Lübecktraktaten om Valdemar Atterdags overtagelse af riget, 19. maj 1340

Kilder

Kildeintroduktion:

Med indgåelsen af Lübecktraktaten i maj 1340 mellem hertug Valdemar af Slesvig (ca. 1315-1364), som tidligere havde været dansk konge 1326-30, og Valdemar 4. Atterdag (ca. 1320-1375, konge fra 1340) blev forudsætningerne skabt for en genetablering af det danske kongerige efter otte år under holstensk ledelse. Som resultat af traktaten hyldedes Valdemar Atterdag til dansk konge på Viborg landsting Sankt Hans dag (24. juni) 1340.

De danske konger Erik Menved (1274-1319; konge fra 1286) og Christoffer 2. (1276-1332; konge 1320-1326 og 1329-1332) havde ført en kostbar udenrigspolitik, hvorfor de havde været nødsaget til gradvis at pantsætte hele landet til især de holstenske grever Gert (’den kullede (= skaldede) greve’, ca. 1292-1340) og Johan (død 1359).

Adskillige oprør i Jylland gennem 1320’erne og 1330’erne gjorde, at de holstenske grever, især grev Gert, ønskede at komme ud af landet med deres pantesummer i behold. I begyndelsen af 1340 satsede grev Gert på, at den tidligere danske konge, hertug Valdemar af Slesvig, skulle overtage (dele af) af Jylland, mod at grev Gert overtog hans slesvigske hertugdømme mellem Kongeåen og Ejderen.

Under indtryk af stærke militære trusler accepterede hertugen en sådan aftale den 11. februar 1340 – dog betingede han sig en betænkningstid, inden for hvilken han kunne opsige aftalen. Herefter drog grev Gert med en stor lejetrophær op i Jylland for at pacificere området. Under et ophold i Randers blev greven imidlertid myrdet af Niels Ebbesen og hans følgesvende den 1. april 1340, hvorefter grevens hær gik i opløsning.

Næste trin blev et møde i Spandau ved Berlin få uger efter, hvor Christoffer 2.s søn Valdemar Atterdag kom på banen, og en mæglingskommission foreslog, at Valdemar Atterdag skulle giftes med grev Gerts datter og have det nordligste Jylland udleveret som medgift, hvorefter han skulle indløse resten af Jylland fra grevens sønner, efterhånden som befolkningen i Jylland via ekstraskatter havde tilvejebragt finansieringen af denne indløsning. Dette forslag blev accepteret af Valdemar Atterdag, men ikke af grev Gerts sønner, der sikkert frygtede, at en sådan aftale ville føre til, at de blev smidt ud af resten af Jylland med militær magt.

Tredje runde blev så et møde i Lübeck i maj 1340, hvor man nåede frem til den indviklede kombination af de to foregående løsningsforslag, som rummes i nedenstående traktat. Lübecktraktaten blev indgået den 19. maj 1340. I den indviklede aftale hedder det bl.a., at

  • Valdemar Atterdag skal ægte Hertug Valdemars af Slesvigs søster Helvig
  • med Helvig skal følge en medgift på 24.000 mark sølv. For dette beløb får Valdemar Atterdag overdraget borgen i Ålborg med Vendsyssel, Thy, Hanherred og Himmerland
  • panteværdien af Fyn fastsættes til 41.000 mark sølv
  • panteværdien af det resterende Jylland fastsættes til 35.000 mark sølv, og dette beløb skal betales til hertug Valdemar, før Valdemar Atterdag kan komme i besiddelse af det
  • Jylland skal indløses før Fyn. Jylland opdeles i fire dele, som administreres fra hver sin borg. Første led i indløsningen skal være Kalø med en fjerdedel af Jylland, andet led skal være Horsens, tredje led Kolding og sidste led Ribe
  • Hertug Valdemar skal bruge de beløb, han modtager i forbindelse med indløsningen af de forskellige dele af Jylland, til at indløse sit eget hertugdømme fra grev Gerts sønner
  • indløsningen skal foregå ved hjælp af ekstraordinære skatter, som skal opkræves i de områder af Jylland, som Valdemar Atterdag ikke fik udleveret som medgift
  • der træffes alle mulige foranstaltninger for at sikre, at alt går fredeligt til i overensstemmelse med aftalen. Og der indgås en militær alliance mellem Valdemar Atterdag på den ene side og hertug Valdemar og grev Gerts sønner på den anden
  • bispen i Aarhus, hans folk og andre, som havde støttet Valdemar og var blevet tvunget i landflygtighed, skal frit og i fred kunne vende tilbage til deres embeder og ejendom

Forudsætningen for aftalen af 19. maj 1340 var jo så, at grev Gerts sønner havde overdraget deres panteret til Jylland til hertug Valdemar mod at få overdraget hans hertugdømme. Denne aftale blev imidlertid først sat på skrift den 23. juni 1340. Også den er ganske indviklet og fuld af særbestemmelser.

