Lov om regioner og nedlæggelse af amtskommuner, 24. juni 2005

Kilder

Kildeintroduktion:

I sommeren 2005 blev den mest gennemgribende strukturreform (kommunalreform) siden 1970 vedtaget af et flertal i Folketinget bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Reformen betød sammenlægning af de daværende 13 amter til 5 regioner, og en forøgelse af kommunestørrelsen, hvorfor antallet af kommuner blev reduceret fra 271 til 98. En række opgaver blev flyttet fra amter til kommuner, hvorfor regionernes primære opgave blev sygehusvæsenet. Regionerne fik modsat de tidligere amter ikke ret til udskrivning af skatter. Regeringen offentliggjorde i 2004 sit reformforslag ”Det nye Danmark”, hvorefter forhandlinger mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre påbegyndtes. Forhandlingerne brød dog sammen i flere omgange, og Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre forlod forhandlingerne, hvorefter de resterende partier indgik forlig. Reformen trådte i kraft pr. 1. januar 2007. I november 2005 blev de første regionsråd valgt. Disse samt de nye kommunalbestyrelser fik, i samarbejde med indenrigsministeriet, til opgave at forberede reformens implementering. I denne kilde gengives uddrag af loven, som trådte i kraft 24. juni 2005.


Lars Løkke Rasmussen. Fra European Commission
- Audiovisual Service.

 

Lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, 

Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: 

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

Kapitel 1

Almindelige bestemmelser

§ 1. Den 1. januar 2007 nedlægges amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Stk. 2. Den 1. januar 2007 inddeles landet i fem regioner, jf. stk. 3.

Stk. 3. Regionerne er følgende:

1) En region for hovedstaden og Bornholm, der benævnes Region Hovedstaden. Region Hovedstaden omfatter Københavns og Frederiksborg Amter samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner. Regionsrådet har sæde i Hillerød.

2) En region for det øvrige Sjælland, der benævnes Region Sjælland. Region Sjælland omfatter Roskilde, Vestsjællands og Storstrøms Amter. Regionsrådet har sæde i Sorø.

3) En region for Sydjylland og Fyn, der benævnes Region Syddanmark. Region Syddanmark omfatter Fyns, Sønderjyllands og Ribe Amter samt Børkop, Egtved, Fredericia, Give, Jelling, Kolding, Lunderskov, Vamdrup og Vejle Kommuner beliggende i Vejle Amt. Regionsrådet har sæde i Vejle.

4) En region for Midtjylland, der benævnes Region Midtjylland. Region Midtjylland omfatter Ringkøbing og Århus Amter, Vejle Amt med undtagelse af de kommuner, der hører under Region Syddanmark, jf. nr. 3, og Viborg Amt med undtagelse af de kommuner, der hører under Region Nordjylland, jf. nr. 5. Regionsrådet har sæde i Viborg.

5) En region for Nordjylland, der benævnes Region Nordjylland. Region Nordjylland omfatter Nordjyllands Amt samt Hanstholm, Morsø, Sydthy, Thisted og Aalestrup Kommuner beliggende i Viborg Amt. Regionsrådet har sæde i Aalborg.

Stk. 4. Ved sammenlægning af en eller flere kommuner eller dele heraf, der er beliggende inden for samme region, henhører den sammenlagte kommune under den pågældende region.

Stk. 5. Ligger den eller de kommuner eller den eller de dele heraf, der indgår i en kommunesammenlægning, i flere regioner, træffer indenrigs- og sundhedsministeren beslutning om den fornødne ændring i den regionale inddeling, således at ingen kommune omfatter områder i flere regioner.

Stk. 6. I den i § 1, stk. 2, i lov om revision af den kommunale inddeling anførte fortegnelse over de ændringer i den kommunale inddeling, som gennemføres med virkning fra den 1. januar 2007, anføres, i hvilken region de i fortegnelsen anførte kommuner er beliggende.

Stk. 7. Såfremt indenrigs- og sundhedsministeren i medfør af § 49 i lov om revision af den kommunale inddeling har foretaget mindre ændringer i grænserne mellem to eller flere kommuner, ændres grænserne for regionerne i overensstemmelse hermed. Såfremt ministeren i medfør af § 50 i lov om revision af den kommunale inddeling har afgjort tvivlsspørgsmål om grænserne mellem to eller flere kommuner, fastlægges grænserne for regionerne i overensstemmelse hermed.

§ 2. Loven gælder for regionerne, jf. § 1. Loven finder anvendelse på alle forhold i den regionale styrelse, medmindre andet særligt er hjemlet i lovgivningen.

§ 3. Regionernes anliggender styres af regionsråd, der vælges efter reglerne om afholdelse af valg til regionsråd i lov om kommunale og regionale valg.

Stk. 2. Formanden for regionsrådet benævnes regionsrådsformand.

Stk. 3. De nærmere regler om regionernes styrelse fastsættes i en styrelsesvedtægt, der vedtages af regionsrådet. Forslag til styrelsesvedtægt samt til ændringer i vedtægten skal undergives to behandlinger i regionsrådet med mindst 6 dages mellemrum.

Stk. 4. Regionsrådene skal underrette vedkommende statsforvaltning om vedtagne styrelsesvedtægter og vedtægtsændringer. Styrelsesvedtægten skal være tilgængelig for regionens beboere.

Stk. 5. Regionsrådet vedtager selv sin forretningsorden.

§ 4. Ændring af regionens navn kan kun ske med indenrigs- og sundhedsministerens samtykke.

Kapitel 2

 

Opgaver

§ 5. Regionsrådet skal i overensstemmelse med den lovgivning, der regulerer de nævnte områder,

1) varetage sygehusvæsenets opgaver og tilvejebringe tilbud om behandling hos praktiserende sundhedspersoner, herunder varetage opgaver, der ligger i naturlig tilknytning til regionens opgaver på sundhedsområdet,

2) varetage nedennævnte regionale udviklingsopgaver:

a) udarbejde regionale udviklingsplaner og opgaver til understøttelse heraf,

b) nedsætte vækstfora, som har ansvaret for udarbejdelse af en regional erhvervsudviklingsstrategi og udarbejdelse af indstillinger til regionsrådet om anvendelse af midler til erhvervsudvikling,

c) varetage visse koordinerende opgaver vedrørende indsatsen, kapaciteten og den geografiske placering af ungdomsuddannelser og de almene voksenuddannelser,

d) offentliggøre en strategi for regionens bidrag til en bæredygtig udvikling,

e) samarbejde med andre landes myndigheder og nedsætte organer til varetagelse heraf,

3) drive og udvikle visse tilbud på det sociale område for udsatte grupper og grupper med særlige behov, herunder

a) varetage visse koordinerende opgaver vedrørende kapaciteten og sammensætningen af regionens tilbud,

b) varetage visse koordinerende opgaver vedrørende kapaciteten og sammensætningen af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud i samarbejde med de øvrige regioner,

c) medvirke til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler,

d) varetage opgaver vedrørende videreførelsen af eksisterende almene ældreboliger og bofællesskaber og opføre nye almene ældreboliger og bofællesskaber,

e) efter aftale med en kommunalbestyrelse drive og udvikle visse tilbud for børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer og

f) efter aftale med en kommunalbestyrelse varetage kommunale opgaver, der ligger i naturlig tilknytning til regionens opgaver efter nr. 3,

4) varetage nedennævnte opgaver vedrørende specialundervisning:

a) drive og udvikle lands- og landsdelsdækkende specialundervisningstilbud og varetage visse koordinerende opgaver vedrørende kapaciteten og sammensætningen af disse tilbud,

b) drive og udvikle undervisningstilbud for personer, som har tale-, høre- eller synsvanskeligheder og varetage visse koordinerende opgaver vedrørende kapaciteten og sammensætningen af disse tilbud,

c) efter aftale med en kommunalbestyrelse varetage kommunale opgaver, der ligger i naturlig tilknytning til regionens opgaver efter nr. 4,

5) oprette trafikselskaber, der

a) har ansvaret for opgaver vedrørende offentlig service-trafik i form af almindelig rutekørsel, fastsættelse af takster og billetteringssystemer, koordinering og planlægning af offentlig service-trafik, individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede samt privatbaner,

b) efter aftale med en kommunalbestyrelse eller et regionsråd kan varetage opgaver vedrørende indkøb af trafik, som kommunen eller regionen skal varetage, samt

c) efter aftale med en kommunalbestyrelse kan varetage opgaver vedrørende driften af en færgerute på kommunens vegne,

6) varetage nedennævnte regionale opgaver vedrørende natur, miljø og fysisk planlægning:

a) koordinerende og visse øvrige opgaver vedrørende statens og kommunernes fysiske planlægning og planlægning vedrørende miljømål for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder samt vandforsyning,

b) kortlægning, overvågning, prioritering og oprydning af forurenede grunde samt opgaver i tilknytning hertil samt

c) kortlægning af råstofforekomster, udarbejdelse af råstofplaner og visse øvrige opgaver vedrørende råstofforekomster og råstofplaner.

