i sig selv - rent bortset fra den profit, det afkaster til børsjobber, fabriksherrer og mellemhandlere - dels aldrig vil kunne bære virkelige sociale omvæltninger, der lader arbejderklassens kaar bedres, dels indebærer saadanne konflikter, at der ikke vil kunne komme varig fred. Parlamentets afhængighed af kapitalen udfolder sig da paa den maade, at vidtgaaende forslag støder paa uoverstigelige vanskeligheder, idet de truer selve det kapitalistiske systems grundvold, - det kan simpelthen ikke afkaste penge nok til de store sociale byrder, - og derfor maa parlamentet bøje sig, inklusive socialdemokraterne, der har opretholdelsen af den nuværende samfundsordning som grundlag. ”Kapitalismens indre vanskeligheder” - ikke korruption, vold eller underkøb er - i hvert fald herhjemme - den egentlige grund til, at arbejderne aldrig kan faa deres arbejde betalt svarende til deres indsats.

Mon ikke vi skulde have ansat en professionel reklamemand, mens vi var legale, og naar vi blir det igen? Hans opgave skulde bl.a. være at systematisere ”markedsanalyser” indenfor forskellige klasser og befolkningsgrupper, f.eks. samle svar paa spørgsmaal som 1) hvilke fejl finder De, der er ved det nuværende samfund? 2) hvad er Deres politiske overbevisning og hvorfor. 3) hvorfor er De ikke kommunist? 4) Hvad ved De om kommunismen. 5) Hvad ved De om Sovjetunionen? o.l.

”Markedsanalysen” har vi selvfølgelig altid foretaget gennem reaktionen paa vore forslag i fagforeninger etc., men for det første tror jeg, det kunde være gjort mere systematisk og udenfor de fagorganiseredes kreds, for det andet tror jeg, det er bearbejdet for lidt. Et mere ”teoretisk” organ, sammensat af specialister og politiske arbejdere burde til stadighed være virksomt.

En humanistisk professor sagde for ganske nylig til mig: Man skulde tro, partiet havde talentspejdere, der netop skulde finde de mest upopulære paroler frem. Han tænkte særlig paa mellemklasse og intellektuelle. Han er i øvrigt marxist i den grad, at han ikke kan forstaa, at ikke alle eller langt størsteparten af befolkningen kan indse systemets rigtighed, saa det kan gennemføres ved stemmeflerhed! Paa det punkt er han naturligvis ikke tilstrækkelig politisk skolet, men i eet har han ret: Vi maatte kunne faa meget større dele af befolkningen i tale, specielt ogsaa indenfor flipproletariatet.

Hvorledes ligger arbejdsløshedstallene for kontorfolk, handelsmedhjælpere o.l.? Jeg ved, vi opstiller dagskrav indenfor H & K, men kan vi ikke organisere studiekredse, som studenterne har gjort det? Vi maa ikke stille os til Marx' skrifter som en muhamedaner til koranen: at vi opfatter hvert ord, hver dom som evig gyldig. Marxismen er netop baseret paa en stadig vurdering af de faktiske forhold og en tilpasning af arbejderklassens aktuelle politik derefter. Vi maa ikke være dogmatikere, men realistiske i vor analyse og politik. Som Lenin var det!

Man har indtrykket af, at partiet kvier[21] sig ved at tage haandfast stilling til efterkrigstidens problemer, fordi de ikke ved, hvilken stilling komintern til sin tid vil tage. Det gaar ikke. Vi maa foretage en selvstændig bedømmelse af forholdene, som de ligger i dette land og føre en selvstændig politik, saa længe vi ikke kan deltage i kominterns drøftelser eller modtage direktiver derfra. Ellers bliver vor politik for øjeblikket hovedløs, og vi mister muligheden for til sin tid at gøre en indsats i kominterns drøftelse, - at præge dens retningslinjer. Og disse kan kun blive »realistiske«, naar de bygger paa de enkelte partiers vurdering af forholdene i deres eget land.

Det er fejlagtigt at tro, at arbejdet skal lægges ens an i alle lande. Der er stor forskel paa underklassens bestanddele i et overvejende landbrugsland og et overvejende industriland. Danmark har den særlige stilling nok at være overvejende landbrugspræget, men med en kollektiv organisering af i hvert fald landbrugets afsætning. Ogsaa den vidtdrevne udstykning kræver en særlig politik, særlige paroler, hvis vi skal vinde husmændenes øren. Hvorledes er det med smaalandbrugets indflydelse i andelsforetagender, stemmes der efter levering eller efter ”hovede”? Har vi forklaret smaalandbrugerne, at et kommunistisk system vil afskaffe rentebyrden?

