Medicinalberetning fra Odense Lægekreds vedrørende den spanske syge, 1918

Kilder

Kildeintroduktion:

Nedenfor er gengivet en medicinalberetning for 1918 fra kredslæge Thal Jantzen i Odense med iagttagelser vedrørende den spanske syge. Thal Jantzen (1863-1939) var stadslæge i Odense 1904-1915 og amts- og kredslæge sammesteds 1915-1930. Ligesom mange andre embedslæger på denne tid anvendte han et skema til sin medicinalberetning. Første del (Statistisk afsnit) indeholder bl.a. spørgsmål om det samlede befolkningstal i det område, som lægen førte tilsyn med, samt om antallet af levendefødte og døde, antallet af vaccinationer og antallet af beretninger om tilfælde af tuberkulose. I anden del (Andre meddelelser) havde lægen mulighed for i fri form at redegøre for, hvad der kunne have Sundhedsstyrelsens interesse. Beretningen fra Odense Lægekreds for 1918 er usædvanlig fyldig, og her gengives indledningen samt næsten hele den del, der handler om influenza-epidemien.

I årene 1918-1920 blev verden ramt af influenza-epidemien den spanske syge, som sandsynligvis krævede over 50 millioner dødsofre. I Danmark lå antallet af influenza-relaterede dødsfald formentlig på 15.000-18.000 ifølge nyere analyser, udarbejdet af Sundhedsstyrelsen. Dette tal er noget højere end de skøn, man finder i flere af samtidens kilder. Det vurderes nu, at lidt over halvdelen af de ca. 3,1 millioner danskere fik sygdommen. Ca. 2 % af de influenzaramte danskere døde som følge af sygdommen. Disse personer havde næsten alle lungebetændelse som tilstødende komplikation. I alt menes 10-20 % af dem, der fik influenza i Danmark, at have udviklet lungebetændelse. Med hensyn til det absolutte antal dødsfald var aldersgrupperne 15-40 år de hårdest ramte, og blandt gravide kvinder var der særligt mange dødsfald. Patienter med tuberkulose og hjertesygdomme havde også en høj dødelighed. 

Danmark oplevede tre bølger af epidemien, nemlig i juli-september 1918, oktober 1918-april 1919 og januar-april 1920. Den midterste bølge var langt den største, idet de behandlende læger da indberettede ca. 650.000 tilfælde til embedslægerne, hvorfra tallene gik videre til Sundhedsstyrelsen. Men sandsynligvis er mindst lige så mange tilfælde blevet overset, når de praktiserende læger skulle indsende deres 'ugelister' til embedslægerne. 

Siden 1803 var alle læger i Danmark pålagt at indsende en årlig medicinalberetning til de centrale sundhedsmyndigheder (fra og med 1909: Sundhedsstyrelsen). Her skulle lægerne bl.a. redegøre for, hvilke epidemiske sygdomme der havde været i området det foregående år. De originale medicinalberetninger fra 1803-1958 befinder sig nu i Sundhedskollegiets/Sundhedsstyrelsens arkiv i Rigsarkivet. Her har man indscannet en del af materialet, bl.a. alle medicinalberetninger fra årene omkring 1920. Du kan finde dem via dette link: Medicinalberetninger fra Rigsarkivet

Som hovedregel var medicinalberetninger fra embedslægerne (fra og med 1915: amtslæger og kredslæger) mere fyldige end rapporter fra andre læger, idet embedslægerne havde til opgave at sammenfatte de praktiserende lægers redegørelser.

Beretningen er transskriberet og bearbejdet af seniorforsker og arkivar ved Rigsarkivet Jørgen Mikkelsen

Medicinalberetningen for 1918 fra kredslæge Jantzen, Odense Lægekreds

I året 1918 anmeldtes i Odense epidemiske sygdomme med 17.118 tilfælde, altså med en hyppighed af 36 %,[1] henimod det tredobbelte af sygeligheden i 1917 (13,7 %). Medens andre epidemiske sygdomme forefaldt i et ringere, til dels meget ringere antal end i det foregående år, anmeldtes influenza med et c. 12 gange større antal tilfælde; influenzaens komplikationer: krupøs pneumoni og bronchopneumoni[2] anmeldtes også i et større antal end sædvanlig.

Tyfoid feber optrådte med kun 4 tilfælde, af hvilke 3 forefaldt i april og maj; endelig var der ét i oktober, der angik en ung sømand, der var blevet smittet i svensk havn; han døde her; i alt 3 dødsfald, 1 udenbys.

Af paratyfus forefaldt 1 tilfælde i april.

Epidemisk meningitis: 1 tilfælde i januar, 1 (1)[3] dødsfald. Af difteri anmeldtes kun 62 tilfælde, hvoraf 55 indlagdes på epidemisygehuset. I 1916 anmeldtes 211, i 1917: 100, kun 1 (1) dødsfald.

