Anmodning om folkerepræsentation på Færøerne, 31. juli 1846

Kilder

Kildeintroduktion:

 

Denne anmodning om at få etableret en folkerepræsentation på Færøerne blev fremsat på foranledning af 28 færinger på Stænderforsamlingen i Roskilde i 1846. Der var tale om en gentagelse af en anmodning fra 1844, der tydeligvis havde været inspireret af, at Island i 1843 havde fået Altinget genetableret, denne gang som en selvstændig, rådgivende forsamling. Den færøske anmodning i 1844 nåede aldrig på stænderforsamlingens dagsorden, så vi kender ikke det konkrete indhold. I 1846 lykkedes det så at få forslaget fremsat, men de 28 færinger, der stod bag ansøgningen, er desværre forblevet ukendte.

Færøerne var på stænderforsamlingen i Roskilde repræsenteret af Niels Hunderup, der tidligere havde været sorenskriver (embedsmand) på Færøerne. Færingerne havde ikke selv haft mulighed for at vælge en repræsentant i stænderforsamlingen. Den færøske anmodning om en folkerepræsentation gjorde gældende, at sådan en forsamling dels kunne fungere som kommunalråd, idet Færøerne var så forskellig fra Danmark, at det var mest hensigtsmæssigt, at landets egen befolkning deltog i styrelsen af landet, dels kunne fungere rådgivende angående landets lovgivning. Sagen blev derefter diskuteret og derpå overdraget til en komité, som afgav sin betænkning i september 1846.

Før etableringen af en færøsk forsamling kom på plads, havde indførelsen af Grundloven i 1849 imidlertid gjort de rådgivende stænderforsamlinger overflødige. I 1850 kom Grundloven også til at gælde på Færøerne, der fik to repræsentanter i den danske Rigsdag - en i Folketinget og en i Landstinget. Lagtinget blev oprettet i 1852 som en selvstændig færøsk folkerepræsentation.

 

 

 

 

 

Klik på billedet for at læse en indscanning af anmodningen, som er transskriberet nedenfor.


Trettende Møde

Den 31te Juli 1846

63 Medlemmer vare tilstede.

Protocollen for forrige Møde blev oplæst og vedtagen.

[…]

Derpaa oplæste Cancelliraad Hunderup[1] det af ham indleverede Andragende[2] fra endeel Beboere paa Færøerne om Indførelse af en Folkerepræsentation paa Færøerne. Dette Andragende lyder saaledes: Undertegnede Beboere paa Færøerne henvende sig til Østifternes Stænderforsamling med den ærbødige Anmodning, at den vil indgaae til Hs. Majestæt Kongen med en allerunderdanigst Indstilling om, at der paa Færøerne oprettes et Folkething til at give Raad med Hensyn til Landets Lovgivning, og Communalraad til at deeltage i Landets Bestyrelse, idet vi tillade os at anføre følgende Grunde for vort Ønske.

Færøerne frembyde ikke blot megen Forskjellighed med Hensyn til Danmark, men indeslutte ogsaa i sig en stor Mængde indbyrdes Eiendommeligheder, som have deres Grund deels i Øernes forskjellige Beskaffenhed, deels i særegne Brug og Sædvaner, som det isolerede Øboerliv har fremkaldt og vedligeholdt. Uagtet derfor det ringe Omfang, Landet har, og den selv forholdsviis ringe Befolkning, der beboer det, findes der, navnlig i Landbovæsenet, en Mangfoldighed af Forholde, som i Bestyrelse og Lovgivning maae tages i Betragtning, men hvortil en nøjagtig og sikker Kundskab ikke kan findes, uden i en Forsamling af Udvalgte fra Landets forskjellige Egne.

For disse Forholde findes der kun faa og ufuldkomne Love; men jo mindre de ere bestemte ved Love, desto større maa Trangen være til at spørge Stedkyndige[3] tilraads, for at det kan blive muligt at ordne dem efter Billighed[4] og Landsskik. Deels altsaa, for i Landets Bestyrelse at erstatte manglende Love, deels for, saavidt muligt, at give nye, er det nødvendigt, at Landets bedste Kræfter forenes og benyttes i en Folkerepræsentation.

Vende vi os fra Forholdene, der skulle styres, til dem, der skulle styre dem, ville vi kun erindre om, at Færø modtager sine Embedsmænd aldeles ubekjendte med Landet, og at deres Ophold her i et langt Tidsrum kun har været af kort Varighed, oftere saa kort, at de have attraaet[5] og erholdt[6] Ansættelse i Danmark, saasnart man kunde forudsætte, den fornødne Kundskab var erhvervet, for at virke i deres Stilling med Dygtighed – vi behøve kun at erindre herom for at godtgjøre, at deres Kundskab trænger til at fuldstændiggjøres og deres Virken til at ledes.

Under en saadan Mangel, paa den ene Side paa Lovbestemmelser, paa den anden Side paa nøiagtig Kundskab til Forholdene, vil nogen Vilkaarlighed i Bestyrelsen ikke kunne undgaaes, og, i Tilfælde af hyppige Personalforandringer, indtræder let en skadelig Vaklen; men til at paatale det Urigtige, som saaledes kunde bringes i Udførelse, og sætte Grændser for dets Fortsættelse, savnes lige saa meget Midler, som til at lede den manglende Kundskab, inden Beslutningen er fattet. Vi ere langt fjernede fra Regjeringens Sæde, og kunne kun med Opofrelse af megen Tid henvende os til Hs. Majestæt Kongen selv, eller Høistsammes Regjeringscollegier; vi mangle det Værn mod Misbrug, som Pressen giver; og vi mangle endelig al Adgang til Raadførsel med Lovkyndige udenfor Embedsstanden.

Føie vi nu hertil, at Folkets Retsbevidsthed er i kjendelig Udvikling, at det føler de antydede Mangler, og troer, at selv den redeligste Villie hos dem, som lede Landets Styrelse, ikke har kunnet eller vil kunne raade Bod paa dem, men at de nævnte Institutioner ikke blot vilde udfylde Savnene, men ogsaa yderligere bidrage til at vække Iveren for det almene Vel og give den en sand og gavnlig Næring, – formene vi at have paaviist Hensigtsmæssigheden af en Folkerepræsentations Deeltagelse i Lovgivning og Bestyrelse.

Vi tillade os derfor at anbefale denne Sag til Forsamlingens gunstige Modtagelse, og at bede den indgaae til Hs. Majestæt Kongen med en allerunderdanigst Indstilling desangaaende.

 

Paa Færøerne, i Aaret 1846.

(Med 28 Underskrifter.)

------    

Efterat have oplæst Andragendet tilføiede Producenten[7]: Da jeg nærer det Haab, at Forsamlingen vil nedsætte en Comitee til at tage Petitionen[8] under Behandling, skal jeg ei opholde Forsamlingen med at fremføre saadanne Bemærkninger, som jeg ved Sagens senere Foretagelse vel vil finde Leilighed til at gjøre. Jeg skal kun med Hensyn til det ene Indstillingspunct i Andragendet – det nemlig, angaaende Oprettelsen af et Folkething – yttre et Par Ord. Udtrykkene herom ere nemlig saa almindelige, at Flere muligen ville have forstaaet det, som om der androges paa Oprettelsen af en egen Stænderforsamling, og at det var Petenternes[9] Mening, at Færøerne skulde løsrives fra den Forbindelse med Østifternes Stænder, hvori de hidtil, ifølge den gjældende Lovgivning, have staaet. Hvis dette skulde være Meningen, vilde jeg for min Deel ikke kunne understøtte dette Punct; men jeg har Grund til at troe, at det ikke er Meningen dermed. Jeg har nemlig fra een af Petenterne, og det fra een af dem, som have stillet sig i Spidsen for Andragendet, modtaget et Brev, hvori han bebuder Petitionens Indgivelse, og i denne Anledning yttrer sig ?aaledes: "Kan det komme istand, hvortil nu Andragender circulere Færø rundt, som skulle indsendes til Stænderne, og som jeg med de fleste i Thorshavn har underskrevet, angaaende en Communal-Forfatning eller Thing, vil vist de fleste Næringsgrene derved fremmes." Af disse Yttringer formener jeg, det er klart, at Forfatteren af Brevet ved den ansøgte Oprettelse af et Folkething kun har tænkt paa Indførelse af en Communalforfatning paa Landet, og jeg maa antage, at dette ogsaa har været de øvrige Petenters Mening, skjøndt det ikke kan nægtes, at saavel Udtrykkene i Indstillingspunctet, som den Maade, hvorpaa det er motiveret, kunde lede til at antage, at man havde Indretningen af en egen færøesk Stænderforsamling for Øie. Derimod indrømmer jeg, at ved Indførelsen af en Communalforfatning paa Færøerne, vil det, ifølge Forholdene der, blive nødvendigt, at tillægge det øverste Communalraad en langt større Virkekreds og Omraade, end Tilfældet er med Amtsraadene i Danmark. Jeg skal i denne Henseende fortiden kun gjøre opmærksom paa, hvad ogsaa i Petitionen er udhævet, at mange Forhold paa Færøerne, og det ikke blot Landboforholdene, men ogsaa de øvrige Næringsforhold, for en stor Deel ere ordnede ved Sædvaner, hvilke man nødvendigviis maa have et nøie Kjendskab til, inden der kan tænkes paa at regulere disse Forhold ved Love; men en fuldstændig Kundskab i saa Henseende vil man neppe erholde, uden hos Folket selv, og dette vil kun opnaaes, naar Folket, ved sine Repræsentanter i Communalraadet gives Leilighed til at udtale sig angaaende saadanne Gjenstande. Forsaavidt derfor Andragendet gaaer ud paa, at det høiere Communalraad (om man kalder det Amtsraad eller Folkething er en ligegyldig Sag), foruden dets Deeltagelse i de egentlige communale Anliggenders Bestyrelse, tillige erholder Leilighed til at afgive Betænkning over de Love, som skulle emanere[10] for Landet, da er dette vistnok vel grundet, og fortjener at understøttes. Jeg troer endnu at burde henlede Forsamlingens Opmærksomhed paa Rescriptet[11] af 6te Juni 1821, der indeholder de nugjældende Regler for Lovenes Emanation paa Færøerne. Dette Rescript bestemmer: at Cancelliet skal være bemyndiget til at foranstalte Anordninger, som ere udgivne for Danmark, bekjendtgjort til Efterlevelse for Færøerne, naar det efter foregaaende Brevvexling med det kongl. Rentekammer[12] eller med Overøvrigheden[13] paa Øerne, maa ansees utvivlsomt, at de der ere anvendelige. Det beroer altsaa for Tiden alene paa Correspondencen mellem de vedkommende Regjeringscollegier og Øvrigheden paa Landet, om de for Danmark emanerede Anordninger skulle udvides til at gjælde der, med eller uden Modificationer.[14] Kommer man til det Resultat, at de kunne anvendes uden nogen Modification, blive de uden videre bekjendtgjorte paa Øerne til Efterlevelse. Bliver Resultatet derimod, at der i en Anordning bør foretages visse Modificationer, indstilles Sagen til Hs. Majestæts Afgjørelse, og det af Allerhøist samme bifaldte Lovudka?t forelægges derpaa Østifternes Stænderfor?amling til Betænkning, hvorefter Loven i et allerhøieste Rescript emanerer for disse Øer.

Den kongelige Commissarius[15]: Jeg vilde have fremsat den Bemærkning, som nu, efter hvad der af den ærede Producent er yttret, synes overflødig, at det neppe vilde være gjørligt at anordne en egentlig Stænderforsamling for Færøerne; hvorimod der, ogsaa efter min Mening, kunde være Grund til at tage under Overveielse om der ikke maatte kunne indrettes en Communalforfatning for bemeldte Øer. At da tillige Communalbestyrelsens Erklæring vilde kunne indhentes, forinden Lovbestemmelser gives om de særegne Forhold paa Øerne, er en Selvfølge. Jeg finder mig fremdeles foranlediget til i den Anledning at bemærke, at Rentekammeret allerede har søgt at tilveiebringe Erklæring fra udvalgte Mænd fra de enkelte Øer, med Hensyn til den Ordning af de forviklede Landboforhold, som man har paatænkt; men Sligt vilde naturligviis langt bedre kunne opnaaes, naar der var en Communalbestyrelse tilstede. Iøvrigt skal jeg, da jeg netop er Chef for den Section af Rentekammeret, hvorunder Færøerne henhøre, tilføie, at jeg har havt Leilighed til at erfare, at der i det Hele finder et godt Forhold Sted mellem Øernes Beboere og Embedsmændene, og at dette for en ikke ringe Deel har sin Grund i Beboernes forstandige Tænkemaade, ligesom overhovedet Almuen der paa ingen Maade i Oplysning staaer tilbage for Almuen i Rigets øvrige Dele; – Noget, der ogsaa taler for, at en selvstændig Communalbestyrelse sammesteds maatte kunne organiseres. Om den ærede Forsamling vil være istand til at gaae ind paa den specielle Indretning af de attraaede communale Institutioner, eller om samme ikke maatte beroe paa en nærmere Undersøgelse af de særegne Forhold paa Øerne, maa jeg henstille til den Comitee, som maatte blive nedsat, og derefter til selve Forsamlingen.

Overretsprocurator[16] Christensen: Ved det Andragende, som nu foreligger, paatrænger der sig visselig flere Betragtninger, hvoraf jeg finder mig opfordret til strax nu at udhæve et Par. Allerførst er det vistnok ganske mærkeligt, at, medens den sidste Communalanordning, der for Landet alt er emaneret og gjort gjældende her for 5 Aar siden, er der for Færøerne i den Retning ikke gjort det Allermindste, uagtet det, som den kongelige Commissarius selv har antydet, maa antages erkjendt, at der paa hine Øer baade er Trang til de communale Indretninger og den fornødne Oplysning for rigtigen at benytte dem. Det kunde være interessant at vide, om der, og i saa Tilfælde, hvorfor da, fra Regjeringens Side intet er foretaget for at deelagtiggjøre Færingerne i det Gode, den communale Forfatning unægteligt er, saa meget mere som der i den indgribende Ordning af vigtige Forhold, som man veed, at Regjeringen har foretaget og staaer i Begreb med at foretage, synes at indeholdes en Opfordring for den til at gjøre et saadant Skridt. Den anden Betragtning, som paatrænger sig mig, og det med megen Alvor, angaaer Producentens Fortolkning af den af ham oplæste Petition. Jeg skal herved aldeles ikke see hen til, om en provindsiel Landdag[17] efter de locale Forhold paa Færøerne vil passe der eller ikke; men, naar man seer hen til, at dette Lands Beboere ere aldeles urepræsenterede her i Forsamlingen – thi, at Hans Majestæt Kongen udnævner et enkelt Medlem, med Beskikkelse til at repræsentere dem, er noget saa uegentligt og saa abnormt, at det ei kan træde istedetfor en virkelig Repræsentation –, saa forekommer det mig betænkeligt at fortolke det Andragende, som er fremkommet her i Forsamlingen, paa den Maade, som Producenten har gjort; thi baade Andragendet og selv det af den Deputerede oplæste Brev synes, naar man tillige gaaer ud fra den factiske Forudsætning, at en Stænderinstitution er indført i Danmark, noksom at tale for, at det virkelig har været Petenternes Mening, at der paa Færøerne skulde oprettes en raadgivende, provindsiel Landdag, ligesom jeg maa tilstaae, at jeg, forsaavidt Øernes Befolkning maa antages villig til at bære de forholdsmæssigt meget betydelige Omkostninger, som ville være forbundne med en saadan Institution, ei kan tænke noget Sted, hvor der kan være større Trang dertil, end der, og det af de Grunde, som netop Petitionen i al Korthed har angivet. Det forekommer mig, at Forsamlingen, navnlig paa Grund af Øernes urepræsenterede Tilstand, vilde handle ubetænksomt imod Færingerne, dersom man indskrænkede Andragendets Betydning, saaledes som Producenten har gjort det, idetmindste saalænge der ingen bedre og stærkere Grunde lade sig anføre for, at Petitionairerne ville have Andragendet forstaaet paa en saadan Maade, og jeg skal derfor henstille til Forsamlingen, om ikke den Comitee, der vil blive nedsat, maatte paalægges at afgive Betænkning over Petitionen, som Comiteen maatte forstaae den, uden Hensyn til den Fortolkning af Samme, Producenten har villet gjøre gjældende.

Producenten: Det har naturligviis ingenlunde været min Hensigt at paatvinge enten Forsamlingen eller den Comitee, som maatte blive nedsat, den af mig givne Fortolkning af Andragendet, hvilken Fortolknings Rigtighed jeg har søgt at godtgjøre ved at oplæse et Brev til mig fra een af Petenterne. Petitionen foreligger nu Forsamlingen, og jeg har indstillet til denne at nedsætte en Comitee til at prøve den, saaledes som den her er oplæst, og det maa altsaa overlades til den Comitee, der nedsættes at bedømme, hvorvidt den Mening, som jeg har angivet at ligge i Petitionen er rigtig eller ikke; men jeg troede strax at burde tilkjendegive Forsamlingen, hvorledes jeg antog at maatte forstaae Petitionen, for at møde Indvendinger, som kunde fremkomme imod Samme, og af hvad den kongl. Commissarius har yttret, sees det ogsaa, at min i saa Henseende gjorte Bemærkning, ikke har været paa urette Sted.

Høiesteretsadvocat Lehmann: Det forekommer mig at være en Forskjel af en meget underordnet Betydning, som finder Sted mellem Producentens Mening, angaaende Andragendets Forstaaelse og den sidste Talers, som ogsaa jeg deler; thi, naar det dog er Producentens Mening, at alle Anordninger, som udgives særligen for Færøerne, og at de Anordninger, der emanere for Danmark, men som der med større eller mindre Modificationer skulle bringes til Anvendelse, forinden skulle forelægges en valgt Forsamling, der repræsenterer alle Øerne, til Betænkning, og naar han endvidere naturligviis maa antage, at denne Forsamling ogsaa maa have Ret til at sætte Spørgsmaal i Bevægelse, angaaende Landets Tarv[18], saa reducerer det Hele sig altsaa til det Spørgsmaal, om, naar et saadant Folkething eller Althing, eller hvad man vil kalde det, kommer i Stand, ligefuldt den af Kongen valgte Deputerede, som her skal repræsentere Færøerne, skal vedblive eller ikke, – et Spørgsmaal, som vistnok kun har ringe Interesse, og hvorom jeg for Øieblikket ikke skal yttre mig. Naar jeg derfor stemmer for en Comitee, da skeer det med det Ønske, at denne Forsamling vil virke for, at Communalanordningens Velgjerninger ogsaa blive Færøerne tildeel, og at samtlige Øer kunne blive repræsenterede ved en af Færingerne valgt Forsamling, som jeg ønsker udrustet med saa mange Rettigheder som muligt.

Den kongelige Commissarius: Jeg skal blot bemærke, at, da jeg ikke skjønner, at det vilde fremme Sagens Behandling, om jeg vilde indlade mig paa de af den Deputerede for det 16de Landdistrict fremsatte Yttringer, skal jeg derfra afholde mig.

Præsidenten: Med Hensyn til, hvad den ærede Producent har anført, som sin personlige Mening om Andragendets Forstaaelse, da maa jeg antage det som Selvfølge, at dette ikke paa nogen Maade kan indfluere paa, hvorledes Comiteen, hvis en saadan bliver nedsat, vil have at betragte og behandle samme.

Ved den derefter foretagne Afstemning blev det eenstemmig, med 62 Stemmer, besluttet at nedsætte en Comitee i Anledning af det omhandlede Andragende. Antallet af Comiteens Medlemmer vedtoges at skulle være tre og der til udvalgtes Cancelliraad Hunderup med 58 Stemmer, Provst Plesner[19] med 43, Directeur Sager med 31.

Præsidenten tilbagekaldte i Forsamlingens Erindring, at Producenten af det Andragende, hvor over Comitee saaledes var nedsat, tillige havde indleveret en Petition fra endeel Beboere paa Nolsø, imod Oprettelse for Tiden af faste Skoler paa Færøerne (Nr. 30), og at han, da dette skete, havde yttret Ønske om, at denne Petition, saafremt Comitee nedsattes i den nys behandlede Sag, maatte afleveres til denne Comitee, hvorimod der fra Forsamlingens Side intet fandtes at erindre.

[…]


Ordforklaringer m.m.

[1] Cancelliråd: embedsmand i statens tjeneste (kancelliet).

[2] Andragende: anmodning.

[3] Stedkyndige: der kender landet eller området.

[4] Billighed: rimelighed.

[5] Attraaet: ønsket.

[6] Erholdt: opnået.

[7] Producenten: (her) den som oplæste anmodningen.

[8] Petitionen: anmodningen.

[9] Petenterne: ansøgerne.

[10] Emanere: udgå fra, strømme ud af.

[11] Reskript: instruks til underordnede myndigheder.

[12] Rentekammeret: (omtrent) finansministeriet.

[13] Overøvrighed: myndighederne.

[14] Modificationer: ændringer.

[15] Commisarius: kongens repræsentant ved stænderforsamlingen (uden stemmeret).

[16] Overretsprocurator: sagfører ved overretten (svarende til Landsretten).

[17] Landdag: forsamling.

[18] Tarv: gavnligt.

[19] U.A. Plesner (1782-1861): provst på Langeland og liberal politiker

Om kilden

Dateret
31-07-1846
Oprindelse
Tidende for Forhandlingerne ved Provindsalstænderne for Sjællands, Fyens og Lollands-Fal?ters Stifter samt for Færøerne. 1. Afd. Nr. 1, 143, samt Forsamlingens Betænkninger og Petitioner. Bianco Luno, Kjøbenhavn & Roeskilde 1846, s. 466-475.
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
12. juli 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Sølvará, Hans Andrias: Færøerne efter freden, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2020).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
31-07-1846
Oprindelse
Tidende for Forhandlingerne ved Provindsalstænderne for Sjællands, Fyens og Lollands-Fal?ters Stifter samt for Færøerne. 1. Afd. Nr. 1, 143, samt Forsamlingens Betænkninger og Petitioner. Bianco Luno, Kjøbenhavn & Roeskilde 1846, s. 466-475.
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
12. juli 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Sølvará, Hans Andrias: Færøerne efter freden, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2020).

Udgiver
danmarkshistorien.dk