Henrik Cavling: Dannebrog. Uddrag af bogen 'Fra Amerika', 1897

Kilder

Kildeintroduktion:

Den danske journalist og forfatter Henrik Cavling (1858-1933) udgav i 1897 det illustrerede tobindsværk Fra Amerika. Heri beskrev han sine oplevelser af USA og landets indbyggere gennem adskillige korrespondentrejser til landet fra 1888 og frem.  Følgende uddrag er en skildring af Dannebrog, en lille by i delstaten Nebraska. Byen og den omkringliggende egn var befolket af nogle af de danskere, som i hundredtusindvis udvandrede til USA i løbet af 1800-tallet og et stykke ind i 1900-tallet.

I uddraget veksler Cavling mellem helt personnære fortællinger og mere generelle karakteristikker af forholdene på den amerikanske prærie fortalt i et levende og humoristisk sprog. Han beretter om sit møde med Kong Niels, en af Dannebrogs grundlæggere og absolutte nøglepersoner. Han beskriver de dansk-amerikanske ’farmers’ og deres hjem og hverdag, herunder præriens gunstige dyrkningsforhold og det mekaniserede amerikanske landbrug. Centralt i beskrivelsen står også mødet mellem amerikansk og dansk kultur. Et møde, der blandt andet resulterede i udviklingen af et særegent og for den uindviede svært forståeligt sprog, men også udfordrede nogle af de nationale og religiøse kendetegn, de danske immigranter havde bragt med sig over Atlanten.

Henrik Cavling er blevet betegnet som Danmarks første egentlige journalist. Som chefredaktør for Politiken (1905-1927) var han med til at sætte en ny dagsorden for dansk journalistik, hvor partistyret opinionsjournalistik efterhånden blev opgivet til fordel for egentligt nyhedsstof fra både indland og udland. Journalistprisen Cavlingprisen er oprettet til minde om ham.

Se kapitlet om Dannebrog fra Henrik Cavlings bog 'Fra Amerika' ved at klikke på billedet herunder.

DANNEBROG

Fra Omaha kører man med Stillehavsbanen til Grand Island[1]. Det er en halv Dags Rejse. Fra Grand Island gaar man Nord paa med en lille Stikbane[2] og ankommer henad Aften til en venlig By, der hedder Dannebrog. Den ligger i Nebraskas Hjerte. Det er en dansk By, og den er Midtpunktet for en dansk Egn, der omtrent er saa stor som Fyen.

Jeg sad i Toget over for en Farmerkone, som fortalte mig, at det nu var 20 Aar siden, hun rejste til Amerika. Undervejs paa Damperen ”Bellonia” traf hun en ung dansk Pige, med hvem hun sluttede Venskab, og de to Veninder var meget bedrøvede, da de skiltes i New York. Den ene skulde til Florida, den anden til Dannebrog. Senere blev de begge gifte, hver med sin Farmer, og begge fik de en Flok Børn. Under vekslende Livsforhold var Venskabet dog blevet holdt ved lige gennem Breve og nu - efter 20 Aars Forløb - havde endelig min Rejsefælle, det var Farmerkonen fra Florida, besluttet at besøge sin Veninde i Nebraska. I den Anledning havde hun gjort en Rejse som fra Lissabon til Kristiania[3]. Selvfølgelig var det en Begivenhed i hendes Liv, men jeg fik Indtrykket af, at det ikke var en nær saa stor Begivenhed, som naar en Bondekone i Hornsherred gør en Tur til Kjøbenhavn. Der er ikke megen Respekt for Vejlængder i Amerika. Rige og Fattige, Indfødte og Indvandrede har saa forbløffende let ved at pakke Kufferten. En Bondekone hjemme, der havde besøgt Madrid, Rom og Konstantinopel, vilde være en Mærkværdighed i sit Sogn. Men i Vesten er det meget almindeligt at træffe Bønderfamilier, der har gjort Udflugter til San Francisco, Denver og New Orleans.

I Selskab med Farmerkonen spadserede jeg ned gennem Byen og standsede paa det Torv, hvoraf der omstaaende [ovenfor] findes et Billede. Husene var af Træ og som sædvanlig i Vesten altfor smaa i Forhold til de store Anlæg. Paa Skiltene saa man danske Navne, men ellers intet, der mindede om Danmark. Naar man passerede Torvet og gik ned ad Hovedgaden, kom man til en Flod, der paa Byens Side var bevokset med en lille Skov. Over Indgangen til denne stod med store Bogstaver Central Park. Her fandtes, som jeg senere erfarede, Byens Tivoli.

Længere nede ad Hovedgaden boede en Smed, som stod i Døren, og som vi kom i Snak med. Han fortalte, at der foruden et Par Amerikanere endnu kun levede én Fremmed i Dannebrog, nemlig Apotekeren Magnus Sjøholm, der var født i Skaane, men talte meget godt Dansk. Ikke langt fra Smedien saa vi Kroen og Hotel Dania, og over et af Husene i Nærheden læstes paa et stort Skilt: Stjernens Redaktion. Her residerede det lokale danske Blad. Redaktøren, Mr. V. Christensen, en Herkules paa tre Alen[4], stod i Døren. Han var i Skjorteærmer og barhovedet, hvilket ikke var saa mærkeligt, eftersom han, hvad Smeden oplyste, netop stod og trak paa Trykpressen. Da hverken Farmerkonen eller jeg skøttede om[5] at komme i Avisen, beskrev vi en forsigtig Bue uden om den sjette Stormagt og narrede saaledes ”Stjernen” for en Fashionable News.

Min Ledsagerske skulde ud paa en Farm et Par Mil fra Byen, og da jeg var ganske ukendt paa Egnen, besluttede jeg at slaa mig ned paa samme Farm. Undervejs mødte vi en kørende Mand, som spurgte, om vi vilde age med[6], og da vi steg op og sagde, hvem vi var, lovede han at besørge Farmerkonen til Bestemmelsesstedet. Til mig sagde han:

„Du kan køre hjem til os!"

Det er lidt løjerligt at blive tiltalt med Du, men Farmerne bruger sjælden anden Tiltaleform end denne, der er en Oversættelse af det engelske You.[7] Jeg sagde derfor Du igen, idet vi kørte videre, over Bakker og flade Marker, hvor gule Majskolber lyste i det frembrydende Mørke. Nu og da mødte vi en Fodgænger, der sagde Godaften, ganske som en Fodgænger siger Godaften paa en dansk Landevej. For hver Farm, vi passerede, nævnte Kusken Ejerens Navn. Det var Navne som Jens Nielsen, Kristen Madsen og Lars Hansen. Her boede over 3000 Danske i dette Sogn, og i Miles Omkreds taltes ikke andet Sprog end Dansk, ja mange af Farmerne kunde slet ikke tale andet Sprog. Det syntes at være et helt lille Danmark, jeg var faldet ned i paa Nebraskas Prærier.

Saa satte vi Farmerkonen af hos hendes Veninde fra ”Bellonia”, og som man let tænker sig, brast Veninden i Graad af Glæde over Gensynet. Et Kvarter senere befandt jeg mig i min Værts, Gaardejer P. Christensens smukke Farm.

Man maa nu ikke komme til Nebraska i den Tro, at Farmene er danske Bøndergaarde. Alt er her anderledes end i Hjemmet. Hovedbygningen, der - som man ser paa Helsidebilledet - er en villalignende Bygning med Altan, ligger langt fjærnet fra Staldene og Laderne. Disse er anlagte uden Symmetri, spredte over den rummelige Gaardsplads, hvor Kreaturerne løber om mellem de mange forunderlige Jernmaskiner, der er den dansk-amerikanske Farmers Stolthed. Det er ikke blot, fordi Grunden er saa billig, at Farmerne rutter, som de gør, med Pladsen. Det skyldes ogsaa Hensynet til Brandassurance-Selskaberne[8], der forlanger højere Præmier, jo tættere Længerne ligger sammen. Desuden er der klima-

tiske og andre Forhold, som tvinger Bønderne til at opgive forskellige Sædvaner, f. Eks. Møddingen i Gaarden. Denne landlige Prydelse findes slet ikke i Nebraska, dels fordi den under disse Breddegrader vilde lugte altfor stærkt, dels fordi den er værdiløs. Vestens kraftige Muldjord tiltrænger ingen Gødning.

