Forordning om bekæmpelse af asiatisk kolera i Danmark, 19. juni 1831

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 19. juni 1831 blev Forordning indeholdende Foranstaltninger, som skulle føies i Anledning af den i adskillige Lande herskende Cholera-Sygdom udstedt. Forordningen, der er gengivet nedenfor, byggede på de generelle retningslinjer for bekæmpelse af smitsomme sygdomme, som havde eksisteret siden 1782, men bestemmelserne blev skærpet ganske væsentligt med lovteksten fra 1831.

I årene 1826-1837 blev næsten hele Europa ramt af en pandemi med asiatisk kolera, som antagelig havde ca. 1½ million dødsofre. Da dødsraten blandt de syge ofte lå et godt stykke over 50 %, var det en meget frygtet sygdom, der gav akut diarré. De danske myndigheder tog da også deres forholdsregler, da sygdommen nærmede sig landet i 1831. Der blev bl.a. udarbejdet et par tryksager med vejledninger om, hvad man kunne gøre for at undgå sygdommen, og hvordan den kunne behandles, og den 19. juni blev der udsendt en lang og detaljeret forordning med retningslinjer for, hvordan de lokale myndigheder, lægerne og befolkningen skulle forholde sig, hvis epidemien kom til Danmark.

Et helt centralt punkt var, at der i tilfælde af kolera-epidemi skulle etableres en sundhedskommission i hver købstad og hvert landsogn. De skulle bl.a. sørge for, at der blev indrettet midlertidige hospitaler for de smittede. Forordningen udmærker sig også ved detaljerede retningslinjer for omgangen med de syge, afspærring af sygdomsbefængte huse og evt. hele landsbyer samt rengøring af bygninger, hvori der havde været koleraramte personer. Men den mest bemærkelsesværdige paragraf er nr. 49 om sanktioner mod personer, der med forsæt overtrådte de sikkerhedsregler, som myndighederne havde indført for at begrænse epidemiens udbredelse. I værste fald kunne sådanne personer dømmes til døden og henrettes ved en standret.

Forordningen fra 1831 siger meget om den frygt, der prægede det danske samfund i 1831. Loven kom dog ikke i anvendelse, da Danmark som et af ganske få lande i Europa slap for denne pandemi. Men i 1846 vendte koleraen tilbage til Europa, og denne gang blev Danmark ramt flere gange – værst i 1853, hvor det gik ud over København og en række provinsbyer – og 1857, hvor Korsør og opland oplevede en voldsom epidemi. Ved disse epidemier blev der i overensstemmelse med forordningen fra 1831 oprettet lokale sundhedskommissioner til at lede arbejdet med at pleje de syge og begrænse epidemiens udbredelse.

Forordningen fra 19. juni 1831 er transskriberet af arkivar og seniorforsker Jørgen Mikkelsen, Rigsarkivet.    

Forordningen fra 19. juni 1831 som den er gengivet i Schous Forordninger - Chronologisk Register over de Kongelige Forordninger og Aabne Breve, 1829-1833. Se hele lovteksten her.

Forordning indeholdende Foranstaltninger, som skulle føies i Anledning af den i adskillige Lande herskende Cholera-Sygdom

Da den farlige og smitsomme sygdom, der er bekendt under navn af kolera, har vist sig i lande, hvorfra den, især når ej fornøden forsigtighed iagttages, letteligt kunne forplante sig her til riget, så er det ikke alene foranstaltet, at der fra karantænevæsenets side føres det nøjagtigste tilsyn med iagttagelsen af de forskrifter, som indeholdes i forordningen [af] 8. februar 1805,[1] for at, under det guddommelige forsyns bistand, hin ødelæggende sygdom kan holdes borte fra kongens lande; men der bliver og, dels til yderligere betryggelse[2] imod sygdommens indsnigelse i bemeldte lande, dels for efter mulighed at kunne standse dens videre udbredelse, om den desuagtet skulle ytre sig noget sted i kongens lande, endvidere, for så vidt Danmark angår, herved anordnet som følger:

1.

Der skal af alle vedkommende embedsmænd og navnlig fra pasvæsenets side haves det nøjeste indseende med, at ingen rejsende, der kommer fra eller er passeret nogen egn, hvor kolera eller nogen sygdom, der kan mistænkes at være kolera, har ytret sig uden igen i et tidsrum af i det mindste 40 dage at være til fulde ophørt, modtages eller tilstedes at forblive her i riget, medmindre den pågældende i 20 dage, efter at han forlod en sådan smittet eller mistænkelig egn, har opholdt sig på andre steder, hvor ingen for kolera mistænkt sygdom i de sidste 40 dage har vist sig, og han selv ligeledes i 40 dage har været fri for enhver sygdom af foranførte beskaffenhed.

I mangel af tilfredsstillende legitimation må han enten bortvises eller underkaste sig en karantæne af 10 til 20 dage efter omstændighederne. Så bør og det gods, han fører med sig eller som i øvrigt hidføres fra nogen egn, som er i det foranførte tilfælde, i en lige tid opbevares og derpå renses efter karantænemæssige forskrifter, og for så vidt med hensyn til giftfængende effekter en sådan renselse efter stedets lejlighed ikke lader sig iværksætte, bliver de, indtil nærmere bestemmelse desangående kan erholdes, at tage under sådan bevaring, at al fare kan undgås.

Hvilke ting, der er at anse som giftfængende, bliver at bestemme efter den karantæneforordningen  [af] 8. februar 1805 vedføjede fortegnelse, der ligeledes findes vedtrykt denne anordning.

2.

Den ovenanførte regel bliver at anvende med hensyn til ethvert sted, der ligger det sted, hvor kolera eller en for kolera mistænkt sygdom umiddelbart har vist sig så nær som 10 mil,[3] såfremt det ikke er adskilt derfra ved søen,[4] men på det land, der ved en søgrænse er skilt fra et sådant sted, finder den kun anvendelse, hvor den korteste søgrænse ej udgør en fuld mil.