Stk. 2. Regionsrådet kan ikke varetage andre opgaver end de i stk. 1 nævnte.

§ 6. Regionsrådet etablerer et kontaktudvalg bestående af regionsrådets formand og borgmestrene for kommunerne i regionen. Regionsrådsformanden er tillige formand for kontaktudvalget. Sekretariatsbetjeningen af kontaktudvalget varetages af regionens administration.

Stk. 2. Kontaktudvalget mødes mindst to gange årligt for at drøfte og udvikle samarbejdet mellem regionen og kommunerne.

Stk. 3. Kontaktudvalget kan tillige varetage opgaver, der er hjemlet i lovgivningen.

Stk. 4. Kontaktudvalget kan ikke træffe beslutninger, jf. dog § 7, stk. 1-5.

(…)

Kapitel 3

Styrelse

Regionsrådet

§ 8. Regionsrådenes medlemstal fastsættes til 41.

§ 9. Det nyvalgte regionsråd afholder sit konstituerende møde i tidsrummet 1.-15. december i det år, hvori valget afholdes, dog tidligst efter, at det tidligere regionsråd har truffet afgørelse vedrørende eventuelle valgklager og anmodninger om fritagelse for at modtage valg. Indkaldelse til mødet foretages af det medlem, der længst har været medlem af regionsrådet, eller, hvis flere har været medlemmer lige længe, af det ældste af disse.

Stk. 2. På det konstituerende møde vælger regionsrådet sin formand blandt sine medlemmer. Valget ledes af det medlem, der har indkaldt til mødet. Valget foretages efter reglerne i § 24, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 3. Ingen, der er ansat i regionen, kan være formand for regionsrådet. Endvidere kan regionsrådets formand ikke samtidig være formand for en kommunalbestyrelse, medlem af magistraten, jf. § 64 i lov om kommunernes styrelse, eller formand for et stående udvalg i en kommune, der styres efter reglerne i § 64 a i lov om kommunernes styrelse. Regionsrådets formand har krav på fritagelse, dersom vedkommende vælges til et af de i 2. pkt. nævnte hverv.

Stk. 4. Så snart valget af formand har fundet sted, vælger regionsrådet blandt sine medlemmer en første og en anden næstformand til i den nævnte rækkefølge at fungere i formandens forfald. Valget ledes af den nyvalgte formand eller i dennes forfald af det medlem, der har ledet formandsvalget, og foretages under et som forholdstalsvalg, jf. § 24, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 5. Valgene af formand og næstformænd har virkning for regionsrådets funktionsperiode.

(…)

§ 23. Regionens årsregnskab aflægges af forretningsudvalget til regionsrådet inden en af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat frist. Regnskabet skal ledsages af en fortegnelse over regionens kautions- og garantiforpligtelser. Herudover skal regnskabet i fornødent omfang være ledsaget af bemærkninger, navnlig vedrørende væsentlige afvigelser mellem bevillings- og regnskabsbeløb.

Stk. 2. Regionsrådet afgiver regnskabet til revisionen. Efter at revisionens bemærkninger til årsregnskabet har været meddelt forretningsudvalget og, for så vidt angår bemærkninger, der ikke umiddelbart angår den forvaltning, der hører under forretningsudvalget, tillige den pågældende regionale myndighed til besvarelse, træffer regionsrådet i et møde afgørelse med hensyn til de fremkomne bemærkninger og regnskabets godkendelse.

Stk. 3. Det endeligt godkendte regnskab offentliggøres efter regionsrådets nærmere bestemmelse.

§ 24. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om bestyrelsen af regionens kasse- og regnskabsvæsen, om aflæggelse af årsregnskabet, om revision og om afgørelse af bemærkninger.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om udarbejdelse og udsendelse af oplysninger til regionsrådet om regionens økonomiske forhold.

§ 25. Indenrigs- og sundhedsministeren foreskriver formen for regionernes årsbudget, flerårige budgetoverslag og regnskab.

