Forord til "Kongesangbogen" 1940

Kilder

Kildeintroduktion:

Kongesangbogen blev udgivet i forbindelse med Christian 10.s (født 1870, regent 1912-1947) fødselsdag i september 1940. Den blev især brugt ved den bølge af fællessangstævner, kaldet Alsang (fra norsk og svensk: fællessang), der fandt sted i de første år af den tyske besættelse af Danmark 1940-45.

Alsangen fandt første gang sted i Danmark den 4. juli 1940 i Aalborg. Herfra bredte fænomenet sig, og i august og september mødtes tusindvis af mennesker i København for at synge fællessang. Sangen blev brugt til at udtrykke nationalt sammenhold, og bølgen kulminerede med et landsdækkende stævne den 1. september 1940. 26. september havde kongen 70-års- fødselsdag, og i den anledning gik en række privatpersoner og virksomheder sammen om at udgive  en sangbog beregnet til at tage med til alsang. Udgivelsen var anonym, og fædrelandssangene i bogen var af den lidt ’blødere’ slags, da man måtte tage hensyn til den tyske censur. Sangstævnerne mistede deres popularitet i de følgende måneder, og da der i 1943 blev indført mødeforbud, ophørte stævnerne helt.

”Kongesangbogen” fra september 1940 nåede dog at udkomme i op mod 2 mio. eksemplarer igennem årene. I kilden nedenfor kan du læse forordet til ”Kongesangbogen”. Det er senere blevet kendt, at den her anonyme forfatter var litteraturprofessor Vilhelm Andersen (1864-1853).


Dansk Folkesangbog

Udsendt på Chr. X’s 70 års fødselsdag den 26. september 1940

KONGEN

Af en Dansker

Til det danske Folk er der kun talt lidt i denne Sommer om det, som ligger det mest paa Hjertet. Men nu i Efteraaret, da Vinteren kommer, er Folk begyndt at synge, fra By til By, fra den ene Del af Landet til den anden, som om de trængte til at høre hinandens Stemmer. Der fortælles i et gammelt Eventyr fra Bornholm, den ensomste Del af Landet, at efter den sorte Død, Folkedøden, var der paa hver sin Side af den affolkede ø kun to Sjæle, en ung Mand og Pige i Live. De fandt hinanden ved at ringe sig frem fra Sted til Sted med Kirkeklokkerne.

I denne Tid, da det hele Danmark lever under Skyen af en uvis Skæbne, falder dets Konges, Christian den Tiendes, Halvfjerdsaarsdag. Selv om der da ikke bliver ringet sammen over det hele Land eller sunget sammen af det hele Folk, skal dog paa den Dag, saa vidt det er muligt, en Klokkelyd af Folkesangen blive baaren ind i hvert Hus eller Hjem. Enhver Dansk vil da kunne faa i Hænde denne Fødselsdagsgave fra hans Fædreland som et Tegn paa Venskabet mellem dets Konge og Folk.

For tredje Gang i Løbet af et Hundredaar  fylder en dansk Konge sit halvfjerdsindstyvende Aar paa den tusindaarige Trone.



Christian 10, dronning Alexandrine og deres tre børnebørn i 1940: Prinsesse Elisabeth (født 1935), prins Ingolf (født februar 1940) og prinsesse Margrethe (født april 1940). Foto: Kongesangbogen, 1940. 
 

Første Gang naaede Frederik den Sjette det i Aaret 1838. Fire og tyve Aar før, i 1814, havde den Fred, der endte Danmark-Norges Deltagelse i Napoleons Krige, kostet Dobbeltrigets Adskillelse. Men mit lille Hus staar endnu, havde Kongen sagt efter den Kongres, der skulde raade for Europas Skæbne efter den store Krig. De værste Følger af den var overvundne, det faderlige Enevælde var saa lempeligt kommet Tidens Krav paa en større Frihed i Møde ved at indføre en raadgivende Stænderforsamling. Løsenet gav en Sang af Grundtvig: Kongehaand og Folkestemme, lige stærke, lige fri!

