Indsamlingen af folkeviser i 1800-tallet

Artikler

I begyndelsen af 1800-tallet begyndte en indsamling af de danske folkeviser, der blev betegnelsen for mundtligt overleverede sange tilbage fra middelalderen. Romantikkens ideer om den nationale folkeånd blev musikalsk omsat til, at folkeviserne udtrykte noget oprindeligt og ubesmittet dansk. Indsamling og udgivelse af folkeviserne blev en vigtig inspirationskilde for komponister og digtere, der skabte et gennembrud for den nationale, romantiske musik fra 1830'erne.    

Folkeviserne

Folkeviser, eller kæmpeviser, som de også blev kaldt, er en fællesbetegnelse for de sange, som blev sunget blandt landbefolkningen i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet. Folkeviserne var mundtligt overleverede og baseret på en sangtradition, der strakte sig tilbage til middelalderen. Hastige forandringer af landbefolkningens tilværelse og den voksende bybefolkning betød, at visetraditionen blev trængt tilbage og var i fare for at uddø.

Folkeviserne omhandlede både livet på landet, blandt adelen og mytologiske temaer, således at naturens gang, hverdagens hårde arbejde, ridderviser og elverfolk gik side om side. Folkeviserne adskilte sig både musikalsk og indholdsmæssigt fra skillingsviserne, som også florerede blandt befolkningen i 1800-tallet. Skillingsviserne var trykte sange, som ofte havde et mere politisk indhold og var skrevet på en kendt melodi og solgt på gaden. Folkeviserne repræsenterede en folkelig sangtradition, som adskilte sig fra underholdningsmusik og europæisk klassisk musik, men var beslægtet med norske og svenske folkevisetraditioner.

Borgerskabets folkeviseindsamling

I første halvdel af 1800-tallet opstod ideen om den nationale folkeånd og blev udbredt hos borgerskabet i Danmark, ligesom det skete andre steder i Europa. Ideen gik ud på, at nationalstater skulle være baseret på folkets fælles historie, kultur og sprog, i modsætning til at folket kun eksisterede som kongens undersåtter. Hos folket ville man finde det oprindelige fællesskab, og de blev derfor set som bærere af den nationale folkeånd. Musikalsk skulle folkeånden genfindes i folkeviserne, som blev opfattet som et udtryk for noget oprindeligt og ubesmittet dansk. For at folkeånden ikke skulle gå tabt, indsamlede man folkeviserne og udgav dem i folkevisesangbøger.

Den første danske folkevisesamling blev udgivet af litteraturprofessor Rasmus Nyerup (1759-1829) i 1812-14 for at vedligeholde den nordiske ånd og sørge for, at den ikke gik tabt. Arbejdet mindede om og blev påvirket af brødrene Grimms indsamling af tyske og europæiske folkeeventyr. Brødrene havde allerede i 1811 også udgivet danske folkevisetekster. 

Den mest betydningsfulde for udbredelsen af folkeviserne var dog komponisten og forfatteren A.P. Berggreen (1801-80). Berggreen indsamlede og udgav folkeviser for at gøre sangene tilgængelige for borgerskabet i København. Udgivelserne var også henvendt til komponister og kunstnere, for Berggreen mente, at kendskabet til folkeviserne også skulle danne baggrund for en ny udvikling af musikken i Danmark. Komponisterne kunne forny den nationale musik ved at lade den fyldes af den samme ånd som folkeviserne. På den måde skulle folkeånden fornyes og viderebringes og derved fortrænge, hvad han så som indholdstom musik, som eksempelvis skillingsviserne. Berggreens tanker om folkeånden kom til udtryk i forordet til hans folkevisesamling Folkesange og melodier, der udkom første gang i 1842, men blev genudgivet flere gange med nye sange i løbet af 1800-tallet. Senere i 1800-tallet fulgte flere indsamlere af folkeviser som Svend Grundtvig (1824-83) og Evald Tang Kristensen (1843-1929).

Forsiden til A.P. Berggreens 2. udgave af ’Folkesange og Melodier’, som han udgav i 1860. Første bind var stærkt udvidet og indeholdt danske, islandske og færøske sange. Foto: Det Kongelige Bibliotek    

Folkevisens oversættelse til borgerskabet

Ideen om folkeånden, der var båret landbefolkningen, var en idealistisk forestilling, som ikke altid havde meget med Danmarks brede befolkning at gøre. Ideen blev udformet af borgerskabet, især i København, hvor den indgik i en national identitetsdannelse. Derfor blev folkeviseudgivelserne også målrettet borgerskabet, og det afspejlede også udvælgelsen af sangene. Temaer om det hårde liv på landet blev bevidst sorteret fra i udgivelserne, som derfor kom til at fremstille et idylliseret og mytologiseret billede af befolkningen. Dansemusik og skillingsviser, som ellers var populære blandt befolkningen, passede ideologisk ikke ind i forestillingen om den gamle folkeånd og blev derfor også sorteret fra.

Konkrete melodier fra folkeviserne blev direkte anvendt, omskrevet eller brugt som inspiration til at forny den klassiske musik og komponere nye værker. Det var særligt disse værker, der blev udbredt i borgerlige kredse, og de originale folkeviser forblev i praksis mere et middel end et mål. Landbefolkningen udviklede sideløbende i anden halvdel af 1800-tallet deres egen folkelige fællessangstradition gennem højskolebevægelsen, på vej mod det, der senere skulle blive til højskolesangbogen. Både borgerskabets og landbefolkningens sangtraditioner var baseret på folkeviserne, og selvom begge traditioner ønskede at udvikle det nationale, adskilte bearbejdningen, anvendelsen og målgruppen sig fra hinanden.

Om artiklen

Forfatter(e)
Jonas Lykke Martinet
Tidsafgrænsning
1812 - 1890
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. december 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Jensen, Niels Martin: “Niels W. Gade og den nationale tone”, i Ole Feldbæk (red.): Dansk identitetshistorie, bind 3. (1992), s. 188-336.

Koudal, Jens Henrik: “‘Folkemelodiernes særegne tonefald’. Om skabelsen af en dansk nationalmusik”, i Jens Henrik Koudal (red.): Musik og danskhed. Fem faglige bidrag til debatten om nationalitet (2005), s.11-38.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Jonas Lykke Martinet
Tidsafgrænsning
1812 - 1890
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. december 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Jensen, Niels Martin: “Niels W. Gade og den nationale tone”, i Ole Feldbæk (red.): Dansk identitetshistorie, bind 3. (1992), s. 188-336.

Koudal, Jens Henrik: “‘Folkemelodiernes særegne tonefald’. Om skabelsen af en dansk nationalmusik”, i Jens Henrik Koudal (red.): Musik og danskhed. Fem faglige bidrag til debatten om nationalitet (2005), s.11-38.

Udgiver
danmarkshistorien.dk