Landskabslovene - de nedskrevne love fra 1200-tallet

Artikler

Landskabslovene er en samlet betegnelse for en række lovbøger, der blev nedskrevet i første halvdel af 1200-tallet. I dansk retshistorie repræsenterer de et vigtigt udviklingstrin i det middelalderlige samfund, idet det var første gang, man begyndte at nedskrive og dermed systematisere lovgivningen. Lovene blev nedskrevet for hvert af rigets tre retsområder: Skåne, Sjælland og Jylland.

Skånske Lov samt Valdemars og Eriks Sjællandske Love var såkaldte ikke-officielle eller private retsbøger, hvorimod Jyske Lov fra 1241 var en egentlig lov givet af kongen, Valdemar Sejr, på et rigsmøde i Vordingborg og formentlig derefter vedtaget på landstinget i Viborg.

Landskabslovene udgør de vigtigste retskilder fra det danske rige i middelalderen og indeholder bestemmelser om f.eks. fast ejendom, person-, familie- og arveret, landsbyfællesskabet, straf for drab og tyveri samt håndtering af retssager.  Lovene var i princippet gældende indtil Danske Lov i 1683, men Jyske Lov fik allerede fra 1500-tallet en særlig status og kom til at fungere som et referenceværk for rigets højeste domstole. Dermed kom Jyske Lov til at række ud over de grænser, som middelalderens opdeling i 'lande' ellers foreskrev.

Landskabslovene og nedskrivningen af ret

Med landskabslovene var der ikke tale om en samlet lovgivning for hele riget, men derimod en flerhed af retsordener, hvilket vil sige, at rigets regioner havde hver sin lovgivning, som kun var gældende i den pågældende region – eller 'land', som man kaldte det i middelalderen. Derfor blev der udformet én lov for Sjælland, én lov for Jylland og én lov for Skåne. De tre love blev til i samme periode og indeholder i overvejende grad identiske bestemmelser, men var kun gældende i det 'land', de var tilknyttet. Blandt forskere har der været en længere diskussion om, hvorvidt landskabslovene kan betragtes som nedskrivning af allerede eksisterende retspraksis i riget, eller om der var tale om nye tanker, der blev til mere eller mindre samtidig med nedskrivningen. Det kan næppe afgøres helt eksakt, men formentlig indeholdt landskabslovene både nye og gamle elementer.

Der findes to hovedforklaringer på, hvorfor lovgivningen blev nedskrevet netop i denne periode, begge spillede formentlig en rolle.

For det første kom landskabslovene i den periode, som kaldes Valdemarstiden (1157-1241), hvilket var en periode, der generelt bød på store samfundsændringer. Samfundets voksende kompleksitet medførte et behov for en mere systematisk tilgang til lovgivning.

For det andet blev landskabslovene til i ca. samme periode, som den katolske kirke begyndte at nedskrive og systematisere sin lovgivning. Gode eksempler herpå er Gratians Dekret (ca. 1140) og Liber Extra (1234), som udgjorde kirkens juridiske fundament i middelalderen.

Private retsbøger og kongelig lovgivning

Når det kommer til landskabslovene, skelner historikerne mellem, om loven blev givet af kongen, altså om kongen tydeligt optrådte som manden bag loven, eller om lovens ophav ikke tydeligt er markeret. I sidste tilfælde bliver det betragtet som en privat retsbog og ikke som en egentlig lov. I Jyske Lovs fortale er det tydeligt, at Valdemar 2. Sejr (født 1170, regent 1202-1241) stod bag loven, men det er den eneste af landskabslovene, hvor kongen fremstod som afsender. De øvrige fra Sjælland og Skåne bør betragtes som private retsbøger uden nogen tydelig relation til kongemagten. Det må dog understreges, at de sjællandske og skånske love repræsenterede et sådant omfang og indflydelse på samfundet, så der formentlig var tale om en forbindelse til kongen, men måske fordi lovene er ældre end Jyske Lov, blev denne forbindelse ikke klart formuleret.

Uanset deres ophav er der ikke nogen væsentlig forskel på de emner, lovene behandlede. Det handler primært om arveret, fast ejendom, landsbyfællesskabet og sædelighed samt en række strafferetslige problemer som drab, vold, tyveri, ran og hærværk. Sidstnævnte betød indtrængen på privatområde med henblik på vold eller ødelæggelse af ejendom og blev betragtet som en meget alvorlig forbrydelse i perioden. Der er således tale om en afklaring af nogle af samfundets grundlæggende strukturer og et forsøg på at bevare freden i riget.