Heller ikke naar man traadte ind i Peter Christensens Hus, var der noget, der mindede om den danske Bondes Hjem. Lejligheden bestod af syv lyse rummelige Værelser med lette amerikanske Møbler, men altsammen uden Ejendommelighed. Her var hverken Slagbænke, Hylder, Alkover eller bornholmsk Stueuhr[9]. Her var overhovedet intet Møblement, der særtegnede Hjemmet som et Farmerhjem. Til Gengæld var der en prægtig dansk Bondekone og en stor Flok lyshaarede og rødkindede Drenge og Piger, der straks tog Plads rundt om Bordet og betragtede mig med Forbavselse i deres blaa Øjne. Jeg kom jo fra det gamle Land, de ikke kendte, men hvis Sprog de talte. Og om jeg kunde slutte noget af den barnlige Andagt, hvormed de hele Aftenen fulgte enhver af mine Bevægelser, saa stod det fjærne lille Kongerige vistnok for dem omgivet af en eventyrlig Glans.

Da vi havde spist til Aften, fulgte Værten mig ind i Gæsteværelset, hvor jeg, - efter at have rullet et Par Overdyner ned paa Gulvet - snart sov de Retfærdiges Søvn.

-

Næste Morgen Kl. 6 kørte jeg med Peter Christensen op i Landet. Min Hensigt var at besøge Smørmosen, hvor den bekendte danske Farmer, Kong Niels, har sin betydelige Farm.

Det var en Køretur, der varede flere Timer, og det forkortede ikke Vejen, at vi hvert Øjeblik gjorde Holdt og aflagde Visit hos Farmere. Til sidst maatte jeg nedlægge en beskeden Indsigelse mod disse Ophold, om ikke af anden Grund, saa fordi vi alle Vegne maatte spise Davre[10] eller drikke flere store Kopper Kaffe. Ligeledes var jeg generet af den Opsigt, min Ankomst syntes at vække. Jeg sluttede deraf, at Farmerne kun med lange Mellemrum sér en dansk Turist paa disse Egne.

Smørmosen er en stor Lavning, beliggende langs en Flod med kratbeklædte Bredder. Jorden paa dette Sted ejes af tre Brødre, Niels Nielsen, Ole Nielsen og Martin Nielsen. Peter Christensen førte mig først til Martin Nielsens Farm, hvor jeg de følgende Dage fandt et hyggeligt og gæstfrit Hjem. Men egentlig gjaldt min Rejse den ældste af Brødrene, der er en af de Mænd, som for 25 Aar siden grundlagde Settlementet[11], og som paa Grund af sine fremragende personlige Egenskaber har faaet Navn af Konge.

Det var en Eftermiddag, jeg ankom til hans Farm, som ses paa Billedet Pag. 341. Hs. Majestæt var ikke iført Hermelin og bar hverken Krone eller Septer. Han stod og tømrede paa sit Svinehus, og først da han med drabelige Slag havde drevet et Spiger[12] saa eftertrykkeligt ind i Planken, at det blev borte med det samme, kastede han Hammeren, vendte sig og trykkede min Haand.

Niels Nielsen var en høj, rank Mand med stridt Skæg og stor Krop. Det haarde Arbejde havde ikke mærket ham. Han var let og elastisk i enhver Bevægelse og uden Spor af Bøndernes almindelige Træghed, som forøvrigt er det første de mister, naar de kommer til Amerika. Der var noget vildt i Mandens Udseende,

men saadan præger Vesten sine Mænd. Til Gengæld var der et spillende Liv i hans Tale og en vis troskyldig Elskværdighed i hans Blik.

Af denne Mand lærer man, hvilke Evner der findes i den danske Almue, og hvilke Kræfter der gaar til Spilde hjemme i de smaa Landsbyer. Hans Liv er typisk for Tusinder af danske Farmeres Liv. Det skal da fortælles her, saa meget mere, som man derigennem sér, hvorledes en af disse Farmkolonier opstaar paa Nebraskas Prærie.

Niels Nielsens Forældre var fattige Indsidderfolk[13] paa Lolland, og der var ikke lyse Udsigter for ham hjemme. I sin Opvækst sparede

han saa mange Penge sammen, at han kunde rejse til Amerika, og da han var en Snes[14] Aar gammel, landede han i New York. Han ejede et kontant Beløb af 20 Rigsbankdaler, som en Tyv samme Dag stjal fra ham i Logihuset. Da han i den Anledning var inde for at søge Hjælp hos Emigrantpræsten, stjal en anden Tyv hans Tøj, og i en ynkelig Forfatning, halvnøgen og sulten, ankom han efter mange Eventyr til nogle danske Farmere i Wisconsin[15].

Det var netop paa en Tid, da Bønderne i Wisconsin tænkte paa at drage længere ud i Vesten. Der blev holdt Møder, hvor man grundigt drøftede Spørgsmaalet, og omsider besluttede man at sende fem Mænd ud paa Prærierne for at undersøge Forholdene. Niels Nielsen blev den yngste af disse fem Mænd.

Det var dengang forbundet med alvorlige Farer at foretage en saadan Rejse. Der fandtes hverken Jernbaner eller Veje i de øde Egne, hvor Indianerne endnu ustraffet skalperede Pionererne. Vore fem Landsmænd naaede dog til Grand Island - en nu ret betydelig By, som sés paa Kortet. Herfra vandrede de, under Anførsel af Bonden Lars Hannibal, Nord paa for at søge ”Skov og Vand.”

I mange Dage drog de fem danske Pionerer frem igennem Sandørkener, som vistnok ikke havde været betraadt af anden menneskelig Fod end Rødhudernes[16]. Efter flere Ugers March naaede de Loup-Floden, som de ikke kunde passere uden Bro. Materialet hertil maatte de hente i Grand Island. Det tog Tid. Men Lars Hannibal havde paa Fornemmelsen, at de hinsides Vandløbet vilde finde, hvad de søgte: Land, der mindede om Fædrenejorden. Efter mange Bryderier kom de over floden, og nu stod de dér, hvor Byen Dannebrog blev anlagt. De borede, og da de fandt Muldjord og Lerunderlag, bestemte de sig for dette Sted. De fem fattige Mænd satte sig paa den nøgne Jord og drømte sig et lille Danmark. De saa i Tankerne Dannebrog vaje over Landet og gav Stedet Flagets Navn.

Rige paa Erfaringer, men medtagne af de voldsomme Strabadser, vendte de tilbage til Wisconsin og tilraadede deres Venner og Bysbørn at rejse til Nebraska. En Karavane bestaaende af yngre Farmere med Hustruer og Børn drog det følgende Foraar derud, men da de kom til Loup-Floden, fandt de den omringet af Soldater, som havde blodige Sammenstød med Indianerne. Farmerne ventede for at se, hvem der vilde sejre, og da de havde Følelsen af, at Rødhuderne var de stærkeste, sluttede de Forlig med dem og opnaaede Fred paa ret antagelige Vilkaar. Det var Kong Niels, der ved denne