I det hele taget synes jeg vi opretholder agitationen, men forsømmer propagandaen. Tænk paa, hvilke værker Lenin skrev under selve revolutionen. De pegede langt ud i fremtiden, vor agitation er dagskrav.

Vi maa oplyse smaalandbrugerne, flipproletariatet, de smaahandlende, haandværkerne osv. om, hvad kommunismen vilde betyde herhjemme, - ja, vi skal ikke vige tilbage for at gøre opmærksom paa, at forskellen paa det nuværende styre og kommunismen her i landet vil være mindre ”revolutionerende” end den var i USSR, fordi vi her i mange henseender er højt organiserede. Og at det jo ikke for det store flertal af landets befolkning, heller ikke for mellemstanden og smaasparere vil betyde nogen deklassering, nogen proletarialisering, men tværtimod en højnelse af levestandarden. De tror jo nemlig, at vi - ved ”at gøre alle lige” - vil skære alle ned til det laveste lønarbejderniveau.

En anden ting, vi alvorligt maa overveje, er under hvilke former, vi ser proletariatets diktatur gennemført her i landet. Diktaturet skal jo aldrig være mere indgribende end nødvendigt for formaalet. Og noget taler for, at man skal spille paa den øjeblikkelige uvilje mod det tyske diktatur med pressecensur, talemøde- trykkecensur ved at gaa ind for den ”aandelige” frihed paa disse omraader, den frie kritik, samtidig med at man gennemfører ubønhørligt politisk og økonomisk diktatur. Jeg tror faktisk, disse to ting lader sig forene her i landet, ja, at vi lettere kommer til maalet paa denne maade end ved at fortsætte de nuværende tilstande. Paa den anden maade letter vi befolkningen for et tryk, og de økonomiske forholdsregler vil hurtigt vinde alles sympati. En saadan presseosv-frihed skal naturligvis begrænses af en lovgivning, der slaar haardt ned paa løgnagtige fremstillinger. Kun ved at lade kritik og modforslag komme frit frem i pressen, kan vi aflive underjordiske oppositionsbevægelser af samme slags som vor nu, som har mulighed for at fæste rod i større befolkningslag. En grundig politisk, nationaløkonomisk og sociologisk analyse af det danske samfunds opbygning idag er forudsætningen for, at baade vor agitation og vor propaganda kan lægges i de rette baner, ja, for at partiet kan forme sin politik paa længere sigt. Derfor maa man skabe et organ, der kan staa til raadighed for CK i disse henseender. Er det udelukket, at noget af arbejdet kan udføres af internerede? Under skjul af nationaløkonomiske studier.

M. h. t. den første tid efter krigen: I svenske blade læste man d. 10.2.43, at amerika forbereder militær og civil administration i et besejret italien. Dette kunde tyde paa, at de allierede (USA og England?) forbereder administration af baade tyskland og italien, hvilket vel vil hindre revolutionen. Dette kan ogsaa faa betydning for os. Maaske vil alle de undertrykte lande blive stillet overfor krav om at antage regeringer, udpeget af de allierede.

Vi naa nøje analysere, hvorfor vi ikke fik større tilslutning fra arbejdernes side i mellemkrigstiden. De objektive forhold skulde være velegnede: kapitalismen i krise, arbejdsløsheden stor. Det kan da enten skyldes alene spaltningen i arbejderklassen mellem beskæftige - ikke beskæftigede, den socialdemokratiske tradition eller vor slette indsats. Eller alle disse aarsager i forbindelse med hinanden. Men da fænomenet er internationalt, maa kominterns politik inddrages under analysen. Kan man sige, at kapitalismen alligevel var i fremdrift p. gr. af rationaliseringen?

Meget tyder paa, at man fra engelsk-amerikansk side tænker sig efterkrigstidens økonomi ordnet saaledes, at statskontrollen vedvarer en tid lang med vigtige industrigrene, der er nødvendige for folkeforsyningerne osv. Yderligere tænker man sig blokke af nationer - økonomisk og regionært bestemte - som indbyrdes og samlet overfor andre blokke kan træffe handelsaftaler m.v. Dette fremhævede saaledes Young,[22] ”Toryfilosoffen”, i en diskussion med Lasky,[23] Socialisten, i en radiodiskussion om efterkrigstidsproblemer i London d. 10.2.43. Lasky var ikke begejstret for de nationale blokke, men havde ikke noget positivt modprogram.

Under en saadan blokdannelse (sml. Norden), kombineret med vidtgaaende statskontrolleret kapitalisme kan utvivlsomt forlænge kapitalismens levetid ret længe, selv om før eller senere interessemodsætningerne maa opstaa. Det stiller os overfor et vanskeligt valg. Skal vi gaa ind i administrationen af saadanne samfundsorganismer, eller skal vi - uanset vort stemmetal - holde os i oppositionen. I sidste tilfælde har vi store chancer, hvis en krise hurtigt indtræder, men gør den det ikke, vil den kommunistiske bevægelse uvægerligt sygne hen for en lang aarrække, indtil kriserne tegner sig. Gaar vi ind i regeringerne, har vi en chance for at styrke statskontrollen og i den grad faa hold paa statsapparatet, at vi - ved begyndende krise muligvis kan gribe tøjlerne, - som Hitler og Mussolini gjorde det hurtigt efter deres parlamentariske indtræden i regeringerne. Men det kræver naturligvis, at vi har stort følge blandt arbejderne, og at vi styrker det ved vor politik.

Selv kan jeg ikke sige, hvilken position, der vil blive den stærkeste, - men som sagt, jeg betvivler, krigen afføder en revolutionær situation her i landet, og jeg tror, den revolutionære situation i de besejrede lande vil blive holdt nede af den angelsaksiske blok. USSR vil næppe kunne tage en kamp op med sine nuværende allierede lige efter krigen, men nok præge udviklingen i de besejrede og frigjorte lande, Ja, vil maaske kræve kommunistisk regeringsdeltagelse. Formentlig vil komintern gaa styrket ud af situationen, og det vil være af stor betydning for os. Men vi maa foreløbig selv arbejde paa vore retningslinjer.

Et forhold, som formentlig i høj grad vil styrke vor position, vil være socialdemokraternes holdning overfor ”socialiseringsforslag”, som vi - i opposition eller under regeringsmedvirken - vil søge fremmet under en saadan statskapitalistisk periode, - der vil de sikkert afsløre sig i arbejderklassens øjne.

En ting vil krigen hjælpe til: at den fascistisk-nazistiske udvej af den kapitalistiske krise blir slaaet til jorden, - men kapitalismen maa da søge andre veje, og een af de nærmestliggende, ja, vel den eneste, bliver statskapitalismen. Lasky sagde forresten, at det mindede ham uhyggeligt om Ottawa, det med de nationale blokdannelser.

Det maa være vor ubetingede opgave at skole de nye folkerepræsentanter, vi faar, ja, der bør ligefrem være obligatorisk studiekredstjeneste, baade overfor socialismens teori og over de praktiske spørgsmaal, der rejser sig. Her maa vore specialister komme ind som raadgivende og oplysende.

Vi hævdede i mange aar, at verdenssituationen bar frem mod en samlet kapitalistisk aktion mod Sovjet. Dette viste sig at være galt. Hvorfor? Vel nok, fordi USSR i saa høj grad var sig selv nok og ikke truede det engelsk (amerikanske) imperium og beherskelse af verdenshandlen, samtidig med, at verdensrevolutionen ikke var en aktuel fare. Da tyskland blev en militær magt af betydning og viste udprægede imperialistiske tendenser, og rejste krav baade om europæisk herredømme og om kolonier, maatte england og dets allierede nødvendigvis slaa til. USSR havde naturligvis ingen interesse i denne strid før tyskland gik imod det.

Efter krigen vil tysklands imperialisme formentlig være knust for en lang aarrække. Spørgsmaalet er da, om der kommer en samling mod Sovjet. Næppe i første omgang, fordi landene er for udmattede, og heller ikke siden hen, hvis arbejderne i de forskellige lande virkelig kan blive dominerende i inden- og udenrigspolitikken.

Situationen i de sejrende kapitalistiske lande vil næppe ved krigens afslutning være revolutionær. Revolutionen udbryder ikke i et sejrende land. Men hvis kommunisterne virkelig kan faa tag i befolkningerne, er der mulighed for et videre perspektiv. Alle er enige om, at statskontrol med produktion og priser maa fortsætte en tid. Benytter socialismen denne tid til at udbygge sin statsadministration, har den mulighed for helt at tage magten, naar kapitalismen atter kræver frie tøjler. Men det kræver en meget aktiv og dygtig socialistisk politik i de aar, der kommer lige efter krigen.

