Martin Luther og de reformatoriske idéer: Præst og menighed

Artikler

De fleste af nutidspræstens opgaver går tilbage til reformationstiden. Men mange af de funktioner, som præsten tidligere varetog, er efterhånden blevet overtaget af andre: fra skolelærere, jurister og journalister til læger, psykologer og familieterapeuter. Hvad er de vigtigste opgaver for en luthersk præst ved begyndelsen af det 21. århundrede? Når gamle traditioner fortolkes og nye arbejdsopgaver diskuteres, sker det ofte på baggrund af reformationshistorien og Luthers tanker om præst og menighed.

Materialet "Reformationen 1517-2017 - Hovedtemaer" blev til på foranledning af Præsidiet for reformationsjubilæet i Danmark. Hovedformålet var at give et første overblik over reformationen og dens betydning for det danske samfund for derved at vække interesse for emnet og tjene til videre inspiration for enkeltpersoner og organisationer. Materialet blev udarbejdet i vinteren 2014/2015.

Luther og de reformatoriske idéer: Præst og menighed

Den katolske kirkes præster var blevet særligt indviet og havde stået som et uundværligt mellemled mellem Gud og mennesker. Nu understregede Luther det direkte forhold mellem Gud og den enkelte troende. Han talte for "det almindelige præstedømme", dvs. at alle kristne principielt selv kunne fortolke Guds ord og være præst for deres næste. Luther sagde bl.a., at "alle der er krøbet ud af dåben, er både præst, biskop og pave". Principielt var der derfor ingen forskel på præst og lægfolk. 

Samtidigt mente Luther, at det var nødvendigt, at nogen prædikede, og mest praktisk, at det var en person, der varetog præsteembedet til gavn for de andre. For Luther var det vigtigt, at ingen blot stillede sig frem på eget initiativ. Der skulle være nogen, som "kaldte". I Luthers forståelse er det menigheden, der kalder en præst. Menigheden har brug for at høre evangeliet, og ideelt set udpeger menigheden derfor den, de finder bedst egnet, til at forkynde det. Præst og menighed hænger på den måde tæt sammen. Også i dag er præster i Folkekirken altid præster for en bestemt menighed. 

Reformationens historie og det danske samfund:  Præst og menighed

Den tyske reformationsbevægelses slagord om "det almindelige præstedømme", der stillede præst og lægfolk lige, nåede også til Danmark. Men efter reformationens indførelse var det ikke til diskussion, at gudstjenester skulle gennemføres på ret luthersk vis, og at Guds ord måtte forklares for menigheden. Derfor blev den enkelte sognepræst næsten endnu vigtigere end før. Han var kirkens og statsmagtens lokale repræsentant, og samtidig sognefolkets hyrde og lærde ekspert. Efter reformationen blev det også forventet, at præsten var en gift mand med egen familie i præstegården, og at han skulle fungere som forbillede for alle kristne husfædre. 

Sognepræsten havde et stort og voksende antal ansvarsområder. Ud over prædiken og gudstjeneste stod han også for sognets fattighjælp og sygepleje, opdragelse af ungdommen, tilsyn med lokale skoler, disciplinering af syndere, mægling blandt ægtefolk og kundgørelse af ny lovgivning. Med de mange opgaver voksede kravene til præsternes uddannelse, og det løbende tilsyn fra provst og biskop blev skærpet. 

Selvom det formelt var menigheden, der efter reformationen skulle kalde en ny præst til embedet, havde sognefolket oftest kun begrænset indflydelse. Det var gerne herremand, konge eller biskop, der havde det afgørende ord. Med 1700-tallets pietisme og 1800-tallets gudelige vækkelser fik idéerne om den enkeltes direkte forhold til Gud imidlertid nyt liv, og flere begyndte at sætte spørgsmålstegn ved præsternes autoritet. Nogle år efter Grundlovens indførelse fik alle ret til at løse sognebånd, dvs. at søge en præst uden for deres eget sogn. Det blev også muligt at danne frie menigheder, hvor medlemmerne selv sluttede sig sammen og valgte deres præst. Fra 1903 kom der valgte menighedsråd i alle sogne. 

Præsterne bevarede deres centrale plads i kultur- og samfundsliv op igennem 1800-tallet. Den videre samfundsudvikling, især den voksende sekularisering, har siden været med til at ændre vilkårene for præsternes virke.    


Teksterne er skrevet af en forfattergruppe sammensat af forskere fra forskellige fag og forskningsinstitutioner:

Lektor, ph.d. Bo Kristian Holm, Afdeling for Teologi, Aarhus Universitet, og prof. mso. Anna Vind, Det teologiske Fakultet, Københavns Universitet, har skrevet teksterne om Luther og reformationens ideer.

Lektor, dr. phil. Charlotte Appel, Afdeling for Historie, Aarhus Universitet, og prof., fil.dr. Hanne Sanders, Historiska Institutionen, Lunds Universitet, har skrevet om reformationens historie og det danske samfund.

Museumsinspektør, seniorforsker Hanne Kolind Poulsen, Statens Museum for Kunst, har skrevet teksterne om reformationens billeder. Hun er også hovedforfatter til artiklen "Billeder og kunst".

Lektor, ph.d. Sven Rune Havsteen, Det teologiske Fakultet, Københavns Universitet, er medforfatter til artiklen "Sang og musik".

Nationalmuseet har taget sig af sprogbearbejdning, billedsøgning og opsætning.

Charlotte Appel og Bo Kristian Holm har stået for redaktionen.   

Om artiklen

Forfatter(e)
Anna Vind , Bo Kristian Holm , Charlotte Appel , Hanne Sanders
Tidsafgrænsning
1517 -2017
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
26. februar 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Anna Vind , Bo Kristian Holm , Charlotte Appel , Hanne Sanders
Tidsafgrænsning
1517 -2017
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
26. februar 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk