Mogens Fog, 1904-1990

Artikler

Mogens Fog var læge og professor og politisk engageret intellektuel på venstrefløjen i hele sit voksne liv. Fra 1924 til 1958 var han tilknyttet Danmarks Kommunistiske Parti, det meste af tiden tæt på partiets ledelse. Under besættelsen var han engageret i modstandsarbejde og blev minister i befrielsesregeringen 1945. Han var med til at stifte Socialistisk Folkeparti i 1959 og blev rektor for Københavns Universitet 1966-1972.

Mogens Fog var opvokset i et radikalt og intellektuelt hjem i København. Han opfattede 1. verdenskrig, den efterfølgende økonomiske krise og begivenheder som Landmandsbankens forlis i 1922 som tegn på det liberale samfunds fallit og blev kommunist. I 1924 blev han medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Den begavede og – som mange vidnesbyrd fremhæver – charmerende unge mand var en del af partiets ledelse fra 1927 til 1929, samtidig med at han uddannede sig til læge. I begyndelsen af 1930’erne trak han sig tilbage fra partiets forreste linje, sideløbende med at han blev dr.med. på en afhandling om neurologi og i 1938 professor på Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet.

Mogens Fog gjorde lynkarriere og blev udnævnt som professor i neurologi i 1938. Han blev et ledende medlem af modstandsbevægelsen Frit Danmark, hvor han fungerede som bindeled mellem kommunisterne og de nationale og konservative kredse.  Foto: Det Kgl. Biblioteks billedsamling

Under besættelsen

Mogens Fog var fra slutningen af 1930’erne bredt kendt og respekteret i den danske offentlighed som læge og videnskabsmand med generel interesse for samfundsforhold, men ikke som kommunist. Under besættelsen engagerede han sig i det illegale arbejde på vegne af DKP og gik under jorden i december 1942. Kombinationen af hans kommunistiske overbevisning, hans charme og højborgerlige sociale færdigheder gjorde Fog eminent kvalificeret til at skabe kontakter mellem proletarpartiets ledelse og det bedre national-konservative borgerskab. Han var således i slutningen af 1941 forbindelsesled mellem den illegale DKP-formand Aksel Larsen og den tidligere konservative leder John Christmas Møller, da de to stiftede Frit Danmark.

Fra foråret 1943 var Fog reel leder af Frit Danmark. I sensommeren 1943 var Fog igen en central skikkelse som formidler af kontakten mellem personer fra forskellige miljøer, da Frihedsrådet dannedes. Hans nære forbindelser til DKP’s top var ikke noget, han skiltede med. Tværtimod gjorde han alt for at fremstille sig selv som uafhængig, ja nærmest politisk uinteresseret – med kun det ene for øje at bidrage til Danmarks befrielse. Interne kilder viser dog, at dette mest af alt var et dække for hans stærke engagement for at styrke DKP’s position efter krigen. Det var Fogs opfattelse, at besættelsen havde skabt forudsætninger for, at DKP kunne bringe sig i en situation, hvor partiet kunne lede Danmark. Uden for DKP’s rækker var der næppe nogen af Fogs medkæmpere i det illegale arbejde, som fattede mistanke om hans skjulte politiske dagsordener.

Fog blev arresteret af Gestapo i oktober 1944 og tilbageholdt i det berygtede Shellhuset. Da Royal Air Force bombede Gestapohovedkvarteret i marts 1945, undslap Fog på forunderlig vis både bomberne og det fortsatte fangenskab og kunne således genindtage sin position i Frihedsrådet.               

Befrielsen

Fog blev minister for særlige anliggender i befrielsesregeringen. Hans ministerområde vedrørte modstandsbevægelsens forhold, herunder hjemtransport af fanger fra koncentrationslejre i Tyskland og tidligere besatte lande samt erstatningssager for og rehabilitering af tilskadekomne modstandsfolk. De politiske forhold i Danmark i 1945 åbnede imidlertid ikke op for nogen stærk stilling for DKP, som Fog ellers havde håbet på. Fog stillede op til folketingsvalget i oktober 1945 ”i tilknytning til” DKP og blev valgt. Han blev genvalgt i 1947, men genopstillede ikke i 1950. Den noget aparte opstillingsform, ”i tilknytning til” DKP, var en fortsættelse af hans selvfremstilling som sympatisk indstillet over for kommunismen, men alligevel ikke nogen rigtig kommunist. Ukendt for offentligheden var han imidlertid samtidig medlem af partiets ledende organ, Centralkomiteen. Fog profilerede sig i stedet i offentligheden som redaktør af det tidligere illegale blad Frit Danmark, der efter krigen opnåede status som et frisindet, men partiuafhængigt tidsskrift om samfundsforhold i Danmark og verden. Fogs uforbeholdne forsvar for det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i februar 1948 skuffede mange af hans tilhængere i det borgerlige Danmark og førte til en vis marginalisering af den ellers så bredt respekterede offentlige figur. Fremtrædende socialdemokrater havde siden befrielsen forsøgt at afsløre Fog som den inkarnerede kommunist, de mente, han var, men de blev blandt Fogs tilhængere beskyldt for smålig antikommunisme og intolerance. Selv om skepsissen over for Fogs politiske synspunkter voksede efter Pragkuppet, formåede han gennem 1950’erne at bevare sin stilling i det kulturradikale, intellektuelle miljø og blev en slags ledestjerne og mentor for flere danske forfattere. Hans vindende væsen skabte hyppigt regulære beundrere blandt de mennesker, han engagerede sig intenst med. Han øvede også en vis indflydelse på historikeren Jørgen Hæstrup, der i 1950’erne og 60’erne var pioner i udforskningen og formidlingen af besættelsestidens historie.

Socialistisk Folkeparti og rektor for Københavns Universitet

Foranlediget af den sovjetiske leder Nikita Khrustjovs offentlige brud med Stalintidens diktatur i Sovjetunionen og den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956 kom Fog sammen med partiformand Aksel Larsen på kant med flertallet i partiets ledelse. Da Larsen blev ekskluderet i 1958, brød Fog også åbent med DKP. Han var sammen med Larsen med til at danne Socialistisk Folkeparti i 1959 og blev en væsentlig stemme for partiet uden dog igen at søge valg til Folketinget.

Han var rektor for Københavns Universitet 1966-72 og blev i den forbindelse anerkendt for sin håndtering af besættelsen af universitetet i 1968 i forbindelse med ungdomsoprøret. Den gamle modstandsmand blev ikke blæst over ende af en studenterrevolte, men kunne tværtimod skabe sig ørenlyd som en troværdig og progressiv stemme. Han var uden tvivl også befordrende for den demokratisering af de højere læreanstalter, som fulgte i kølvandet på universitetsbesættelserne i 1968.I sin pensionisttilværelse efter afslutningen af rektorgerningen i 1972 skrev Mogens Fog flittigt. Det blev blandt andet til et par erindringsbøger, ligesom han hyppigt gav sin stemme til kende i forbindelse med debatter om besættelsestiden.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

   

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1904 - 1990
Sidst redigeret
2. april 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Niels Wium Olesen: Modstand, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2020).

Morten Møller: Mogens Fog. En biografi. bd. I-II (2010).

Michael Kjeldsen: ”Mogens Fog Frode Jakobsen. Forbundsfællerne, der skiltes - kommunisten og socialdemokraten i den illegale modstand”, i Hans Kirchhoff (red.): Sådan valgte de. Syv dobbeltportrætter fra besættelsens tid (2008).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1904 - 1990
Sidst redigeret
2. april 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Niels Wium Olesen: Modstand, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2020).

Morten Møller: Mogens Fog. En biografi. bd. I-II (2010).

Michael Kjeldsen: ”Mogens Fog Frode Jakobsen. Forbundsfællerne, der skiltes - kommunisten og socialdemokraten i den illegale modstand”, i Hans Kirchhoff (red.): Sådan valgte de. Syv dobbeltportrætter fra besættelsens tid (2008).

Udgiver
danmarkshistorien.dk