Islands historie

Artikler

Island var en stort set ubeboet ø i det nordlige Atlanterhav, hvor nordboere omkring 870 bosatte sig. Landet var først en 'fristat', men blev en norsk provins i årene 1262/64. I 1380 kom Island som norsk biland under den dansk-norske krone og blev fra 1660 reelt et dansk biland. I løbet af 1800-tallet tilstræbte islændingene en frigørelse fra Danmark, og gradvis opnåede landet større selvstændighed. I 1843 blev Altinget genoprettet som rådgivende nationalforsamling, og i 1874 fik landet en forfatningslov, der gav Altinget egen lovgivningsmagt. Hjemmestyre blev indført i 1904, og i 1918 blev Island en selvstændig og suveræn stat i personalunion med Danmark. Unionen fastsatte bl.a. dansk-islandsk kongefællesskab, og at Danmark varetog Islands udenrigsanliggender. Personalunionen mellem Danmark og Island blev opsagt fra islandsk side efter en folkeafstemning på Island i maj 1944. Blandt de afgivne stemmer var over 98 % for en ophævelse af unionen, og den 17. juni 1944 blev Island erklæret for en selvstændig republik.

Vikingetidens bosættelser

Opdagelsen af Island bør forstås i sammenhæng med vikingetidens generelle ekspansion og bosættelser i nye ubebyggede landområder i nord. Island blev bosat af nordboere, der kom enten direkte fra Norge eller via De Britiske Øer. De middelalderlige kilder siger, at Island på det tidspunkt var ubeboet, men der var dog sandsynligvis nogle få irske munke i landet. Ifølge det ældste islandske historieværk, Ari fróði's (1067-1148) Íslendingabók fra ca. 1130, flygtede munkene, da landet blev bebygget af folk fra det vestlige Norge i slutningen af det 9. århundrede.

Om landets tidlige historie findes en del beretninger, og de giver sammen med arkæologiske vidnesbyrd en rig viden. Islændingesagaerne eller 'slægtssagaerne', nedskrevet i 1200-1400-tallet, er de bedst kendte af de skriftlige kilder. De omhandler hovedsageligt 900-tallet og blev formet i et møde mellem en mundtlig fortælletradition om landets første bosættelse og den kristne skriftkultur, som blomstrede på Island i nedskrivningstiden.

Fristatstiden 930-1264 og den norske tid 1264-1380

Ifølge Íslendingabók fik landet en fælles forsamling i form af et landsdækkende ting, Alþingi Íslands (Altinget), i 930. Altinget har fået betegnelsen som verdens ældste parlament. Det havde en lovgivende og dømmende, men ingen udøvende magt. Tinget byggede på et forbund mellem 36 høvdingedømmer (godedømmer). I dette samfund, som var uden konge og uden central udøvende magt, lå den lovgivende og dømmende magt reelt hos goderne.

Dette høvdingevælde, som har fået betegnelsen fristat (930-1264), blev stærkt formet af kristendommen, som indførtes som officiel religion omkring år 1000, da Altinget offentligt vedtog den kristne tro uden nogen særlig modstand. Året 1097 blev der indført tiende, som delvis tilfaldt kirkerne, og i 1056 kom der en biskop i syd og i 1106 også i det nordlige Island.

Efter store interne stridigheder blandt de mest indflydelsesrige familier på Island i 1200-tallet blev Island et norsk skatland i 1262/64. Islændingene blev skattepligtige over for den norske konge, det gamle høvdingevælde blev ophævet, og en del af den islandske overklasse indtog dets plads. Det er i denne norske tid, at hovedparten af den islandske sagalitteratur er skrevet.