Nettoresultatet af de to aftaler blev et økonomisk tab for hertug Valdemar på ca. 8.000 mark sølv. Dette blev så den reelle medgift, han måtte betale for at få sin søster gift med en konge – og for at slippe for at skulle udrede hendes fædrene arv til hende. En meget rimelig pris efter datidige forhold. Derudover slap han for, at hans hertugdømme var klemt inde mellem Holsten mod syd og holstenske besiddelser mod nord. En situation, som i tilfælde af krig i Jylland var særdeles ubehagelig. Som supplement til denne aftale sluttede Valdemar Atterdag den 21. maj 1340 en aftale med grev Gerts sønner om fred, og om at de fortsat skulle besidde Fyn som pant for 41.000 mark sølv, indtil Valdemar Atterdag kunne betale dette beløb.

På mødet i Lübeck må der også være blevet indgået nogle aftaler med grev Johan af Holsten om Valdemar Atterdags indløsning af grevens positioner på Sjælland og på Lolland. Disse aftaler er desværre ikke bevarede. Resultatet af aftalen med hertug Valdemar af Slesvig den 19. maj blev således, at den nordlige del af Nørrejylland straks kom på kongens hænder og de følgende tre årtier samlede Valdemar Atterdag ved en blanding af indløsninger og militær erobring det pantsatte rige under sig. Herredømmet over de dele af Jylland, som er på tale i denne traktat, sikrede han sig gradvis frem til 1353; mest ved indløsning som planlagt, men Riberhus og den del af Jylland, som var henlagt hertil, sikrede han sig med militærmagt og uden betaling.

Valdemar Atterdags Segl
Valdemar Atterdags Segl. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).


1340. 19. maj. Lübeck

Vi Valdemar, af Guds nåde hertug af Slesvig, erkender ved dette åbne brev overfor alle dem, som ser det eller hører det læse, at vi kærligt og med det gode er kommet overens og har forligt os med den højbårne fyrste herr Valdemar, konge af Danmark, vor herre, vedrørende alle mellemværender og enhver tvedragt[1] som indtil nu har været mellem os fra begge sider, på følgende betingelser:

For det første skal vi til fornævnte herre den højbårne fyrste give og overantvorde vor søster Helvig, på sidste søndag før førstkommende pinse[2], og hendes medgift[3] skal være 24.000 mark lødigt sølv, som vi skal slå af på de 100.000 mark, som Fyn og Jylland står i pant for. Således bliver derefter Fyn med dertil hørende øer stående som pant for 41.000 mark lødigt sølv, og Jylland bliver stående som pant for 35.000 lødige mark, bortset fra Ålborg, som vi sammen med Vend­syssel, Himmersyssel, Tysyssel[4] og med Han herred uden udsættelse skal over­drage til vor herre kongen, og som han skal have og besidde med alle kongelige rettigheder.

Ham skal også de høvedsmænd, som sidder inde med borgene i landene, aflægge ed til og hylde som deres rette herre. Når hyldingen er sket der, så skal han igen henvise dem til os som panteherre, på den måde som er skriftligt fastlagt her foran[5].

Fremdeles skal han indløse Jylland før resten[6]. Når en fjerdedel af summen er betalt, skal en fjerdedel af landet være fri med de tilhørende borge. Dem skal vi da over­drage til vor fornævnte herre kongen og til dem, som han vil have dertil.

Den, som borgene bliver overdraget til, skal stille sikkerhed for, at han, hvis vor herre kongen skulde bryde sin aftale, med borgene vil holde med os indtil det tidspunkt, da han har ydet fuld erstatning. Skulde det også ske, at vi brød vore aftaler, så skal vore lensmænd på borgene, der er pantsat os i Jylland, med vor billigelse holde med vor fornævnte herre kongen indtil det tidspunkt, da vi har ydet fuld erstatning[7].