Kirkelovene fra omkring 1170'erne

Kirkelovene kædes ofte sammen med landskabslovene, dels fordi de også er geografisk begrænset til et 'land', og dels fordi de i tid ligger meget tæt på de verdslige landskabslove. Der er bevaret en kirkelov fra Sjælland, der tilskrives biskop Absalon og dateres til 1170, denne betragtes som den ældste kendte nedskrevne lov. Den skånske kirkelov er formentlig fra samme tid og tilskrives ærkebiskoppen i Lund, Eskil (ca. 1100-1181). Der er ikke bevaret nogen kirkelov fra Jylland, og det er uvist om en sådan nogensinde har eksisteret.

Kirkelovene lagde på mange måder rammerne for de kommende landskabslove. De satte standarden for, hvordan lovtekster blev nedskrevet og opbygget, og samtidig indførte de en række retslige begreber, som gik igen i landskabslovene.

Skånske Lov - nedskrevet mellem 1202 og 1216

Skånske Lov dækkede - trods navnet - både Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm, med udgangspunkt i Lund. Den ældste bevarede udgave af loven er fra begyndelsen af 1200-tallet (ca.  1202-1216), men den er formentlig baseret på en udgave fra anden halvdel af 1100-tallet, som dog ikke er bevaret.

Skånske Lov blev løbende suppleret med en række tillæg, som fungerede på lige fod med selve loven og - i enkelte tilfælde - ændrede på lovens gyldighed. Det var særligt inden for retspleje, strafferet og familieret. Derudover var retsbogen 'Arvebog og Orbodemål' gældende sideløbende med Skånske Lov, i hvert fald i dele af perioden. Denne bog handlede primært om arvespørgsmål samt om forbrydelser, der ikke udløste bøder, hvilket blev betegnet 'orbode' eller 'ubøde'. Dette drejede sig oftest om forbrydelser, der blev betragtet som så alvorlige, at gerningsmanden ikke kunne slippe med en bøde og derfor typisk blev dømt fredløs, så han kunne dræbes straffrit.

Dele af Skånske Lov blev søgt videreformidlet til et ikke-dansksproget publikum via den danske ærkebiskop Anders Sunesens latinske parafrase 'Liber Legis Scaniae', som blev til i perioden 1202-1216. I denne udgave uddybes flere juridiske begreber, end det var tilfældet i de danske versioner.

Skånske Lov blev trykt i 1505 og fortsatte med at være gældende i Skåne, Halland og Blekinge, selv efter at de kom under svensk styre. Først i 1683 indførte Karl 11. svensk ret (Göta hovrätt) i områderne, og landskabsloven udgik dermed.

Valdemars Sjællandske Lov - nedskrevet i 1220'erne

Valdemars Sjællandske Lov er overleveret i tre former. Den første er den skånske 'Arvebog og Orbodemål'. Anden og tredje udgave betegnes Ældre og Yngre Redaktion (begyndelsen af 1200-tallet), som formentlig begge bygger på samme ikke-bevarede tekst. Der er gisninger om, at denne ikke-bevarede tekst faktisk stammede fra Jylland, hvor Valdemar 1. den Store (født 1131, regent 1157-1182) var konge, indtil han vandt hele riget i 1157. Store dele af lovens indhold blev kopieret fra Skånske Lov, og lovkomplekset er derudover kendetegnet ved at være meget kort.

Loven var gældende sideløbende med Eriks Sjællandske Lov fra 1240'erne og var formentlig i brug indtil slutningen af middelalderen. Det er en fremtrædende teori, at Eriks Sjællandske Lov opstod, fordi Valdemars ikke var detaljerig nok, særligt når det kom til strafferet var loven meget sparsom.

Eriks Sjællandske Lov - nedskrevet i 1240'erne

Den første del af Eriks Sjællandske Lov er nedskrevet i midten af 1200-tallet, og herefter blev den løbende udviklet. Fra 1284 blev dens gyldighed udvidet fra kun at gælde Sjælland til også at dække Møn, Falster og Lolland.

