John af Wallingfords Krønike

Kilder

Kildeintroduktion:

John af Wallingfords Krønike daterer sig til omkring 1220 og er skrevet af en munk ved Skt. Albans Kloster i det sydlige England. Krøniken findes i et manuskript, der angiveligt var ejet af John af Wallingford, munk ved Skt. Albans Kloster, men han er med stor sandsynlighed ikke krønikens forfatter.

John af Wallingfords Krønike fortæller Englands historie fra 449 frem til Knud den Stores død i 1035. Den indeholder både historisk materiale og helgenhistorier. Den bygger på flere kendte historier og krøniker, men inkluderer også materiale, der ikke er kendt andet steds fra.

I dette afsnit beretter krøniken om Danemordet på Skt. Brictus’ dag i 1002. Ifølge kronikøren havde danerne haft stor fremgang og erobret både byer og kvinder, hvilket gav store problemer for angelsakserne og deres konge. Denne version af begivenhederne overdriver omfanget og måske også voldsomheden af massakren, og er samtidigt et tidligt eksempel på den stereotype fremstilling af de maskuline danere, der fortsatte de følgende århundreder.

Således øgedes danernes antal lidt efter lidt, indtil de undertrykte landets befolkning. I hele denne periode lå især East Anglia åben for dem, fordi det ligger overfor deres eget land, og dets fortræffelige natur gav dem bekvemme landingspladser, sådan at de ved denne lette adgang nemt kunne rekruttere nye folk, såfremt deres antal mindskedes enten på grund af alderdom eller ulykker. De havde desuden indtaget, eller planlagde at indtage, alle landets bedste byer, og forårsagede mange genvordigheder for landets oprindelige indbyggere, for de havde for vane – ifølge deres lands skikke – at rede deres hår hver dag, at bade hver lørdag, at skifte deres klæder ofte, og at fremhæve sig selv ved hjælp af mange sådanne letfærdige påfund. På denne måde belejrede de gifte kvinders dyd, og overtalte døtrene af selv fornemme mænd til at blive deres friller. Af disse og andre årsager opstod der mange stridigheder og krige i riget. Imidlertid søgte kongen at udglatte sagen, fordi det altid var danerne der var skyldige. Ved den stadige tilstrømning af deres landsmænd havde de med tiden øget deres antal og styrke så meget, at de kun udviste kongen meget lidt respekt. Derfor var han til sidst så provokeret af de utallige klager over deres uforskammethed, at han overlod det til englænderne at behandle dem, som de ønskede. Men komplottet faldt ikke heldigt ud. Idet de ikke frygtede Guds dom og heller ikke havde ordentlige planer for deres egen sikkerhed, enedes de om, at hver landsdel skulle dræbe de danere, der på det tidspunkt boede indenfor dens grænser. Og de fastsatte en bestemt dag, hvor de skulle rejse sig mod dem. Det var en lørdag, hvor danerne (som nævnt ovenfor) plejede at bade, og derfor blev de på det fastsatte tidspunkt udslettet fuldstændig ubarmhjertigt, lige fra den ringeste til den mest betydningsfulde. De skånede ingen hverken på baggrund af køn eller alder, og udslettede sammen med dem også de kvinder af deres eget folk, som havde indvilliget i at blande sig med danerne samt børnene, der var rundet af denne fordærvede hor. Nogle kvinder fik deres bryster skåret af, andre blev begravet levende i jorden, mens børnene blev smadret i stykker mod stolper og sten. Danerne blev så fuldstændig udslettet, at der ingen overlevende var til at fortælle, hvad der var blevet gjort mod dem – med en enkelt undtagelse af 12 unge mænd, som undslap massakren i London ved at flygte til Themsen, kaste sig ombord på en lille båd, gribe årerne og hurtigt ro ud af syne. Da de kom til kysten, byttede de båden for et skib, satte sejl så hurtigt de kunne og drog af sted mod Danmark.

Om kilden

Dateret
1220
Oprindelse
Oversættelse: Vikingeskibsmuseet
Kildetype
Krønike
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
22. september 2011
Sprog
Dansk (oprindelig latin)
Udgiver
danmarkshistorien.dk