Hvis det skulde forekomme os, at vor herre kongen brød sine aftaler og ikke erstattede det, og hvis vi skulde rejse krav derom overfor ham, og han afviser det, så skal afgørelsen træffes af vor onkel den højbårne fyrste hertug Albrecht af Sachsen [8] , som vi fra begge parter har valgt til opmand i vore aftalebrud. Den af os, som han erklærer at have uret efter den mellem os her stående aftale, skal inden fire uger efter den dag, da han har afsagt retskendelsen, yde erstatning. Hvis han ikke gør det, så skal de, der sidder inde med borgene uden mistænkeliggørelse holde med den, som er forurettet­, indtil det tidspunkt, da han får erstatning, således som det synes vor begges fornævnte opmand hertugen rigtigt, og kendelsen skal han hver gang afsige inden fire uger. Og hvis den, hvem kendelsen er gået imod, ikke inden fire uger yder fuld erstatning, så skal alle herrerne[9], som fra beg­ge parter har lovet for aftalen, uden svig hjælpe mod ham, indtil han helt har erstattet det.

Fremdeles skal borgene i Jylland stå åbne[10] for vor fornævnte herre kongen, og for hans lensmænd[11], til alle deres behov, når han nærer ønske derom.

Første led i indløsningen skal være Kalø med en fjerdedel af landet[12], andet led skal være Horsens med en fjerdedel af landet, tredje skal være Kolding med en fjerdedel af landet, sidste skal være Ribe med en fjerdedel af landet.

Vi skal også oppebære hele sølvbeden[13] i Jylland, det være i korn, i flæsk, i smør, indtil den dag, da vi har 35.000 mark lødigt sølv, hvormed vi skal indløse vore borge og lande som vi har pantsat for vor herre kongen[14].

Til at oppebære denne bede skal man indsætte en skriver og to mænd fra kongens side og en skriver og to mænd fra vor side, som skal opstille en fortegnelse derover og overgive os den til indløsningen, som det er beskrevet her foran; men den sølvbede, som måtte forfalde til betaling i Himmersyssel, skal vor herre kongen uden hindring beholde til sit underhold.

Hvis vor herre kongen skulde behøve vor eller de holstenske herrers[15] tjeneste, så skal vi i fælleskab tjene og hjælpe ham med 400 hjelm­klædte mænd. Og hvis vi skulde behøve hans hjælp og tjeneste, så skal han til gengæld stå os og dem bi med 400 hjelmklædte mænd, og det afhænger af hans ønske, om han vil give os underhold og selv til gengæld modtage det af os. Skulde en af os behøve den anden i højere grad, så skal denne følge ham med al sin magt, uden nogen svig.

Og når brylluppet bliver fuldbyrdet, og han har sovet hos vor søster, så skal der følge hende som liv­geding[16]: Riberhus og Ribe stad, med told, møller, med alle de indtægter, som hører til staden, og med mønten, således som kong Kristoffer[17], hvem Gud være nådig, har haft den; dertil skal også høre de øer[18], som i samme konges tid har hørt dertil. Til vor søsters livgeding skal også høre de fire herreder, som hørte dertil i kong Eriks[19] tid, og halvdelen af Vardesyssel[20] med tilhørende fiskeri.

Fremdeles, den som af os får borgene overdraget i sin varetægt, skal hylde og aflægge ed til kongen, som det står skrevet her foran. Hvis man ikke stoler på hans hylding, så skal han i stedet for ind­sætte fire af sine venner, som man kan stole på i dette[21].

Fremdeles skal vi ikke mere skade bispen i Århus[22] på liv, på gods eller i hans stift, ej heller hans folk, som har gods i eller udenfor stiftet. Fremdeles skal vi også lade riddere og væbnere, land og folk, verdslige og gejstlige, og kongens mænd[23], hvad de end kaldes, som sammen med ham er fordrevne fra deres gods, blive ved deres rettigheder, som de kan føre bevis for, og lade dem bruge deres gods, som de har ret til, og vor herre kongen og vi skal på alle punkter tilgive alle dem, som har forbrudt sig mod ham og hans fader og mod os, og som tilbød sig til hans og vor tjeneste.

Ej heller skal vor for­nævnte herre kongen, når han indløser eller har indløst sit land Nørre­jylland, på nogen måde hindre os i vor del af landet i Vardesyssel, tværtimod skal vi beholde det som arvegods med al rettighed, således som grev Johan og grev Gerhard af Holsten og hans sønner har haft det[24].

Foruden alt dette, hvis Gud i himmerige skulde borttage vor herre kongen fra denne verden, hvad Gud forbyde, førend han har indløst Ribe med det som er nævnt her foran, så skal vor søster Helvig, så længe hun lever, besidde som et ret livgeding og beholde Ålborghus med alle rettigheder og al nytte, som hører dertil, og med Vendsyssel og Himmersyssel og Tysyssel og Hanherred med alle rettigheder, således som kongen og andre herrer har haft det.

