Landminer ved Vestkysten, 1943-2012

Artikler

I de sidste år af 2. verdenskrig udlagde den tyske besættelsesmagt ca. 1.500.000 landminer på den jyske vestkyst. Minerne blev fjernet i perioden fra den 10. maj til den 1. oktober 1945, hvorefter minerydningen officielt var afsluttet. Omkring 2500 tyske soldater blev pålagt at rydde minerne. Henved 150 mistede livet og 300-400 blev såret i forbindelse med opgaven.

Landminer udlægges ved Vestkysten

Fra foråret 1942 og indtil befrielsen forberedte det tyske militær sig i stigende grad på at kunne forsvare sig mod en allieret landgang fra vest. Fra Nordkap i nord til grænsen mellem Frankrig og Spanien i syd skød et enormt forsvarsværk op med fornyet tempo: Atlantvolden. I Danmark anså besættelsesmagten den jyske vestkyst som det mest oplagte mål for en allieret landsætning, og byggeriet af tusindvis af forsvarsbunkers i den danske del af Atlantvolden tog fart.

Samtidig udlagde den tyske besættelsesmagt millioner af land- og søminer langs Nordsøens og Atlanterhavets kyster både før og efter den allierede landgang i Normandiet den 6. juni 1944. Landminefelterne udgjorde et bælte langs den danske vestkyst og var sammen med pigtrådsspærringer og betonbunkers væsentlige led i den tyske forsvarsstrategi mod en allieret landgang. I alt blev der støbt ca. 5.200 bunkere i Danmark. Af disse var ca. 1.800 'permanente' bygningsværker med væg- og loftstykkelser på mellem 1,5 og 3,5 m jernbeton. Dertil kom omkring 800 bunkere bygget af formsten, så antallet af bunkere i Danmark var ca. 6.000.

Den jyske vestkyst blev mineret med ca. 1.500.000 miner. Alene strækningen fra Esbjerg til Nymindegab på sydsiden af Ringkøbing Fjord blev mineret med ca. 620.000 miner, svarende til ca. 40 % af samtlige miner i Danmark, fordi Esbjerg var det forventede mål for en eventuel allieret landgang. Faktisk skulle alle øvrige danske kyster have været mineret, men det nåede besættelsesmagten ikke at gennemføre inden krigsafslutningen.    

  

Den tyske feltmarskal Erwin Rommel (1891-1944) fik af Hitler ansvar for opgaven med at forstærke forsvaret af hele den vesteuropæiske kystlinje - den såkaldte Atlantvold. I december 1943 var han i den forbindelse på inspektionsbesøg i Danmark. Her ses han ved Vejers Strandhotel. Foto: Vardemuseerne

Minekommando Dänemark

Under forhandlingerne mellem de britiske tropper og værnemagten på Hotel d'Angleterre i København umiddelbart efter kapitulationen den 4. maj 1945 blev det aftalt, at den tyske - nu tidligere - besættelsesmagt som en del af kapitulationsbetingelserne skulle udlevere mineplanerne og sørge for at rydde minefelterne. Det fremgår af den tysk-britiske aftale fra 9. maj 1945, hvor det præciseredes, at tyskerne selv skulle forestå det farlige arbejde med at fjerne minerne.

Den 10. maj 1945 dannedes Minekommando Dänemark, der skulle foretage rydningen af minerne under SHAEF's (Supreme Headquarters of the Allied Expeditionary Forces) kontrol. Minerydningen begyndte den 11. maj blot få dage efter befrielsen og ophørte officielt den 1. oktober 1945 – da havde man ifølge det danske Pionerkommando fjernet 1.389.281 miner.

I spidsen for minerydningen stod den britiske major Stanley Holland (1912-?), som gav de tyske mineryddere frie hænder til at løse opgaven efter eget ønske, men ikke lagde skjul på, at målet samtidig var at afslutte minerydningen i Danmark på den kortest mulige tid. Den tyske chef for minerydningen og 'Minekommando Dänemark' blev kaptajn (Hauptmann) Paul Geuer (1913-1971) fra den tyske pionerskole i Horsens.

De danske myndigheder var imidlertid ikke sikre på, at minerydningen blev udført forsvarligt, når tyskerne arbejdede alene. Derfor blev det bestemt af SHAEF, at tyskerne skulle kontrolleres. Til assistance havde major Holland et mindre britisk kontrolmandskab i Danmark, der dog slet ikke havde kapacitet til at håndtere den omfattende opgave.