Stk. 2. Regionens årlige regnskab sendes til vedkommende statsforvaltning sammen med revisionsberetningen og de afgørelser, som regionsrådet har truffet i forbindelse hermed, jf. § 23, stk. 2. Fristen for regnskabets indsendelse til vedkommende statsforvaltning fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 3. Når revisionen afgiver en delberetning til regionsrådet, jf. § 29, jf. lov om kommunernes styrelse § 42, stk. 4, skal revisionen underrette vedkommende statsforvaltning herom.

§ 26. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om regionernes låntagning og lignende dispositioner.

§ 27. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om regionsrådets adgang til at forpligte regionen ved kaution eller anden økonomisk garanti samt ved tilsagn om regelmæssige ydelser el.lign., som regionen ikke efter loven er forpligtet til at præstere.

§ 28. Enhver region skal have en sagkyndig revision, der skal godkendes af tilsynsmyndigheden. Regionsrådets afskedigelse af revisionen kræver tilsynsmyndighedens samtykke.

Stk. 2. Revisionen skal omfatte alle under regionsrådet henhørende regnskabsområder. Ved revisionen efterprøves, om regnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, regionsrådets øvrige beslutninger, love og andre forskrifter samt indgåede aftaler og sædvanlig praksis. Endvidere skal det påses, at der ved forvaltningen af midlerne og driften af de virksomheder, hvis regnskaber er omfattet af revisionen, er taget skyldige økonomiske hensyn.

Stk. 3. Rigsrevisor kan af egen drift eller på anmodning af statsrevisorerne foranstalte undersøgelser i henhold til lov om revisionen af statens regnskaber m.m. af regionens regnskaber samt udvalgte regnskabsområder herunder. Rigsrevisor har til brug for sådanne undersøgelser adgang til regionens regnskabsmateriale m.v. i overensstemmelse med §§ 12 og 13 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

§ 29. Lov om kommunernes styrelse § 42, stk. 3-7, og §§ 42 b og 42 c om kommunens revision, § 43 om kommunens bogføring og § 44 om kommunens anbringelse af midler finder tilsvarende anvendelse for regionsrådets økonomiske forvaltning.

Tilsyns- og straffebestemmelser

§ 30. Tilsynet med regionerne varetages af vedkommende statsforvaltning.

§ 31. Lov om kommunernes styrelse kapitel VI og VII om tilsynet med kommunerne finder i øvrigt tilsvarende anvendelse for de i § 30 nævnte statsforvaltningers tilsyn med regionerne.

§ 32. Et regionsrådsmedlem, der gør sig skyldig i grov tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører, straffes med bøde. Simpelt uagtsom pligttilsidesættelse straffes dog ikke.

Særlige bestemmelser

§ 33. Regionsrådet skal inden udgangen af funktionsperiodens første år vurdere, hvordan kvaliteten og effektiviteten i den regionale opgavevaretagelse kan udvikles (servicestrategi). Regionsrådet skal i den forbindelse vurdere, om regionen skal gøre brug af udbud, og på hvilken måde dette skal ske. Servicestrategien skal gøres tilgængelig for regionens beboere i form af en redegørelse.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om servicestrategiens indhold og udformning. De forskrifter, som indenrigs- og sundhedsministeren har fastsat i medfør af lov om kommunernes styrelse § 62, stk. 2, om kommunernes servicestrategi, finder tilsvarende anvendelse for regionernes servicestrategi.

§ 34. Når en privat afgiver et konkret tilbud på udførelsen af en opgave, som regionen udfører for sig selv, skal regionsrådet træffe beslutning om, hvorvidt opgaven fortsat skal udføres af regionen. Regionsrådet skal underrette den private tilbudsgiver om regionsrådets beslutning og ledsage denne med en begrundelse, hvis regionsrådet ikke antager tilbuddet.

Stk. 2. Regionsrådet skal til brug for en beslutning efter stk. 1 foretage en sammenligning mellem omkostningerne ved regionens egen opgaveudførelse og de omkostninger, der vil være forbundet med at antage det indkomne tilbud.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om beregningen af omkostninger efter stk. 2.

Stk. 4. Lov om kommunernes styrelse § 62 b, stk. 1 og 2, om afvisning af tilbud finder tilsvarende anvendelse.

§ 35. Regionsrådet skal inden udgangen af tredje kvartal i det år, hvori valg til regionsråd finder sted, redegøre for, hvordan regionsrådet følger op på regionens servicestrategi efter § 33. Regionsrådet skal endvidere redegøre for de tilbud, regionsrådet har behandlet efter § 34. Redegørelsen skal gøres tilgængelig for regionens beboere.