Kort over Island fra slutningen af 1500-tallet. Kortet, der er et koloreret kobberstik, er udført af den hollandske kartograf Gerard Mercator (1512-1594) og blev første gang udgivet i hans omfattende værk Atlas, der blev færdiggjort og udgivet af hans søn i 1595, året efter Mercators død. Mercator var den første til at bruge ordet 'atlas' om en samling af kort. Fra: Det Kongelige Bibliotek, Billedsamlingen (CC-BY-NC-ND)

Under dansk-norsk styre fra 1380

Den politiske udvikling på Island fulgte de generelle tendenser i de nordiske lande. Danmark og Norge blev i 1380 samlet under én konge, hvilket bragte Island under dansk kontrol. Island kom derefter i kongefællesskab med Danmark. Det indebar, at Island efter reformationen blev protestantisk ligesom resten af Danmark-Norge. Kirken blev evangelisk-luthersk i 1551, og indførelsen af lutherdommen styrkede de danske kongers autoritet i Island ligesom i de andre dele af det danske monarki. Konfiskationen af kirkens gods i forbindelse med reformationen førte til, at kongen blev den største jordbesidder i Island.

I 1602 indførte Danmark handelsmonopol på Island, som varede til 1786, da monopolet blev lempet, idet det i almindelighed blev tilladt danske undersåtter at handle på Island. I 1855 blev det danske handelsmonopol på Island ophævet helt.

I 1660 blev der indført enevælde i Danmark-Norge og to år efter også på Island. I de kommende århundreder blev Island administreret som et len direkte fra København. Altinget opretholdt dog en vis selvstændig myndighed i forhold til det danske styre, blandt andet på grund af Islands afsides beliggenhed. I 1800 nedlagdes tinget som resultat af indførelsen af dansk retspraksis, og i stedet blev der oprettet en Landsoverret i Reykjavík.

Befolkningstallet faldt drastisk i løbet af 1400-tallet, hvor vanskelige tider og blandt andet to pestepidemier nærmest lagde Island øde. Samtidig brød det økologiske system gradvis sammen i det 15. og 16. århundrede på grund af et koldere klima og overudnyttelse af vegetationen. Bebyggelsen var i århundreder spredt ud over landet, og befolkningen brødfødte sig med landbrug og fiskeri. I 1700-tallet faldt befolkningstallet igen, forårsaget af koppeepidemier, vulkanudbrud og barskt klima. Men med fiskeriets større betydning i 1800-tallet kom der igen vækst, og flere kystbyer opstod.

Spørgsmålet om selvstændighed i 1800-tallet

På grund af en voksende islandsk nationalisme blev Altinget efter islandsk ønske i 1843 genoplivet med en rådgivende stænderforsamling. I sommeren 1845 mødtes det folkevalgte Alting for første gang i Reykjavík, og i de næste årtier blev tinget holdt nogle uger hvert andet år med repræsentanter fra hele Island. I begyndelsen havde Altinget ingen lovgivende magt, men var rådgivende over for kongen i islandske finansielle og juridiske forhold. Det kan ses som et resultat af 1830’ernes begyndende krav om national suverænitet og selvstændighed og faldt sammen med, at islandske studenter også i København udtalte ønsker om, at Island fik en mere selvstændig status i forhold til Danmark. Dette ønske blev forstærket ved enevældens afslutning i 1849. Altinget forkastede dog i 1851 et forslag fra den danske stat om en islandsk forfatning.

Den islandske nationalistiske bevægelse var ledet af Jón Sigurðsson (1811-1879). Han kom til København i 1833 for at studere og blev boede der hele sit liv. Ved siden af sit politiske arbejde var han knyttet til Den Arnamagnæanske Samling ved Københavns Universitet for at undersøge og udgive islandske manuskripter. Erindringen om hans betydning i kampen for selvstændighed er stærk, og den islandske nationaldag fejres hvert år på hans fødselsdag den 17. juni.

I 1871 vedtog den danske Rigsdag en ny lov om Islands statsretlige stilling. Med loven gav den danske regering Island sin egen forfatning med virkning fra 1. august 1874. Dermed fik Island øget selvstyre, men den udøvende magt var stadig på danske hænder. Forfatningsloven fra 1874 danner fortsat en væsentlig del af grundlaget for den gældende islandske grundlov.