Loven var muligvis tænkt som et supplement til Valdemars Sjællandske Lov, i hvert fald var de gældende sideløbende indtil middelalderens slutning. Herefter synes Valdemars Sjællandske Lov at være blevet udfaset, mens Eriks Sjællandske Lov blev trykt i 1505 og var gældende indtil Danske Lov i 1683.

Titelblad Sjællandske Lov 1505

Titelblad til Eriks Sjællandske Lov, da den blev trykt i 1505. Landskabslovene udgjorde rygraden i det juridiske landskab, hvilket formentlig var grunden til, at de i 1504-05 blev trykt og dermed mere tilgængelige, selvom de allerede på dette tidspunkt var omkring 300 år gamle. Fra: Det kgl. Bibliotek, Early European Books

Jyske Lov - nedskrevet i 1241 

Jyske Lov er dateret til 1241, men den ældste bevarede udgave er fra 1270’erne. Loven skiller sig ud fra de øvrige landskabslove ved at være den eneste, som direkte kan tilskrives en konge. Af lovens fortale fremgår det nemlig, at loven er givet af Valdemar 2. Sejr (født 1170, regent 1202-1241) i Vordingborg i marts 1241. Det betyder, at Jyske Lov betragtes som 'næste generation' af landskabslove – og måske også som lidt mere avanceret end de tidligere. Lovbogens fortale indledes med de kendte ord "Med lov skal land bygges". Jyske Lov blev trykt i 1504 og igen i 1508. I 1590 blev loven revideret sprogligt og trykt igen.

Jyske Lov dækkede formelt set kun det område, som Viborg var overordnet landsting for, altså Jylland, Fyn og de sydfynske øer. Mens de øvrige landskabslove udelukkende havde indflydelse i det geografiske område, som de var tilskrevet, fik Jyske Lov større og større udbredelse – særligt i løbet af senmiddelalderen – muligvis fordi den var mere kompleks end de øvrige og dermed bedre kunne rumme den løbende udvikling i samfundet. Dette blev særligt tydeligt i 1600-tallet, hvor Jyske Lov oftere og oftere blev anvendt i Kongens Retterting, datidens Højesteret, hvor den udelukkende blev omtalt som 'loven'. Jyske Lov voksede således i indflydelse indtil 1683, hvor den langt mere omfattende Danske Lov afløste den, dog blev store dele (omkring 2/3) af Jyske Lov videreført i Danske Lov.

Fortalen til Jyske Lov

Fortalen til Jyske Lov knytter loven til kongen, hvilket formelt set gør den til en lov. De øvrige landskabslove har ikke en sådan relation formuleret direkte, og derfor er der formelt set tale om private retsbøger og ikke lovgivning. Fra: Wikimedia Commons

Fra landskabslove til rigslov

Opdelingen i 'lande' var en fundamental del af middelalderens samfundsopfattelse, og derfor var opdelingen i landskabslove også en vigtig del af det juridiske landskab. Samfundet ændrede sig dog meget i løbet af middelalderen, og derfor blev landskabslovene løbende suppleret. Trods dette supplement forblev landskabslovene rygraden i dansk lovgivning, hvilket givetvis også var grunden til, at de blev trykt i 1504-05.

Efter år 1500 gik udviklingen dog mod retsenhed i riget, hvilket vil sige, at flere af de nye love kun kom i en udgave, der gjaldt hele riget. Denne udvikling bevirkede, at Jyske Lov (som var mere udviklet end de andre) i løbet af 1600-tallet blev anvendt som et mere generelt lovkompleks, i hvert fald ved rigets højeste domstol.

Formelt var landskabslovene alle gældende indtil Danske Lov i 1683, hvor det danske rige fik fuldkommen retsenhed.    

Om artiklen

Forfatter(e)
Christina Lysbjerg Mogensen
Tidsafgrænsning
1200 - 1683
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
16. marts 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Kroman, Erik: Danmarks gamle Love paa Nutidsdansk (1945-1948).

Hoff, Annette: Lov og landskab. Landskabslovenes bidrag til forståelsen af landbrugs- og landskabsudviklingen i Danmark ca. 900-1250 (1998).

Vogt, Helle: Jyske Lov, 100 danmarkshistorier Aarhus Universitetsforlag (2019).

Udgiver
danmarkshistorien.dk