Derfor blev kontrolopgaven overdraget til Den Danske Brigade, der i de første måneder kom til at bistå briterne i kontrolarbejdet. Efter Den Danske Brigades opløsning og hjemsendelse den 10. juli 1945 blev kontrolopgaven overtaget af indkaldte danske menige og deres befalingsmænd. Chef for det danske Pionerkommandoet og de danske minekontrollanter var kaptajn D.A. Wieth-Knudsen (1908-1990). Af Pionerkommandoets instruktion fremgår det, at de danske kontrollanters opgave var at overvåge arbejdet, og de havde ordre på, at de ikke måtte blande sig i de tyske troppers arbejdsmetoder, heller ikke efter opfordring fra tyskerne.

I første omgang bestod minerydderstyrken i Danmark af 1.000 tilbageværende tyske pionersoldater, befalingsmænd og menige. Dette tal blev siden forøget, først til 1.800 mand og den sidste halvanden måned yderligere til 2.500-2.600.  Af denne styrke var omkring 2/3 beskæftiget direkte med minerydning, mens de resterende udførte stabsfunktioner.     

Tyske mineryddere i Ringkøbing-området i 1945. Mange af pionererne var unge mænd – de yngste omkring 16 år. Minerydderne har deres tyske uniformer på, dog er alle nazistiske emblemer og insignier fjernet fra kraver, skuldre etc. Foto: Vardemuseerne

De tyske soldater og Genèvekonventionen

General Eisenhower (1890-1969) og de allierede ville helst undgå at tage krigsfanger, bl.a. fordi forplejning og bevogtning af lejrene m.m. kostede mange ressourcer. Det betød, at de allierede var indstillet på at løslade afvæbnede fjendt­lige soldater til genopbygningsarbejde, fordi de samti­dig forudså en stor mangel på arbejdskraft i landbrug, i minedrift, jernbanearbejde m.m., men også i forbindelse med destruktion af befæstningsanlæg og bortskaffelse af krigsmateriel i allierede eller besatte lande. Krigsforbryderne og soldater under mistanke blev interneret i lejre, mens de løsladte soldater til gen­gæld skulle sørge for deres eget ophold. Inden 'løsladelsen' skulle de tyske soldater gennemgå et sikkerhedstjek, så tidligere SS'ere, Gestapo og folk fra efterretningstjenesten kunne sorteres fra.

Desuden skul­le det sikres, at den enkelte soldat ikke havde i sinde at gøre oprør eller anstifte uro. På den måde blev de tyske soldater på sin vis prøveløsladt for at minimere den enorme logistiske og økonomiske byrde, som krigs­fangelejrene udgjorde for de allierede. De allierede var derfor villige til at imødekomme krav fra regeringerne i fx Frankrig, Luxembourg, Belgien og Holland, der alle, efter den tyske kapitulation, bad SHAEF om at få overført tyske krigsfanger. Dette ønskede den danske regering imidlertid ikke.

De allierede måtte i krigens allersidste fase tage stilling til, at Genèvekonventionen af 1929 ikke tog højde for en masse­overgivelse i forbindelse med kapitulationen. Alene på Vestfronten befandt der sig over en million afvæbnede soldater fra marts og frem til Nazi-Tysklands politiske og militære over­givelse i begyndelsen af maj 1945. Og et af de mange spørgsmål angik netop minerydning, fordi Genèvekonventionens artikler 31 og 32 bl.a. forbød brugen af krigsfanger til farligt arbejde. De pågældende artikler var med i SHAEF’s overvejelser, da spørgsmålet, om krigsfanger kunne bruges til at fjerne landminer, blev rejst. Op til da havde krigsfanger været opfattet som soldater, der under en igangværende krig kom i fangenskab, og som derfor hav­de brug for en konvention, der ydede en vis form for beskyttelse imod overgreb fra den krigsførende fjende. Men med krigsafslutningen og freden vurderedes det, at der var tale om en ny situation, og derfor fortol­kede de allierede konventionens bogstav således, at de pågældende artikler trådte ud af kraft.

Det var vel ikke ligefrem i Genèvekonventionens ånd, men det løste en lang række praktiske problemer i forhold til, hvordan Tyskland og det øvrige Europa kunne genopbygges – ikke mindst ved tyskernes egen hjælp. I den sammenhæng var minerydningen en biom­stændighed i en langt større kabale, og selvom det alt­så drejede sig om farligt arbejde, blev det vurderet, at freden var den afgørende forskel, der gjorde, at der kun­ne ses bort fra Genèvekonventionens bestemmelser på dette punkt.

De allieredes beslutninger betød, at man i de føl­gende måneder og år udnyttede både tyske krigsfanger og løsladte tyske soldaters arbejdskraft til genopbyg­ningen af Europa; en ganske lille del af dem ryddede miner i Danmark, men også i Holland, Belgien, Frankrig og andre steder. 