Skarlagensfeber:[4] 74 tilfælde, 57 på sygehus, 1 dødsfald. I 1916: 116, 1917: 187.

Mæslinger forefaldt kun i 11 tilfælde, 2 på sygehus, intet dødsfald.

Kighoste: 46 tilfælde, intet dødsfald.

Fåresyge: 6 spredte tilfælde.

Rosen: 41 tilfælde, 5 på sygehus, 2 (1) dødsfald.

Barselfeber: 6 tilfælde, 2 på sygehus, 2 (1) dødsfald.

Tetanus neonatorum:[5] 4 tilfælde, alle døde på sygehuset.

Af tetanus i alle aldersklasser døde 8 (3).

Pemfigus[6] anmeldtes 4 gange hos nyfødte og medførte 2 dødsfald.

Gigtfeber forefaldt jævnt fordelt på hele året med 36 første og 25 gentagne anfald (i 1917: 46 og 28). Forholdet mellem antallet af første anfald og recidiver[7] er omtrent som 3:2; alle tilfælde er som sædvanligt på ugelisterne anmeldt som a eller b. Er denne differentiering en sjælden gang glemt, sendes listen tilbage til berigtigelse. Sygdommen medførte et udenbys dødsfald.

Krupøs pneumoni optrådte med 134 tilfælde, i 1917: 123. Tilvæksten i tal skyldes influenza, idet ikke mindre end 25 krupøse pneumonier anmeldtes i november, i den samme måned, i hvilken influenza kulminerede. Sygdommen medførte 12 (1) dødsfald, hvoraf intet i november; de mange dødsfald af med pneumoni kompliceret influenza er nemlig registreret under influenza.

Af lungetuberkulose anmeldtes kun 63 tilfælde, det laveste antal, siden anmeldelser på blanket indførtes i 1905. Det gennemsnitlige årlige antal anmeldelser var i årene fra 1905 til 1917: 95. Af tuberkulose i alle organer døde 81 (28), altså 53 indenbys boende, medens gennemsnittet i den ovennævnte årrække var 57. Døden er i en del tilfælde blevet fremskyndet, når patienter med lungetuberkulose, særligt i tredje stadium, fik influenza. Tidligere latent tuberkulose angives under samme betingelser af specialister i denne sygdom undertiden at være blevet manifest, men hverken dødsfaldenes eller beretningernes antal har influenzaepidemien formået at drive i vejret.

Bronchitis: 1214 tilfælde (i 1917: 1729), 2 dødsfald.

Bronchopneumoni forekom som anført noget hyppigere end sædvanlig: 381 tilfælde (1916: 358, 1917: 359), 28 (2) dødsfald, medens der i 1916 forefaldt 56 (1), i 1917: 53 (7). Hvis sygdommen (disse bemærkninger gælder til dels også krupøs pneumoni) var blevet anmeldt i alle de mange tilfælde, den forekom som komplikation til influenza, ville tallet være blevet langt større. Nogle læger anmelder både pneumoni og influenza i de tilfælde, influenza er kompliceret med pneumoni, medens andre kun har anmeldt influenza i sådanne tilfælde.

Hvilken af disse fremgangsmåder, der er den korrekte, er ikke umiddelbart indlysende. Når derimod en enkelt læge anmeldte de med bronchitis komplicerede influenzatilfælde både under tracheobronchitis og influenza, anså jeg denne fremgangsmåde som utvivlsomt urigtig. Bronchitis er nemlig en så almindelig og oftest mindre væsentlig komplikation ved influenza, at en anmeldelse som anført til ingen nytte ganske ville forrykke grundlaget for bronchitis’ statistik. Hvis denne enkelte læges mening var rigtig, burde alle tilfælde af morbilli[8] og tussis convulsiva[9] tillige anmeldes som bronchitis, scarlatina[10] tillige som angina tonsillaris[11].

Med hensyn til krupøs pneumoni som komplikation bliver forholdet et noget andet, idet krupøs pneumoni som komplikation ved influenza har en mere selvstændig stilling som en ætiologisk[12] vel afgrænset sygdom og derfor kan blive genstand for særlig anmeldelse i analogi med, at en patient, der har erhvervet både syfilis og gonorré, anmeldes i begge disse rubra.

Noget vanskeliggøres anmeldelsespligtens udstrækning til krupøs pneumoni som komplikation derved, at denne pneumoni i almindelig praksis, og da ganske særligt under den overbebyrdelse med arbejde, hvoraf de fleste praktiserende læger led under pandemien, var særdeles vanskelig at skelne fra pneumoni af anden art. Det ses, at en enkelt læge på sine mange dødsattester betegner alle de pneumonier, hvoraf afdøde led, som krupøse, medens de fleste andre læger har skrevet bronchopneumoni eller simpelt hen influenza-pneumoni.

