Den glemte inkvisition: Kriminalitet og straf i 1800-tallet

Artikler

I 1800-tallet var den danske straffeproces, eller strafferetspleje, som det kaldes, bygget på det såkaldte inkvisitionsprincip. Det betød, at en straffesag ikke tog form som to parter – anklager og anklaget – foran en neutral dommer. Derimod var processen ved underretterne i hænderne på en forhørsdommer, som reelt set var dommer, anklager og forsvarer i én og samme person, hvad enten der var tale om en byfoged, herredsfoged, birkedommer eller, som i kriminalretten i København, en kriminalretsassessor. Ganske vist var det formelt i hænderne på de lokale myndigheder at rejse tiltale og udnævne en anklager og forsvarer. Men det skete først på bagkant af en straffesag, dvs. efter vidneafhøringer, bevisførelse og eventuel tilståelse. Sagførerne var reelt statister i straffesager. Først ved retsreformen i 1919 blev systemet afskaffet og erstattet med det, vi kender i dag. Den offentlige anklagemyndighed blev oprettet, og enhver anklaget var berettiget til et juridisk forsvar.

Mordene på Ejby Mark, 1842

Den 16. januar 1842 ved aftentid nærmede to mænd sig husmand Niels Jørgensens hus, der lå afsides på Ejby Mark i Hornsherred på Midtsjælland. Her boede Niels med sin kone, Maren, og sønnen Jørgen. Gennem mange år havde familien sparet op, og nu havde de 300 rigsdaler, som skulle bruges til udbetaling på en gård.

I sneen udenfor standsede de to mænd, Carl Larsen og Christian Jensen, der begge var i 20’erne og kom fra landsbyen Venslev mod nord. De to fyre var en del af de berygtede Venslev-røvere, der i årevis havde spredt skræk i Hornsherred. Folk piskede på hestene, hvis de var ude efter mørkets frembrud. Man vidste aldrig, hvornår en gruppe mænd ville springe frem på vejen. Røverne stjal høns, ænder, gæs, lam, får, korn, kål og humle. Bistader kunne ikke være i fred, og fiskere fik tømt deres ruser.

Carl og Christian vidste, at Niels Jørgensen havde penge. Maren var Carls moster. Christian havde lånt en bøsse, og det var aftalt på forhånd, at Christian skulle skyde Niels Jørgensen. De to unge mænd blev budt indenfor, selv om Maren ikke bifaldt det. Hun kendte godt den livsbane, hendes nevø var slået ind på. De to mænd fortalte imidlertid, at de netop var kommet fra marked i Holbæk, hvor Christian havde købt en bøsse. Carl bød Niels på brændevin, og da de havde drukket lidt, bad de Niels gå med udenfor under påskud af, at de havde noget vigtigt at tale med ham om.

Da de var ude i sneen, kunne Christian ikke få sig til at skyde. Carl tog resolut bøssen og skød Niels i hovedet. Det var mørkt, og skuddet strejfede kun. En lamslået Niels vendte sig om, blodig i den ene side af hovedet, hvorefter Carl slog ham adskillige gange i hovedet med kolben. Niels faldt sammen i sneen, og blodet strømmede fra hans hoved. Bøssen fik imidlertid en revne ved skuddet og kunne ikke lades igen. Carl og Christian gik tilbage til huset, hvor den skrækslagne kone forsøgte at værge for sig og sønnen. De fik begge deres hoveder knust af talrige kolbeslag.

Carl og Christian brød nu kister og skabe op, indtil de fandt pengene, som de delte. Rygterne havde talt sandt – der var 150 rigsdaler til hver. Da de havde sikret sig, at Niels Jørgensen stadig lå død i sneen, forlod de stedet.

På Rye Kirkegård i Hornsherred står denne mindetavle over Niels og Maren (Marie) Jørgensen og deres søn Jørgen, der blev brutalt myrdet af to røvere i 1842. Et år efter blev de to røvere henrettet, og den bande, de var del af, de berygtede Venslev-røvere, var blevet optrevlet, og medlemmerne sat i fængsel. Foto: Tobias Mortensen, Lejre Arkiv

Den lokale herredsfoged Charles de Coninck (1797-1870) fra Lejre måtte efter ugers forgæves efterforskning opgive at opklare sagen. Flere af de berygtede Venslevfolk var blevet afhørt, men der kom ikke noget gennembrud. Blandt andet fordi Carl og Christian brugte penge på at købe andres tavshed. Uden vidner og uden tilståelse kunne røverne ikke dømmes. Enden blev, at en kommissionsdomstol fra København ankom til Skibby i marts 1842 under ledelse af den barske kriminalretsassessor Peter Munthe Brun (1813-1904). Forhørsdommer Brun tog hårdt fat. Blandt de mest effektive våben for 1800-tallets forhørsdommere var masseanholdelse og langvarig varetægtsarrest – ”at sidde på bekendelse” hed det. P. M. Brun anholdt ikke færre end 45 personer fra Venslev. Gårdmænd, husmænd og tjenestekarle blev varetægtsfængslet. Landsbyen stod halvtom i foråret 1842.

Efter måneder i opslidende varetægtsarrest faldt både Carl Larsens og Christian Jensens historie fra hinanden. Desuden var det temmelig småt med andres villighed til at dække over de mordere, hvis gerninger mange kendte til. Kommissionsdomstolen, assessor Brun og senere Højesteret idømte begge dødsstraf ved halshugning.

Året efter drabene, den 22. marts 1843, blev Carl og Christian halshugget på galgebakken uden for Roskilde. Lige inden Carl betrådte skafottet, sagde han: ”Hils Assessor Brun. Havde vi haft en dygtig Politimester her paa Egnen, stod jeg ikke her. Vi troede jo, at vi kunne gøre, hvad vi vilde”.

Kommissionsdomstolen under P.M. Bruns ledelse dømte i øvrigt 41 mænd og kvinder fra Venslev by eller omegn for i alt 178 forbrydelser, størstedelen tyverier. Heraf blev 16 idømt lange forbedringshusstraffe, resten slap med simpelt fængsel. Kun to af de tiltalte blev frifundet.

Tragedien fra Hammer Bakker, 1897

Ejbysagen var blandt de mere heldige eksempler på, hvordan inkvisitions-processen var i stand til at optrevle de brutale forbrydernetværk, der hærgede i provinsen i midten af 1800-tallet. Hvis ikke Brun var gået hårdt til værks, var sagen måske aldrig blevet opklaret. Men andre gange gik det gruelig galt med den type straffeproces. Husmand Poul Madsens historie er tragisk.

Den 2. oktober 1897 nedbrændte en gammel rønne i Hammer Bakker nord for Aalborg. Ejeren havde ingen idé om, hvordan branden opstod, men herredsfoged Andersen fra Kær Herred mistænkte en 17-årig tjenestekarl, Jørgen Jensen, der tjente på en gård i nærheden. Han argumenterede imidlertid godt for sin sag og pegede på en anden mand, som han havde set i nærheden af rønnen samme dag, som den brændte. Det var husmand Poul Christian Madsen, en enfoldig og lidt sær mand, der boede med sin kone, Stine, og deres børn på et husmandssted i Hammer Bakker. Ved anholdelsen gjorde Poul Madsen et så forvirret indtryk, at herredsfogeden var overbevist om hans skyld. Han blev sat i arrest- og tinghuset i Nørresundby, men nægtede. Stine og en 13-årig datter blev varetægtsfængslet kort tid efter. Med sig til Nørresundby havde Stine parrets tre måneder gamle datter, Ane. Da Poul Madsen stadig ikke ville tilstå, befalede herredsfogeden, at den spæde datter skulle tages fra moderen. Kun for at amme blev barnet bragt ind i fængselscellen to gange i døgnet. Det svækkede barnet kraftigt, og den lille pige døde en uges tid senere. En nedbrudt Stine blev løsladt, så hun kunne begrave sin datter fra Hammer Kirke. Herefter måtte Stine gå de 12 kilometer tilbage til arresten i Nørresundby til fortsat varetægtsarrest.

Poul bukkede under og tilstod i januar 1898, hvorefter Stine blev løsladt. Straffen ved Kær Herreds Ekstraret lød på 4 gange 5 dage på vand og brød. Hverken Stine eller Poul havde adgang til blot skyggen af juridisk forsvar under sagens gang.

Tre år senere, i januar 1901, gjorde politiet en overraskende opdagelse i en banal tyverisag. Jørgen Jensen, der i sin tid angav Poul Madsen, var i mellemtiden blevet slagtersvend i Nørresundby. Under forhøret om falsk tyverianmeldelse indrømmede han pludselig, at han havde stukket ild på huset i Hammer Bakker. Han forklarede, at han havde peget på Poul Madsen, fordi ”han ikke kunne lide ham”.

Ved Overretten i Viborg fik husmandsparret en erstatning på 1.000 kr. for uforskyldt varetægtsarrest og udstået dom. En erstatning for datterens død blev der ikke tale om. Sagen blev bragt op i Folketinget, hvor socialdemokraten Frederik Borgbjerg (1866-1936) omtalte den som en af mange retsskandaler.

Husmand Poul Madsen boede med hustruen Stine og børn i huset til venstre på dette maleri af kunstmaler William Jessen (1898-1977) fra 1938. Jessen havde kort forinden mødt Stine i et fattigt hyrdehus i Vodskov og hørt om det gamle drama i Hammer Bakker. Maleri af William Jessen 1938. Maleriet er venligst udlånt af billedets nuværende ejer. 

Mod en reform af retsvæsenet

Danmark var en regulær politistat på strafferettens område i 1800-tallet. I straffesager var der tale om en ensidig og ukontrolleret magtudøvelse fra statens side. Så længe Danmark var en enevældig stat, kunne det næppe undre. Den enevældige konge måtte, og havde pligt til, som Guds stedfortræder på jord at slå hårdt ned på forbryderuvæsenet. Men systemet fortsatte længe efter Grundloven af 1849. Og i europæisk sammenhæng var den danske strafferetspleje ganske enkelt tilbagestående. Lande som Tyskland og Storbritannien indførte moderne retsstatsprincipper i midten af 1800-tallet, længe før Danmark.

Det skortede dog ikke på kritik af systemet. Progressive jurister anklagede inkvisitionsprincippet for at være uforeneligt med princippet om magtens tredeling mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt. Den dømmende og udøvende magt var netop ikke adskilt på strafferetsplejens område. Og systemet var lukket for offentligheden.

Længe havde systemets egne jurister hævdet, at inkvisitionsprincippet i hænderne på de rette mænd var effektivt og i stand til at knække selv de mest hærdede forbrydere. Systemet var borgerskabets værn mod den farlige kriminelle underverden. Skulle dommeren tiltale den anklagede som ”den ærede modpart” under ledsagelse af en forsvarsadvokat, ville mange forbrydere ikke blive dømt, lød det.

Men tiden arbejdede for reform. Stadig flere skandalesager nåede avisforsiderne. Poul Madsens sag var blot en af mange sager om svindel med forhørsprotokoller, misbrug af varetægtsarrest og ikke mindst udbredt brug af grov vold og trusler i landets arresthuse. Under stadig mere ophidset debat om strafferetsplejen stillede juristen Stener Grundtvig (1860-1942) i 1892 det afgørende spørgsmål: Skal retsvæsenet indrettes efter den ideale ufejlbarlige jurist, eller derimod efter jurister, som de er flest – dvs. mennesker og dermed fejlbarlige?

I 1885 blev en af 1800-tallets mest ulykkelige og bizarre sager bragt til afslutning, da en lokal birkedommer på Lolland måtte fjernes fra sit embede og indlægges på en sindssygeanstalt i Vordingborg. En sygelig iver efter at finde moderen til et spædbarn, hvis lig blev fundet på Fejø kirkegård i 1881, havde ledt birkedommeren Carl Anton Freuchen (1835-1915) på afveje, og ved brug af tvang, vold og trusler havde han fået flere unge og rædselsslagne kvinder til at tilstå bestialske barnemord, de ikke havde begået. De grove fejldomme blev først opdaget, da lægen i kvindefængslet på Christianshavn undersøgte en af de unge kvinder og opdagede, at hun umuligt kunne have født et fuldbårent barn. Christianshavn Straffeanstalt fungerede som kvindefængsel fra 1870 til 1928. Foto: Peter Elfelt. Det Kgl. Bibliotek  

Retsplejereformen 1919

Den offentlige anklagemyndighed blev indført i 1919. Dermed var anklageprincippet indført i danske straffesager. Forhørsdommernes magt var forsvundet. Frem over skulle sagens to parter ved anklager og forsvarer bringe sagen frem for en neutral dommer. Årtier senere kiggede landsretssagfører Sigurd Schroll Christensen tilbage på historien og undrede sig:

”En advokat, der kun har virket efter Retsplejereformen, kan faktisk ikke forstå, at det under den tidligere ordning, uden mundtlighed, uden offentlighed, og uden adskillelse af den dømmende og anklagende virksomhed og i særdeleshed uden domsmænds virksomhed har været muligt at udføre forsvaret for den tiltalte på tilfredsstillende måde”. Det korte svar er, at det havde det netop heller ikke.  


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om artiklen

Forfatter(e)
Lars Andersen
Tidsafgrænsning
1800 - 1919
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. oktober 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Lars: Den glemte inkvisition, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019).

Garde, Peter: Konger, krigere og andet godtfolk. Ti historiske retssager (2004).

Knudsen, Pernille Ulla: Lovkyndighed og vederhæftighed. Sjællandske byfogeder 1682-1801 (2001).

Wilhjelm, Preben: Kampen for retsstaten (2018).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Lars Andersen
Tidsafgrænsning
1800 - 1919
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. oktober 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Lars: Den glemte inkvisition, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019).

Garde, Peter: Konger, krigere og andet godtfolk. Ti historiske retssager (2004).

Knudsen, Pernille Ulla: Lovkyndighed og vederhæftighed. Sjællandske byfogeder 1682-1801 (2001).

Wilhjelm, Preben: Kampen for retsstaten (2018).

Udgiver
danmarkshistorien.dk