Den i § 1 bestemte længere karantæne af 20 dage er anvendelig, når kolera har hersket på det sted, hvor den rejsende har opholdt sig uden da allerede at være ophørt i mere end 20 dage. Den kortere karantæne kan derimod anses tilstrækkelig, når sygdommen på hint sted var ophørt for mere end 20, men dog ikke for fulde 40 dage siden, såvel som og hvis mistænkelige sygdomstilfælde har for en tid, der ikke var længere end 20 dage siden, vist sig på noget sted, hvor den pågældende har opholdt sig, uden at disse dog bestemt kunne erklæres for kolera, og endelig når sygdommen ikke har ytret sig på dette sted selv eller i den nærmeste omegn, men dog inden den ovennævnte afstand.

3.

Enhver rejsende bør derfor, hvis han ikke kan godtgøre, at han nogetsteds i kongens lande allerede har tilvejebragt de i så henseende fornødne bevisligheder på ethvert sted, hvor han antræffes, tilholdes at forevise samme, i hvilken henseende hans pas bliver nøje at prøve og det i særdeleshed at påse, at signalementet stemmer med hans udseende, og at de gjorte påtegninger oplyser den rute, han er gået, hvorhos og autentiske attester for de steders sundhedstilstand, hvorfra han kommer, bør affordres ham, når denne ikke ellers er aldeles afgjort.

Så bør han og afgive personlig forklaring angående alle de omstændigheder, hvorom det til yderligere oplysning i så henseende måtte findes fornødent at adspørge ham, hvilken forklaring han bør aflægge på tro og love under tilbud af ed, som og, når dertil findes anledning, bør affordres ham.

I øvrigt bør indtil videre alle pas, som her i riget udstedes, indeholde oplysning om stedets sundhedstilstand. For så vidt udfaldet af den i overensstemmelse med det foranførte anstillede undersøgelse ikke viser, at han uden fare kan passere frit her i landet, bliver han enten snarest muligt og ad den kortest mulige vej at føre ud af landet, eller, hvor sikkerheden fordrer det, på egen bekostning at lægge i karantæne, i overensstemmelse med § 1. Også kan det gods, han har medbragt, tilbageholdes til behørig opbevaring og renselse, uagtet han selv bortsendes.

Den, der har indsneget sig her i riget uden behørig legitimation, kan derhos anses med mulkt indtil 200 rigsbankdaler sølv.[5] Dog bør han ikke tilbageholdes formedelst den pådragne straf, hvis ellers hans ufortøvede bortsendelse findes tjenligere for det offentlige.

4.

Vedkommende øvrighed har – foruden den forpligtelse, som ellers påligger den til at holde de personer ude af landet, der søger dette uden tilstrækkelige subsistensmidler eller uden lovlig næringsvej – også for nærværende tid derved at tage hensyn til den fare for smittes indførelse, som er forbundet med at tilstede slige personer adgang her til landet.

De foreskrevne regler med hensyn til alle slags omløbere, taskenspillere,[6] forevisere af kunster, dyr eller rariteter bliver derfor med nøjagtig strenghed at overholde, ligesom og særdeles forsigtighed må vises ved at tilstede håndværkssvende og andre personer af den arbejdende klasse adgang til riget.

5.

Ligeledes bør de, som herbergerer rejsende, våge over ikke at modtage andre end dem, der har erhvervet behørig hjemmel til deres ophold har i landet, og hvis de derimod forser sig, eller de undlader at gøre de befalede anmeldelser om dem, som opholder sig hos dem, bliver de at anse med bøder fra 10 til 50 rigsbankdaler sølv.

6.

Samtlige kongelige undersåtter, men i særdeleshed øvrighederne, medicinal-embedsmændene og alle andre praktiserende læger, så og præsterne på landet, skulle, enhver i sin kreds, være agtpågivende på enhver omstændighed, som kan opvække formodning om, at nogen skulle være angrebet af kolera;

og når de mærker sådant, har de uopholdeligt at foretage, hvad der kan tjene til, at tilfældet bliver nærmere undersøgt, og den fornødne hensigtsmæssige foranstaltning i den anledning truffet.

7.

Ligesom det allerede for søstæderne er foranstaltet, at komitéer er blevet nedsat til under de nærværende omstændigheder at have et særdeles tilsyn med sundhedstilstanden og under overbestyrelse af amtmanden i forbindelse med stifts- eller landfysikus[7] eller en anden læge at tage de overordentlige forholdsregler, som måtte være fornødne, om kolera skulle vise sig, således vil kongen, at et sådant midlertidigt tilsyn med sundhedstilstanden indtil videre ordnes overalt.

I alle købstæder med undtagelse af København skulle til den ende byens øvrighedspersoner træde sammen med den offentlige læge – eller hvor ingen sådan er ansat: med en anden autoriseret læge – hvortil kommer på toldstederne toldinspektøren, og, hvis omstændighederne skulle gøre det fornødent, en eller flere andre forstandige og agtede mænd, som af amtmanden – efter overlæg med fysikus eller den medicinske embedsmand, der træder i dennes sted – dertil måtte udnævnes; ligesom og den læge, der skal tiltræde i mangel af en offentligt ansat læge, på samme måde udnævnes.

På landet skulle sundhedskommissionerne i hvert sognedistrikt (hvortil alle under samme præstekald hørende sogne bliver at regne) bestå af sognepræsten, stedets politimester, distriktets læge eller en anden på foranførte måde udnævnt autoriseret læge, i forbindelse med to eller flere andre på lige måde beskikkede forstandige og ansete mænd, hvoriblandt sognefogeden[8] eller en af sognefogederne.