Bronchopneumoni anmeldtes i langt de fleste tilfælde (99) i november, derefter i december (45) og januar (38). Af bronchopneumoni døde 28 (2), deraf kun 5 tilsammen i månederne fra juni til oktober.

Influenza anmeldtes med 13.732 tilfælde, fordelt i 3 perioder:

1. I årets første 4 måneder forefaldt 207 tilfælde, intet dødsfald. Disse tilfælde dannede en fortsættelse af den sædvanlige årlige epidemi, som så småt var begyndt i de 2 sidste måneder af 1917.

2. Sommerepidemien begyndte i 2. uge af juli, nåede sit højdepunkt ved månedens slutning og først i august, aftog hurtigt i løbet af august og holdt sig med ret få tilfælde i september og begyndelsen af oktober. I juli anmeldtes 693, august 880 og september 90 tilfælde, i alt 1663 tilfælde. I denne epidemi indtraf 5 dødsfald; det første den 30/7, de 3 næste fra 13.-18/8 og et i september. Sommerepidemien var altså forholdsvis godartet med en letalitet[13] af 0,3 %.

3. Novemberepidemien begyndte i ugen 13.-19/10 med 273 anmeldte tilfælde, nåede rask i løbet af 4 uger sit højdepunkt omtrent den 10. november – over 2000 tilfælde ugentligt – og aftog lidt langsommere i løbet af c. 5 uger, så at ugen 15.-21/12 kun opviste c. 200 tilfælde. Svingende lidt over og under dette tal holdt epidemien sig året ud og nåede i ugen 19.-25/1 ned til c. 100 tilfælde, på hvilket standpunkt influenza med ringe variationer i tallet holdt sig til ind i april 1919. I alt døde influenza i 1918: 277 (48).

Novemberepidemien viste sig langt mere ondartet end de to foregående, med mange svære komplikationer og en betydeligt forøget dødelighed. I årets sidste tre måneder anmeldtes 12.644 tilfælde og indtraf 270 (47), dvs. 223 indenbys dødsfald (19 promille). Letaliteten var stigende fra oktober med 2536 tilfælde og 13 (1) dødsfald, altså 5 promille gennem november: 7696 tilfælde og 187 (28) dødsfald – 21 promille, til december: 1611 tilfælde og 70 (18) dødsfald – 32 promille.

Med epidemiens betydelige aftagen i tilfælde fra midten af december fulgte ingen aftagen af tilfældenes ondartethed, selv om en del af dødsfaldene i december angik patienter fra forrige måned. Også i første kvartal af indeværende år har epidemien beholdt sin store letalitet på c. 2 % af de anmeldte.

Sommerepidemien var ganske åbenbart et første angreb af den da i Europa herskende pandemi af influenza; så meget mere påfaldende var denne epidemis godartethed i forhold til novemberepidemien. Den 13. juli tilså jeg mit første tilfælde af pandemien; det var en 19-årig jernbaneassistent, der var blevet syg to dage i forvejen. Han var ansat ved Sydfynske Jernbaners billetsalg og har altså været særligt udsat for smitte fra tilrejsende. (…)

Medens i sommerepidemien mænd over 15 år angrebes langt hyppigere end kvinder (829 mænd og 499 kvinder i alderen 15-65 år, 13 mænd og 10 kvinder over 65 år) var kvinderne i flertal i novemberepidemien (3966 mænd og 4308 kvinder 15-65 år, 43 mænd og 89 kvinder over 65 år); i begge epidemier til sammen bliver kvindernes antal lidt større end mændenes, men næppe væsentligt mere end, hvad der kan skyldes kvindernes noget større antal i befolkningen.

Dødeligheden i aldersklasserne i forhold til de anmeldte tilfælde er langt den største og ens (52 promille) i alderen under 1 og over 65 år; derefter følger 15-65 år med 24 promille, 1-5 år med 14 og endelig 5-15 med 3 promille. Når aldersklasserne nær ved livets begyndelse og dets slutning frembyder en så forholdsvis stor letalitet, må hertil bemærkes, at diagnosen af influenza også frembyder ganske særlige vanskeligheder i disse aldersklasser, idet de for diagnosen så værdifulde subjektive angivelser af hovedpine, dedolationer[14] m.m. falder bort for de små børns vedkommende og hos gamle folk kun er lidet fremtrædende. Den mulighed for, at der i de nævnte aldersklasser anmeldes for få tilfælde af patienter med influenza, kan dog åbenbart ikke alene forklare den store letalitet.

For alderen 1-5 år gælder noget lignende om vanskeligheden ved diagnosen, og de 14 promille repræsenterer derfor rimeligvis også et for højt tal.