At vi stedse og fast og uden svig holder alle disse foranskrevne aftaler, det har vi lovet på vor tro, og vi har aflagt ed på de hellige relikvier, og har som borgen derfor stillet den højbårne fyrste hertug Albrecht af Sachsen, grev Johan, grev Henrik, grev Klaus, grever af Holsten, grev Adolf af Schauenburg og grev Konrad af Oldenburg. Og vi, de fornævnte herrer og garanter, har lovet det på vor tro og lover den ædle herre vor herre kong Valdemar af Danmark det ved dette brev, og til hans hånd lover vi den højbårne fyrste hans svoger markgrev Ludvig af Brandenburg[25], hertug Barnim af Stettin[26], grev Ulrik af Lindow, greverne Günther og Günther af Schwarzburg, den ædle herre af Mecklenburg herr Albrecht, at vi helt og stadigt og uden svig vil holde alle disse foranskrevne punkter. Således har vi til vitterlighed og med fuld viden derom givet vore segl til dette brev. Dette brev er givet og skrevet i Lübeck i året 1340 efter Guds byrd fredag før St. Urbans dag.[27] 


Ordforklaringer m.m.

[1]Tvedragt: strid.

[2] 28. maj.

[3] Medgiften kan betragtes som en erstatning for, at fyrstedøtre på dette tidspunkt ved ægteskab mistede deres arveret efter deres fader eller den forsørgelse, han var forpligtet til at sikre dem. Til gengæld for medgiften, som tilfaldt ægtemanden, skulle denne, som det også fremgår senere i denne traktat, udlægge et livgeding, som skulle sikre hustruen standsmæssig forsørgelse.

[4] Syssel: et sammenhængende geografisk område. Hvert syssel havde sit eget ting og var inddelt i en række herreder. Sysselinddelingen fandtes kun i Jylland, hvor navnet Vendsyssel endnu minder om den.

[5] Meningen med dette er, at de høvedsmænd/slotskommandanter, som sidder inde med de kongelige slotte i Jylland med underliggende områder, skal hylde Valdemar Atterdag som konge og love ham at overholde aftalen, dvs. overdrage slottene til ham, når de er blevet indløst. Men så længe hertug Valdemar endnu har slottene i pant skal de naturligvis være underlagt ham.

[6] Dvs. Fyn med øer.

[7] Det var almindeligt i tiden, at aftaler garanteredes ved, at den ene parts mænd med våbenmagt rettet mod sin egen herre skulle sikre, at han overholdt indgåede aftaler. Noget andet var så, om det virkelig skete i praksis, hvis problemet opstod.

[8] Hertug Albrecht (4) af Sachsen (død 1343) var fyrste af en ganske lille del af det oprindeligt meget store hertugdømme Sachsen i Nordvesttyskland. På grund af arvedelinger var hans herredømme indskrænket til ca. halvdelen af det beskedne område Lauenburg øst for Holsten mellem Lübeck og Elben. Ord som ’onkel’ brugtes ofte i meget vid betydning og betyder blot ’slægtning’

[9] Dvs. de fyrster, som nævnes til slut i dokumentet. Disse skal altså være parate til med våbenmagt at sikre aftalens overholdelse.

[10] Han skulle kunne komme ind i borgene; hvilket er det samme som, at de ikke måtte bruges militært imod ham, men betyder naturligvis også, at han og hans folk kunne tage ophold på borgene.

[11] Lensmand er i denne sammenhæng én, der på kongens vegne administrer en del af landet, et len. I praksis betyder det det samme som høvedmand.

[12] Jylland eller mere præcist Nørrejylland.

[13] Sølvbede: ekstraordinær beskatning, som herrerne havde aftalt, at den jyske befolkning skulle betale. Så befolkningen betalte altså for indløsningen. Som det fremgår videre i teksten, betaltes skatten normalt i naturalier (varer), fordi den almindelige befolkning ikke lå inde med større pengebeløb. Disse naturalier blev så vurderet i penge. Navnet ’sølvbede’ hænger givetvis sammen med, at skatten skulle bruges til at fremskaffe alt det sølv, som skulle betales for Jyllands indløsning. ’Bede’ er det almindelige navn for en ekstraordinær skat, som kongen i princippet skulle bede befolkningen om. Det var dog altså langtfra noget, der skete i dette tilfælde.

[14] Her fremgår det, at forudsætningen for hele arrangementet er, at hertug Valdemar har overladt sit hertugdømme til grev Gerts sønner og så fået Jylland til gengæld. I takt med at Valdemar Atterdag indløste Jylland fra hertugen, skulle denne altså indløse dele af sit eget hertugdømme fra de holstenske grever. Hertug Valdemar var altså blevet skudt ind som mellemmand mellem parterne for så vidt angår Jylland.

[15] De holstenske herrer: grev Gerts sønner: grev (Jern)Henrik og grev Claus.

[16] Livgeding: landområde, som en enke(dronning) skulle have udlagt, således at de afgifter, der blev opkrævet i området kunne sikre hende en standsmæssig forsørgelse efter mandens død.

[17] Valdemar Atterdags fader Christoffer 2, konge i Danmark 1320-26 og 1330-32.

[18] Mandø og List (nordenden af den nuværende ø Sild).

[19] Erik Menved, konge 1286-1319. Det menes, at der er tale om fire herreder i den sydlige og vestligste del af Slesvig; Det område, der i middelalderen kaldtes for ”kongens frisere”, idet det da ikke hørte til hertugdømmet.

[20] Som det fremgår af note 24 nedenfor besad hertug Valdemar selv resten af Vardesyssel, egnen omkring Varde. Her er tale om den sydligste del af syslet omfattende Gørding og Malt herreder.

[21] Disse skal så overfor Valdemar Atterdag indestå for, at traktatens bestemmelser bliver overholdt.

[22] Bisp Svend af Århus, biskop ca. 1326-55. Han nævnes allerede 1329 som potentiel oprørsleder mod det holstenske herredømme i Jylland. I 1338 var han gået i landflygtighed sammen med Valdemar Atterdag i Nordtyskland. Med denne bestemmelse får han altså mulighed for at vende tilbage til sit bispesæde. Herefter fortsatte han som en nær og betroet medarbejder for Valdemar Atterdag.

[23] Kongens herremænd, som enten kaldes riddere eller væbnere. Vi ved at grev Gert og hans folk havde sat sig i besiddelse af i hvert fald herremandsborgene Clausholm, Gl. Estrup, Holbækgård og Karmark/Skjern og da formentlig har fordrevet deres besiddere fra landet i forbindelse med oprør mod grev Gerts herredømme.

[24] Vardesyssel var området omkring Varde i Vestjylland. Den nordligste del af dette omfattende Vester, Nørre og Øster Horne samt Skast herreder blev sammen med andre kongelige rettigheder udlagt som arv til Valdemar den Stores (konge 1157-82) datter Helene, der 1201 blev gift med hertug Wilhelm af Lüneburg. Herefter gik det i arv til hendes efterkommere, indtil det kort før 1300 blev solgt til grev Johan af Holstens far. Efter at have arvet det, overdrog grev Johan det til grev Gert som led i et mageskifte 1336, hvorefter grev Gerts sønner overdrog det til hertug Valdemar i forbindelse med aftalerne i 1340.

[25] Ludvig af Brandenburg: siden 1324 gift med Valdemar Atterdags søster Margrethe, som døde 1340. Ved aftalen om ægteskabet havde hendes fader, Christoffer 2, lovet at betale en medgift på 12.000 mark sølv. Dette store beløb var imidlertid aldrig blevet betalt. Derfor støttede markgrev Ludvig og hans fader af samme navn, som var konge af Tyskland, ihærdigt bestræbelserne på at få gjort Valdemar til konge af Danmark, idet det allerede forinden var aftalt, at Valdemar skulle sælge det danske Estland for at skaffe penge til at betale medgiften. Dette blev da også delvis realiseret i 1346.

[26] Dvs. at han var fyrste af Pommern langs Østersøkysten i nuværende Østtyskland og Polen.

[27]Skt. Urbans dag er 25. maj. Fredagen før faldt i 1340 på den 19. maj.

Om kilden

Dateret
19.05.1340
Oprindelse
Blatt, Franz (red.): Danmarks Riges Breve, Række 3, 1. bind: 1340-43, nr. 36. Gengivet med tilladelse fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Kildetype
Lov , Traktat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. august 2011
Sprog
Dansk oversættelse
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
19.05.1340
Oprindelse
Blatt, Franz (red.): Danmarks Riges Breve, Række 3, 1. bind: 1340-43, nr. 36. Gengivet med tilladelse fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Kildetype
Lov , Traktat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. august 2011
Sprog
Dansk oversættelse
Udgiver
danmarkshistorien.dk