Samtidig med, at Hitler den 22. juni 1941 indledte sit angreb på Sovjetunionen, blev den danske direktør for Udenrigsministeriet, Nils Svenningsen (1894-1985), ringet op. Han blev bedt om at møde på Kastelsvej på Østerbro i København, hvor det tyske gesandtskab, datidens betegnelse for en ambassade, holdt til. Her blev han mødt af det tyske riges befuldmægtigede, Cecil von Renthe-Fink (1885-1964), som var Tysklands højeste politiske myndighed i Danmark. Renthe-Fink fortalte Svenningsen om felttoget mod Sovjetunionen og bad ham herefter tage hen på Dagmarhus, hvor den tyske civiladministration havde til huse. Her ville han få nærmere besked om, hvilke forholdsregler besættelsesmagten ønskede gennemført i forbindelse med de ændrede forhold, som udvidelsen af krigen medførte.
På Dagmarhus var også departementschef Eivind Larsen (1898-1971) blevet tilkaldt, og de danske embedsmænd fik overrakt et såkaldt ’aide mémoire’, en skriftlig diplomatisk meddelelse, der indeholdt fem krav, som tyskerne ønskede gennemført. Hovedparten af kravene drejede sig om sovjetiske borgere, men det mest opsigtsvækkende var dog kravet om anholdelse og internering (frihedsberøvelse) af alle ledende danske kommunister, heriblandt de tre kommunistiske folketingsmedlemmer. Der blev udleveret en liste med 72 navngivne personer, som man som minimum ønskede anholdt. Listen var identisk med et kartotek over danske kommunister, udarbejdet af dansk politi og senere overdraget til det tyske politi som et led i samarbejdet imellem disse. Kartoteket var blevet udfærdiget i forbindelse med politiets overvågning af yderliggående politiske partier i mellemkrigstiden. Det stod færdigt i september 1940 og blev umiddelbart herefter videregivet til det tyske politi.
Efter kort at have konfereret med statsminister Thorvald Stauning (1873-1942) og udenrigsminister Erik Scavenius (1877-1962) kunne Svenningsen meddele, at de tyske krav blev accepterede. Da det ikke var muligt at opnå telefonisk kontakt med justitsminister Harald Petersen (1895-1977), måtte man undvære dennes tilsagn.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.