En tysk minerydder (til venstre) og en dansk soldat fra Dansk Minekontrol studerer et minekort. Foto: Vardemuseerne

Dræbte og sårede tyske soldater

De tyske dødstal i forbindelse med minerydningen bliver angivet med en mindre grad af usikkerhed. Lederen af minerydningen, major Stanley Holland, angav selv ved afslutningen den 21. september 1945 antallet af dræbte til 158, alvorligt sårede 180 og lettere sårede 184, altså i alt 522 tilfælde. Tallene er næppe helt forkerte, men dog lidt anderledes end de tal, som kendes fra en meddelelse fra det danske Pionerkommando af 4. oktober 1945, altså umiddelbart efter afslutningen. Her opgøres antallet til 149 dræbte, 165 hårdtsårede og 167 letsårede, altså i alt 481. En tredje opgørelse stammer fra Dienstgruppe Dänemark, en tilbageværende tysk enhed, der arbejdede i Danmark efter besættelsen. I deres rapport, der dog er skrevet senere end major Hollands og Pionerkommandoets rapporter, er antallet 179 dræbte tyske soldater, mens 165 er anført som hårdtsårede og 167 som letsårede, i alt 511. Tabstallene fra Danmark kan med lidt forsigtighed sammenlignes med udenlandske. I Norge lyder tallene på 275 dræbte tyskere og 392 sårede. I Holland 166 dræbte og 397 sårede og i Frankrig 1338 dræbte og 2196 sårede. Set i forhold til disse tal var minerydningen i Danmark den mindst blodige.

De dræbte tyske mineryddere ligger begravet på de tyske krigskirkegårde i bl.a. Esbjerg og Lemvig. De dræbte var overvejende meget unge soldater. Undersøgelser foretaget på baggrund af optælling af pionergrave på danske krigskirkegårde er behæftet med usikkerhed, men beregningerne viser, at de døde var unge mænd med en gennemsnitsalder på ca. 17-18 år.

Fra den britiske major Holland findes en redegørelse fra den 7. september 1945 fra hans inspektion i Oksbøllejren, hvor de tyske soldater var indkvarteret.  Han skrev (her i dansk oversættelse), "at det er af største Betydning, at enhver lægger alle Kræfter i for at søge dette arbejde fuldført paa Rekordtid. Der presses haardt på fra de danske Myndigheder for at faa befriet Landet for den Byrde, Indkvartering og Forplejning af det tyske Minekommando repræsenterer for Kommunerne."

Meget tyder på, at det høje tempo gjorde minerydningen farligere, end den burde have været. Holland rettede kritikken mod de danske myndigheder, som han mente pressede ham til at sætte tempoet i vejret. Både briter og danskere havde en fælles interesse i at få opgaven afsluttet hurtigst muligt, og intet tyder på, at de danske myndigheder forsøgte at få briterne til at sætte tempoet ned.

Arbejdspresset er dog ikke hele forklaringen på de mange ulykker og det forholdsvis høje tabstal. I begyndelsen foregik rydningen ved, at soldaterne arbejdede i række og geled, og det viste sig meget farligt. Senere ændredes arbejdsmetoden, så man arbejdede i flere felter samtidigt, i mindre hold og med større afstand. Dertil kom, at ikke alle mineryddere var tilstrækkeligt uddannet til opgaven. Flere ulykker skete på grund af tekniske mangler eller defekter i tændere, der derfor udløstes ved den mindste berøring. Endelig var der unøjagtigheder i minekortene, og det gjorde rydningen langsommere og mere usikker. Af den tyske rapport fra Dienstgruppe Dänemark fremgik det, at fx flyvesand og oversvømmelser komplicerede minerydningen, fordi det betød, at minekortene ikke længere passede.     

Områderne med landminer var afspærret med pigtråd og varselsskilte. Foto: Vardemuseerne

De sidste miner

Den 1. oktober 1945 var minerydningen officielt afsluttet. Tilbage var enkelte komplicerede felter, bl.a. halvøen Skallingen syd for Blåvand, hvor minerydningen fortsatte i 1946 og blev afsluttet den 21. juni 1947. Den 1. januar 1948 blev de sidste seks tyske mineryddere hjemsendt til Tyskland. På Skallingen blev et felt med ca. 11.000 miner dog opgivet, og området var afspærret de følgende mange år.

Der opstod fornyet interesse for det gamle minefelt, da Danmark i den canadiske hovedstad Ottawa i 1997 underskrev en international konvention, der forbød brug, oplagring, produktion og distribution af antipersonelminer. Ottawa-konventionen trådte i kraft den 1. marts 1999 og var anledningen til, at Danmarks sidste minefelt på Skallingen skulle ryddes. Det var ikke alle, der var enige i den beslutning, som skabte nogen debat i avisspalterne. De sidste miner fra besættelsen blev med moderne minerydningsteknikker ryddet fra 2006 til 2012.     

     

     

Den tyske besættelsesmagt udlagde forskellige minetyper ved den jyske vestkyst. Disse er fra minerydningen på Skallingen fra 2006 til 2012, hvor flere tusinde miner blev fundet og uskadeliggjort. 
Øverst til venstre: Schützmine (antipersonel), 200 g sprængstof. Øverst til højre: Stockmine (antipersonel med indstøbte metalstykker og snubletråd), 100 g sprængstof. Nederst til venstre: Holzmine (antitank), lavet af træ, 5 kg sprængstof. Nederst til højre: Tellermine (antitank), 5 kg sprængstof. Fotos: Kystdirektoratet

Eftertiden og minerydningen
I samtiden synes minerydningen og dens menneskelige omkostninger ikke at have været kontroversiel. Hverken Storbritannien eller Danmark blev anklaget for krigsforbrydelser i forbindelse med minerydningen, og diskussionen herom opstod først over 50 år efter begivenhederne. Helge Hagemann (1941-2017) udgav i 1998 bogen Under tvang, der anlagde et kritisk syn på rydningen af de tyske miner på den jyske vestkyst. Han hævdede, at Danmark overtrådte Genèvekonventionerne ved at benytte tyske krigsfanger ved det farlige minerydningsarbejde. Han anførte desuden, at der i 1945 ikke var nogen danske politikere, jurister eller officerer, som trådte frem i offentligheden og gjorde opmærksom på, at Genèvekonventionen var gældende dansk ret. De tyske soldater, der arbejdede med minerydningen på Vestkysten, var ud fra denne opfattelse omfattet af krigsfangebestemmelserne og den beskyttelse, der lå deri. Ved denne undladelse gjorde Danmark sig, ifølge Hagemann, skyldig i krigsforbrydelser.

Sådan opfattede de allierede det dog ikke dengang, fordi Genèvekonventionen på dette punkt var sat ud af kraft, fordi der med freden var tale om en ny situation. De allieredes beslutning var en foranstaltning, så briterne og de allierede havde mulighed for at håndtere de store grupper af overgivne militære styrker i forbindelse med det tyske nederlag og 2. verdenskrigs afslutning og samtidig få dem til at hjælpe med genopbygningen af Europa. Teknisk set var der derfor ingen krigsfanger i Danmark. Samtidige beskrivelser af forholdene for de tyske mineryddere i Danmark vækker da også først og fremmest mindelser om livet på en militærkaserne og ikke i en fangelejr. De tyske befalingsmænd, der havde kommandoen over minerydderne, havde bl.a. ret til at bære våben.

De tyske soldater, der fra maj til september 1945 kom til Danmark for at rydde miner, kom alle på britisk for­anledning, dvs. de blev løsladt fra britiske krigsfange­lejre uden dansk indblanding. Ved at overføre tyske pionertropper fra de britiske fangelejre i Nordtyskland overgik omkostningerne til indkvartering, forplejning og lægehjælp til de danske myndigheder, hvilket var en del af den allierede plan. Det var i virkeligheden billigt sluppet for den danske regering, der her­med undgik at skulle udkommandere danske soldater til minerydning, men i stedet fik løst en for landet meget vigtig og bestemt ikke ufarlig opgave af de tyske solda­ter. En indsats, som det i mange år efter befrielsen var meget vanskeligt at påskønne i Danmark, fordi det var tyskere.

Minerydningen på den jyske vestkyst efter 2. verdenskrig blev for alvor kendt i den brede offentlighed med biografpremieren på Martin Zandvliets film Under sandet fra 2015. Filmen er kritisk over for den danske indsats ved minerydningen. Filmens synspunkter er dog betydeligt omstridte.    

 

Artiklen er udgivet i samarbejde med Vardemuseerne.

Om artiklen

Forfatter(e)
John V. Jensen
Tidsafgrænsning
1945 - 2012
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
4. maj 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Borberg, Peter og Lauritsen, Thorsten Asbjørn: Minerydning Skallingen. Historien om Danmarks sidste minefelt (2012)

Hagemann, Helge: Under tvang (1998)

Jensen, John V.: I Danmarks Interesse… Minerydningen på den jyske vestkyst 1945. I: Fund og Forskning (2018).

Jensen, John V.: Livsfare Miner. Minerydningen på den jyske vestkyst 1945 (2019).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
John V. Jensen
Tidsafgrænsning
1945 - 2012
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
4. maj 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Borberg, Peter og Lauritsen, Thorsten Asbjørn: Minerydning Skallingen. Historien om Danmarks sidste minefelt (2012)

Hagemann, Helge: Under tvang (1998)

Jensen, John V.: I Danmarks Interesse… Minerydningen på den jyske vestkyst 1945. I: Fund og Forskning (2018).

Jensen, John V.: Livsfare Miner. Minerydningen på den jyske vestkyst 1945 (2019).

Udgiver
danmarkshistorien.dk