Stk. 2. Redegørelsen efter stk. 1 skal indeholde oplysninger om udbud af opgaver, der er gennemført i den pågældende valgperiode, samt oplysninger om varetagelsen af de opgaver, som regionen efter en udbudsforretning fortsat udfører for sig selv. Redegørelsen skal endvidere indeholde oplysninger om, hvorvidt regionsrådets behandling af tilbud efter § 34 har medført, at den af tilbuddet omhandlede opgave udføres af andre end regionen, og i benægtende fald, hvad årsagen er til, at opgaven ikke udføres af andre end regionen.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om redegørelsens indhold og udformning. De forskrifter, som indenrigs- og sundhedsministeren har fastsat i medfør af lov om kommunernes styrelse § 62 c, stk. 3, om kommunens redegørelse efter § 62 c, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse finder tilsvarende anvendelse for regionens redegørelse efter stk. 1.

(…)

Kapitel 4

Forberedelse af de nye regioner

Valg og konstituering af regionsrådet for de nye regioner

§ 39. Der afholdes første gang valg til regionsrådene den 15. november 2005. Valget til regionsrådene den 15. november 2005 afholdes i overensstemmelse med reglerne om afholdelse af valg til amtsrådet i kapitel 1-9 og 12 i lov om kommunale valg og de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf, jf. dog stk. 2 og 3 og § 40.

Stk. 2. De opgaver, der i medfør af lov om kommunale valg og de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf, er tillagt det siddende amtsråd eller amtskommunens valgbestyrelse ved afholdelse af valg til amtsrådet, varetages ved valget til regionsrådet den 15. november 2005 af en regionsvalgbestyrelse. Regionsvalgbestyrelsen udpeges af amtsrådene i de amtskommuner, der helt eller delvis er beliggende inden for regionen, samt for så vidt angår Region Hovedstaden tillige af Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommunalbestyrelser. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om regionsvalgbestyrelsens udpegning, sammensætning og virksomhed og om afholdelse af udgifterne til de foranstaltninger, der påhviler regionsvalgbestyrelsen.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om afholdelse af valget den 15. november 2005 til regionsrådene. Indenrigs- og sundhedsministeren kan herved fravige bestemmelserne i stk. 1 og 2, herunder de i medfør af stk. 1 gældende regler i lov om kommunale valg og de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf.

§ 40. Regionsrådenes første valgperiode regnes fra den 1. januar 2006 til den 31. december 2009. Regionsrådenes første funktionsperiode regnes fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2009.

§ 41. Det nyvalgte regionsråd afholder sit konstituerende møde senest den 15. december 2006.

Stk. 2. Indkaldelsen til det konstituerende møde foretages af formanden for forberedelsesudvalget, jf. § 44, stk. 2. Den pågældende leder endvidere det konstituerende møde, herunder afstemninger, der foretages på mødet.

Stk. 3. På det konstituerende møde skal der ikke ske valg af formand og næstformænd, jf. § 44, stk. 5.

Forberedelsesudvalgets nedsættelse

§ 42. I perioden fra den 1. januar 2006 til den 31. december 2006 fungerer regionsrådet som forberedelsesudvalg, der har til opgave at forberede dannelsen af regionen, jf. § 52.

Stk. 2. Såfremt der inden den 31. december 2005 træffes endelig afgørelse om, at afstemningen ved valget den 15. november 2005 erklæres ugyldig, hvorfor der snarest muligt skal afholdes omvalg, træder det nyvalgte forberedelsesudvalg ikke i funktion. Træffes der efter den 31. december 2005 endelig afgørelse herom, fratræder det nyvalgte forberedelsesudvalg. Efter afholdelse af omvalg træder det herefter nyvalgte forberedelsesudvalg først i funktion, når det er endeligt afgjort, at der ikke skal afholdes fornyet omvalg.

§ 43. Kapitel 11 i lov om kommunale valg om medlemmers udtræden og stedfortræderes indtræden i valgperioden finder tilsvarende anvendelse for forberedelsesudvalget. De opgaver, der i kapitel 11 i lov om kommunale valg er tillagt det nyvalgte amtsråd, varetages af det nyvalgte forberedelsesudvalg.