Den absolutte dødelighed for de enkelte aldersklasser (…) giver et ganske andet billede end letalitetens: langt de fleste dødsfald er indtruffet i alderen 15-39 år; af disse er det igen folk i tyverne (særligt de 20-24-årige), der er død flest af. I aldersklasserne under 15 år er tallet på døde meget ringe fra 5 til 14 år, betydeligt større under 5 år. Ved 40-årsalderen bliver antallet af dødsfald ubetydeligt og lidt aftagende med alderen.

Antallet af anmeldte tilfælde i 10-årige perioder inden for aldersklassen 15-65 år har jeg skaffet mig en omtrentlig forestilling om ved en optælling af mine private patienter, for så vidt jeg har noteret dem. Aldersklassen 25-34 var hårdest angrebet (62 tilfælde), medens de 15-24-årige viste omtrent den samme sygelighed (58); fra 35. år aftog sygeligheden stærkt (35-44: 27; 45-54: 21; 55-64: 9). Når det tages i betragtning, at der lå et stort og af influenza stærkt angrebet militær, som jeg ikke er læge ved, i byen, bliver særligt tallet for 15-24 år for lavt. Sammenholdes mine tal med de absolutte tal på dødsfald i hele Odense i sidste kvartal inden for de samme aldersklasser, får man indtryk af, at letaliteten er faldende inden for de 10-årige perioder fra 45 til 64 år, mens letaliteten er større og omtrent ens fra 15 til 44 år.

 

Antal tilfælde i min praksis:

Dødsfald:

15-24 år

58

92

25-34 år

62

89

35-44 år

27

30

45-54 år

21

13

55-64 år

9

3

Af 591 på sygehus behandlede patienter døde 123, altså c. 1/5.

Af 220 indenbys dødsfald af influenza i årets sidste kvartal var kun 3 opført på dødsattest uden nogen komplikation, medens 195 var kompliceret med pneumoni[15], 1 med empyem[16], 2 med akut og 3 med kronisk bronchitis. Hjerteparese er angivet 4, pericardit[17] 1, morbus cordis[18] 5 gange, icterus[19] 2 gange, eklampsi[20], tetani og coma er noteret hver 1 gang. Syfilis er 2 og tussis convulsiva[21] 1 gang noteret som komplikation. Graviditet anføres 3 gange og miseries 1 gang. Af mere tilfældige komplikationer er anført kyfoskoliose[22] og ileus[23] hver én gang.

Om der som komplikation er anført pneumoni, bronchopneumoni eller krupøs pneumoni ses i høj grad at være afhængigt af forskellige opfattelser hos attestudstederne, idet en enkelt f.eks. så godt som altid noterer pneumonien som krupøs, medens andre attestudstedere aldrig anvender denne benævnelse i forbindelse med influenza.

Af de 28 udenbys dødsfald i november var 27 komplicerede med pneumoni og 1 med morbus cordis.[24]

Influenza er i november og december 7 (4) gange anført som komplikation: 1 gang ved hver af følgende sygdomme: tuberc. pulmon., morbus cordis og diabetes mellitus; desuden ved nedennævnte udenbys dødsfald: appendicitis[25] 2, leukæmi og levercirrose[26] hver 1.

Influenza er muligvis også den virkelige dødsårsag i nedennævnte tilfælde: en 34-årig udenbys død 1/11 af ”hæmoptysis[27], bronchopneumonia sin.” og hos en 67-årig, d. 16/11 af ”Bronchitis acuta, Paresis cordis”; en hæmoptyse ved bronchopneumoni er jo særdeles karakteristisk for influenza, og det samme er også tilfældet med de anførte symptomer hos et gammelt menneske.

Hvad varigheden af de dødelige influenzatilfælde angår, da var den for de 155 indenbys dødsfald i november gennemsnitligt 9 dage og ens for mænd og kvinder; for udenbys var den gennemsnitlige varighed 13 dage. Varigheden bliver længere som en følge af, at de foudroyante[28] tilfælde med død inden seks dage ikke nåede ind på sygehuset i byen. I december er gennemsnitsvarigheden for indenbys noget længere: 14 dage, idet de langvarige tilfælde får mere indflydelse nu. For landets vedkommende (de udenbys) er varigheden omtrent den samme som i november, nemlig 12 dage. (…)

Af de imod influenzaepidemien trufne forholdsregler anføres:

Skolelukning, idet sommerferien forlængedes til 1. september, dernæst lukkedes de kommunale skoler 25/10-3/1 19, katedralskolen 27/10-12/12. Private skoler lukkedes i omtrent de samme tidsrum, men en del forskelligt. Skolegang blev forbudt børn, der led af eller mistænktes for at lide af influenza, og børn fra hjem, hvor der var influenzapatienter.

Den 23/10 sattes epidemilovens §§ 21 og 27 i kraft med hensyn til influenza, og anmeldelser til skoler blev ved cirkulære fra sundhedskommissionen til lægerne påbudt ved udfyldning og indsendelse af skemata som hoslagte. Over for asyler og vuggestuer, der ikke lukkedes, trådte tilsvarende bestemmelser i kraft som for skolernes vedkommende.

Teatre og biografteatre fik c. 20. oktober påbud om ikke at give børn under 16 år adgang og om udluftning i ¼ time imellem hver forestilling. Fra 25/10 indtil jul lukkedes biografteatrene; udluftningsforbuddet[29] ophørte c. 30/1 19. Offentlig koncert, dans og forlystelser var der også forbud imod fra 25/10 til jul.

Sundhedsstyrelsens plakater om forholdsregler imod influenza blev opslået på de offentlige plakattavler, i apoteker, større værksteder og forretninger. Sygehusplads skaffedes ved efterhånden at åbne følgende afdelinger for influenzapatienter:

 22/10

Epidemisygehuset

302 patienter61 døde

4/11

En pavillon af St. Josephs hospital 8023

6/11

Lazaret på Vestre Skole 

10920

12/11

Afdeling B

100 (81 pneumoni)

19
12/11 Forsørgelsesanstaltens sygestuer 34

Influenza udbredte sig fra person til person inden for samme husstand, idet almindeligt hele husstanden kunne være sengeliggende omtrent samtidig. Venner og naboer måtte træde hjælpende til eller aflagde af anden grund besøg, og smitten bredte sig videre i huset og gaden. Ikke få smittedes på rejser; særligt uheldig var skolernes oktoberferie, der af ikke få benyttedes til rejse til København. Mange tjenende og skolesøgende tyede, så snart de blev syge, hjem og benyttede de overfyldte tog og gav derved rig anledning til smitte.

Arbejdspladser, fabrikker og kontorer gav rig anledning til smittens udbredelse. Skoler fik ikke nævneværdig betydning i så henseende, idet de i så udstrakt grad var lukket. Selskaber og baller var hyppige smittekilder. Af sukkerfabrikkens c. 300 arbejdere blev c. 100 syge i løbet af 3 uger fra slutningen af november til midt i december; 2 døde.

I Frøken Wintelers Pigeskole, som var lukket medio oktober til medio december, blev af 25 lærerinder 3 syge. Af gymnasiets og realklassens 78 elever blev 53 syge; mange af disse dog først efter den regelmæssige skolegangs genoptagning i 1919.

I arresthuset blev arrestforvareren med familie, tjenestepige og opsynsmænd syge, men af arrestanterne kun c. 5, der indkom syge eller angrebes hurtigt efter indsættelsen; ingen arrestant smittedes i arresten. I Tvangs- og Fællesarbejdsanstalten optrådte heller ingen epidemi blandt fangerne.

I Gråbrødre Hospital og Kloster blev portner med familie, sygeplejerske, læge og enkelte gangkoner syge. Af pensionærer blev enkelte syge, når de passede syge i byen eller på anden måde færdedes uden for hospitalet; nogen epidemi opstod ikke. I tinghusets sygeafdeling med syv veneriske[30] kvinder opstod ikke influenza.

I St. Hedwigsøstrenes Børnehjem blev i oktober-november af 34 børn 30 syge, 1 døde. Af søstrene og medhjælperskerne, i alt 10 personer, blev 4 syge. Den først angrebne lille pige blev ikke isoleret. Af lægerne blev knap halvdelen angrebne.

Jeg har ikke indtryk af, at der har været mange tilfælde ud over de anmeldte.

Oplysning om, hvorvidt personer, som sikkert har haft influenza i 1889-90, har fået sygdommen igen under denne pandemi, er vanskelig at få, når man ikke har været læge sammesteds under begge pandemierne. Jeg skal af min praksis anføre:

En 53-årig arbejderkone i Ejby fik midt i december et middelsvært anfald af influenza. Hun angiver i 1890 at have haft en ”influenza, under hvilken hun blev vild”; behandledes af distriktslæge Bolvig i Bogense.

En 73-årig mand, der led af sukkersyge og kronisk bronchitis, havde i 1890 haft influenza, der medførte sengeleje i 28 dage. Han fik atter influenza den 29/11 1918 i Odense; temperaturen nåede 39,6. Sygdommen tabte sig i løbet af c. 14 dage.

Heller ikke på et langt senere tidspunkt gennemgået influenza, selv om den var udtalt og ret svær, garderede imod angreb under denne epidemi. Jeg kan således nævne en 47-årig politibetjent, som jeg i januar 1913 behandlede for et anfald af svær influenza. Han fik 25/12 1918 influenza, middelsvær og ukompliceret.

Selv (nu 55 år) gennemgik jeg i 1910 – under en meget smitsom influenzaepidemi på karantænehuset under en koppeepidemi – en middelstærk influenza og fik den 1/11 1918 igen en influenza, efter hvilken jeg den 12/11 atter var ude i virksomhed.

På den anden side beskyttede et i maj 1918 – altså før pandemien – gennemgået anfald af influenza en c. 30-årig gårdmandskone i Næsby, idet hun i efteråret 1918 gik fri, medens mand, karle og piger efterhånden fik delvis ret svære influenzatilfælde, og det skønt hun, som tidligere havde været sygeplejerske, udsatte sig stærkt for smitte ved at tage sig af patienterne.

Recidiv under pandemien er iagttaget i følgende tilfælde:

10-årig dreng i St. Hans landdistrikt fik influenza 14/11 1918 og 16/1 1919. Begge sygdomsanfald var lette; han var fuldstændigt rask imellem anfaldene. Hans 13-årige søster blev syg 10/11 18 og 16/1 19 og var ligeledes fuldstændigt rask imellem de 2 lette anfald.

Arrestforvarerens 13-årige datter fik c. 23/8 et let influenzatilfælde, til hvilket der ikke hentedes læge. Jeg fik meddelelse om det, da jeg den 2/9 tilså hendes 4 af influenza syge søskende. Den 13-årige, som i mellemtiden havde været rask, fik 23/2 1919 atter influenza og denne gang et svært tilfælde med gentagen stærk epistaksis[31] og temperatur i flere dage omkring 40 grader.

Dr. Maag meddeler mig, at han selv (36 år), hans 32-årige hustru og hans to børn på 5 og 1 år tillige med kokkepigen i november 1918 fik et lettere anfald af influenza. I april 1919 smittedes kokkepigen ved at tilse sin syge familie. Hun lå syg 1½ dag senere og smittede en nytilkommen 18-årig barnepige, der blev syg 1½ dag efter kokkepigen. 1½ dag senere lå begge børnene syge og atter 1½ dag senere fru Maag. Barnepigen, som ikke før havde haft influenza, blev hårdest angrebet med pneumono og temperatur på 40,8. De andre tilfælde var lette, og dr. Maag selv gik fri i anden omgang. I mellemtiden havde de 2 gange angrebne været raske.

Med hensyn til influenzaens klinik, da var der foruden de mange dødelige mangfoldige svære tilfælde, men de fleste tilfælde, navnlig hos børn ude over den spæde alder, forløb så let, som man er vant til at se det ved de næsten årligt tilbagevendende mindre influenzaepidemier.

Prodromer[32] var ikke ualmindelige. Selv gik jeg f.eks. et par dage afebril med lidt snue og hoste, før sygdommen tog fat. Hvad enten der havde været prodromer eller ej, satte sygdommen meget stærkt og pludseligt ind med kuldegysning, smerter i ryg og ekstremiteter, intens hovedpine, lændesmerter, ondt i halsen, stærk prostration[33] og ikke sjældent næseblod.

Det hændte flere gange, både med børn og unge mennesker, at de faldt bevidstløse sammen, når jeg ved mit første sygebesøg lod dem rejse sig op. Unge mennesker kunne ses gå dinglende på gaden, så at deres tilstand kunne forveksles med ebrietas.[34]

Tilbøjelighed til blødning var almindelig. Det drejede sig almindeligst om epistaksis[35], men også ekspektoratet[36] kunne være blodigt. Tarmblødning er iagttaget af Seidelin. Selv så jeg hæmaturi[37] i flere dage hos en 25-årig gartner, der i øvrigt frembød symptomer på influenza. Menses kunne ved influenza indfinde sig 14 dage før tiden. Abort og for tidlig fødsel var der tilbøjelighed til. Adskillige barselkvinder døde af influenza, som det fremgår af jordemoderprotokollerne.

Snue var ikke særligt sjælden, om end almindeligt ikke stærk, pharyngitis[38] og tracheitis[39] var almindelige, angina tonsillaris[40] og laryngitis[41] sjældnere. En ørelæge udtaler, at mastoiditer[42] ikke var tilnærmelsesvis så almindelige, som man kunne vente det efter de mange tilfælde af influenza.

Pneumoni forekom med større hyppighed end ellers almindeligt ved influenza; i reglen var den ikke straks til stede, men udviklede sig senere; hyppigst var den hørlig nederst på bagfladerne. Stetoskopi var polymorf[43] (Schroeder). Mange lettere pneumonier kom sig hurtigt. Rekonvalescens efter pneumoni var tit langvarig. Empyem[44] var ikke så sjælden en komplikation og gav anledning til mange kassationer af soldater og en del dødsfald langt henne i epidemien.

I min praksis døde en 70-årig kone, som i 20 år havde lidt af lungetuberkulose, i rekonvalescens efter influenza. I flere tilfælde kom tuberkuløse patienter godt over influenza. Seidelin så en del tredje-stadiums phthisikere[45] dø hurtigere ved influenza. Tuberkuløse var ikke særligt udsatte for at smittes. I en del tilfælde blev en tuberkulose manifest i tilslutning til influenza (Schroeder og Seidelin).

Hovedpine, smerter i ryg og lænd og i ekstremiteterne var almindelige. Kramper iagttog jeg ikke; jeg erindrer fra 1890, at eklampsi[46] var et ret almindeligt initialsymptom hos spæde børn. Hovedpinen kunne være så intens og forbundet med opkastninger og døsighed, at sygdomsbilledet lignede meningitis. På denne måde så jeg f.eks. influenza begynde hos en 9-årig dreng i Ejby. Han kom sig hurtigt; det er vel alligevel ikke umuligt, at det kan have drejet sig om en ganske let meningitis. Hovedpine og dedolationer, der er så karakteristiske for influenza, tyder i retning af en meningeal hyperæmi.

Følgende tilfælde har interesse i denne henseende: den 6/2 kaldtes jeg til politistationen for der at tilse en 27-årig arbejdsløs landarbejder, der om natten var blevet truffet dinglende på gaden. Han sad slap og soporøs[47] på en bænk og kørtes til sygehusets Afdeling B. Her henlå han med høj feber, sopor og coma, med små, reagerende pupiller, forhøjede senereflekser på underekstremiteterne. Han døde den 8/2, og ved sektionen fandtes efter velvillig meddelelse fra afdelingen leptomeningitis[48] (+ Lc + bakterier) og bronchopneumonia sin. Det har dog rimeligvis drejet sig om en influenzameningitis. I retning af overstået meningitis tyder muligvis øjemuskellamheder, iagttaget i rekonvalescensen efter influenza af øjenlæge Saunte.

Delirier var yderst almindelige i de sidste dage før døden; de var tit meget voldsomme, så at patienten ville fare ud af sengen. Hos en 28-årig mand, jeg iagttog, var de terminale[49] delirier komplicerede med en subagonal hyperpyreksi[50] (over 42 grader) og en hurtig indtræden af en stærkt udtalt rigor, som jeg iagttog allerede 1½ time efter døden. En yngre kollega med stærke og langvarige delirier kom sig fuldstændigt.

En 80-årig mand i Ejby fik efter i 12 dage at have lidt af en middelsvær, i øvrigt ukompliceret influenza, en sindssygdom, der ytrede sig ved desorientering, uro, hallucinationer på syn og hørelse og søvnløshed; efter c. 14 dages forløb begyndte sygdommen at klare op.

En 71-årig skomager blev efter i c. 2 måneder at have ligget med influenza med stærk hovedpine med stærk hovedpine, søvnløshed og lipotymi,[51] mere og mere urolig og delirerende, så at han måtte indlægges på sygehusets sindssygeafdeling.

Gastrisk form af influenza forekom, men ikke særligt hyppigt, når man ikke vil medregne de hyppige opkastninger, som måske nok så ofte var af cerebral[52] oprindelse; i december forekom en del influenza med diarré. Peritonitis[53] angives én gang som dødsårsag ved influenza. Icterus forekom enkelte gange; er også anført som komplikation ved død.

Endokarditis[54], perikarditis[55] og flebitis har jeg ikke personligt iagttaget ved influenza. Derimod optrådte undertiden degeneration af myokardiet i rekonvalescensen. På en medliden af hjertet kunne tyde den meget almindelige lette cyanose[56], særligt af ansigtet, der også kunne ses, når der ikke var svær lungelidelse.

Herpes forekom, men ikke særligt hyppigt. Eksantem er set af Seidelin, der antager, det drejer sig om antipyrineksantem.

Hos børn forløb sygdommen tit på nogle få dage, og det samme var også tilfældet med mange voksne, måske særligt sådanne, som var nået op i 40- og 50-erne. Ganske almindelig var en varighed af 1 á 2 uger. I de komplicerede tilfælde trak sygdommen tit ud i måneder, og rekonvalescensen var langvarig. Diffust håraffald indtraf almindeligt nogle måneder efter, at et svært anfald var overstået.

Hos en børneflok, hvis fader for nogle år siden døde af hæmofili[57], optrådte epistaksis[58] med en ualmindelig heftighed og langvarighed.

Patienter med gonorré omtalte tit en tiltagen af udflåddet eller en genopblussen af et sådant under influenza. Inden for min iagttagelseskreds vides 3 patienter under eller kortere tid efter behandling af syfilis at være døde af influenza.

Diabetikere synes at have en dårlig modstandskraft og let at bukke under for influenza.

Influenzaepidemien interesserede det amerikanske konsulat i Odense stærkt; da jeg anså det for tvivlsomt, om jeg var berettiget til at give konsulen, der oprindelig mente, det drejede sig om pest, de begærede oplysninger om sygdomstilfælde og dødsfald ikke alene af influenza, men af alle de betydeligere epidemiske sygdomme, klagede konsulen til sin gesandt; derefter pålagde en skrivelse fra Justitsministeriet af 25/1 dette år mig at forsyne den amerikanske konsul med det til hans rapporter om sanitære forhold nødvendige materiale.


Ordforklaringer m.m.

[1] Ifølge kredslægen havde Odense på dette tidspunkt ca. 48.000 indbyggere.

[2] bronchopneumoni: Lungebetændelse.

[3] Når der bringes tal i parentes i denne kilde, betyder det tilsyneladende: heraf udenbys personer.

[4] skarlagenfeber: scarlatina, en form for halsbetændelse.

[5] tetanus neonatorum: Betændelse i navlen hos nyfødte.

[6] pemfigus: Sygdom, der giver store blærer på hud og slimhinder.

[7] racidiver: Betyder i dette tilfælde, at en person får sygdommen på ny.

[8] morbili: Mæslinger.

[9] tussis convulsiva: Kighoste.

[10] skarlagenfeber: En form for halsbetændelse.

[11] tonsillaris: Betændelse i mandlerne.

[12] ætiologi: Læren om sygdommes årsager.

[13] letalitet: Dødelighed, her dog i betydningen andel af dødsfald eller dødelighedsrate.

[14] dedolationer: Ukarakteristiske smerter.

[15] pneumoni: Lungebetændelse.

[16] empyem: Ansamling af pus (betændelse) mellem lungehinder.

[17] perikardit: Hjertehindebetændelse.

[18] morbus cordis: Hjertesvigt.

[19] icterus: Gulsot.

[20] eklampsi: Kramper; bl.a. kramper med bevidstløshed hos en gravid eller fødende kvinde.

[21] convulsiva: Kighoste.

[22] kyfoskoliose: Unormal krumning af rygsøjlen.

[23] ileus: Aflukning af tarm.

[24] morbus cordis: Hjertesvigt.

[25] appendicitis: Blindtarmsbetændelse.

[26] levercirrose: Skrumpelever.

[27] hæmoptysis: Blodstyrtning.

[28] foudroyante: Pludselige og alvorlige sygdomstilfælde.

[29] Meningen må være udluftningspåbuddet.

[30] veneriske: Med kønssygdom.

[31] epistaksis: Næseblødning.

[32] prodromer: Forløbere; sygdomme, der antyder andre, kommende sygdomme.

[33] prostration: Stærk svækkelse af kræfterne.

[34] ebrietas: Drukkenskab.

[35] epistaksis: Næseblødning.

[36] ekspektoratet: Det, der ophostes og udspyttes.

[37] hæmaturi: Blodig urin.

[38] pharyngitis: Betændelse i svælget.

[39] tracheitis: Luftrørsbetændelse.

[40] tonsillaris: Betændelse i mandlerne.

[41] laryngitis: Strubebetændelse.

[42] mastoiditer: Strubebetændelse.

[43] polymorf: Noget, der kan antage forskellige former.

[44] empyem: Ansamling af pus (betændelse) mellem lungehinder.

[45] phthisikere: ”Tæring”, dvs. gradvis svækkelse af legemet; især brugt om lungetuberkulose.

[46] eklampsi: Kramper.

[47] soporøs: I søvnig tilstand.

[48] leptomeningitis: Forstavelsen lepto betyder let og tynd. Meningen må her være en let form for meningitis.

[49] terminale: Ved (livets) afslutning.

[50] subagonal hyperpyreksi: Høj feber.

[51] lipotymi: Afmægtighed.

[52] cerebral: Noget, der angår hjernen.

[53] peritonitis: Betændelse i bughulen.

[54] endokarditis: Betændelse i hjerte eller hjerteklapper.

[55] perikarditis: Hjertehindebetændelse.

[56] cyanose: Blåfarvning af huden pga. for lidt iltindhold i blodet.

[57] hæmofili: En arvelig blødersygdom.

[58] epistaksis: Næseblødning.

Om kilden

Dateret
1918
Oprindelse
Rigsarkivet: Sundhedsstyrelsen: Medicinalberetninger, 1918, Øerne
Kildetype
Beretning
Sidst redigeret
9. august 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Trier, Hans: Angst og engle. Den spanske syge i Danmark (2018).

Udgiver
danmarkshistorien.dk