Skønt nødvendigheden kræver, at samme læge må være medlem af flere deslige kommissioner, og han altså ikke som stadigt medlem stedse kan være til stede, hvilket samme og gælder om politimesteren, så bør de dog indrette deres lejlighed således, at de indfinder sig jævnligt og så vidt muligt ugentligt i enhver af disse kommissioner og derved søger at skaffe sig den bedst mulige oplysning om alt, hvad der står i forbindelse med kommissionernes virkekreds, samt at vejlede disses øvrige medlemmer til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger.

I øvrigt bliver sognepræsten den af kommissionens medlemmer, der uden for de tider, da politimesteren eller lægen er til stede, fornemmeligt[9] har at udføre, hvad der er henlagt under kommissionen, og til hvem vedkommende har at henvende sig.

Om den indretning af sundhedskommissionerne, der således træffes i stæderne og på landet, gør amtmanden uopholdeligt indberetning til Det Kongelige Danske Kancelli. Enhver autoriseret læge, der i overensstemmelse med det foranførte af amtmanden opfordres til at indtræde i sundhedskommissionen, bør uvægerligt efterkomme sådan opfordring, uden at nogen som helst privat forretning kan komme i betragtning til at fritage ham for opfyldelsen af denne pligt.

8.

Amtmanden udøver i forbindelse med den medicinal-embedsmand, der efter § 7 deltager med ham i at ordne sundhedskommissionerne, overbestyrelsen af de foranstaltninger, som gennem disse bliver at gøre til sygdommens forebyggelse og standsning – dog at den egentlige besluttende og eksekutive[10] myndighed tilfalder amtmanden, hvorimod denne bør lægge den medicinske tilforordnedes mening til grund i ethvert tilfælde, hvor lægevidenskabelige forudsætninger må gøre udslag.

9.

For København er det overordentlige tilsyn med sundhedsvæsenet overdraget til politiøvrigheden i forbindelse med et af magistratens medlemmer og to af stadens 32 mænd[11] foruden stadsfysikus og nogle andre dertil anordnede lægekyndige embedsmænd, med hvilke tilforordnede politiøvrigheden har at konferere. Og når sygdommen skulle udbrede sig i staden, har politiøvrigheden i forbindelse med bemeldte lægevidenskabelige embedsmænd at fordele tilsynet mellem flere sundhedskommissioner enten efter stadens inddeling i 12 kvarterer eller efter en anden inddeling, som til dette øjemed måtte være passende, hvorhos de dog har overtilsyn med disse kommissioner.

10.

Sundhedskommissionerne har at vise den største opmærksomhed på indvånernes sundhedstilstand. I særdeleshed bør lægen og på landet tillige præsten ved personlig efterspørgsel søge at skaffe sig den nøjagtigste kundskab desangående - og lægen efterse alle de individer, hvis sundhedstilstand opvækker mindste formodning om, at de er angrebet af kolera.

11.

Ligesom det allerede er foranstaltet, at tvende[12] af Sundhedskollegium[13] i København udarbejdede skrifter, der indeholder anvisning dels til forebyggelse af smitte ved indtræffende koleraepidemi, dels til at kende og behandle sygdommen, er på offentlig bekostning trykt og så vidt muligt bragt til almindelig kundskab, således bør indvånerne i købstæderne ved opslåede plakater[14] tilholdes at indrette deres levemåde i overensstemmelse med de i det førstnævnte skrift givne råd og omhyggeligt undgå alt, hvad der kan befordre sygdommen.

På landet har præsten at sammenkalde sognefolket for at oplæse og forklare skriftet samt at lægge dem på hjerte, at det er en pligt, som de skylder dem selv, deres familier og medborgere, at efterleve de forstandige og velmente råd, som i denne henseende gives dem, og at de for denne pligts tilsidesættelse ikke ville have blot at stå mennesker, men og Gud til ansvar.

Slige formaninger har han at gentage så ofte, det findes fornødent eller gavnligt, og fornemmeligt, når ligegyldighed bemærkes enten hos menigheden i almindelighed eller hos enkelte i særdeleshed, at give de vedkommende alvorlige påmindelser.

12.

Kommissionen skal og forud være betænkt på og efter mulighed forberede de foranstaltninger, der i tilfælde af, at sygdommen skulle nå byen eller distriktet, måtte være fornødne – ligesom den på bedste og virksomste måde bør sørge for den, for at bortholde smitten, så vigtige renlighed, og alt bortfjernes, hvad der kan have en sygdommens udbredelse befordrende indflydelse på luften.

I denne henseende må den og være beføjet til, om fornødent gøres, på de modvilliges bekostning at træffe tvangsforanstaltninger, hvilket dog ej må ske uden politiøvrighedens deltagelse.

13.

Enhver husfader eller den, som træder i hans sted, er pligtig ufortøvet at gøre anmeldelse om ethvert sygdomstilfælde, der har udseende af at kunne være kolera, såvel som ethvert pludseligt dødsfald, som indtræffer i hans husstand, hvorhos det i købstæderne ligeledes skal være pligt for enhver husvært eller den, som i hans sted har opsyn i huset, nøje at underrette sig om og uopholdeligt at anmelde slige sygdomstilfælde eller dødsfald, som i huset måtte indtræffe.

Som følge heraf berettiges husværterne til enhver undersøgelse, hvorved de kunne sættes i stand til at opfylde den dem påliggende pligt.

Anmeldelsen bør i købstæderne ske til et af sundhedskommissionens medlemmer, der, hvis han ej selv er læge, straks har at foranstalte, at behørig undersøgelse anstilles, og den fornødne hurtige hjælp ydes af en læge, hvorhos der om anmeldelsen og undersøgelsen snarest muligt bør meddeles hele kommissionen kundskab. I København sker anmeldelsen for politiet.

Befindes nogen at have efterladt den således befalede anmeldelse, uagtet det indtrufne sygdomstilfælde eller pludselige dødsfald har været ham bekendt, bliver den skyldige herfor at anse med en mulkt fra 10 til 100 rigsbankdaler sølv efter hans vilkår og forseelsens grad.

14.

Dersom kolera viser sig på noget sted her i riget, så må ikke nogen tilstedes derfra at rejse til noget andet sted uden med speciel tilladelse af sundhedskommissionen, hvilken kun bliver at meddele, når særdeles vigtige grunde fordrer en sådan rejse, og kommissionen tillige har forvisset sig om, at både han og de effekter, han fører med sig, er fri for al mistanke om at bære smitten hos sig.

15.

Ej heller må det tilstedes nogen at rejse fra et sted, der er den egn, hvor kolera eller en for kolera mistænkt sygdom har ytret sig, så nær, som § 2 ommelder, uden, som foranført at være forsynet med tilladelse fra sundhedskommissionen, hvilken dog kan meddeles, så længe der på stedet selv eller i den nærmeste omegn intet spor har vist sig til sådan sygdom.

16.

Når forbemeldte sygdom ytrer sig noget sted i kongens lande eller i dem, der står i nær og idelig[15] samkvem med noget af disse, bør der i de nærmest liggende provinser gøres sådan indretning, at indgang til samme ej kan finde sted uden ad enkelte dertil bestemte punkter, hvor nøjagtig undersøgelse kan anstilles om de personers eller tings umistænkelighed, som skulle passere landet, og disse personer eller ting i mangel af aldeles betryggende legitimation i så henseende enten holdes ude eller, hvis dette ikke lader sig anvende, henbringes til et vel afsondret sted og dér underkastes betryggende karantænemæssig behandling.

Den foranstaltning, der i så henseende er fornøden, bliver at føje af amtmanden eller, om dennes resolution ej kan oppebies,[16] af den underordnede øvrighed og bør snarest muligt meddeles øvrighederne i det smittede land eller egn samt bringes til offentlig kundskab. Og enhver, der gør brud på det, der foreskrives, må foruden den ulejlighed af afvisning, hensættelse til karantæne på egen bekostning osv., som han underkastes, efter sagens beskaffenhed drages til ansvar og undgældelse.

17.

Ligesom der allerede ved kancelliplakat[17] 11. juni er gjort foranstaltning til at forebygge den misbrug, der ellers kunne gøres af de ved strandkanten beliggende både, således bliver de i så henseende gjorte bestemmelser ej alene nøjagtigt at efterleve, indtil kongen anderledes befaler, men og, i tilfælde af, at kolera virkelig måtte vise sig på noget sted i nærheden af søkanten,[18] således at skærpe, at alle forhen givne tilladelser til de derværende bådes brug indtil videre bortfalder, samt at bådene optages og henlægges et vist sted på landet, og årer såvel som ror foranstaltes taget under offentlig bevaring, hvorfra kun undtagelse kan bevilges under ganske særegne derfor talende omstændigheder og under iagttagelse af den muligste forsigtighed til misbrugs forebyggelse.

18.

Hvorledes posternes gang under en i de kongelige lande udbrudt kolera skal vedligeholdes, vil i påkommende tilfælde gennem Generalpostdirektionen[19] blive at bestemme, men skulle, inden den fornødne bestemmelse er taget, sygdommen være udbrudt på steder, som posten må passere, har postmesteren i forbindelse med vedkommende sundhedskommission at overveje, og øvrigheden at foranstalte det fornødne, for at posten eller i alt fald brevposten kan uden fare befordres til sin bestemmelse.

19.

Så snart kolera udbryder på noget sted, skal sundhedskommissionen uopholdeligt derom gøre indberetning til amtets overbestyrelse, som igen har at indberette sådant til kancelliet, såvel som og derom give underretning til de øvrige amter, især naboamterne, for at det fornødne efter denne anordning der kan blive foranstaltet.

Lige underretning bliver at meddele politiøvrigheden i København, hvorhos denne og, hvis sygdommen udbreder sig i København, bør give de andre vedkommende øvrigheder underretning samt gøre indberetning til kancelliet.

20.

Kommissionen holder en nøjagtig protokol over antallet af alle, som er blevet angrebet af sygdommen, med bemærkning om deres alder, stand, håndtering, samt om sygdommens udfald, herunder dagen, da enhver enten dør eller som helbredt er at anse. Tillige anmærkes, hvorhos i sidste tilfælde dog endvidere bør anføres, når de helbredte går over til karantæne, og når de derfra udgår. Af denne protokol indsendes ugentlig en udskrift til overbestyrelsen og en anden til Sundhedskollegiet.

21.

Ligesom der allerede i søstæderne er truffet de fornødne forberedelser til, at der, når der i samme skulle vise sig spor af kolera, kan haves et passende lokale til hospital for de syge, som måtte blive angrebet af denne sygdom, således bliver der overalt, hvor tegn til bemeldte epidemi ytrer sig, at sørge for at indrette særskilte hospitaler for kolerapatienter, hvortil må vælges så luftige og isolerede bygninger, som omstændighederne tillader at erholde, hvorhos disse hospitaler bør forsynes med det fornødne inventarium.

Der bliver ved samme – foruden en eller flere læger efter stedets lejlighed – at ansætte det fornødne personale såvel til bestyrelsen og tilsynet som til de syges opvartning og til renlighedens vedligeholdelse.

22.

De patienter, som er forsynet med så rummelige boliger, at de dér kunne holdes behørigt afsondret fra husets øvrige befolkning, og al forsigtighed, som kan tjene til forebyggelse af smittens udbredelse, dér iagttages, kunne, når det ønskes, blive liggende hjemme i deres huse og betjene sig af hvilken læge, de ville.

Dog er den læge, som kommissionen har overdraget lægeforretningerne på stedet eller i den afdeling af samme, hvortil patienten hører, ikke fritaget for på medicinalpolitiets vegne at have tilsyn også med de på deres egne boliger henliggende syge, ligesom det og er hans sag at bedømme, om de ovenanførte betingelser er til stede eller ikke.

Af de læger, som besøger de syge, ventes, ved siden af den virksomste og omhyggeligste bestræbelse for disses helbredelse, den størst mulige forsigtighed for at undgå smitte. I særdeleshed bør de, førend de forlader huset, skylle munden, vaske ansigtet med koldt vand og hænderne med en svag opløsning af klorkalk, ligesom de og enten må skifte eller gennemrøge deres klæder.

23.

Hvad enten patienten bliver henliggende på sin bopæl eller henbringes til et hospital, bliver der i særdeleshed at sørge for, at en så ren luft som muligt omgiver de syge. Til den ende må alt overflødigt bohave, klæder, smudsigt linned og især de syges udtømmelser snarest muligt fjernes fra sygeværelserne, ligesom og flere syges ophold i et lidet værelse må efter mulighed undgås. Vinduer og døre bør ofte åbnes eller efter omstændighederne holdes bestandigt åbne.

Man har desuden at benytte røgning med salpetersure eller klordampe. For at tilberede det første slags dampe kommer man omtrent 1 lod[20] fint pulveriseret salpeter i en skål af glas, porcelæn eller fajance og hælder lidt efter lidt 1 lod vitriol-olie dertil, idet man oftere omrører denne blanding med en glasstang eller pibestik. Man må ej lade metal, strå eller dyriske bestanddele komme i berørelse med massen.

For at tilberede klordampe overgyder man ni dele pulveriseret køkkensalt og otte dele pulveriseret brunsten med 16 til 18 dele vitriol-olie, hvilken man forsigtigt fortynder med 12 dele vand, der lidt efter lidt i små portioner gydes til vitriol-olien, indtil den derved hver gang frembragte hede ophører. Mængden bestemmes efter værelsets størrelse. Man kan ligeledes dagligt nogle gange i værelset stænke en opløsning af to lod klorkalk til en flaske vand. Udviklingen af klorgas må helst foretages på den tid, da ingen opholder sig i værelset, eller i så ringe grad, at lungerne ikke bliver angrebet.

24.

Med hensyn til de steder, hvor der ej gives noget apotek, bør lægerne sørge for at være forsynede med forråd af de lægemidler, som de, i overensstemmelse med den i § 11 ommeldte anvisning, måtte være betænkt på at anvende ved behandlingen af kolera-patienter, og ved deres besøg i landdistrikterne må de deraf medføre det fornødne.

25.

Det hus, hvori kolera har vist sig, såvel som det hospital, hvortil nogen kolera-patient er hidbragt, bliver straks at spærre, og hverken beboerne af slige huse eller andre, der har været i berørelse med de syge, må stedes til samkvem med nogen, der er uden for huset, medmindre de efter nøjagtig undersøgelse af lægen befindes uden al mistanke om smitte og da straks behørigt røges, hvorhos de dog ikke må forblive i hint hus eller medtage andre effekter derfra end dem, som af lægen findes – efter behørig udrøgning – at kunne uden al fare udbringes.

Ved at anstille de således befalede undersøgelser bør lægen iagttage den yderste forsigtighed og bør, hvor der kan være mindste betænkelighed, ej tilstede, at nogen forlader huset, uden at denne efter omstændighederne underkastes en passende karantæne.

Ingen indlades i huset, som ikke agter dér at forblive, de undtagne, som har aldeles nødvendige ærinder dér at forrette såsom læger, præster, jordemødre, hvilke alle har at iagttage de fornødne forsigtighedsregler i overensstemmelse med den anvisning, som er givet i det første af de i § 11 nævnte skrifter.

For at overholde spærringen, som ved et tydeligt tegn bør tilkendegives, bliver der ved stedet at anbringe fornøden vagt. Denne vagttjeneste forrettes i købstæderne af borgervæbningen[21] eller af de politikorps, som i enkelte købstæder er dannet i stedet for borgervæbningen eller sammes anden afdeling. På landet forholdes dermed, som med andet af det offentlige anordnet vagthold, hvorhos dog et pålideligt tilsyn med vagtholdet anordnes af sundhedskommissionen. Også er amtmanden bemyndiget til at beordre kystmilitsen[22] til at forrette sådan tjeneste. Hvor omstændighederne kræver det, ydes militær hjælp.

Det følger i øvrigt af den i slutningen af § 7 givne forskrift, at det, når øjeblikkelig afsondring af en syg er nødvendigt i et tilfælde, hvor politimesteren ikke straks kan være til stede, vil på landet påligge sognepræsten foreløbig at påse det i så henseende fornødne.

26.

Også antages de folk, som behøves til at bringe de indespærrede indvånere deres fornødenheder.

27.

For at ikke hunde eller katte skulle bringe smitten ud af huset bliver i ethvert hus, hvor der findes nogen kolera-patient, de første enten at binde eller at dræbe og de sidste at dræbe, og på fjerkreaturet stækkes vingerne, således at de ej kunne flyve bort.

28.

Det hus, hvori en kolera-syg har været, bliver at spærre, uagtet den syge er udbragt til et hospital. Også de beboere, der, forinden spærringen iværksættes, har forladt huset, bliver at opsøge og derefter at sætte under en betryggende karantæne. Ligeledes må det hus, hvori det opdages, at nogen er død af kolera, spærres, hvis det ej tilforn[23] er sket.

29.

Der skal drages omsorg for, at de indespærrede indvånere kunne få deres fornødenheder tilbragt, således at de kunne modtage dem uden nogen umiddelbar berørelse med de folk, som er antaget til at overbringe dem, såsom på bænke, der indrettes uden for husene, på klapper i dørene eller for vinduerne, hvilke bør holdes lukket, medens det, der skal leveres til beboerne, dér henlægges, eller i kurve, som ophidses[24] af beboerne.

Betalingen bør på lignende måde henlægges eller nedhidses – og pengene heller ikke komme i hine folks hænder, førend de behørigt er renset. Dette gælder og om de breve, som måtte ønskes afsendt fra noget smittet hus. De fattige bliver fornødenhederne foreløbigt at levere på fattigkassens regning.

30.

I øvrigt skal der på bedste måde sørges for de således indespærrede indvånere som og for, at deres forretninger, for så vidt de ikke uden skade for dem eller for det offentlige kunne hvile, bliver udført af andre.

31.

Dersom sygdommen udbryder i flere umiddelbart til hinanden stødende huse, så bliver disse at underkaste en fælles spærring. Men ytrer den sig i flere adspredte huse, bliver hvert for sig på foreskrevne måde at spærre.

32.

Når sygdommen bliver almindelig i en by eller et distrikt, bliver, foruden den særlige spærring af enkelte dele eller huse i samme, en almindelig spærring af hele byen eller distriktet at foranstalte.

33.

En sådan spærring bliver at iværksætte ved hjælp af en militær kordon,[25] for hvilken telte eller hytter bliver at opføre i sådan afstand, at de udsatte poster gensidigt let kunne se hinanden og råbe til hinanden.

34.

Hvis det indespærrede distrikt behøver at forsynes med levnedsmidler fra omegnen, bør der ved kordons-linjen indrettes et træskur af forholdsmæssig størrelse, der er afdelt i tre fra hinanden vel adskilte rum, hvoraf det ene, som vender til den sunde egn, er bestemt for sammes beboere, det andet, som vender til det indesluttede sted eller distrikt for dets beboere, det midterste derimod for de personer, som til visse tider om dagen skulle lede samhandelen med de fornødenheder, som fra den sunde egn bliver tilført det indespærrede distrikt.

De penge, som derfor betales, bliver, inden de udleveres sælgerne, i det midterste rum at rense, metalpenge ved at udvaskes i eddike og papirspenge ved at gennemrøges med salpeter og svovl. På denne sidste måde bliver og de breve at behandle, som afsendes fra det indespærrede distrikt.

35.

Når større steder eller distrikter spærres, bør der og ved spærringslinjen snarest muligt indrettes en hensigtsmæssig og bekvem anstalt, hvori de personer, som ville forlade stedet, kunne udholde 20 dages karantæne og imidlertid nyde behørig forplejning, og hvor tillige deres effekter, som de ville medføre, kunne opbevares og renses. Den betaling, der skal erlægges af dem, som ville benytte denne indretning, bliver at regulere efter billighed,[26] dog at indretningen så vidt muligt holdes skadesløs.

Bemeldte indretning bør sættes under en pålidelig bestyrelse og tilsyn, blandt andre af en læge, og i det mindste en af bestyrelsen bør have stadigt ophold i anstalten. Når nogen udtræder af anstalten efter behørigt udholdt karantæne, meddeles der ham desangående et bevis.

36.

Under spærringen af en by eller et distrikt bliver samtlige indvåneres sundhedstilstand dagligt at undersøge af nogle dertil af stedets sundhedskommission udnævnte mænd og om udfaldet beretning at gøre til sundhedskommissionen, hvilken har at påse, at de nye syge behørigt afsondres.

37.

Alle offentlige steder, hvor en mængde af mennesker kommer sammen, bliver under en sådan spærring at lukke. Dette gælder endog om kirker og skoler, hvorimod præsterne bør så vidt muligt sørge for at bringe religionens trøst og formaninger til de lidende og bekymrede, som desuden ville i en sådan tilstand have en forhøjet følelse af menneskets trang til at holde sig til Gud og hans ord.

Ligesom præsterne, når de besøger smittede huse, bør bruge behørig forsigtighed i overensstemmelse med, hvad der er foreskrevet i § 25, således bør de ikke, endog når de meddeler de syge sakramentet,[27] være iført deres embedsdragt.

38.

På de steder, hvor levnedsmidler og andre fornødenheder falholdes,[28] må vagter opstilles for at forhindre den trængsel og nære berørelse af flere mennesker, som kunne bidrage til smittens forplantelse. Politiet har og at sørge for, at der stedse haves et tilstrækkeligt forråd af sunde levnedsmidler.

39.

Skulle sygdommen i den grad tage overhånd og vise en så smittende natur, at det måtte være fornødent at tage strengere forholdsregler for at forebygge samkvem mellem indvånerne, så er sundhedskommissionen berettiget dertil, f.eks. ved at anordne, at ingen uden en sær[29] ved et kort dertil meddelt tilladelse, må forlade sin bopæl og til overholdelse heraf udsætte vagter på alle gader eller på de gader, hvortil forbuddet efter omstændighederne måtte være indskrænket.

Men der må drages fuldstændig omsorg for, at indvånerne til visse tider regelmæssigt kunne erholde deres fornødenheder tilbragt – under iagttagelse af de i § 29 foreskrevne forsigtighedsregler.

40.

Efter at være helbredt må de, som har udstået kolera-sygdom, endnu underkastes karantæne. De, der har ligget i hospitalerne, må, efter at være badet og forsynet med rent linned, henbringes til særskilte dertil indrettede karantænebygninger, som må være forsynet med en opsynsmand og de fornødne opvartere samt med betryggende vagt. Der må intet medbringes fra hospitalet til denne karantænebygning.

Under deres ophold i denne bliver de helbredte nogle gange at bade og røge med salpetersure dampe. En dertil ansat læge har ideligt at besøge dem og undersøge deres sundhedstilstand, og efter 20 dages forløb tillader han dem at forlade anstalten, hvis der ikke imidlertid har vist sig noget spor til sygdom, som gør karantænens forlængelse fornøden.

Lignende fremgangsmåde bliver i ét og alt at anvende på dem, der har henligget i deres huse, kun at disse og kunne udholde karantæne sammesteds på et fra sygeværelserne vel afsondret sted, hvorhos disse værelser bliver at aflukke, indtil de anordningsmæssigt er renset.

Sundhedskommissionen har ved en af sine læger at føre tilsyn med, at alt det foreskrevne nøjagtigt overholdes, og dens tilladelse behøves, for at den pågældende efter 20 dages forløb kan forlade de værelser, hvori han har holdt karantæne.

41.

Også de øvrige beboere i de huse, hvori sygdom har været, bør udholde lige karantæne – og dét, hvad enten de syge er forblevet under kur i huset, eller de er bragt til et hospital, eller de, uden at komme under kur, er døde.

Dette gælder og om alle, der er brugt til opvartning og renligheds vedligeholdelse i hospitalerne eller de huse, hvori sygdom har været, eller til de dødes begravelse såvel som og om enhver anden, der har været i berørelse med smittede eller for smitte mistænkte personer. Ligeledes bør alle de foranførte huse, inden spærringen ophører, renses tillige med alle dertil hørende effekter, hvilket og finder anvendelse på hospitalerne og de offentlige karantænehuse. Renselsen sker ved røgning med klordampe, hvilken flere gange bør gentages.

42.

Ligeledes bør samtlige effekter i huset henbringes i gårdsrummet eller andet dertil passende, rummeligt lokale og dér på behørig måde renses ved, efter deres forskellige beskaffenhed, at afvaskes med lud eller en opløsning af klorkalk, eller gennemrøges med klordampe.

43.

Ting uden værdi – i særdeleshed sådanne, som er giftfængende – så og alt, hvad den kolera-syge under sygdommen har båret på legemet eller haft i hænderne, bør opbrændes. Dette samme bør og finde sted med hensyn til de sengeklæder, der ikke på en måde, som lægen finder aldeles tilfredsstillende, kunne renses.

44.

Dernæst må alle væggene i huset fra nyt af hvidtes eller betrækkes og alle gulvene såvel som dørene, vinduerne og overhovedet alt træværket gentagne gange afvaskes med lud eller en opløsning af klorkalk, og endelig bør huset, efter at der er lukket op til alle sider, i 14 dage udsættes for lufttræk.

45.

Dersom der ikke allerede haves en kirkegård, som er tilstrækkeligt fjernt fra folks boliger, bliver en sådan begravelsesplads at indrette. Ligene begraves inden 48 timer og i det samme tøj, hvori de er døde.[30] De bringes så vidt muligt uden nogen berørelse i kisterne, hvortil jernhager kunne bruges, og de udføres ved dertil antagne personer og på dertil særligt bestemte vogne til gravene. Disse bør være fire alen[31] dybe, og ligkisterne bestrøs med ulæsket kalk, hvor sådant kan haves, men i mangel deraf bør kisterne indvendigt være begede eller tjærede.

Begravelserne bør foregå enten om morgenen tidligt eller om aftenen sildigt,[32] og intet ligfølge må tilstedes; dog bør præsten kaste jord på den døde.

46.

Til de bekostninger, som omsorgen for de syge, der ej har evne til at betale, og de øvrige efter denne anordning fornødne foranstaltninger medfører, har vedkommende øvrigheder og kommissioner efter mulighed at gøre udveje, dels ved at tilvejebringe frivillige bidrag af veltænkende medborgere, dels ved hjælp af fattigkasser, kæmnerkasser[33] eller amtsrepartitionsfondet,[34] hvorhos kongen, og hvor omstændighederne fordrer det, efter mulighed vil komme dem til hjælp.

Når sygdommen endelig er ophørt i landet, forbeholder kongen sig at tage bestemmelse angående, hvilke af de ved de befalede foranstaltninger foranledigede udgifter, der skulle gøres til genstand for en almindelig repartition på riget.

47.

Da indtræffende omstændigheder, som ej let lader sig forudse, kunne på et eller andet sted gøre særdeles foranstaltninger nødvendige, uden at der bliver lejlighed til derom betimeligt at erholde kongelig resolution, så bemyndiges de, der efter denne anordning har at befale, til i overensstemmelse med de i samme herskende grundsætninger at træffe de efter omstændighederne til formålets opnåelse fornødne yderligere forholdsregler – dog at den underordnede bestyrelse snarest muligt derpå søger overbestyrelsens approbation,[35] ligesom der om alle slige særdeles foranstaltninger uopholdeligt bør gøres indberetning til kancelliet.

48.

Ved sygdommens aftagelse kan spærringen efterhånden ophæves, og til eksempel den udvendige spærringslinje om en by eller et distrikt – dog ikke uden med overbestyrelsens samtykke – bortfalde, medens det endnu bliver nødvendigt at spærre enkelte gårde eller dele af en by.

49.

Skønt kongen forudsætter, at enhver af undersåtterne vil omhyggeligt efterleve alle denne anordnings forskrifter, der kun indeholder, hvad der til det heles og derved også til hver enkelts bedste er indlysende fornødent, så kan kongen dog ikke andet end også være betænkt på muligheden af letsindig eller endog modvillig overtrædelse af denne anordning.

Dersom nogen heri måtte gøre sig skyldig ved at udbryde eller udsnige sig fra indespærret hus, by eller distrikt, eller derfra at udbringe gods, eller dersom nogen ved falske dokumenter eller forklaringer forsætligt forhindrer, at de i anordningen hjemlede sikkerhedsregler bliver taget, skal en sådan have sit liv forbrudt.

Det samme gælder og, når de, som vagt eller tilsyn er betroet, forsætligt tilsteder personers undvigelse eller tings lovstridige udbringelse fra smittet hus, by eller distrikt.

Andre overtrædelser, der på en fjernere måde sætter medborgeres sikkerhed i fare, anses, for så vidt denne anordning ingen særlig straffebestemmelse derfor indeholder, med en efter ethvert tilfældes større eller mindre farlighed lempet streng straf i overensstemmelse med dommerens skøn.

Skulle nogen være så ugudelig at benytte den ulykke, den udbrudte sygdom har forårsaget, til at mishandle eller bestjæle de lidende, bliver slig udåd, for så vidt ej de ovennævnte bestemmelser måtte fordre højere straf, at anse i lighed med, hvad lovene anordner om forbrydelser imod skibbrudne folk.

Hvor omstændighederne ikke tilsteder sagens forfølgning i de sædvanlige retsformer, er amtmanden eller i København kancelliet bemyndiget til at anordne en standret, der, uden at iagttage andre former end dem, der er aldeles nødvendige for at skaffe vished om den pågældendes skyldighed i den forbrydelse, hvorfor han anklages, påkender sagen uden ophold.

Denne ret bør i det mindste bestå af tre medlemmer, og hvor ikke det fornødne antal juridiske embedsmænd kan haves, kunne og andre retsindige og forstandige mænd dertil udnævnes, dog at det mindste én juridisk embedsmand, som da bliver formand i retten, tager del i sagens undersøgelse og påkendelse.

Hvis den i slige tilfælde så højst nødvendige ordens overholdelse på grund af omstændighederne ej tilsteder den udsættelse, som er fornøden for, at sagen kan blive kongen foredraget, er kancelliet – eller uden for København amtmanden – bemyndiget til endog at lade en dødsdom fuldbyrde uden sådan foregående indberetning. Dødsdom kan i foranførte tilfælde fuldbyrdes ved skydning.

Det følger af sig selv, at de, som er sat til vagthold, er beføjede og forpligtede til ved magt at forhindre ulovlig udsnigelse af de bevogtede huse eller steder, og at de skyldige må have skade for hjemgæld,[36] når der ved anvendelsen af denne lovlige magt tilføjes dem nogen ulempe, endog døden.

50.

Kongen gør i øvrigt regning på, at den menneskekærlighed, sindighed og lydighed mod lov og orden, som han er vant til at finde hos sit folk, også vil vise sig, om forsynet skulle hjemsøge nogen del af kongens lande med den plage, hvis ødelæggende virkning denne anordning går ud på at forebygge eller formindske. Og skønt enhver vil finde den bedste belønning for, hvad han ved slig lejlighed virker til sine medmenneskers frelse i sin egen bevidsthed, så vil det dog være kongen en tilfredsstillelse at kunne give enhver, som udmærker sig ved særdeles prøver på menneskekærlighed, forenet med klogskab og godt overlæg, et bevis på hans velbehag. (…)

 

 

Da koleraepidemien nærmede sig Danmark i 1831, besluttede myndighederne at koncentrere karantænevirksomheden ét sted i landet. Valget faldt på den lille ø Kyholm ved Samsø, som var isoleret og let at besejle for selv ret dybtgående skibe. I løbet af få måneder blev der her opført hele 25 bygninger, heraf fem pakhuse i to etager, hver med en længde på ca. 39 meter. Her var der plads til, at man kunne opbevare befængte varer fra op til 20 fartøjer på én gang. Derudover blev der opført et sygehus med i alt 40 senge – hvad der var ganske meget for et sygehus på den tid – samt apotek, marketenderi, kirke, smedje og boliger for det faste personale. Og da karantænestationen blev forsynet med en del embedsmænd, betjente og håndværkere, hvoraf de fleste havde familien med, nåede det samlede befolkningstal nogle år op i nærheden af 100. Til gengæld blev Kyholm tilsyneladende kun anløbet af et meget begrænset antal fartøjer i de 27 år, hvor øen fungerede som karantænestation. Gengivet efter John Roth Andersen: Der ligger en ø - SAMSØ (1981), s. 474

Det Kgl. Biblioteks billedsamling


Ordforklaringer m.m.:

[1] Denne forordning gav mulighed for, at man i havnebyerne kunne sætte et skib med mandskab i karantæne, hvis det kom fra en by, der var ramt af en alvorlig, smitsom sygdom.

[2] Sikkerhed, beskyttelse.

[3] En mil er 7½ km.

[4] Her er betydningen: havet.

[5] I 1830’erne skulle en arbejdsmand typisk arbejde 600 dage for at optjene 200 rigsbankdaler sølv.

[6] Tryllekunstnere, gøglere.

[7] Danmark havde på denne tid ca. 10 overordnede embedslæger – fysici – som typisk havde ansvaret for et helt stift.

[8] Sognefogeden var en slags underpolitimester. Embedet, der blev varetaget af en af sognets beboere – typisk en gårdbruger – blev formelt oprettet i 1791, men er væsentligt ældre, og det bestod indtil 1973.

[9] Især.

[10] Udøvende.

[11] Et organ, der bistod den københavnske magistrat i udøvelsen af kommunale opgaver.

[12] To.

[13] Den overordnede sundhedsforvaltning.

[14] Bekendtgørelser.

[15] Til stadighed.

[16] Ventes på.

[17] Bekendtgørelse fra Danske Kancellis side. Kancelliet var forgænger for bl.a. indenrigs- og justitsministerierne.

[18] Her: landets kyster.

[19] Den centrale forvaltning af postvæsenet.

[20] 15,5 gram.

[21] En forsamling af våbenduelige mænd i købstaden, som i påkommende tilfælde kunne sættes til at sørge for orden i byen.

[22] Militsen, der blev oprettet i 1801, havde til opgave at beskytte kyster og havne på forskellig vis, fx at forhindre strandhugst.

[23] Tidligere.

[24] Hejses op.

[25] Soldater, opstillet ved siden af hinanden i en lang række med det formål at hindre indtrængen i det bagvedliggende område.

[26] Rimelighed.

[27] I den lutherske kirke er dåben og nadveren de eneste sakramenter (dvs. synlige tegn på nåde, indstiftet af Jesus).

[28] Sælges.

[29] Særlig.

[30] Dette og en del af det følgende i paragraffen stammer fra forordningen om smitsomme sygdomme fra 1782.

[31] En alen er 62,8 cm.

[32] Sent.

[33] Kommunale kasser.

[34] Et fond på amtsniveau, der blev administreret af amtsforvalteren (efter 1849: amtsrådet).  Fondets indtægter kom fra skatter, der var pålignet amtets beboere.

[35] Godkendelse.

[36] At have skade for hjemgæld: selv at bære tabet -  at tage følgerne af ens handlinger.