(…)

§ 53. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler, hvorefter amtsrådenes, Hovedstadens Udviklingsråds og Hovedstadens Sygehusfællesskabs samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommunalbestyrelsers beslutninger, der med virkning for 2006 eller senere træffes den 1. januar 2006 eller senere om væsentlige økonomiske dispositioner vedrørende opgaver, der den 1. januar 2007 overgår fra de pågældende myndigheder til regionerne, kræver godkendelse af det eller de forberedelsesudvalg, inden for hvis område den pågældende myndighed helt eller delvis er beliggende. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler, hvorefter de i 1. pkt. nævnte myndigheders beslutninger, der med virkning for 2006 eller senere træffes den 1. januar 2006 eller senere om væsentlige økonomiske dispositioner vedrørende opgaver, der den 1. januar 2007 overgår fra de pågældende myndigheder til kommunerne eller staten, kræver godkendelse af indenrigs- og sundhedsministeren. Reglerne efter 1. og 2. pkt. kan begrænses til at vedrøre en eller flere af de i 1. pkt. nævnte myndigheder eller bestemte former for økonomiske dispositioner.

Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler, hvorefter forberedelsesudvalget og indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte vilkår for godkendelsen, herunder at anmodning om godkendelse skal besluttes af amtsrådet, udviklingsrådet, sygehusfællesskabets bestyrelse eller Københavns, Frederiksberg eller Bornholms Kommunalbestyrelser i et møde.

Stk. 3. Dispositioner, som er nødvendige til opfyldelse af foranstaltninger, der er påbudt ved lov eller anden bindende retsforskrift, undtages fra stk. 1.

 

(…)

Kapitel 6

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

§ 85. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. § 37 og kapitel 5 træder dog i kraft den 1. januar 2007.

(…)

§ 89. Der afholdes ikke valg til amtsrådene den 15. november 2005. Funktionsperioden for amtsrådene, hvis funktionsperiode regnes fra den 1. januar 2002, forlænges med 1 år fra den 1. januar 2006 til den 31. december 2006.

Stk. 2. Lov om kommunale og regionale valg, jf. § 79, har virkning fra og med de kommunale og regionale valg i 2009, jf. dog stk. 3. De forskrifter, der er udstedt i medfør af lov om kommunale valg om afholdelse af valg til amtsråd, finder tilsvarende anvendelse for regionale valg, medmindre indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter andet.

Stk. 3. Kapitel 11 i lov om kommunale og regionale valg om medlemmers udtræden og stedfortræderes indtræden i valgperioden finder anvendelse for regionsrådene fra og med regionsrådenes første funktionsperiode fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2009 og for kommunalbestyrelserne fra den 1. januar 2007.

Stk. 4. Funktionsperioden for det valgbarhedsnævn, hvis funktionsperiode regnes fra den 1. april 2002, forlænges med 1 år fra den 1. april 2006 til den 31. marts 2007. Funktionsperioden for det valgbarhedsnævn, hvis funktionsperiode regnes fra den 1. april 2007, forkortes med 1 år fra den 31. marts 2011 til den 31. marts 2010.

§ 90. Ændringerne i lov om økonomisk støtte til politiske partier m.v., jf. § 80, har virkning for tilskudsbeløb, der ydes for kalenderåret 2007 og senere kalenderår. Tilskud fra regioner og kommuner for kalenderårene 2007, 2008 og 2009 ydes på grundlag af stemmetallene ved valgene til regionsråd og kommunalbestyrelser den 15. november 2005.

Stk. 2. Tilskud fra amtskommuner og kommuner for kalenderåret 2006 ydes efter de før den 1. januar 2007 gældende regler i lov om økonomisk støtte til politiske partier m.v. på grundlag af stemmetallene ved valgene til amtsråd og kommunalbestyrelser den 20. november 2001. Tilskud fra de kommuner, der ikke indgår i en sammenlægning den 1. januar 2007, ydes dog for kalenderåret 2006 efter de før den 1. januar 2007 gældende regler i lov om økonomisk støtte til politiske partier m.v. på grundlag af stemmetallene ved valgene til de nævnte kommunalbestyrelser den 15. november 2005.

§ 91. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Amalienborg, den 24. juni 2005

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/Lars Løkke Rasmussen

Om kilden

Forfatter(e)
Folketinget
Dateret
24.06.2005
Oprindelse
www.folketinget.dk
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Folketinget
Dateret
24.06.2005
Oprindelse
www.folketinget.dk
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk