Kongens Retterting - rigets øverste domstol fra middelalderen til 1661

Artikler

Kongens Retterting var fra middelalderen og frem til 1661 rigets øverste domstol, hvor kongen udøvede sin domsmyndighed sammen med rigsrådet. Rettertinget kendes fra omkring 1000-tallet som en temmelig løst defineret domstol, der i høj grad var knyttet til kongens personlige magt. I løbet af middelalderen udviklede Rettertinget sig til en vigtig arena for både den lovgivende og dømmende magt, og de afsagte domme fik retsstiftende betydning. Kongernes domsmyndighed blev gradvist udvidet, og de afgjorde bl.a. sager om rettigheder til fast ejendom. Fra omkring 1400-tallet fungerede medlemmer af rigsrådet som dommere og meddommere ved domstolen, når kongen ikke var til stede.

Kongens Retterting udgjorde den centrale domstol i det verdslige juridiske system, der også indeholdt lokale domstole, herreds- og byting, samt de regionale i form af landstingene. Efter reformationen i 1536 blev domstolssystemet inddelt, så Rettertinget blev øverste appelinstans, der behandlede appelsager fra Landstingene. Med indførelsen af den enevældige styreform i 1660 mistede det adelige rigsråd indflydelsen, og Rettertinget blev nedlagt i 1661 til fordel for Højesteret med kongen som formelt overhoved.

Kongens domsmagt fra ca. 1000-tallet

I det ældste eksisterende kildemateriale er der tegn på, at kongen allerede fra 1000-tallet besad en form for dømmende magt, som dog langtfra var så fast, at den kan betegnes som en egentlig domstol. Fra 1100-tallet blev kongen knyttet til domme om fredløshed. Kongen var garanten for fred i riget og skulle derfor godkende domme, der resulterede i fredløshed. Fredløshed betød i praksis, at en person blev sat uden for den juridiske beskyttelse og derfor kunne dræbes straffrit.

Et væsentligt skridt i udviklingen af kongens juridiske magt kom, da bandretten blev udvidet fra kun at gælde kongens hirdmænd til også at gælde de øvrige undersåtter. Bandret var en slags efterbehandling af en allerede afsagt dom, som den tabende part nægtede at overholde. Det vil eksempelvis sige, at en mand, der var blevet tilkendt erstatning på tinget, kunne anmode om kongens hjælp til at få det, han var berettiget til.

Bandretten blev endeligt indskrevet i dansk lovgivning i 1251, men havde været kendt længe inden. Denne formalisering af kongens position var med til at gøre kongen til en central person i det juridiske landskab og lagde fundamentet for en kongelig højesteret.

Kongens Retterting fra 1284

Oprindeligt blev den kongelige domstol, ud over bandretten, stort set kun brugt som første instans i særligt voldsomme sager. I landskabslovene fra begyndelsen af 1200-tallet havde domstolen ingen betegnelse, om end flere af bestemmelserne forudsatte dens eksistens, men allerede i 1284 optræder betegnelsen 'Kongens Retterting' i kildematerialet. Herefter omtales domstolen som 'Kongens Retterting', 'kongens eget ting’ og lignende. Først i løbet af 1400-tallet blev begrebet 'Kongens Retterting' brugt fast og ensartet.

Kongen sad ikke alene som dommer i Rettertinget; i takt med, at rigsrådet var blevet en fast institution i samfundet, begyndte de nu også at sidde som meddommere. Rigsrådet bestod af rigets biskopper og mægtigste adelige og agerede som et rådgivende organ for kongen. I realiteten skulle de også godkende lovgivning, skatteudskrivninger og krigshandlinger, hvorfor de havde stor indflydelse på riget. Rigsrådets voksende indflydelse betød, at det højmiddelalderlige danehof blev overflødiggjort og til sidst udgik, formentlig i 1413.

Det danske rige var i middelalderen et rejsekongedømme, hvor hoffet, som navnet antyder, rejste rundt. Rettertinget havde derfor ingen fast placering. Her kunne almindelige mennesker appellere en allerede afgjort sag eller klage deres sag til kongen. Mod slutningen af middelalderen var der ikke længere tale om, at det kun var bandret. Rettertinget tog sig af en lang række spørgsmål, særligt i forbindelse med ejendomsstrider, hvor adelige eller kirkelige folk havde taget jord fra lokale bønder.

I slutningen af middelalderen blev afholdelsen af Rettertinget mere struktureret, og fra begyndelsen af 1500-tallet blev det afholdt en gang årligt. Denne begivenhed kaldtes 'herredag' og blev som regel afholdt ugen efter pinse. Herredagen kunne i princippet afholdes, hvor i riget kongen ønskede det, men der var en tendens til at afholde det på Fyn, formentlig for at være så centralt i riget som muligt. Tid og sted for herredagen blev på forhånd annonceret i hele riget, som oftest via de lokale og regionale ting, så befolkningen havde mulighed for at forberede sager, de ønskede at få behandlet.

Illustration af Christopher Rosenkrantz dom ved Kongens Retterting i 1610.

Ved Kongens Retterting dømte Christian 4. den 17. marts 1610 adelsmanden Christopher Rosenkrantz for bedrageri. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Rettertingets rolle i udviklingen af ny lovgivning

Lovgivningen i middelalderen var langtfra fyldestgørende, hvilket vil sige, at der ofte opstod problemstillinger, der ikke var dækket af den eksisterende lovgivning. Sådanne sager endte ofte hos Rettertinget, og derfor blev domme herfra ofte gældende lov efter retssagen. Denne praksis blev i løbet af Rettertingets levetid så institutionaliseret, at domme blev udformet som lovbestemmelser frem for domme. Dette hang sammen med, at landstingene i løbet af 1400- og 1500-tallet mistede deres rolle i den lovgivende proces, hvorfor hele den lovgivende magt blev samlet hos konge og rigsråd, der udgjorde Rettertingets dommerstab.

Rettertingets udvikling efter reformationen i 1536

Efter reformationen i 1536 fik Rettertinget en fastere form, bl.a. med afsæt i Christian 3.s (født 1503, regent 1536-1559) håndfæstning fra 1536. Året efter blev det vedtaget, at Rettertinget ikke måtte bruges som andet end en appelinstans, der udelukkende tog sager fra landdistrikterne. Der var dog den undtagelse, at sager, der drejede sig om adeliges liv og ære, gik uden om det normale retssystem og direkte til Rettertinget.

De efterfølgende håndfæstninger blev dels brugt til at sikre, at Rettertinget blev netop den appelinstans, man ønskede, og dels til at sikre, at domsmagten blev delt mellem kongen og rigsrådet. En opdeling, der sikrede den generelle magtbalance i riget, fordi Rettertinget producerede ny lovgivning i kraft af sine domme.

Rettertinget blev opdelt i to afdelinger. Den første var appeldomstolen, og den anden var en særlig domstol, der tog sig af sager, hvor der var opstået uenighed om fast ejendom. Sidstnævnte overgik til rigets kansler, en kongelig embedsmand, der siden 1400-tallet havde indtaget en prominent rolle i centraladministrationen.

Med enevældens indførelse i 1660 blev rigsrådet afskaffet. Dette havde store konsekvenser for driften af det danske rige, bl.a. i forbindelse med Rettertinget, hvor kongen nu sad som eneste dommer. Umiddelbart herefter skete der dog en omfattende modernisering af domstolen, der fra februar 1661 blev afløst af Højesteret.

Scanning af side fra dombogen for Kongens Retterting i 1647.

Her ses en scanning af en side fra dombogen for Kongens Retterting i 1647. Domstolens arkivalier kan ses på Rigsarkivet i København og på Arkivalieronline. Fra: Arkivalieronline, Rigsarkivet

Om artiklen

Forfatter(e)
Christina Lysbjerg Mogensen
Tidsafgrænsning
1100 - 1661
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. marts 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Lerdam, Henrik: Kongen og tinget. Det senmiddelalderlige retsvæsen 1340-1448 (2001).

Jørgensen, Poul Johs.: Dansk retshistorie. Retskildernes og forfatningsrettens historie indtil sidste halvdel af det 17. aarhundrede (1939).

Tamm, Ditlev (red.) Kongens Retterting 1537-1660 (2003).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Christina Lysbjerg Mogensen
Tidsafgrænsning
1100 - 1661
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. marts 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Lerdam, Henrik: Kongen og tinget. Det senmiddelalderlige retsvæsen 1340-1448 (2001).

Jørgensen, Poul Johs.: Dansk retshistorie. Retskildernes og forfatningsrettens historie indtil sidste halvdel af det 17. aarhundrede (1939).

Tamm, Ditlev (red.) Kongens Retterting 1537-1660 (2003).

Udgiver
danmarkshistorien.dk