Lejlighed for første Gang lagde sin diplomatiske Kløgt for Dagen og paa den danske Stammes Vegne røg en Fredspibe i Indianerteltet hos ”Den røde Ørns Hale”. Fredspræliminarierne[17], der var mundtlige, blev paa begge Sider nøje overholdte, hvilket var saa meget mere mærkeligt, som Kong Niels ikke kunde mere Indiansk end den røde Ørns Hale kunde Dansk, og ingen af dem talte Engelsk. Men det syntes, som om Rødhuderne nærede Tillid til disse store hvide Mænd. Efter nogen Tids Forløb valgte Farmerne sig saadanne Landstrækninger, der laa i Flodens Nærhed, men de tog ikke større Arealer i Besiddelse, end de troede at kunne dyrke, bl. a. af den Grund, at Skøderne kostede Penge i Forhold til Jordens Omfang. Niels Nielsen tog for sin Del 160 Tdr. Land og betalte 14 Dollars for Papirerne. Jorden var saa god Muldjord, at der efter gamle Farmeres Udsagn ikke fandtes Mage dertil paa Lolland. Farmerne kaldte den Urtepottejord og var forbavsede over, at man i 100 Tdr. Land ikke fandt en Sten, der var saa stor som en Kartoffel. Flodbredderne og de nærliggende Engdrag var bevoksede med Græs og et Mylr af gule Blomster, der gav Stedet Navn af Smørmosen. Paa den egenlige Prærie var Jordskorpen saa sprød, at man kun behøvede at pløje én Gang for den første Udsæd[18]. Alle Betingelser var saaledes til Stede fra Naturens Side. Men Farmerne stod med tomme Hænder. De manglede Redskaber og Kreaturer, og de ejede ingen Penge. Den første Tid havde de sovet under aaben Himmel, saa boede de i Huler, som de gravede i Bakkerne, men da de ikke øjnede nogen Udvej til at faa bygget Huse, vandrede de igen de mange Mil tilbage til Grand Island. Her fik de Papirer paa Jorden og tog Arbejde ved Jernbanen for at tjene til de første Indkøb. Men seks Maaneder senere maatte de tilbage, da de nu var forpligtede til at bygge paa den ny Jord. De drog da ud paa Prærien, gravede et Hul, afrev noget Græs og sagde, at det var en Farm. Saa drog de atter til Grand Island og arbejdede igen ved Jernbanen, ja enkelte af dem rejste helt ned i Alabama[19] og slæbte Bomuldsballer for de Sorte. Paa denne Maade lagde de taalmodigt Cent til Cent, indtil de havde tjent saa mange Penge, at de kunde købe Hest og Ko og Plov. Saaledes udrustede ankom de for tredie Gang til Dannebrog og byggede de første Jordhytter, som Vestens Storme og de halvtropiske Regnskyl hurtig rev over Ende. Men disse Mænd tabte ikke Modet. Der fulgte Aar med voldsomt, overmenneskeligt Arbejde, Savn og frygtelige Lidelser, men Danskerne gav ikke tabt. Langsomt kom Prærien under Plov, Jordhytterne forsvandt for Blokhuse, og endelig rejste Farmerne i Blokhusenes Sted de malede Bygninger af Træ, som staar den Dag i Dag. Der blev bygget Mølle, og bedre Redskaber anskaffedes. Men endnu for ikke mange Aar siden var Forholdene saa primitive, at Bønderne i Dannebrog maatte ride tre Døgn, naar deres Plovjern skulde udbedres hos en Smed. Siden er der foregaaet en forbavsende Udvikling i alle Forhold. De danske Farmere har nu fortræffelige Skoler, Banker og Kirker, de har Jordemødre, Læger (med dansk og tysk Eksamen), Apotekere, Haandværkere, og der findes Jernbane, Post og Telegraf. Og selv om Sædpriserne er gaaede ned de sidste Aar, er Flertallet af Farmerne holdne Mænd. Den bedst stillede af dem alle er Kong Niels, der ved Køb af Jord flere Gange har fordoblet Omfanget af sin oprindelige Farm.

Samtidig har han, som saa mange af sine Landsmænd, ved Selvstudium erhvervet sig en betydelig Dannelse. Han har læst Amerikas Historie, kender nøje Landets Geografi, og gennem den fortræffelige amerikanske Landmandsliteratur har han holdt Skridt med alle Bevægelser indenfor sit Erhverv. Niels Nielsen læser sin Avis og er stærkt interesseret i den lokale Politik. Han har rejst mere end de fleste Evropæere og har sét Udstillingerne i Chicago og San Francisco. Endelig har han gjort en Tur til Syden og tænker nu paa sammen med sin Hustru at besøge København, hvor han til sin store Fortrydelse kun har tilbragt én Dag.

Disse gamle Farmere, som i Eftersommeren 1896 fejrede Dannebrogs 25aarige Bestaaen, er ikke blevet trætte i den haarde Kamp mod Prærien. Endnu i deres Livs Aften besidder de et Overskud af Kraft, og ofte søger de Foryngelse i aaben Leding[20]. Ligesom de gamle danske Jarler lever Kong Niels i Fejde[21] med de mægtigste blandt sine Naboer. Den store Bonde Rasmus Mortensen, der i alle Henseender er hans Jævnbyrdige, er især hans arge Uven. De to Farmere fører voldsomme Aviskrige, kostbare Processer og angriber hinanden paa offentlige Møder, saa det slaar Gnister. Overhovedet

har alle Stridigheder mellem Farmerne et Præg af Haardhed. Der er oldnordisk Vikingekraft i dette Stykke Danmark, og i de personlige Sammenstød en Grumhed, der minder om den islandske Saga. Naar Sæderne engang mildnes, og naar Engelsk har fortrængt den danske Tunge, vil der gaa Sagn om Dansketiden i Smaabyerne langs med Loup-Floden, og disse Sagn vil lægge sig om Skikkelser som Rasmus Mortensen og Kong Niels.

-

Livet er éns paa alle disse Farme. Gaardens Personale er oppe Kl. 6, og naar Kreaturerne har faaet deres Foder, samles Husstanden - Husbonden og hans Tyende[22] - om Frokostbordet, der altid er dækket med Dug. Det første Maaltid bestaar af Pandekager, stegt Flæsk og Kaffe. Middagen er Kl. 12. Nadveren[23] om Aftenen Kl. 6. Ved disse Maaltider spiser man de fleste danske Retter, f. Eks. Grønkaal, der ellers er ukendt i Amerika. De danske Farmerkoner har ikke blot indført vore Køkkenurter i deres Haver, men ogsaa saadanne Frugter, der egner sig til Nedsyltning. Overhovedet er det beundringsværdigt, med hvilken Omsigt Farmerkonerne har valgt det bedste af den danske og den amerikanske Levemaade, og med hvilken Lethed de har tilegnet sig det Ny, hvori de tror at se et Fremskridt. Det er Smaating, men saadanne Smaating - som f. Eks. at man vasker om Mandagen og ikke om Lørdagen - maa i Begyndelsen støde haardt an mod en dansk Bondekones Sædvaner. Man ruller ikke Tøjet, men stryger det efter Vasken. Man brænder ikke Tørv og Kul, men Majskolber, som giver stærk Varme. Man brygger ikke Øl, men drikker Vand. Naar en Tjenestekarl skal ud og se til Nabokarlen eller Kæresten, sadler han, uden Anmodning og Forlov, sin Husbonds Hest. Kun de færreste Farmere holder Tjenestetyende, og det er Luksus, naar de har mere end én Karl. Arbejdet udføres af Farmerfolkene selv og deres Børn, hvoraf der som Regel er en stor Flok. Tyendelønnen er efter danske Forhold høj. En Tjenestepige faar Kost og to Dollars om Ugen, en Karl i aarlig Løn 160-175 Dollars og i Maanedsløn om Sommeren 15-20 Dollars. Skudsmaalsbog[24] kendes lige saa lidt som Opsigelse. Tjenesteforholdet er meget løst, og Karlen gaar sin Vej, naar han har Lyst. De fleste Tjenestefolk er Farmernes Venner og Slægtninge fra Hjemmet. Som Regel er de hurtigt kede af det strænge Arbejde, og saa snart de har lært lidt Engelsk, gaar de længere Vest paa og søger Arbejde ved Jernbaneanlægene og i Minerne.

Naar Farmerne saa vidt muligt indskrænker Tyendeholdet, er det ikke for at spare Kosten. Maden har nemlig ringe Værdi i disse Egne, og Farmerkonernes Ødslen med Madvarer er ligesaa almindelig, som den er stridende mod alle danske Forestillinger. Paa Farmen frembringes saa godt som alt, hvad der er Brug for i en Husholdning, Brødkorn, Slagtekvæg, Svin, Høns og Ænder. Der er Fisk i Floderne, Vildt paa Markerne og frisk Vand i Brøndene. Det dækkede Bord vokser op af Jorden og falder ned fra Himlen. Farmeren vilde virkelig være at misunde, om det ogsaa nu og da regnede med lidt Dollars.

Farmerne mangler nemlig rede Penge[25], hvad der kunde synes besynderligt, da de dog har en Rigdom af Produkter. Men Farmerens Ulykke er hans Afhængighedsforhold til de lokale Jernbaner. Uden Banerne kan Jordbrugeren ikke faa Sæd og Kreaturer afsat til de store Byer, og da Banerne ejes af Spekulanter, plyndres Farmerbefolkningen efter en Maalestok, der trodser al Beskrivelse. Det er utroligt, men ikke desmindre sandt, at det koster mere at sende et Pund Smør fra Dannebrog til Chicago end fra Kjøbenhavn til samme By. Heri maa man søge Grunden til en Latterlighed som den, at dansk Smør sendes til Chicago paa samme Tid, som der sendes Smør fra Dannebrog til Kjøbenhavn. Mejerierne i Vesten, navnlig i Iowa, ligner vore Andelsmejerier. De benytter Burmeister & Wains Centrifuge og den danske Kærne[26]. Smørret staar paa Højde med det danske Smør, men desuagtet sælges det for 8-10 Cents (35 Øre) pr. Pund, ja som oftest kan det slet ikke sælges, men maa tuskes[27] bort for Kolonialvarer[28], saa det i Virkeligheden afsættes for en endnu ringere Pris. Ost laves kun til eget Brug. Svin sælges for 3 Cents pr. Pund i levende Vægt. Farmerne samler et Jernbanelæs, som de transporterer til de store Svineslagterier i Omaha og Chicago. For en halv Snes Aar siden forsøgte man efter dansk Mønster at afholde Markeder i Dannebrog. Forsøget strandede, fordi man manglede Penge. Stude betales i Øjeblikket med 3-4 Cents pr. Pund. For et Par Aar siden betaltes 8 Cents, men Prisen har ogsaa været nede paa 1½ Cent. Overhovedet foregaar der de voldsomste Svingninger i alle Priser, ikke mindst i Prisen for de to Hovedsædarter, Hvede og Majs.

Den amerikanske Hvede avles fornemmelig i Nordvesten, i Staterne Minnesota og Dakotaerne[29], men Majsen, som i Mellemstaterne har en uhyre og stadig stigende Betydning, synes nu ogsaa at ville fortrænge Hveden fra de nordligere Stater. Af følgende Tal faar man en Forestilling om Kampen mellem de to Sædarter.

Der avledes i Amerika:

 

 

Majs

Hvede

1870

ca. 761 Millioner Bushels

ca. 287 Millioner Bushels

1880

1,754

459

1890

2,122

468

 

En Bushel er den engelske Skæppe. Der gaar 4 Bushels paa en dansk Tønde. - 15 Acres er lig 11 Tdr. Land.

Af denne Statistik sér man, at Majsproduktionen er tredoblet i 20 Aar, medens Hvedeproduktionen ikke er fordoblet i det samme Tidsrum, og at der næsten ingen Fremgang har været i Hvedeproduktionen fra 1880-90. Grunden hertil er først og fremmest de bedre naturlige Betingelser for Majsdyrkning, dernæst den ringe Udsæd, der er nødvendig (1½ Bushel pr. Acre) og det ringe Arbejde og store Foldudbytte[30], nemlig 50-70 Bushels pr. Acre, den lette Høst og Majsens Anvendelse til alt muligt, til Kreaturfoder, Brød, Legume[31], Stivelse, Brændevin og Øl. Med en Sædart, der byder saa mange Fordele forstaar man, at, hvor man vender Øjet hen i disse Egne, ser man Majs og atter Majs. Naar man taler med Farmerne er det om Majs, og naar man læser i

deres Blade, er det om Majs. Ude over Markerne bølger Majsen, og i Laderne lyser de gule Majskolber gennem enhver Sprække. Man er hurtig fortrolig med den ny Sædart og betjener sig med Lethed af de sproglige Vendinger, danske Farmere har opfundet for at give Majsen Borgerret i deres eget Sprog.

Som man ovenfor har sét, kunde de først indvandrede Farmere tage Prærien i Besiddelse, hvor de selv lystede. Forholdene er nu anderledes, idet den uopdyrkede Jord kommer ind under følgende fire Kategorier:

Jernbaneland, hvorved forstaas hveranden Section af den Jord, som ligger 20 Mil paa hver Side af en Jernbanelinie, og som Regeringen i sin Tid afstod for at opmuntre til Bygning af Baner. Denne eftertragtede Jord er nu optagen i de fleste Egne.

Homesteads Land, som Farmerne fik mod at betale en Ubetydelighed for Papirerne, der dog først udstedtes efter fem Aars Drift. Homesteads Landet, som næsten ikke mere findes i Nebraska, var paa 160 Acres, og en Mand fik det kun én Gang i sit Liv.

Preemptions Land (Forkøbsrets Land), som af Regeringen sælges for 1 Dollar 25 Cents pr. Acre eller 75 Kr. for 11 Td. Land. Paa denne Jord faar Farmerne ikke Skøde, før de har opdyrket et vist Areal. Forkøbsrets Land gives ikke mere end én Gang til samme Mand.

Timher Claims, hvorved forstaas 160 Acres, som en Farmer faar paa den Betingelse, at han planter 10 Acres Skov. Denne Skov forpligter han sig til at pleje i otte Aar, og paa de ti Acres skal der da være 1400 levende Træer.

De fleste danske Farmere i Nebraska har modtaget deres Jord i den Stand, hvori den var, da Skaberen efter fuldendt Gerning betragtede sit Værk og fandt, at det var saare godt. Disse Mænd har staaet med det ene Ben i Verdens Skabelse, med det andet i et Samfund, der fremstillede saa sindrige mekaniske Redskaber, at Landbruget uden alle primitive Overgange straks forvandledes til Fabriksdrift. En Farmer i Nebraska er næsten lige saa meget Mekaniker, som han er Landmand. Han kunde ikke farme uden alle disse Maskiner, hvoraf de vigtigste er de trehjulede Plove, som er forsynede med Kuskesæde (Pris 30 Doll.), Harvemaskinen til fire Heste (35 Doll.), Saamaskinen til Hvede og Havre (15 Doll.), Rivemaskinen (20 Doll.), Majsplantemaskinen (90 Doll.), Majshyppemaskinen (20 Doll.), Slaamaskinen (40 Doll.), Høst- og Selvbindermaskinen (140 Doll.), Maskinen der river Korn- og Majskolber (50 Doll.), Maskinen der afbryder Majsstokkene paa Marken (20 Doll.), Kartoffeloptagningsmaskinen (30 Doll.) samt en Hakkelsemaskine, der trækkes ved Hestegang (75 Doll.). Tærskeværket, hvortil der anvendes 12 Heste, ejes af 6-8 Farmere i Forening og koster 750-800 Doll. Som man ser, udkræves der en Kapital til Anskaffelsen af de mest uundværlige Maskiner. Men er Farmeren en ung, kraftig Mand, og er han Skandinav, saa har han ikke stor Vanskelighed ved at faa alle de her nævnte Maskiner paa Kredit[32].

Naar den ny Jord er pløjet første Gang, faar den Lov at ligge Sommeren over. Saa er det vilde Græs raadnet og Jorden brugbar, men foreløbig er den for kraftig for andre Sædarter end for Vinterhvede. Efter første Hvedehøst anses Prærien for at være fuldstændig kultiveret og pløjes ikke mere end én Gang om Aaret, ofte kun hverandet Aar og gødes aldrig. I Præriejorden findes Kræfter, som endnu den Dag i Dag, en Menneskealder efter Jordens Opdyrkning, vækker de gamle danske Farmeres Forbavselse.

Vinterhveden saas i August og September, Foraarshveden i Marts og April. Hvedehøsten finder Sted i Slutningen af Juli. Priserne for Kornet er - paa Grund af Fragttaksterne - meget lave. For Hvede betales i Øjeblikket ikke mere end 6 Kr. pr. Td. For 15 Aar siden kostede Hveden 25 Kr. - Havre, som ikke dyrkes meget, saas med Radsaamaskine i Begyndelsen af April og høstes sidst i Juli. Den har kostet 6 Kr., den koster nu 1½ Kr. pr. Td. Af Hvede og Korn avles ikke stort mere end til Saasæd og Fodring. Kløvermarker findes ikke. Derimod sér man to amerikanske Græsarter. Den ene, Millet, saas som Frø i Juni og bliver slaaet grønt i Begyndelsen af August. Dette stride Græs, der finder Anvendelse som Hø, kan staa i tre Fods Højde.