Halvhundred Aar derefter, i 1888, fyldte Christian den Niende, den første Mand af den nye Kongestamme fra Lyksborg ved Flensborg, de halvfjerds. Det lille Hus var blevet endnu mindre. Der var da igen gaaet fire og tyve Aar, siden Levningen af det gamle Storrige, Helstaten, var sprængt ved Udfaldet af den anden slesvigske Krig og ogsaa den danske Del af Slesvig skilt fra det øvrige Danmark. Men Varslet om det lille Kongeriges fortsatte Opløsning var afvendt. Det var Fremdrift i Folket, Fremgang i dets Næringsliv og aandeligt Røre. Men i Huset selv var der Strid om det rette Forhold mellem Kongens og Folkets Del i dets Styre. Ved dens Udbrud havde Grundtvig forgæves søgt Kongen for at forhindre den Ændring af den frie Grundlov fra den første slesvigske Krigs Tid, der syntes ogsaa Kongen nødvendig paa Grund af de helt forandrede Forhold. Den ridderlige Christian den Niende red rank og tryg igennem sin Hovedstad. Men hans Hoved var længe bøjet af Sorg for hans tabte Hjemland og Græmmelse over Striden om Rigets Forfatning. Først fra hans sidste Leveaar, da ogsaa han ud af sin kongelige Ansvarsfølelse var kommet det voksende Frihedskrav i Møde ved Systemskiftet i 1901, mindes Folk paa Gaden at have set ham smile.


                  
Første billede: Christian 10. er berømt for sine daglige rideture gennem København under Besættelsen. Andet billede: Kronprinsparret Frederik og Ingrid med deres datter, prinsesse Margrethe. Margrethe blev født den 16. april 1940, en uge efter den tyske besættelse af Danmark. Tredje billedePortræt af kronprinsesse Ingrid. Ingrid var født som svensk prinsesse og var blevet gift med kronprins Frederik i 1935. Foto: Kongesangbogen, 1940.  

 

En Formiddag saa jeg den gamle Konge ride i Skridtgang alene midt ad den stille Gade hjem til Slottet. Inde paa Flisen havde paa et Nik af ham en lille Fyr, en rigtig Skomagerdreng at se paa med Støvlerne i Haanden, slaaet Følge og standsede først sin Fart, da Svejtseren kom ud, og Porten smak i og Kongen var borte, som i et andet Eventyr.

Et saadant Eventyr og et saadant Billede er nu i mange Aar gaaet Verden rundt: Den danske Konge paa sit Morgenridt i København. Hvem er den høje Officer, der rider der? Skal en Fremmed have spurgt en af vore Dages Bydrenge. Det er ikke nogen Officer, det er Kongen, lød Svaret. Men hvem passer da paa ham? Det gør vi alle. Paa Billederne ser man gerne Kongen smile. Den, som i den, sidste Tid er blevet ramt af Kongens Smil, har set noget deri, som han ved han aldrig glemmer.

Nu, i 1940, har Tyveaars -Viseren atter flyttet sig en Tak frem. Det er nu fem og tyve Aar siden Forfatningsstridens Afslutning ved Grundloven af 1915 og tyve Aar siden Genforeningen i 1920. De adskilte Landsdele er kommet sammen igen, de stridende Samfundsklasser har forenet sig til det fælles Bedste. Det har været Samlingens Tid efter Adskillelsens og Splittelsens. Den har ikke fundet sit Løsen i en ny Fædrelandssang, men den har et Mærke, synligt for alle: Kongen.

