I Ishøj er næsten ti procent af indbyggerne udlændinge. De har skabt Danmarks første virkelige raceproblemer, og borgmester Per Madsen udfordrer nu resten af landet, ”for er det rimeligt, at en af landets fattige kommuner skal løse et af landets store problemer?”

Af Annelise Bistrup. Foto: Aage Sørensen.

I Ishøj har det et særligt ord for udlændinge. De kalder dem ”krakkamutter”. Det var det, grønlænderne kaldte de danske søfolk, der stjal ”landets døtre” og gik til fjelds med dem. Og i Ishøj er det heller ikke venligt ment. Ikke fordi man principielt har noget imod udlændinge, man har bare noget imod ”for mange udlændinge.”

Og det er netop Ishøjs dags-aktuelle problem, denne nyskabte satellit-kommune i beton, der breder sig på den flade mark ved 17 kilometerstenen syd for København. Hvor der ikke var én lejlighed før 1968, bor nu 17.150 mennesker. 1419 er pr. dags dato udlændinge, det er næsten 10 procent, og det er ved at være for mange, mener Per Madsen, der i sidste uge søgte EF’s sociale fond om 1,18 millioner i årligt tilskud, for det mærkes på et budget på 325 millioner kroner, når børn fra 14 nationer skal gå i skole i  indslusnings-klasser, ha’ ekstraundervisning og klinikstøtte, og når voksne fra 53 lande har brug for dansk-undervisning og et rådgivningskontor, hvor to heldags-ansatte giver førstehjælp i dansk papir-administration.

For det er svært at udfylde et forskuds-skema, når man kun taler urdu, og det gør de 500 pakistanere, der i løbet af de sidste par år er flyttet ind hos borgmester Madsen, og som sammen med tyrkerne og jugoslaverne har gjort Thormod Olesens Ishøj-Plan til en prøvesten på dansk tolerance.

Her er 20 procent af indbyggerne ikke danskere. Der er ikke én opgang, hvor der ikke står Khilji eller Yousuf eller Sharif eller Mohammed på døren. Hver femte af de 6000 er udlændinge, fremmede, og det ses – og det lugtes på trappegangene, hvor eksotiske krydderier blander sig med duften af danske frikadeller med stuvet blomkål, og borgmesteren mener, at her har man nok overskredet den tolerance-tærskel, en gennemsnits-dansker er udstyret med.

For ombudsmanden

Derfor sendte han for et par måneder siden et officielt brev til samtlige boligselskaber i kommunen og henstillede, at man ikke mere ny-udlejede til udlændingene. Det har skaffet ham en ombudsmands-sag – for racediskrimination – på halsen, men Per Madsen var ude i et helt bestemt ærinde, da han skrev sit brev. Han ville gøre opmærksom på Ishøj-problemet.

For er det rimeligt, at en af landets ”fattige” kommuner skal løse Danmarks indvandrer-problem? Hvor bliver den danske indvandrer-politik af, og hvor bliver de rige nordsjællandske kommuner af? Farum, der med samme befolkning har næsten dobbelt så store indtægter som Ishøj, Birkerød og Hørsholm, hvordan påtager man sig her at dele byrderne med en i forvejen hårdt prøvet nybygger-kommune med en skatteprocent på 17,9?

Det er det frie boligmarked uden restriktioner, der har skabt Ishøj-problemet. Her kan man stadig få en lejlighed på 90 kvadratmeter til 11-1200 kr. i månedlig husleje. Der er børnehaver nok, og man kan få en vuggestueplads, hvis man lader sig skrive op i rimelig god tid. Det er let at flytte ind, og det er let at flytte ud, og denne rotation, både blandt danskere og udlændinge, lægger endnu en stak problemer til dem, man har i forvejen. Sidste år ”mistede” skoleinspektør Leif Nolling på Strandgårdsskolen således halvdelen af sine elever.

Indvandrer-saga

Indvandrer –sagaen i Ishøj kan fortælles på mange måder. Af indvandrerne selv, af den pakistanske slagter, der siger, at han er lykkelig her og aldrig vil tilbage til Pakistan, af de generte og sky kvinder, der sjældent kommer på gaden, og som aldrig lærer at tale dansk, som hele livet må bruge deres børn som tolke, af den unge tyrkiske maskin-arbejder i moderigtigt blåt denim, der driver rundt i Ishøj centrum og ser på damer, og af børnene, der er sortøjede og kønne, og som leger ubesværet med Jørgen og Susanne, der kommer fra Nørrebro.

Men hvordan klarer danskerne, hvordan klarer vi, dette kultur-sammenstød? Et samvittighedsspørgsmål, som det er lettere at besvare for dem, der ikke bor dør om dør med det.

Som skoleinspektør Leif Nolling, der har 157 indvandrerbørn blandt sine 950 elever, og som indrømmer, at det er for mange, siger: ”Det begreb, der hedder race-diskrimination, det kender vi da udmærket herude.”

At fordommene indenfor indvandrer-gruppen så er endnu værre, er en helt anden sag. At jugoslaverne hakker på tyrkerne, der hakker på araberne, der hakker på pakistanerne, hakker på negrene, det nederste lag i hele denne race-hakkeorden, det ser for sociologerne ud til at være et nærmest naturgivent mønster.

Fordommene

Børnene og de unge er de bedste til at håndtere dette ”kultur-boom”. Det er dem, der siger, at der ingen problemer er, og i al fald i begyndelsen, da alt endnu var fredeligt, var det en æressag i skolen at blive sidekammerat med en ”farvet”. Det har det aldrig været for de voksne. Man blander sig ikke, inviterer ikke den pakistanske nabo på eftermiddagskaffe og giver sprog-vanskeligheder skylden for den manglende sociale omgang. Og når indlært tolerance bliver til angst og vrede lyder det:

”Det er snart ikke til at være her mere. Jeg er bange for, at vi ender som turister i vores egen by.”

”Når man sidder på sin altan, hører man ikke et ord dansk.”

”Hvis de så bare kunne leve sig ind i vores forhold.”

”Kvinderne kan overhovedet ikke forstå, hvad vi siger.”

”Deres børn støjer sådan, og de går også og roder i vores skraldespande.”

”Forleden stod en af dem pludselig inde i vores stue, da vi sad og spiste frokost. Han sagde, at han var gået forkert.”

”Om 10-15 år er det dem, der regerer her.”

”Ishøj ender som en ghetto.”

”Tænk på alle de børn, de får.”

”Vi kan ikke ha’ en blomst i haven for dem.”

”Det, der går mig mest på, er deres tyverier.”

Hakke-ordenen

Hertil svarer borgmester Per Madsen: ”Jo mere I kritiserer, jo færre danskere vil flytte herud. Ishøj får et dårligt rygte”. Og det er også borgmesteren, der siger til den danske husmor, der klager over, at det ”lugter” af hvidløg og tyrkisk sucuk i hendes opgang: ”Jamen kære venner, det er det, I betaler flere tusinde kroner for at opleve, når I rejser sydpå. Her får I det helt gratis.”

Edith Christensen, overassistent og leder af det kommunale indvandrerkontor, er ikke i tvivl om, at de skal opføre sig dobbelt så godt som danskerne for at blive accepteret. ”Er der en, der træder lidt ved siden af, ja, så hakker man på dem alle sammen. Og så er der så mange misforståelser. F.eks. klagede man over, at de ødelagde komfurerne i lejlighederne. Jamen hvordan bager man et chapati, det store fladbrød, på spiralkogeplader? Vi så NESA til at komme ud og undervise i, hvordan man bruger et dansk komfur. Det er sådan noget, man kan gøre, hjælpe dem med de helt nære ting, som for os er en selvfølge, men som kan blive en uoverstigelig vanskelighed, når man kommer fra en pakistansk landsby.”

Borgmesteren

Det er en 46-årig maskinreparatør fra Bornholm, der skal tackle alle disse problemer. Per Madsen blev borgmester i 74, hvor kommunen med landets laveste stemmeprocent, 47,4, fik en kommunalbestyrelse, der gik hen og konstituerede sig med en socialdemokratisk borgmester og en fremskridtsmand som vice-borgmester, og det lever man stadig med. ”Vi tager nogle tørne engang imellem, men vi respekterer hinanden”, siger Per Madsen, der også prøver at få sine vælgere til at respektere de udlændinge, han konsekvent kalder ”indvandrerne”. ”Vi har efter mine begreber ingen fremmedarbejdere her.”

”Man siger, at indvandrerne ødelægger Ishøj. Det er noget sludder. De forandrer ikke vores kommune så meget, som hvis vi var blevet garnisonsby, for det har jeg selv oplevet, da jeg var i Rønne.

De danskere, der har mest mod indvandrerne, det er efter min mening dem, der selv har sværest ved at klare sig. De ser, at der kommer nogen, som ikke kan sproget, men som er på højeste gear for at klare dagen og vejen. De kommer med en bylt på nakken, og de første måneder ligger de på gulvet, indtil de kontant kan købe en seng. Det beundrer jeg sgu’. Deres baggrund er jo næsten jordhulerne, vandet hentede de i en flod, og så kommer de og omstiller sig til et moderne boligbyggeri i Ishøj med elektrisk komfur og nedfaldsskakt.

Man beundrer også, at de kan præstere at føre et familieliv, som de gør. De går ikke med fremmede damer, de sidder ikke på værtshuse og skaber sig tossede. De sender deres børn i skole, renvaskede og pæne i tøjet hver dag. De passer deres ting, og de betaler deres husleje til tiden. De har orden i sagerne. Og så kommer der nogle af vores, som ikke engang gider at ta’ hænderne op af lommen, og som piver over de mindste ting. Vi kan ikke være det bekendt.

Jeg tror, vi kan lære en hel masse af vore indvandrere. Der er alligevel mange, der ikke vil være bekendt, at de fungerer dårligere end dem, der har så lidt. Alle, der vil bevare deres selvrespekt ser sådan på det. Ellers kan vi godt holde op med den snak om, at danskerne er humanister. Så har vi tabt.

Selvfølgelig skal man ikke være pladder-humanist. Man skal være realist. Jeg mener lige så vel, som man skal være regulær over for indvandrerne, så skal man heller ikke lade dem løbe om hjørner med os. Vi ved godt, at nogle af de forsørgelses-kontrakter, de kommer med, er forkerte, men der er også kystbanesocialister, der skaffer sig fup-fradrag. Er det ikke lige så galt?”

[Fortsættes næste side]

Alligevel vil borgmester Per Madsen nu gerne lukke sine kommune-grænser for indvandrerne, og det vil han først og fremmest for ”indvandrernes egen skyld”.

”Hele denne sag startede med, at jeg giftede nogle pakistanere, og de sagde, at de meget gerne ville gøre mig opmærksom på, at man i Ishøj var ved at nå grænsen for den danske tolerance. De sagde: Vi kan ikke selv blive danskere af hjertet, men vi har en chance for, at vore børn kan blive det, og den vil vi gerne holde fast ved, men det kan vi kun, hvis vi accepteres.

Det var i maj 74, og vi ved nu af bitter erfaring, at de havde ret. Er der i en kommune eller bare i en bebyggelse flere end 10 procent udlændinge, så begynder problemerne at dukke op.

Men siger man sådan noget, og hvis man vedtager det i en kommunal bestyrelse, så står man til flere måneder i spjældet. For det er racediskrimination.”

Det er derfor borgmester Per Madsen nu be’r om en dansk indvandrer-politik. ”I FN’s charter om racediskrimination står der en hel del om, hvad man ikke må, men der står også noget om, hvad man skal. Vi har intet gjort. Der er ikke kommet én linje i dansk lovgivning, intet om skolegang, ingenting.”

Derfor handler det ikke bare om 1419 indvandrere i Ishøj. Det handler også om, hvordan et lille land kommer igennem et stort problem med sin selvrespekt i behold. Borgmester Per Madsen og indbyggerne i Ishøj har stillet spørgsmålene. De venter spændt på svar.