I islandsk historie blev 1874 et vigtigt år, hvor 1000 års nordisk bosættelse i landet blev fejret. I den anledning besøgte Christian 9. (født 1818, regent 1863-1906) landet, som den første danske konge. Han blev taget godt imod, da han på Fregatten Jylland kom sejlende ind til Reykjavík, men trods regentbesøget var kravet om øget selvstændighed stadig aktuelt. Altinget havde fået begrænset lovgivende magt, men den udøvende magt lå fortsat hos den danske regering i København. Der blev i 1874 oprettet et Ministerium for Island ledet af den danske justitsminister. I Island sad en dansk landshøvding som den højeste kongelige myndighed i landet. Det blev ændret i 1904, da ønsket om mere selvstændighed blev imødekommet. Island fik en hjemmestyreordning med hjemsted i Reykjavík, og en islænding blev udnævnt som minister for Island.

Det islandske samfund og hjemmestyretiden 1904-1918

Samfundsmæssigt oplevede Island store forandringer i løbet af det 19. århundrede. På grund af en stor befolkningsvækst brød det sociale system delvis sammen, og landet kunne knap brødføde befolkningen via det traditionelle landbrug og fiskeri. Særligt store var forandringerne i anden halvdel af 1800-tallet, da befolkningspresset førte til, at mange emigrerede til Nordamerika, samtidig med at byer og bygder langs kysten begyndte at vokse. I det nye århundrede begyndte der at komme motorer i fiskerbådene, og den nye teknologi afløste hurtig de gamle åbne robåde. I kølvandet kom øget velstand, urbaniseringen tog fuld fart, og der opstod et stort behov for at reorganisere det politiske system med udgangspunkt i et mere moderne samfund.  

Både kvinder og arbejdere fik fulde borgerrettigheder i de første årtier af det 20. århundrede, og i 1904 blev Island ændret fra at være en del af Danmark til at få hjemmestyre. Den politiske magtkamp var dog ikke overstået. Landet var fortsat betragtet som en integreret del af det danske rige, og de næste år var præget af en stærk nationalisme. Året 1908 afviste de islandske vælgere en overenskomst vedrørende landets status. Den var indgået mellem Altinget og den danske Rigsdag, men islandske og danske parlamentarikere klarede at løse krisen ved slutningen af 1. verdenskrig. I november 1918 blev en dansk-islandsk forbundslov vedtaget i begge parlamenter, og loven trådte i kraft den 1. december 1918. Dermed var Island blevet en fri og suveræn stat i personalunion med Danmark.

Det trefarvede islandske flag, der blev indført ved kongelig resolution den 19. juni 1915. Frem til 1910'erne var der meget få, der brugte det traditionelle islandske flag, som bar et hvidt kors på en blå baggrund; istedet flagede man med Dannebrog. Efter danske idrætsledere ved De Olympiske Lege i 1912 forbød islandske idrætsudøvere at deltage under eget flag, og en mand i 1913 blev arresteret for at sejle med det blå-hvide flag i stævnen, blev flaget dog mere og mere populært. I 1915 blev det trefarvede korsflag indført, da det traditionelle flag mindede for meget om det græske. Fra: Wikimedia Commons

Personalunionen 1918-1944

Den 30. november 1918 vedtog Rigsdagen Forbundsloven, hvorved Danmark anerkendte Island som selvstændig, suveræn stat i personalunion med Danmark. Unionens hovedtræk var kongefællesskabet, samt at Danmark varetog Islands udenrigsanliggender og kystbevogtningen. Forbundslovens § 18 indeholdt en bestemmelse om, at begge parter efter udgangen af 1940 kunne forlange en forhandling om lovens revision. Hvis forhandlingerne ikke resulterede i en ny overenskomst inden for tre år, havde begge parter efter nærmere bestemmelser ret til ensidigt at ophæve unionen.

I 1940 blev Danmark besat af tyskerne, og Storbritannien besatte Island. Året efter afløste amerikanske soldater englænderne efter aftale med det islandske hjemmestyre. Ved den tyske besættelse af Danmark i 1940 blev Danmark afskåret fra at opfylde sine forpligtelser efter Forbundsloven af 1918, hvorfor Altinget besluttede, at den islandske regering indtil videre skulle udøve kongens myndighed og overtage udenrigsanliggenderne. I 1944 ønskede Island spørgsmålet om sin statsretlige stilling og ønsket om fuld selvstændighed afgjort, men på grund af krigsforholdene kunne forhandlingerne med Danmark ikke gennemføres. Fra dansk side så man gerne unionen fortsat, men ikke imod det islandske ønske. Fra islandsk side var personalunionen aldrig opfattet som andet end en midlertidig ordning, der kun skulle bestå i 25 år. Altinget besluttede den 16. juni 1944 at ophæve Forbundsloven fra 1918, og dagen efter blev den islandske republiks forfatning proklameret.

Island deltog ikke direkte i 2. verdenskrig, men krigen fik alligevel stor betydning for landets befolkning og politiske forhold. En forsvarsaftale blev indgået med USA, og amerikanske styrker påtog sig at forsvare landet. De britiske styrker forblev dog indtil efter krigen, men denne aftale fik stor betydning i de følgende årtier. Den amerikanske indflydelsessfære omfattede også Island.

Republikken Island

Den 17. juni 1944 proklameredes republikken Island på Þingvellir, i det sydvestlige Island, og oprettelsen blev accepteret næsten enstemmigt ved en folkeafstemning, hvor deltagelse havde været 98 % af de stemmberettigede. Ud af alle dem, som stemte, gik 99,5 % ind for adskillelse, og 95,04 % stemte til fordel for grundlæggelsen af en republik. Sveinn Björnsson (1881-1952) blev valgt som den første præsident, og han erklærede Island uafhængigt. Dermed indledtes en ny epoke i islandsk historie. Islands ensidige ophævelse af Forbundsloven anerkendtes formelt ikke, før Danmark - efter forhandlinger med Island om de to landes indbyrdes forhold - ophævede loven i 1950. 

Samtidig med forhandlingerne efter krigen blev der fra islandsk side fremsat ønske om tilbagelevering af islandske håndskrifter fra Den Arnamagnæanske Samling og Det Kongelige Biblioteks samlinger. Baggrunden for kravet om aflevering af islandske håndskrifter var, at islændingen Árni Magnússon for Københavns Universitet i 1700-tallet indsamlede og opkøbte gamle medtagne islandske håndskrifter, der lå rundtom på de islandske gårde og kirker. Denne indsamling dannede grundlaget for Den Arnamagnæanske Samling ved Københavns Universitet. Med en kommissionsbetænkning som udgangspunkt, og efter langvarige og vanskelige drøftelser, lykkedes det at nå en løsning, som Folketinget vedtog ved lov i 1965. Ved loven bestemtes, at de håndskrifter og arkivalier fra de pågældende samlinger, som måtte anses for at være islandsk kultureje, skulle tilbageføres til Island. De sidste håndskrifter, der efter delingsaftalen skulle tilbagegives, blev overrakt i juni 1997.

Island har i efterkrigstiden fået økonomisk fremgang som følge af udviklingen af moderne havfiskeri og opførelse af kraftværker, som udnytter geologisk energi og vandkraft. Landet blev i 1946 medlem af FN, 1948 af OECD, i 1949 NATO og i 1952 af Nordisk Råd. I 1951 oprettede USA Keflavík-militærbasen i nærheden af Reykjavík.

Efterkrigs tiden førte til alvorlige konflikter mellem Island og Storbritannien. Det tætte Vesteuropæiske samarbejde hindrede ikke, at Island i årene 1958-1976 havde konfrontationer med Storbritannien om fiskerigrænser ved Island. Disse de såkaldte Torskekrige, skyldtes udvidelser af Islands fiskerigrænser, men den britiske regering måtte give sig og acceptere de islandske krav i 1976 om 200 sømils-grænsen rundt om Island.

Under den kolde krig tog Island stærkt parti for USA og dets vestlige allierede, men tilstedeværelsen af amerikanske tropper i Island fra 1951 var dog i årtier et meget omdiskuteret politisk spørgsmål i landet. Også et muligt medlemskab af Den Europæiske Union fremkaldte stærk modstand i Island, skønt landet i årevis har haft fuldt samarbejde med naboerne i Nordisk Råd og med EFTA samt deltaget i Den Europæiske Økonomiske Samarbejdsaftale fra 1992.

Altingsbygningen tegnet af den danske arkitekt Ferdinand Meldahl og bygget i årene 1880-1881 af tilhugget basalt. I begyndelsen rummede bygningen ikke blot Altinget, men også Islands landsbibliotek, oldsagssamling og kunstmuseum. Da Islands Universitet blev stiftet i 1911 foregik undervisningen i bygningens stueetage frem til 1940. Foto: Peter Erik Hansen, Colourbox

Det islandske samfund fra 1990'erne

I 1999 blev forfatningen fra juni 1944 ændret, da parlamentet Altinget blev en étkammerrigsdag. Den lovgivende magt ligger hos Altinget og præsidenten i fællesskab. Altinget har 63 medlemmer, som vælges for en fireårs periode. Regeringsleder er Islands statsminister, som repræsenterer et flertal i Altinget og udpeges af præsidenten, der er statsoverhoved og vælges hvert fjerde år. Fra 1980 til 1996 var Vigdís Finnbogadóttir (født 1930) verdens første demokratisk valgte kvindelige præsident. Den femte præsident på Island blev Ólafur Ragnar Grímsson (født 1943), der valgtes den 29. juni 1996, han blev siddende som præsident, til den nuværende præsident Guðni Thorlacius Jóhannesson (født 1968) blev valgt i 2016.

Republikken Island havde i 2008 en befolkning over 300.000, og landets økonomi og velfærdssystem udviklede sig eksplosivt i de næstkommende år. Efter betydelige økonomiske problemer i begyndelsen af 1990'erne, bl.a. som følge af beskæring af torskekvoterne, oplevede Island fra 1996 årlige vækstrater på mellem fire og fem procent. I 2007-2008 begyndte en økonomisk nedgang, som blandt andet førte til, at den islandske krone blev devalueret. En stor bankkrise ramte i løbet af 2008 landet med den konsekvens, at de største islandske banker blev overtaget af staten. Island måtte bede om international lånehjælp, og væksten blev sat betydeligt tilbage. Efter det økonomiske kollaps overtog Socialdemokraterne og De Venstre-Grønne regeringsmagten med Jóhanna Sigurðardóttir (født 1942) som Islands første kvindelige statsminister. Der blev indført hårde sparereformer, og arbejdsløsheden begyndte at falde. Ved valget i 2013 tabte regeringen magten, sejrherrerne blev i stedet de to borgerlige partier Selvstændighedspartiet og Fremskridtspartiet, der sad ved magten til 2017, hvor De Venstre-Grønne lavede en koalition over midten sammen med Selvstændighedspartiet og Fremskridtspartiet. Leder af De Venstre-Grønne Katrín Jakobsdóttir (født 1976) blev statsminister den 30. november 2017.

Befolkningen bor stort set kun langs kysten, og ca. 93 % af Islands befolkning bor i byerne, deraf 60 % i hovedstadsregionen. Den 1. januar 2018 var befolkningen 348.450, hvilket var en stigning på 3 % fra året før.     

Om artiklen

Forfatter(e)
Agnes S. Arnórsdóttir
Tidsafgrænsning
800 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. september 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Hálfdánarson, Guðmundur: Historical Dictionary of Iceland, European Historical Dictionaries (1997).

Karlsson, Gunnar: Iceland´s 1100 Years. The History of a Marginal Society (2000).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Agnes S. Arnórsdóttir
Tidsafgrænsning
800 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. september 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Hálfdánarson, Guðmundur: Historical Dictionary of Iceland, European Historical Dictionaries (1997).

Karlsson, Gunnar: Iceland´s 1100 Years. The History of a Marginal Society (2000).

Udgiver
danmarkshistorien.dk