Sagnet har lovet, at den danske Konge en Gang skulde ride ind i Sønderjylland paa en hvid Hest. I den gamle Folkebog rider Holger Danske i det store Slagsmaal med Soldanen (Tyrken) paa en hvid Hest. Kongerne i Ingemanns Romaner gør det, og Frederik den Syvende gjorde det ved Troppernes Udrykning i 1848. Christian den Tiende gjorde det den 10. Juli 1920. Som en af de Tusinde saa jeg fra en Grøftekant nærmest ved Æresporten Kongen ride over Grænsen. Jeg kunde se, hvor Hjertet hamrede i ham, han græd af Glæde. Det gjorde ogsaa vi, som raabte vort Hurra med Graaden i Halsen. Paa Dybbøl kom han ikke ridende, han maatte med Møje gaa derop til Fods som Følge af et Uheld under Ridtet. Men det onde Varsel vendte sig til et smukt. Folket trængtes om ham, som i Treaarskrigen, Sognet flokkedes om en Landsoldat og Familiefuder,der kom hjem til sit eget; smaa Børn traadte ham uforvarende paa den syge Fod. Paa Højsædet paa Toppen af Banken, da en gammel Veteran bragte ham et Dannebrog fra 1864, baaret af fire unge Piger, bøjede han sig ned og kyssede Fligen af Flaget. Dersom Kongen ogsaa i Dag bøjer sit Hoved og spørger sig selv, hvorfor just han er blevet den udkaarne til en Lykke, der var gaaet baade hans Far, den milde Frederik den Ottende og hans Farfar, den tavse Christian den Niende forbi, er Svaret, at han blev den kaarne, ikke fordi han maaske var bedre eller klogere end de, men fordi han følte Kaldet stærkere, ikke blot som et Ansvar og en Pligt, men som en højere Kraft i sin Person, han var jo den nye Stammes lykkelige Tredjemand, dens Kronskud. At han følte et Kald, sagde han selv, da Rigsdagen hyldede ham paa Femogtyveaarsdagen for hans Regeringstiltrædelse. Da han fra alle Sider blev takket for, hvad han havde kunnet udrette med sin jævne Personlighed og ærlige Færd, svarede han, idet han ligesom stødte Ordene frem af det bevægede Indre - andre Taler holder han ikke - at med den Tak, maatte man højere op end til hans Person. Kongen er ikke blot en jævn Mand, han har ogsaa Hjerte for det høje.

At føle et Kald vil sige at følge en Røst, en indre Stemme: Instinktet kaldes den i Naturhistorien, men mellem Mennesker, hvis man ikke kan og vil gaa højere op, hedder den Samvittigheden. I gamle Dage, da Folkets Røst havde ondt ved at fange den Enevældiges Øre, sagde man paa Latin, som da var Magtens og Visdommens Modersmaal: Vox populi, vox dei, altsaa Folkets Røst er Guds Røst. Nutildags, da Forholdet mellem Kongehaand og Folkestemme har forskudt sig saaledes, at Folket har et Utal af Stemmer og Kongehaanden kun sin Underskrift, nu er der endnu det Middel for en Konge til at hævde sin Stol i sit Rige, at han med sin Guds og sin Samvittigheds Hjælp gør sin Røst til Folkets Stemme. Kong Christian er ikke blot en folkelig Mand, der kan tale Folkets Maal saa selv Skomagerdrenge og Kioskbude kan forstaa det. Han har, ikke alene i Sønderjylland, vist, at, tværs igennem alle Partier og Klasser og Racer taler det danske Folks Røst igennem ham. Der har indtil den sidste Tid været mere Brug og Rum for hans Røst, end de fleste maaske endnu ved. og der vil blive det herefter. Over den Strid, som vil gaa paa ogsaa i vor lille Krig, mellem Diktatur og Parlamentarisme, vil Kongen af Danmark ind-, og udadtil staa som den historiske og naturlige og personlige Støtte for sit gamle Rige.

 

    

Takken derfor vil paa hans Halvfjerdsaarsdag gaa endnu videre ud og dybere ind end ved hans Regeringsjubilæum. Sit første Udtryk har den faaet, allerede mens jeg skriver dette. Ved Indvielsen af Grundtvigskirken, hvis Forberedelse under den sidste store Krig og Fuldførelse under denne udfylder hele Tidsrummet for hans Regering, henvendte Præsten efter sin Prædiken nogle Ord til den tilstedeværende Konge. Det havde grebet os, sagde han, hver Gang vi havde hørt Kongen udsige sit Gud bevare Danmark! Det er sandt, det var de Ord, han havde sat som sin Underskrift paa Ministeriets Proklamation ved Verdenskrigens Udbrud, to Aar efter han var blevet Konge. Til Gengæld sagde nu Præsten Gud bevare Kongen! og mens alle stod op som en Menighed, var der vel et Minuts Stille i Kirken, til Minde ikke om de døde, men om En, som lever.

Efter en Tanke, som en Mand paa Fyn har grebet ligesom ud af Luften og sat al sin Evne og mange Landsmænds gode Vilje ind paa at udføre, skulde paa selve Fødselsdagen Kongen fra alle Hjem hilses og takkes for sit danske Hjerte af den danske Folkesang, den, der hedder saaledes, fordi Folkets sjæl lever i den med sin Sorg og sin Glæde.

Den korteste Form, jeg kender for et dansk fædrelandsk Digt, er tillige den ældste og mer end et Tusind Aar gammel. Det er Indskriften paa den Sten i Jelling, hvor Danmarks Navn for første Gang staar skrevet. Paa den kalder Kong Gorm Dronning Thyra med et meget jævnt Udtryk, som heller ikke er den nuværende Konge fremmed, for sin Kone, men derefter med et dyrt og dybt Ord Danmarks Bod. Hvad saa Skjalden, der har ristet disse Runer, har ment med dette Ord: Danmarks Pryd eller, som det altid siden er blevet forstaaet, dets Bødning eller Oprejsning, er det, vistnok med Forsæt, fomet som et Modstykke til det Navn, hvomed før hans Tid en norsk Skjald havde kaldt det Sjælland, som Gefion pløjede ud af Sverige, for Danmarks Øge eller Tilvækst. De to Ord er tilsammen i kort Begreb Danmarks Historie, men det første er baade det tungeste og det varigste.

Gid Kong Christian den Tiende, der som den første oplevede Danmarks øgning den Sommerdag, han paa den hvide Hest red ind i Sønderjylland, ogsaa nu, da han endnu rider igennem dets Hovedstad og ikke vil forlade sin Rede, maa komme til at virke med som den første i det Arbejde paa dets Bødning, som venter os alle.

INDHOLD:

Forord

Alt staar i Guds Faderhaand

Altid frejdig, naar du gaar

Bliv hos os, naar Dagen hælder

Dagen gaar med raske Fjed

Danmark, i tusind Aar

Danmark nu blunder den lyse Nat

Danevang med grønne Bred

Dejlig er Jorden

Den danske Sang er en ung blond Pige

Den signede Dag med Fryd vi ser

Der er et yndigt Land

Der er ingenting, der maner

Der rider en Konge i Sol og Blæst

Der staar et Slot i Vesterled

Du danske Mand! af al din Magt

Dybt hælder Aaret i sin Gang

Et jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord

Fred hviler over Land og By

Flyv Fugl! Flyv over Furesøens Vove

Herligt en Sommernat

Hvem sidder der bag Skærmen

Hvor smiler fager den danske Kyst

I alle de Riger og Lande

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme

I Østen stiger Solen op

Jeg bærer med Smil min Byrde

Jeg elsker de grønne Lunde

Jeg er Havren, jeg har Bjælder paa

Jyden, han æ stærk aa sej

Jylland mellem tvende Have

Kirkeklokke, ej til Hovedstæder

Kong Christian stod ved højen Mast

Kongernes Konge! ene du kan

Langt højere Bjerge saa vide paa Jord

Lær mig Nattens Stjerne

Moders Navn er en himmelsk Lyd

Morgenstund har Guld i Mund

Nu titte til hinanden

Naar Vinteren rinder i Grøft og i Grav

Om Strømmen mod dig bruser

Sangen har en Lysning

Se dig ud en Sommerdag

Slumrer sødt i Slesvigs Jord

Snart er Natten svunden

Som en rejselysten Flaade

Til Himlene rækker

Vaj højt, vaj stolt

Venner, ser paa Danmarks Kort

Vort Hjem, du danske Jord

Vort Modersmaal er dejligt

Om kilden

Dateret
26.9.1940
Oprindelse
Hye, Knudsen, Johan m. fl: Dansk Folkesangbog, Flensteds Forlag, Odense, trykt hos Egmont H. Petersen, København, 1940.
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
29. august 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
26.9.1940
Oprindelse
Hye, Knudsen, Johan m. fl: Dansk Folkesangbog, Flensteds Forlag, Odense, trykt hos Egmont H. Petersen, København, 1940.
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
29. august 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk