Indre Mission, 1861-

Artikler

Indre Mission er en folkekirkelig missionsbevægelse, der blev grundlagt i 1861 med det officielle navn Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark. Bevægelsen blev etableret på resterne af en tidligere forening for indre mission fra 1853, som var gået til i uro og intern splittelse. Indre Mission havde rødder i pietismen og havde som formål at virke i Danmark og omvende den del af folkekirkens medlemmer, som ikke var vakt til personlig tro på Gud. Præsten Vilhelm Beck (1829-1901) etablerede sig som den mest indflydelsesrige skikkelse i den tidlige fase af Indre Mission, og hans arbejde har været med til at forme bevægelsen frem til nutiden. Indre Mission blev i løbet af 1900-tallet en landsdækkende forening, der havde missionshuse med mindre fællesskaber, kaldet samfund, fordelt over hele landet. Ud over indremissionske præster i folkekirken bestod missionsarbejdet af rejseprædikanter, indremissionske høj- og efterskoler samt bibel- og søndagsskoler. Derudover stod de bag en række initiativer for socialt arbejde såsom oprettelsen af sømandshjem og Kirkens Korshær. I dag har Indre Mission fortsat visionen om at lede danskere til Gud. Missionsmetoderne og foreningsaktiviteterne er løbende blevet opdateret for at bevare foreningens relevans og indflydelse. Trods udfordringer og uenigheder i årenes løb er Indre Mission stadig en folkekirkelig forening.

Foreningen for Indre Mission 1853-1861

I 1853 stiftede en gruppe lægmænd fra Stenlille på Sjælland Foreningen for Indre Mission. Foreningen havde rødder i de gudelige forsamlinger i Danmark og var inspireret af herrnhuternes pietistiske kristendomssyn. Foreningens formål var at udsende rejseprædikanter og give økonomisk støtte til missionsvirksomhed inden for Danmarks grænser. Modsat den ydre mission, der foregik i andre lande og primært blandt ikke-kristne folkeslag, ville Foreningen for Indre Mission virke inden for folkekirken. De ville omvende de af folkekirkens døbte medlemmer, som ikke var vakte til personlig tro og hengivenhed til Gud. Foreningen så sig selv som en del af folkekirken og ønskede at samarbejde med landets præster. En af initiativtagerne bag foreningen, Jens Larsen (1804-1874), drog rundt i landet som rejseprædikant, men skabte ofte splid på de vækkelsesmøder, han deltog i. Efter flere års uro og intern splittelse blev der afholdt et møde i 1861, hvor foreningen skiftede navn til det officielle Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark for at styrke det kirkelige fokus. Alle bestyrelsesmedlemmer trådte tilbage undtagen formanden C.F. Rønne (1798-1890), og foreningens organisation blev omlagt, så der grundlæggende var tale om en helt ny forening.

Indre Mission og Vilhelm Beck, 1861–1901

Vilhelm Beck (1829-1901) var præst på Vestsjælland og medstifter af Indre Mission i 1861. Han var blevet inviteret til at prædike til missionsmødet, og efter at have været vidne til foreningens splittelse frygtede han for ”… sektvæsen eller andet galskab”. Beck spurgte insisterende om lov til at indtræde i bestyrelsen, og ifølge hans egne erindringer overtalte han Rønne til at blive på formandsposten.

Beck trådte frem som den nye forenings stærke mand. Indre Missions grundlæggende formål forblev det samme, nemlig ”på evangelisk-luthersk grund og så vidt muligt i forbindelse med folkekirkens præster at virke til troslivets vækkelse og de troendes sammenslutning i de helliges samfund.” Men organisationen og foreningens virke forandrede sig, og Indre Mission vandt efterhånden stor tilslutning og blev udbredt til hele landet.  Fra 1862 blev Beck redaktør for foreningsbladet Indre Missions Tidende, og på samme tid rejste han rundt i landet og prædikede på vækkelsesmøder. Becks prædikener centrerede sig om kristen omvendelse og anger som en forudsætning for syndsforladelse, der var de afgørende forudsætninger for at finde Jesus og modtage Jesu kærlighed. Becks embede som præst i folkekirken fik stor betydning for Indre Mission. Som foreningens ubestridte leder var han den væsentligste årsag til, at bevægelsen blev fastholdt inden for folkekirken. Det fik også stor betydning for folkekirkens udvikling, som med Indre Mission udviklede en tradition for stor rummelighed mellem forskellige og ofte modstridende retninger.  

Vilhelm Beck var kapellan (hjælpepræst) i landsbyen Ubby på Vestsjælland indtil 1865, hvor han blev sognepræst på Djursland. Fra 1874 til sin død i 1901 var han sognepræst i Ørslev-Solbjerg ved Slagelse. I 1881 blev han formelt formand for Indre Mission, men havde da allerede i årtier været foreningens ubestridte leder. Foto: Det Kgl. Bibliotek

I foreningens første år havde Beck og de øvrige missionsfolk ofte samarbejdet med den grundtvigske vækkelsesbevægelse.  Ligesom N.F.S. Grundtvig lagde Beck stor vægt på sakramenterne og trosbekendelsen, men der viste sig snart store modsætninger både i forkyndelsen og i organisationen hos de to store vækkelsesbevægelser. Under Becks lederskab blev Indre Missions interne organisering i stigende grad stram, struktureret og topstyret, og missionsfolkene fastholdt, at forkyndelsen skulle koncentreres om gudstjenesterne i kirken og ved missionshusenes vækkelsesmøder. Derudover lagde Indre Mission stor vægt på bibelstudier.

Indre Mission fremviste en imponerende vækst i de sidste årtier af 1800-tallet.  I 1870 var der 35 omrejsende indremissionærer, og omkring 1900 var antallet steget til 147. I 1880 var der 10 missionshuse i Danmark, hvilket i 1900 var steget til 399. Antallet af abonnenter på Indre Missions Tidende steg fra 13.000 i 1880 til 16.000 i 1900.

Indre Missions organisering efter 1900

Ved Vilhelm Becks død i 1901 var Indre Mission blevet en landsdækkende bevægelse, som havde stor indflydelse inden for folkekirken og i brede sociale lag i befolkningen. Indre Missions stemme havde vægt både i debatten og i politiske beslutninger om samfundsforhold, især hvad angik religion, moral og sociale forhold. Der var en betydelig andel af folkekirkepræster, som fastholdt Indre Missions religiøse, kulturelle og sociale konservatisme i deres prædikener. Det medførte, at Indre Mission i visse kredse blev anset som en mere streng og til dels gammeldags retning inden for folkekirken. Ikke mindst foreningens modstand mod kvindelige præster, der blev mulige med loven om adgang til kirkelig ordination fra 1947, har været med til at fastholde dette syn på Indre Mission i det omgivende samfund.  

Indre Mission havde en stramt organiseret struktur, der var blevet udviklet under Vilhelm Becks lederskab og fastholdt efter hans død. Indre Mission var en forening inden for folkekirken, hvor foreningens tilhængere internt kaldtes 'venner' eller blandt udenforstående 'missionsfolk'. Ud over at være aktive kirkegængere mødtes missionsfolkene i missionshuse, der var ramme om lokalafdelinger kaldet 'samfund'. I missionshusene blev der afholdt møder, aktiviteter, andagt, lov- og salmedag, foredrag og vidnesbyrd, alt sammen med det formål at dyrke den individuelle og den fælles relation til Jesus. Foreningens formål var fortsat at lede folk til et personligt forhold til Jesus. Bl.a. igennem bogsalg, høj- og efterskoler, bibel- og søndagsskoler, socialt arbejde såsom Kirkens Korshær og forkyndelse via rejseprædikanter.

Kristelig Forening for Unge Mænd (KFUM) blev dannet i 1878, og i 1883 Kristelig Forening for Unge Kvinder (KFUK), der i bevægelsens første tid fungerede som ungdomsafdeling for Indre Mission. Senere udviklede foreningerne sig i forskellige retninger og en række spændinger, der i 1978 førte til brud og oprettelsen af Indre Missions Ungdom, hvor klubarbejde og søndagsskoler for børn og unge tilbydes i missionshuse og kirker.

Indre Mission i det 21. århundrede  

I 2006 omformulerede foreningen sit formål til den kortfattede artikel, at Indre Mission vil ”Lede til Jesus - leve i Ham.” Visionen forblev den samme, nemlig at lede danskere til Gud. Både for at udbrede kendskabet udadtil og styrke fællesskabet indadtil har Indre Mission en boghandel, et forlag, en bibelhøjskole, et hotel, et rejsebureau og en campingplads, der kan være ramme om foreningens aktiviteter. Tilbud målrettet børn og unge har været prioriteret i en indsats for at gøre Indre Mission tidssvarende. I 2018 havde foreningen 53 afdelinger for Indre Missions Ungdom, 35 teen-klubber, 82 juniorklubber, 171 kirke-/børneklubber, børnekirker og søndagsskoler, 23 legestuer og 24 gospel kids-grupper.

Indre Mission har altid fastholdt foreningens forbindelse til og virke inden for folkekirken. Indre Mission har siden foreningens grundlæggelse været skeptisk over for dannelsen af indremissionske valg- og frimenigheder. I 2005 blev det dog besluttet, at medlemmer af frimenigheder kunne blive ansat hos Indre Mission, og i 2009 støttede Indre Missions hovedbestyrelse for første gang oprettelsen af en indremissionsk valgmenighed.

I 2012 blev Indre Missions forhold til folkekirken sat på prøve, da en ny vielseslov gjorde det muligt for homoseksuelle par at blive viet i kirken. Sammen med otte andre kristne foreninger skrev Indre Mission et åbent brev til folkekirken, hvor de udtrykte deres modstand mod kønsneutrale vielser. Brevet understregede, at foreningen ikke fordømmer homoseksualitet, men at et vielsesritual målrettet homoseksuelle par strider imod kirkens teologiske og konstitutionelle fundament. Indre Mission er fortsat en konservativ stemme i folkekirken.     

Om artiklen

Forfatter(e)
Rikke Holst
Tidsafgrænsning
1861 -
Sidst redigeret
16. oktober 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Bach-Nielsen, Carsten og Schjørring, Jens Holger: Kirkens Historie, bind 2, 2012, København.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Rikke Holst
Tidsafgrænsning
1861 -
Sidst redigeret
16. oktober 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Bach-Nielsen, Carsten og Schjørring, Jens Holger: Kirkens Historie, bind 2, 2012, København.

Udgiver
danmarkshistorien.dk