Desuden har man en ny og meget dyrket Græsart Alphalpha, der er et Aar om at komme frem, men som til Gengæld holder sig i Menneskealdre. Alphalpha har Rødder paa 30 Fod. Den slaas tre Gange om Aaret og ligner flygtig set den danske Kløver. Der er dog den Forskel, at den har en lille blaa Blomst. Alphalpha, der først de sidste Aar er bleven populær i Vesten, synes at fortrænge alle andre Arter Græs.

En dansk Landmand, som kommer til Nebraska, maa selvfølgelig lære alting forfra, og specielt hvad Majsdyrkningen angaar, medbringer han ikke Forkundskaber fra det gamle Land. Majsen plantes paa den Maade, at der om Foraaret ved Hjælp af Maskine nedlægges 3-4 Kerner i Rader med Mellemrum paa 3 1/3 Fod. En Uge efter ser man en lille grøn Plante med smukke, brede Blade dukke frem af Jorden. Den vokser hurtigt, og i Begyndelsen af Juni afgiver Majsmarkerne et overordentlig frodigt Skue.

Majsen hyppes, indtil den bliver saa stor, at man ikke længer kan køre mellem Stokkene. Naar disse vokser til, minder de ikke lidt om Sukkerrør. De kan blive indtil 15 Fod høje, og de har sjælden en Højde af under 7-8 Fod. I Toppen af den lange Stængel sidder Hanblomsten, i Vinklen mellem Stænglen og de brede Blade Hunblomsten. Saa snart Befrugtningen er foregaaet i Slutningen af September, antager Markerne et storartet gyldent Udseende, og nu skyder Frugten frem i Form af store Kolber, der ligner Grankogler, men straaler, som om de var af Guld. Disse Kolber, der er tæt bedækkede med Majskerner, bliver hængende til de har faaet Frost, og Høsten foregaar nu i Løbet af Vinteren, naar Farmeren har Tid. Kolberne rives af, og Læs paa Læs køres hjem til Laderne. Disse er opbyggede med gennembrudte Vægge, saa Vinden blæser gennem Majsen, der uden Skade kan blive liggende i flere Aar. Ved Anvendelse af Maskine skilles Kernerne fra Majsstolen. Kun hvor Majsen anvendes som Foder, lader man Kreaturerne gnave Kernerne af Kolben. En stor Besynderlighed er det, at Majsen i dette Tilfælde ædes to Gange. Kernerne gaar nemlig hele gennem Studene og ædes bagefter af Svinene, saaledes at to Svin besørger én Stud. Paa denne praktiske Maade opdrætter Farmerne deres Fedesvin. Flæsket skal efter Sigende blive af fortrinlig Kvalitet, men naar Farmerne feder Svin til eget Brug, feder de dem med Rug og Hvede. Alle Svinene er sorte. Farmerne mener, at de hvide Svin ikke taaler Varmen.

Kvægbestanden i Vesten er selvfølgelig et Sammensurium af alle mulige Racer. De fleste Federacer er dog af engelsk Afstamning, men ogsaa fra andre Lande, f. Eks. fra Danmark, har man indført og indfører fremdeles Kreaturer. Paavirkninger ved Indførsel følges af de nærmest Interesserede med den mest levende Agtpaagivenhed. I Dannebrog mødte jeg en Dag en Farmer, der gik og ventede paa ”en Gris fra Faaborg”. Da Grisen endelig ankom, blev den modtaget som en fyrstelig Person. Kong Niels havde i sin Kvægbestand saa mange Racer, at hans Gaardsplads om Morgenen frembød Billedet af en zoologisk Have. En Pudsighed er Farmerens Rekord-Køer, d.v.s. Køer der sætter og slaar Rekord i Antal Potter Mælk eller i Pund Smør og Ost. De lokale Kvægavlsforeninger er travlt beskæftigede med saadanne Dyr. Naar Rekorden sættes, behandles Koen som en Apis[33]. Hele Byen taler om den, ledende Agrarer staar ved Foderkassen, den ulykkelige Ko vejes og maales, og Sheriffen aflægger den en Visit.

- Klimaet i disse danske Farmer-Egne er et Fastlandsklima, omtrent som i det indre Rusland, og det er ikke i den eneste Henseende, man paa en Rejse over Prærierne finder Lighedspunkter med de russiske Stepper. Nebraska har kun to Aarstider, Sommer og Vinter. Allerede i Marts og April har man varme Sommerdage med pludselige Omslag til Kulde. Hurtige Temperaturforandringer paa indtil 60 Graders Fahrenheit[34] er ikke ualmindelige. I Stedet for Foraar finder der en kort men voldsom Naturkamp Sted mellem Kulde og Varme. Henimod Midten af April bliver Træerne grønne, og Stikkelsbær og Kirsebærtræerne staar straks i Blomst. Saa er det Forsommer, og Majsstænglen kan vokse indtil fire Tommer[35] paa en Dag. Efter Regnbyger kan man se den gro. Vaaren afløses af Sommeren med Juli-Vindene, der er frygtede af Farmerne. Luften kan nu være saa hed og svovlet, at der er Dage, da den ikke er til at indaande; det hænder, at Farmerne maa forlade Markerne og tillige med Koner og Børn søge midlertidigt Ophold i de dybe Mælkekældre.

I August Maaned raser de elektriske Storme, der som man véd endnu er et af Naturens uopklarede Fænomener. Virkningen af disse Storme er forskellige, men som oftest synes de at virke som en Sav, der arbejdende drager gennem Luften. De elektriske Storme kan bortskære Stue-Etagen af et Hus og efterlade den øverste Etage og Taget staaende paa Jorden. Dette har jeg dog ikke selv set, men det fortælles af fuldt troværdige Folk. Stormene kommer pludseligt og er kendelige ved en ejendommelig Lyd, der kunde tænkes frembragt af et snurrende Hjulværk.

Om Sommeren falder ingen Landregn. Al Væde kommer ned i Form af voldsomme Tordenbyger. Der kan gaa Uger, hvor det tordner og lyner frygteligt hver Dag, og de første Aar, Farmerne lever i Nebraska, imødeser de med Ængstelse Tordentiden, da Lynilden altid kræver Ofre. I Mellem-Nebraska er Regnmængden 28 Tommer. Men der er ganske regnløse Maaneder. Særlig i Slutningen af August kan Regnmanglen blive følelig, og amerikanske Humbugmagere optræder da i Settlementerne og tilbyder at skaffe Regn ved Hjælp af Dynamitsprængninger. Man har i Dannebrog forsøgt, om man ad denne Vej kunde frelse Majshøsten, men selvfølgelig uden Virkning. Det bør dog tilføjes, at der rundt om i Vesten anstilles alvorlige Forsøg med Dynamitsprængninger. Navnlig har saadanne været foretaget af en Prof. W. A. Rhight, og tør man tro Bladene, men det tør man vistnok ikke, saa har Forsøgene haft overraskende Resultater, især efter at Professoren har begyndt at føre Dynamitten op i Luften pr. Ballon[36]. I Begyndelsen af Oktober indtræder den saakaldte indianske Sommer med høj og klar Himmel. Behageligere Aarstid kendes ikke i Nebraska. Solen skinner nu mildt og varmt, og om Natten tindrer Stjernerne fra den dybe Himmel. Det er saadanne Nætter, man ude over Majsmarkerne ret faar en Følelse af Prærielivets forunderlige Alvor.

-

De amerikanske Stater er inddelte i Amter (Counties), og ethvert saadant Amt har sit Hovedsæde for den lokale Administration. Det Amt, hvori Dannebrog ligger, har sit Amtshus og sine højeste

Embedsmænd i St. Paul, en Prærieby med et Par Tusind Indbyggere, der ikke maa forveksles med den store By St. Paul i Minnesota. I Selskab med Martin Nielsen kørte jeg en Dag til denne By for at overvære et Møde, der fandt Sted i Anledning af de forestaaende Valg.