De besejrede lande vil efter alt at dømme blive besat. Hvem der kommer til at besætte tyskland, er et meget vigtigt spørgsmaal, som sikkert rummer stof til endog væbnet konflikt mellem England og USSR.

De besatte landes skæbne er uvis, helt sikre paa, at de ikke blir besat, kan man ikke være.

Revolutionen kan saaledes meget vel blive hindret saavel i aksemagterne[24] som i de besatte lande. Vi kan nu holde os i opposition og afvente, om der følger en kapitalistisk krise, der kan skabe den revolutionære situation. Men vi kan ikke være sikre paa, den kommer snart, netop fordi kapitalismens indre modsætninger for en tid kan opskydes i form af en national kapitalisme. Denne blir vor hovedmodstander, mens den anden kapitalistiske udveje, den aabenbare nazisme, vil være manet i jorden.

Her opstaar da spørgsmaalet, om vi skal gaa ind i koalitioner og saaledes se at faa hold paa statsapparatet. Det kan ikke nytte at overlade socialdemokraterne denne rolle, fordi de vil medvirke til aktivt at støtte kapitalismens bevarelse. Mon ikke Cole[25] har noget at sige os i denne situation?

Cole er ikke socialdemokrat: Han paaviser, at soc.dem. som regeringer har svigtet socialismen til fordel for gennemførelsen af visse socialistiske forholdsregler. Men han er heller ikke kommunist, idet han nok anerkender revolutionens nødvendighed i Rusland og i nazistiske lande og heller ikke afviser den bestemt for england og andre lande med en parlamentarisk-demokratisk tradition, men han mener, at der i disse lande er gode muligheder for at erobre den politiske magt gennem stemmesedlen og saa i hurtigt tempo gennemføre socialistiske forholdsregler i lighed med USSR.

Det at søge at lære af en mand, der ikke er kommunist, betragtes desværre af mange kommunister som en ”afvigelse”. Det er en stor fejl, der gør os sekteriske og dogmatiske. Vi skal tværtimod med særlig interesse studere anderledes tænkendes og modstanderes principper og taktik, og drage lære deraf. Kun derved arbejder vi i dialektikkens aand. Og vi maa ikke glemme, at det væsentligste for os er gennemførelsen af socialismen. Det er dogmer, der staar og skal staa fast. Men den vej, der i en given situation kan føre lettest til maalet, kan variere, - metoden, strategien, taktiken maa aldrig stivne i dogmer. Dermed være ikke sagt, at jeg ikke stadig tror, revolution er en nødvendighed, men hvis vi maa anerkende, at revolutionen ikke er mulig i den nærmeste fremtid, ja, saa maa vi prøve at naa frem ad andre veje. Skulde de ikke føre til maalet, vil de dog – hvis vi forsøger at udnytte dem - styrke os og derved rykke muligheden for revolution nærmere.

I denne belysning - forekommer det mig - maa vi se efterkrigstiden i øjnene, analysere mulighederne, der kan komme til at foreligge, og søge at indrette os paa at udnytte den af dem, der blir realiseret.

(og saa den internationale oversigt!)

Vigtig er det at oplyse arbejdere og mellemstandsfolk om, hvad kommunismen egentlig er. Og her maa vi ikke være blege for at forklare dem, at de former, hvorunder kommunisterne i USSR kom til magten, var bestemte af de zaristiske tilstande. I et demokratisk land vil magterobringen kunne gaa for sig, uden at vi behøver at slaa noget som helst i stykker af det, der faktisk allerede er skabt af sociale indretninger. Og saa søge at konkretisere, hvad socialismen vilde betyde. Understrege, at det er ejendomsretten til produktionsmidlerne, ikke til personlige ejendele, der skal eksproprieres. At det er snylterne, finanskapitalen, der kommer til at lide, mens for andre rentebyrden lettes (specielt for landbrugerne), husleje etc. Beskrive den socialistiske planøkonomi. Overtyde landbrugerne om, at man ikke voldeligt vil frarøve dem deres ret til at dyrke egen jord - i hvor høj grad er den idag deres egen? Forklare handels- og kontormedhjælpere, at deres erhvervsmuligheder kun vil forøges, at de tværtimod at blive ”proletariserede” vil faa en højere levefod. Tale til smaahandlende om rentebyrden - hvor meget ejer de af deres forretninger, naar grossistfirmaerne i saa høj grad har kapital i deres forretninger - og banker. Konkretisere betydningen af, at bank- og kreditsystem overtages af staten - etc. Og gang paa gang spørge: hvor ligger det ”udanske”,[26]  det ”fremmede i ideologien” i disse planer?

Hvis england efter krigen mister sit marked eller dele deraf, maa det i højere grad end før indstille sig paa selv at skaffe landbrugsprodukter indenlands. Krigen har jo allerede intensificeret deres landbrug. Vort marked vil derved forsvinde og danske landmænd maa indstille sig paa nye metoder. Landet er sikkert for lille til at omstille sig paa kornavl, - og korn vil vi kunne faa nok af bl a fra USSR. Det, vi maa udnytte, er vor kvalificerede arbejdskraft, og det blir da formentlig ved at skabe en intensiv drift af forfinede produkter, vi skal igennem. Mon der ikke blir grøntsager o.l. - som Holland laver blomsterløg. Vi maa da undersøge, om stor- eller smaadrift er den bedste vej til at udnytte mulighederne paa dette felt. Og indrette vor landpolitik derefter! Vi maa i tide skaffe os sagkyndig bistand fra landbohøjskolen, som kan belære os paa disse punkter. Statsovertagelse af bank- kredit- forsikringsselskaber. Hvor meget vilde det betyde for en socialistisk planøkonomi?

Hvilken form for statskontrol - hvis overtagelse ikke er mulig - vilde være praktisk taget lige saa effektiv?

Hvor meget vilde det betyde for kontrol med boliger i byerne?

Folkehær dvs. knyttet til fabrikker og centre paa landet - eller med aarlige indkaldelser i 1 maaned i 5 - 7 aar med fuld løn, - som i Sveits. Mulighed for at knytte den sammen med ungdommens fysiske opdragelse. Og politiske opdragelse?

Adskillelse af stat og kirke.

Udvælgelse til fortsatte studier- studenterløn.

Fortsat pris- export- import- produktionskontrol. Huslejelovgivning.

Lovgivning for arbejdende mødre. Barnekrypper. Socialt boligbyggeri.

Vi maa oprette specialistraad paa en række omraader. Deres opgave blir at skaffe materiale tilveje til en statistisk belysning af forskellige befolkningsgruppers sociale og økonomiske struktur, at analysere landbrugets, handlens, og industriens stilling og at udarbejde retningslinjer for en lovgivning, der kan betyde skridt mod en socialisering. Paa grundlag heraf maa vi tilrettelægge propagandaen for hver befolkningsgruppe. Den skal dels gaa ud paa opstillelse af dagskrav, som staar i forbindelse med de øjeblikkelige forhold, dels at vise, hvorledes en socialisering vilde gavne vedkommende befolkningsgruppes forhold.

Begge dele hører med i propagandaen.

Partiet har altid haft et relativt meget stort antal af intellektuelle i sine rækker. Men det har ikke rationelt udnyttet dem som specialister, der underbyggede partiets politik. Dette maa gøres nu, hvis vi skal være beredt til at spille en rolle ved krigsafslutningen.

I en evt. koalition med andre partier, selv hvis vi skal repræsenteres i regeringer, maa vi holde paa fuld frihed i agitationen for de kontraherende[27] parter, - saaledes maa det ogsaa være tilladt at fremlægge, hvorledes de enkelte partiers stilling har været til konkrete spørgsmaal, der er løst af kompromisets vej.

Een af ankerne mod parlamentarismen er, at ansvaret forflygtiges. Vi maa gaa ind paa dette problem og vise, at den enkelte faar det fulde ansvar i et socialistisk samfund. Løser han ikke sin opgave, kan han trækkes tilbage fra sin post, for at indtage en subordinær. Derved sikres de bedst egnedes førerskab.

Til landbrugerne: Fremhæve, hvor lidt de i virkeligheden ejer af deres jord, p. gr. af gældsbyrderne, - er det ikke rimeligere, at alle ejer den end rentekapitalisterne? Ogsaa urimeligt, at by-kapitalen skal kunne sikre sig formue ved indkøb af landejendomme, som de ikke kan drive. Jorden skal drives af dem, der har forstand paa at drive den, man kunde tænke sig et borgerskab som f.eks. til en forretning.