St. Paul viste sig at være en karakteristisk lille By. Den bestaar af nogle Hundrede Huse, henkastede paa en flad Mark, uden Haver og Indhegninger, og overhovedet uden alle disse Smaating, der uundværligt hører med til Forestillingen om en By. Man bor ikke paa Prærien, man kamperer. En Prærieby sér ud, som om en Stormflod var gaaet henover den og havde revet Alting med undtagen Husene. I St. Pauls eneste Gade vadede man i opkørt Jord til Knæene, og Fodgængerne gjorde klogt i at holde sig paa de høje Træfortove, der laa og gabede i Solen med revnede forslidte Brædder. I denne Hovedgade pulserede Byens merkantile Liv. Her saa vi to danske Sagføreres Kontorer, Bankerne, Saloonen og det lokale Blad, der udgik paa Engelsk, men ejedes af en Dansker. Jo længere man naaede frem, jo flere Folk stolprede om i Gaden, og jo stærkere følte man, at vigtige Spørgsmaal skulde afgøres: Langs med Murene staar drabelige Loafer[37] og soler deres slunkne Kroppe. I Amtsstuen er alle Døre slaaede op paa vid Gab. Folk gaar uden videre ind i de offentlige Lokaler, aabner Skrankerne, gennemblader Bøgerne og stikker Fingrene i Skabene, hvor Embedsmændene gemmer deres smaa Mavebitre[38]. I County-Skatmester Peter Ebbesens Kontor træffer vi en ung Dame, der har overtaget Forretningen, mens Skatmesteren er paa Gaden for at ”sé Vælgerne”. I Retslokalet hilser vi paa Dommeren Rasmus Hannibal, en 16 Lispunds Skikkelse[39], der beklæder Dommersædet med en kolossal blød Hat paa Hovedet. Hs. Velbaarenhed har nogle Vidner fremme, men da Sagen ikke synes at interessere ham, udsætter han den og gaar med os hen og faar en Drink.

I Saloonen, hvor Hannibal præsenterer mig for Sheriffen, Mr. Wm. Kendal, samles efterhaanden alle Spidserne i Amtets Administration, og Spidserne hidlokker Loaferne, der meget nøje kender de Tider paa Aaret, da Embedsmændene spenderer Øl. Et Øjeblik efter er Saloonen overfyldt af svære Kroppe, prydede med flade, graa Hatte, der ligner Tintallerkener. Overalt ser man ubarberede Ansigter og skummende Ølglas i vældige Næver.

I Selskabet er Irlænderne ligeligt blandede mellem Skandinaverne, og da disse taler Dansk, Norsk og Svensk, Irlænderne Irsk og Værten Tysk, fremkommer der en babylonisk Sprogforvirring[40], som antager dunklere Former med det voksende Antal Drinks.

Det Sprog, Farmerne taler til Hverdagsbrug, er saa besynderligt sammenblandet med engelske Ord og saa vrimlende fuldt af pudsige Lydoverføringer, at man i Samtaler har Vanskelighed ved at bevare Alvoren. Naar en Mand f. Eks. siger til Dem: ”I Anledning af min Kones Død har jeg haft Løjer,” saa forstaar De ikke Meningen, naar De ikke véd, at Lawyer (Sagfører) er gaaet over i de danske Farmeres Sprog for Ordet Prokurator. De forstaar heller ikke, hvad det betyder, naar en dansk Farmer siger: „Jeg har tabt min Kone" (lost my wife) eller „Nu kan jeg s'gu ikke bruge min gamle Mo'r mere." Han mener dermed sin mower (Slaamaskine). Men naar en Kone skriver til Kristelig Samler[41]: ”Jeg har ikke Raad til at holde Bladet længer, da vi i to Aar ikke har haft nogen Krop,” saa véd Redaktionen godt, at hun dermed mener crop (Høst). Farmere ikke blot siger, de ogsaa skriver: ”Vi lever godt herovre. Den ene Dag spiser vi en Tyrk, den anden Dag en Russer" (af Turkiey, Kalkun, og Rooster, Hane). Det er muligt, at saadanne Ord oprindelig er blevet optagne i det danske Sprog for Spas. De bruges nu for ramme Alvor.

Men for at give Læseren en virkelig Forestilling om det danske Talesprog i St. Paul og om de Forviklinger, hvortil det ideligt[42] giver Anledning, maa vi fortælle, hvad der hændte Søren, da han kom til Dannebrog fra Grenaa. Her er Historien, som han selv fortalte den i Saloonen:

„A gjæk jo fra æ Banegoer lieg nier te Ole Hansen. Saa sier a, te der næsten po alle Husene stor For rent (til Leje). Sikke nowwed Sludder tænker a ve mæ sjel, er der for rent i saaen en Pløer. Men endno mier forbavset blywwer a, da a omsier noer nier te Oles Hus o sier po et Skilt ”Fluer o Fedt” (Flour og Feed, Mel og Foder). No er da Ole bløwwen kulret tint a. Men de er wal æ Æend po de hiele i Amerika!

Saa stor hans Kuen i æ' Dør o kigger op po Himlen, ”Godaw Maren,” sejer a. ”Hwa er de, Do stoer o lurer po?” ”Aa”, sejer hun, ”a stoer o venter po en Sjover.” (Shower, Regnbyge) ”Nix forstein," swaaer a o spør hind om Ole. ”Han er i Byen for a tae en Stok (Stock, Obligation) a Banken,” sejer hun. ”En Stok a Banken!" ”Yes”, tint a, ”saa er I tow nok lieg tosset.” Saa sejer a te hind, om a ett kund kyer ud o hint ham. „Jow", swaaer hun, „Do kan jo sætt Dej po en Hæk." (Hack, Farmervogn) ”Nix forstein,” sejer a, for En kan jo da taael Tysk, o saa spør a hind po Dansk om den nærmest Vej. ”Den her Vej”, sejer hun, ”dersom Do kan spring øwwer en Krik (Creek, Bæk). ”Nej, gu' kan a ett springg øwwer en Krik.” ”Jo bett” (jeg vædder) saa hun. ”Yes” tint a, „no vil hun s'gu i Bett. For En kan jo da taael Tysk". No stoer vi saa o snakket rolle sammel po adskillig Sprog, indte Maren lieg mæ jet sejer po Dansk: „De er skidt for wos", sejer hun, i Aar haar vi hwerken Krop (Crop, Høst) eller Barn (Barn, Lade). Men saa bløw a gal o raavt: ”Hør Maren! Anbelangende Barn, saa blywwer de en Sag imell Dej o Ole; men anbelangende Krop, saa kund Gud godt hae gien Dej ledt minder, nær han saa te Gjengjæld haad gien Dej lidt mier Hoved!”

Saa swaaer hun, te a waar en Grienhorn (Greenhorn, Grønskolling). Men a saae, te hwerken haad a Horn, ej heller haad a Løst te o grien. A waar snaarer opsaat po o græed øwwer saaen nowwed Sludder. Men saa te ald Held kom Ole."[43]

Man tro nu ikke, at denne Historie er lavet. Sandheden er, at den er taget lige ud af Livet. De første Dage, man lever mellem Farmerne i Vesten, har man ikke Øre for andet end disse løjerlige Ordforvridninger, der gaar saa vidt som til at give de engelske Ord danske Endelser, f. Eks. Streetcar’sen (Sporvognen), eller bruge Nydannelser, f. Eks. „at gaa op paa Stærsen" (upstairs, op ad Trappen), eller give Ordene en hel anden Betydning som t. Eks. sige Staircase for Stærkasse. Men besynderligt er det, hvor hurtigt man vænner sig til dette Kaudervælsk[44], ja til at tale det og finde, at det giver Sproget Lethed. Og et saadant Sprog ikke blot tales, det ogsaa skrives. Som Prøve meddeles her et Brev fra en Jernbanearbejders Hustru, Johanne Mortensen, der søger Sagfører Petersens Bistand for at blive skilt fra Manden.

Brevet lyder:

"Hr. Skilsmisseløjer Patterson, skvær.

Der sør!

Jeg tar den liberti to rejt til ju om en skilsmissekæs, da jeg gjerne vilde bli divorset, dersom det not koster to mitsj moni. Jeg har væt gift just 5 maant last frejdæ og har en littel bøj. Min husbond er worken paa rejlroden. Han vilde kille mig, førend vi blev marrid, bikaas jeg taal him, jeg vilde ha ham arrested, fordi han hadde brokken sin promissen.

Missis Murfy siger jeg skulle lade ham i pise. Hun selv er divorset fire tejms. But ej ges, han vil lave traabel, for jeg har en nejs litle sum moni kommen te mej fra de aal contri. Vi kan spik nærmere ved.

Werry truly jurs

Johanne Mortensen,

13 Bluming Strit, St. Paul.

NB. Missis Murfy er altid at home. Vi er grit frinds, sjur! Mit amerikanske Navn er Mæbel."[45]

 

Men lad os ikke glemme, at vi er i St. Paul! Fra Saloonen, som Trængslen til sidst gjorde næsten livsfarlig, er vi komne hen i ”Opera Huset” hvor Dagen slutter med politisk Møde. Embedsmændene, der søger Genvalg, har indforskrevet en professionel Taler fra Grand Island. Taleren er en tre Alen lang glat barberet Mand, der for 20 Dollars vilde binde an med selve Djævelen. Det er virkelig beundringsværdigt, hvad dette Menneske præsterer i Retning af flydende Foredrag. Han taler fem Kvarter uden at standse, ja tilsyneladende uden at trække Vejret. Saa drikker han et Glas Vand, lukker Øjnene og forbavser sine Tilhørere ved en haarrejsende Spillen-Bold med Statsformuen. Det suser hen over Loafernes Hoveder med Millioner, ja med Milliarder. Til sidst holder Taleren hele Skatkamret i sin fremstrakte højre Haand, og da han atter aabner Øjnene, har han bevist, at 10 pCt. af den amerikanske Befolkning ejer 70 pCt. af Nationalformuen, at 30 pCt. ejer 30 pCt., og at der findes 60 pCt. af Befolkningen, som ikke ejer en Cent.

Med stærkt Bifald hilser Loaferne dette sørgelige Resultat.

Det var en dejlig sollys Søndag Morgen, at jeg sammen med Martin Nielsen kørte op til Nysted, hvor Egnens Grundtvigianere[46] har deres Kirke og Forsamlingshus. Vi kørte flere Mil, før vi midt paa den flade Prærie opdagede en lille Kirkebygning, der i Afstand tog sig ud som et Skib for fulde Sejl. Da vi kom nærmere, saa vi talrige sorte Punkter røre sig i Majsmarken. Det var Kirkegængerne, der paa lethjulede Vogne bevægede sig mod samme Maal, og ikke længe efter hørte vi Klokkernes festlige Ding-Dang. En besynderlig Guds Fred hvilte over denne danske Prærie.

Paa det vedføjede Billede sér man Præsteboligen og til venstre, mellem Nysted-Beboerne, Pastor H. C. Strandskov med sin Hustru og sine Børn. Til højre ligger Kirken, en lille hvid Trækirke med et spinkelt Spir. Da vi ankom til Stedet, var Præsten beskæftiget med at poste[47] Vand. Han havde Spanden i den ene Haand, da han rakte os den anden og gæstfrit bad os træde over Husets Tærskel.

I Præstens Lejlighed, hvor Menighedens Medlemmer lod, som de var hjemme, traf vi tre andre danske Gejstlige[48], Præsterne H. J. Petersen fra Tyler, Minnesota, L. C. Strandskov og Ghr. Østergaard, begge fra Nebraska. Den sidste, der var Formand for Højskoleforeningen, var til stede i Anledning af et Højskolemøde, der skulde afholdes efter Gudstjenesten.

Udenfor samlede Menigheden sig efter gammel dansk Skik ved Kirkedøren, og da de fire Præster, alle i Ornater[49], havde vekslet nogle Ord med de ældre Farmere, begav vi os ind i Kirken. Forsamlingen, der hurtigt fyldte Stolerækkerne, bestod af Mænd, Kvinder og Børn, navnlig mange Børn. I Ydret mindede Mændene om jyske Bønder eller Fiskere, kun at de endnu var mere mærkede af det haarde, legemlige Arbejde. Haaret hængte uordenligt paa de duknakkede Hoveder; de brede Rygge var bøjede som under usynlige Centnervægte[50]. Hos de Ældre var Modstandskraften øjensynlig brudt. Man saa, at der bag dem laa et Livs Kæmpearbejde. Men der laa ogsaa foran dem paa Prærien 160 Acres opdyrket Land, som nu gaar i Arv til deres Børn.

En af de fremmede Præster taler, en mild grundtvigsk Forkyndelse holdt med dystert Alvor. Prædikenen afbrydes hyppigt af de smaa Børns gennemtrængende Skrigen.

Efter Prædikenen er der Barnedaab og Altergang, og Menigheden spredes langsomt, næsten tøvende, ud mellem de omliggende Farme. Mange af Kirkegængerne har kørt 50 Mil i deres smaa Vogne. De slaar sig nu ned hos Venner og Bekendte, hvor de faar et Maaltid Mad, før de paa ny indfinder sig i Kirken.

Imens deltog jeg i Præsternes Middagsmaaltid. Samtalen faldt paa Højskolesagen, og Præsterne ytrede ikke uden Modløshed, at de kun nærede ringe Haab om at kunne opretholde den grundtvigske Bevægelse i Amerika. De maa erkende, siger de, at deres Opgave indskrænker sig til saa vidt muligt at gøre Overgangen til det amerikanske Samfundsliv lettere for den næste danske Slægt. Med voldsom Magt drager Amerika de Unge til sig. I Skolerne lærer Børnene Engelsk, og selv om de taler Dansk i Hjemmene, bliver Engelsk dog deres Sprog og burde blive deres Sprog. Det var umuligt ja uklogt at gøre Modstand. Danskheden og den grundtvigske Bevægelses Forsvinden i Amerika var et Tidsspørgsmaal.

Fra Middagsbordet gik vi over i Højskolen, der unægtelig tog sig noget beskeden ud, naar man sammenlignede den med de amerikanske Farmerhøjskoler, disse paladslignende Gymnasier, der i vore Dage rejses overalt i Vesten. Den grundtvigske Højskole var et lille tarveligt Hus med en uanseelig Foredragssal og med nogle smaa Kamre til Eleverne. Der findes endnu et Par grundtvigske Højskoler i Amerika, én i Tyler, Minnesota, én i Ashland, Michigan. Den i Tyler er den største, men ogsaa dér arbejder man - at dømme efter Pastor Petersens Ytringer - uden Tro paa Fremtiden.

Kl. 3 genoptoges Mødet i Kirken og varede til Kl. 6. Først holdt to af Præsterne Foredrag, derpaa skred man uden videre Formaliteter til Højskolens Generalforsamling. En ung Dame oplæste Beretningen. Kong Niels vekslede nogle Replikker med Bestyrelsen, og Mødet sluttede med Afsyngelsen af en Salme.

Men endnu var Dagen ikke endt - i hvert Fald ikke for de Unge, som en Time senere samledes til Dans i Forsamlingsbygningen, et smukt firkantet Træhus, der laa et Bøsseskud fra Kirken. Her dansede vi til den lyse Morgen.

Og hvilken Morgen! Østhimlen stod i Brand, og i det mægtige Lysskær bredte Prærien sig i gyldne Dampe, i et himmelsk Lys. Jeg sad paa Vognen og troede, at jeg ganske ene kørte ind i forunderlige Farvestrømme, da jeg pludselig til min ubeskrivelige Forbavselse saa en slangeagtig lysende Linie tegne sig paa Himlen. Og denne Linie forvandledes til en strømmende Flod med Broer, Bredder, Agerland, Bøndergaarde og Huse … det var Loup-Floden, der i en af Luftspejlingerne, som er saa hyppige i Nebraska, viste sig for vort Blik. Der er Morgener, fortalte Farmerne, da de sér endnu forunderligere Syner, f. Eks. Iltoget, der kører til Grand Island: det dampende Lokomotiv og den lange Række Vogne, som til Vandringsmandens maalløse Rædsel kører over Himmelhvælvingen -

En Time senere kørte jeg med det samme Tog. Jeg havde sagt Farvel til mine bedste Venner i Amerika. 


[1] Omaha og Grand Island: byer i delstaten Nebraska, der ligger i USA’s Midtvesten.

[2] Stikbane: jernbanelinje, der udgår fra en større banelinje.

[3] Kristiania: tidligere navn for Oslo.

[4] Alen: gammel dansk måleenhed. Tre alen svarer til godt 190 cm.

[5] Skøttede om: ønskede (egl. 'drage omsorg for').

[6] Age med: køre med.

[7] Du/You: Tiltaleform med De, Dem og Deres var udbredt i Danmark fra 1700-tallet til midten af 1900-tallet. Det formelle De blev anvendt i stedet for det uformelle du til at signalere afstand og respekt.

[8] Brandassuranceselskab: forsikringsselskab.

[9] Slagbænk: træbænk med opbevaringsrum under sædet, der kan slås op. Alkove: en niche eller et lille aflukke med soveplads. Bornholmerur: stueur med pendul i høj, smal kasse. Disse møbler var udbredte iblandt den brede befolkning i Danmark i 1700- og 1800-tallet.

[10] Davre: morgenmad.

[11] Settlementet: bebyggelsen (amr.: 'settlement').

[12] Spiger: meget langt søm.

[13] Indsidder: person, der boede til leje på en gård; typisk meget fattig.

[14] Snes: tyve.

[15] Wisconsin: delstat beliggende i det nord(øst)lige USA.

[16] Rødhud: nedsættende udtryk for indfødte amerikanere (indianer).

[17] Fredspræliminarier: foreløbige fredsbestemmelser.

[18] Udsæd: det korn, der sås på marken.

[19] Alabama: delstat i det sydøstlige USA.

[20] Leding: i middelalderen om krigstogter. Her  i overført betydning for nabostridigheder.

[21] Fejde: i middelalderen om længerevarende og åbent erklærede fjendskaber med skiftevise voldelige gengældelsesaktioner. Her i overført betydning om længerevarende nabofjendskaber.

[22] Tyende: tjenestefolk eller arbejdere på gården.

[23] Nadver: måltid. Her om aftensmad.

[24] Skudsmålsbog: i Danmark fra 1832 til 1921 en lovbestemt og fortrykt bog for tjenestefolk med oplysninger om tidligere ansættelsesforhold og skudsmål (anbefalinger/vurderinger) fra tidligere arbejdsgivere.

[25] Rede penge: kontanter.

[26] Centrifuge og kærne: redskaber til smørfremstilling.

[27] Tuske: drive handel ved bytning af varer.

[28] Kolonialvare: især langtidsholdbare madvarer, som mel og sukker.

[29] Dakotaerne: staterne South Dakota og North Dakota, der ligger stik nord for Nebraska.

[30] Foldudbytte: høstudbytte angivet i måleenheden fold.

[31] Legume: grøntsag (fra fransk).

[32] Kredit: køb, hvor den fulde pris først betales senere.

[33] Apis: egyptisk tyregud og helligt dyr for guden Ptah.

[34] Fahrenheit: engelsk-amerikansk måleenhed for temperatur. Et temperaturskift på 60F svarer til ca. 30C.

[35] Tomme: gammel dansk måleenhed, der svarer til 2,6 cm.

[36] Den amerikanske regering finansierede i 1890’erne forsøg, hvor man forsøgte at fremkalde regn ved at sprænge dynamit, der var blevet båret til himmels af balloner. Teorien bag forsøgene gik på, at høje lyde kunne udløse skyernes vandmængder og producere regnvejr.

[37] Loafer: lediggænger, vagabond.

[38] Mavebitter: en (eftersigende) mavestyrkende brændevin eller snaps.

[39] Lispund: egentlig en gammel dansk vægtenhed, men her brugt billedligt om personens overvægt.

[40] Babylonsk sprogforvirring: Fortællingen om Babelstårnet fra Det Gamle Testamentes 1. Mosebog, kapitel 11. fortæller, at en ensproget menneskehed samledes i Babylon for at bygge et tårn, der skulle nå himlen, men at Gud forpurrede foretagendet ved at forvirre menneskenes sprog, så de ikke kunne arbejde sammen. 

[41] Kristelig Samler: opbyggeligt tidsskrift, der blev udgivet i Danmark fra 1830’erne, og tilsyneladende senere udgivet som en art søster-publikation i USA.

[42] Ideligt: stadig, vedvarende.

[43] [På rigsdansk]: Jeg gik fra banegården ned til Ole Hansen. Så ser jeg, at der på næsten alle husene står For rent (til leje). Sikke noget sludder, tænker jeg ved mig selv, er der for rent i sådan en pløre. Men endnu mere forbavset bliver jeg, da jeg omsider når ned til Oles hus og ser på et skilt ”fluer og fedt” (flour og feed, mel og foder). Nu er Ole da blevet kulret, tænkte jeg. Men de er vel ikke med på det hele i Amerika!

Så står hans kone i døren og kigger op på himlen. ”Goddag Maren,” siger jeg. ”Hvad er det, du står og lurer på?”. ”Ah,” siger hun, ”jeg står og venter på en sjover.” (Shower, regnbyge). ”Nix forstået,” svarer jeg og spørg hende om Ole. ”Han er i byen og at tage en stok (stock, obligation) i banken,” siger hun. ”En stok i banken!” ”Yes”, tænkte jeg, ”så er I to nok lige tossede.” Så siger jeg til hende, om jeg ikke kunne køre ud og hente ham. ”Jov”, svarer hun, ”Du kan jo sætte dig på en hæk.” (hack, farmervogn) ”Nix forstået,” siger jeg, for en kan jo da tale tysk, og så spørger jeg hende på dansk om den nærmeste vej. ”Den her vej”, siger hun, ”dersom du kan springe over en krikke” (Creek, bæk). ”Nej gud kan jeg ikke springe over en krikke.” ”Jeg bett” (jeg vædder) sagde hun. ”Yes” tænkte jeg, ”nu vil hun sgu i seng. For en kan jo da tale tysk”. Nu står vi så og snakker roligt sammen på adskillige sprog, indtil Maren lige med et siger på dansk: ”Det er skidt for os”, siger hun, ”i år har vi hverken krop (crop, høst) eller barn (barn, lade).” Men så blev jeg gal og råbte: ”Hør Maren! Angående børn, så er de en sag mellem dig og Ole, men angående krop, så kunne Gud godt have givet dig lidt mindre, når han så til gengæld havde givet dig lidt mere hoved!” Så svarer hun, at jeg var en grienhorn (greenhorn, grønskolling). Men jeg sagde, jeg hverken havde horn, ej heller havde jeg lyst til at grine. Jeg var snarere opsat på at græde over sådan noget sludder. Men så til al held kom Ole.”

[44] Kaudervælsk: volapyk.

[45] [På rigsdansk/engelsk]: Hr. Skilsmisselawyer Patterson, Squire.

Dear sir! Jeg tager mig den liberty to write til you om en skilsmissecase, da jeg gerne ville blive divorced, dersom det not koster too much money. Jeg har været gift just 5 months last Friday og har en little boy. Min husbond works på railroaden. Han ville kill mig, førend vi blev married, because jeg told him, jeg ville have ham arrested, fordi han had broken sit promise. Mrs. Murphy siger jeg skulle lade ham i peace. Hun selv er divorced fire times. But I guess, han vil lave trouble, for jeg har en nice little sum money coming til mig fra the old country. Vi kan speak nærmere ved.

Very truly yours/Johanne Mortensen/Blooming Street, St. Paul.

NB. Mrs. Murphy er altid at home. Vi er great friends, sure! Mit amerikanske navn er Mabel.

[46] Grundtvigianere: tilhængere af en kirkelig retning (og bredere social, kulturel og idémæssig bevægelse) med udgangspunkt i N.F.S. Grundtvigs tanker, der opstod i Danmark i 1800-tallet. Grundtvigianerne var tilhængere af en ’lys kristendom’, der ofte blev sat i modsætning til den ’mørke kristendom’, organiseret i Indre Mission.

[47] Poste: pumpe.

[48] Gejstlige: medlemmer af den kirkelige stand, fx præster og nonner.

[49] Ornat: præsters embedsdragt.

[50] Centner: gammel måleenhed for vægt, 1 centner er 50 kg. Centnervægt bruges billedligt om noget meget tungt.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

     

 

Om kilden

Dateret
1897
Oprindelse
Henrik Cavling: Fra Amerika, bd. 1, 1897, s. 331-358.
Kildetype
Uddrag af bog
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. juli 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Brøndal, Jørn: Danske amerikanere, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2020).

Cavling, Henrik: Fra Amerika (1897).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1897
Oprindelse
Henrik Cavling: Fra Amerika, bd. 1, 1897, s. 331-358.
Kildetype
Uddrag af bog
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. juli 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Brøndal, Jørn: Danske amerikanere, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2020).

Cavling, Henrik: Fra Amerika (1897).

Udgiver
danmarkshistorien.dk