[1] Original note af Kirchhoff og Trommer: Den originale datering 1942 er en fejlskrivning for 1943. Dateringen angiver begyndelsen på nedskrivningen af teksten. I løbet af teksten nævnes to dateringer af 10.2.

[2] KU: Konservativ Ungdom.

[3] Provisorisk: midlertidig.

[4] Trafiketaterne: statsforvaltningen vedrørende trafikvæsen, fx jernbaner, færger, veje.

[5] John Christmas Møller (1894-1948): dansk politiker, medlem af Det Konservative Folkeparti.

[6] FD: ”Frit Danmark”, illegalt blad stiftet af John Christmas Møller og kommunisternes formand Aksel Larsen under besættelsen.

[7] Vladimir Lenin (1870-1924): russisk revolutionær og politiker, leder af Sovjetunionen fra 1917-1924.

[8] Original note af Kirchhoff og Trommer: 1922.

[9]  Original note af Kirchhoff og Trommer: Der menes fascismen.

[10] Original note af Kirchhoff og Trommer: Der tænkes formentlig på den såkaldte Påskekrise 1920.

[11] Kappkuppet: mislykket statskup i Tyskland 13.-18. marts 1920, hvor kupmagere under ledelse af blandt andet Wolfgang Kapp forsøgte at styrte Weimarrepublikken. Kupforsøget havde støtte fra konservative kredse.

[12]  Original note af Kirchhoff og Trommer: En markering i hånden knytter den følgende passus sammen med sætningen før parantesen.

[13] Komintern: international sammenslutning af kommunistiske partier.

[14] Honette: hæderlige.

[15]  Original note af Kirchhoff og Trommer: Ulæseligt ord x’et over.

[16] Original note af Kirchhoff og Trommer: Ulæseligt ord x’et over.

[17] Paroler: overordnede principper, ledende tanker.

[18]  Original note af Kirchhoff og Trommer: Der tænkes formentlig på Isi Grünbaum, Økonomi og Klassekamp i Danmark under Krigen og Besættelsen, Arbejderforlaget 1941

[19] Georgistiske: Georgisme var opkaldt efter amerikaneren Henry George (1839-1897) og havde som hovedprincip, at alle bør eje det, de selv skaber, mens naturressourcer bør tilhøre alle. I Danmark havde Retsforbundet georgisme som ideologisk grundlag.

[20] Flipproletariatet: personer, der føler sig hævet over arbejderklassen, selvom deres arbejdsvilkår og løn ikke er meget bedre end arbejderklassens. Bruges især om den voksende funktionærstand i 1930’erne.

[21] Kvier: udviser modvilje.

[22]  Original note af Kirchhoff og Trommer: Owen D. Young, amerikansk politiker og forretningsmand, fader til Young-planen, der i 1930 nedsatte de tyske krigsskadeserstatninger.

[23]  Original note af Kirchhoff og Trommer:  Harold J. Lasky, engelsk nationaløkonom og socialist.

[24] Aksemagterne: betegnelse for alliancen mellem Tyskland, Japan og Italien under 2. verdenskrig.

[25]  Original note af Kirchhoff og Trommer: G.D.H. Cole, engelsk økonomisk forfatter og socialist.

[26]  Original note af Kirchhoff og Trommer: En håndskreven pil peger herfra frem til følgende håndskrevne tilføjelse: ”kapitalismens indre modsætninger konkretiseret paa grundlag af arbejdsløsheden”.

[27] Kontraherende: indgår overenskomst.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

   

Om kilden

Dateret
01.02.1943
Oprindelse
"Vor Kamp vil vokse og styrkes", s. 609-622.
Kildetype
Memorandum
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
2. april 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Kirchhoff, Hans og Trommer, Aage (red.): "Vor Kamp vil vokse og styrkes". Dokumenter til belysning af Danmarks kommunistiske Partis og Frit Danmarks virksomhed 1939-1943/44. Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie (2001), s. 609-622.

Olesen, Niels Wium: Modstand. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2020).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
01.02.1943
Oprindelse
"Vor Kamp vil vokse og styrkes", s. 609-622.
Kildetype
Memorandum
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
2. april 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Kirchhoff, Hans og Trommer, Aage (red.): "Vor Kamp vil vokse og styrkes". Dokumenter til belysning af Danmarks kommunistiske Partis og Frit Danmarks virksomhed 1939-1943/44. Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie (2001), s. 609-622.

Olesen, Niels Wium: Modstand. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2020).

Udgiver
danmarkshistorien.dk